Prædikerens bog 4 1 Og jeg vendte tilbage og saa alle de undertrykte, som ilde medhandles under Solen; og se, de undertryktes Taarer, og der var ingen, som trøstede dem, og fra deres Undertrykkeres Haand udgik Vold; derimod havde de ingen, som trøstede dem. 2 Da prisede jeg de døde som alt vare døde, fremfor de levende, som endnu ere i Live; 3 men lykkelig fremfor begge dog den, som endnu ikke har været til, som ikke har set den onde Gerning, der gøres under Solen. 4 Og jeg saa alt Arbejde og al Dygtighed i Gerningen, at det paa, drog en Mand Misundelse af hans Næste; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse. 5 Daaren lægger sine Hænder sammen og fortærer sit eget Kød. 6 En Haandfuld med Ro er bedre end begge Næver fulde med Møje og Aandsfortærelse. 7 Og jeg vendte tilbage og saa Forfængelighed under Solen: 8 Der er den, som er ene og ikke har nogen anden og har hverken Søn eller Broder; dog er der ingen Ende paa alt hans Arbejde, og hans Øjne mættes ikke af Rigdom; og: "For hvem arbejder jeg og lader min Sjæl fattes det gode? ogsaa dette er Forfængelighed og en slem Møje. 9 Bedre to end een; thi de have en god Løn for deres Arbejde. 10 Thi dersom de falde, kan den ene oprejse sin Stalbroder, men ve den, som er ene; naar han falder, er der ingen anden til at oprejse ham. 11 Ogsaa naar to ligge sammen, da have de Varme; men livorledes kan en alene blive varm? 12 Gaa om nogen vilde, overvælde ham; som er ene, kunde to staa ham imod; og den dobbelte Traad sønderrives ikke saa snart. 13 bedre faren er et uiimt Menneske, som ere viist, end en gammel Konge, som er en Daare, og som endnu ikke ved at lade sig advare. 14 Thi af Fangehuset udgik hin for at blive Konge, medens den, som var født i sit Kongerige, blev fattig. 15 Jeg saa alle dem, som leve, som vandre under Solen; at holde sig til det andet unge Menneske, der indtager hans Sted. 16 Der var ikke Ende paa alt det Folk, paa alt det, som han gik i Spidsen for, dog skulle Efterkommerne ikke glædes over ham: Thi ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse. 17 Forvar din Fod, naar du vil gaa til Guds Hus, og vær nær for at høre; dette er bedre, end naar Daarerne yde Slagtoffer; thi de vide ikke, at de gøre ondt. |