Ruts bog 1 1 Og det skete i de Dage, da Dommerne dømte, da var der en Hunger i Landet; og en Mand fra Bethlehem i Juda gik hen at opholde sig i Moabiternes Land, han og hans Hustru og hans to Sønner. 2 Og Mandens Navn var Elimelek og hans Hustrus Navn Noomi og hans to Sønners Navn Malon og Kiljon, Efratiter fra Bethlehem i Juda; og de kom i Moabiternes Land og bleve der. 3 Og Elimelek, Noomi Mand, døde; og hun og hendes to Sønner bleve tilbage. 4 Og disse toge sig moabitiske Hustruer, den enes Navn var Orpa, og den andens Navn Ruth; og de boede der ved ti År. 5 Da døde også de begge, Malon og Kiljon; og Kvinden blev tilbage efter hendes tvende Sønner og efter hendes Mand. 6 Da gjorde hun sig rede, hun og hendes Sønners Hustruer, og vendte tilbage fra Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at Herren havde besøgt sit Folk og givet dem Brød. 7 Og hun gik ud fra det Sted, hvor hun havde været, og begge hendes Sønners Hustruer med hende, og de gik på Vejen for at komme tilbage til Judas Land. 8 Da sagde Noomi til begge sine Sønners Hustruer: Går hen, vender tilbage hver til sin Moders Hus; Herren gøre Miskundhed imod eder, ligesom I have gjort imod de døde og imod mig! 9 Herren give eder, at I må finde Rolighed hver i sin Mands Hus! Og hun kyssede dem, og de opløftede deres Røst og græd. 10 Og de sagde til hende: Vi ville vende tilbage med dig til dit Folk. 11 Da sagde Noomi: Vender tilbage, mine Døtre! hvorfor ville I gå med mig? mon jeg har Børn ydermere i mit Liv, som kunne blive eders Mænd? 12 Vender tilbage, mine Døtre! gaar bort, thi jeg er for gammel til at få en Mand; dersom jeg end sagde: Der er Forventelse for mig, ja, dersom jeg havde en Mand i denne Nat og endog fødte Sønner, 13 mon I skulde vente på dem, indtil de bleve store? mon I skulde opholdes derefter, så at I ikke skulde få Mænd Nej, mine Døtre! thi det er mig såre bittert, mere end eder, at Herrens Hånd er udgangen over mig. 14 Da opløftede de deres Røst og græd ydermere; og Orpa kyssede sin Mands Moder, men Ruth hængte ved hende. 15 Da sagde hun: Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og til sin Gud; vend tilbage efter din Svigerinde! 16 Og Ruth sagde: Vær mig ikke imod, at jeg skulde forlade dig og vende tilbage fra dig; thi hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du bliver, om Natten, der vil jeg blive om Natten; dit Folk er mit Folk, og din Gud er min Gud. 17 Hvor du vil dø, der vil jeg dø, og der vil jeg begraves; Herren gøre nu og fremdeles så og så imod mig, så vist som Døden alene skal skille imellem dig og imellem mig. 18 Og der hun så, at hun havde fast foresat sig at gå med hende, da lod hun af at tale til hende derom. 19 Og de gik begge, indtil de kom til Bethlehem; og det skete, der de kom til Bethlehem, da kom den ganske Stad i Bevægelse over. dem, og de sagde: Er dette Noomi? 20 Og hun sagde til dem: Kalder mig ikke Noomi*, kalder mig Mara' , thi den Almægtige har gjort det såre besk for mig. 21 Jeg gik bort med fulde Hænder, men Herren har ført mig med tomme Hænder tilbage; hvi skulde I kalde mig Noomi, efterdi Herren har vidnet imod mig, og den Almægtige handlet ilde med mig 22 Så kom Noomi tilbage, og Ruth den moabitiske, hendes Sønnekone, var med hende, som kom tilbage af Moabiternes Land; og de kom til Bethlehem i Byghøstens Begyndelse. |