Ruts bog 2 1 Og Noomi havde en Kynding af hendes Mands, en Mand af Vælde og Formue, af Elimeleks Slægt, og hans Navn var Boas. 2 Og Ruth den moabitiske sagde til Noomi: Kære, jeg vil gå ud på Marken, og jeg vil sanke op af Aksene efter den, for hvis Øjne jeg finder Nåde; og hun sagde til hende: Gak, min Datter! 3 Og hun gik og kom og sankede op på Marken efter Høstfolkene; og det hændte ved en Hændelse for hende, at en Del af Marken hørte Boas til, som var af Elimeleks Slægt. 4 Og Boas kom fra Bethlehem og sagde til Høstfolkene: Herren være med eder ! og de sagde til ham: Herren velsigne dig! 5 Og Boas sagde til sin unge Karl, som var sat over Høstfolkene: Hvem hører den unge Kvinde til? 6 Og den unge Karl, som var sat over Høstfolkene, svarede og sagde: Det er den moabitiske unge Kvinde, som er kommen tilbage med Noomi af Moabiternes Land. 7 Og hun har sagt: Kære, jeg vil sanke op og samle iblandt Negene efter Høstfolkene; og hun er kommen og har stået siden i Morges og indtil nu; nu sad hun lidet hjemme. 8 Da sagde Boas til Ruth: Hører du ikke min Datter? du skal ikke gå at sanke op på en anden Ager, og gak heller ikke bort herfra, men hold dig her nær til mine unge Piger! 9 Hold dine Øjne til den Ager, hvor de skære på, og gå efter dem; har jeg ikke befalet de unge Karle, at ingen skal røre dig? og tørster du, da gå til Karrene og drik af det, som de unge Karle øse af. 10 Da faldt hun paa sit Ansigt og bøjede sig til Jorden, og hun sagde til ham: Hvorfor har jeg fundet Nåde for dine Øjne, at du kender mig, og jeg er dog fremmed? 11 Og Boas svarede og sagde til hende: Det er mig nok tilkendegivet, alt hvad du har gjort for din Mands Moder, efter din Mands Død, at du har forladt din Fader og din Moder og dit Fædreneland og er gået til et Folk, som du ikke kendte tilforn. 12 Herren gengælde din Gerning, og din Løn være fuldkommen for Herren Israels Gud, til hvem du er kommen for at søge Ly under hans Vinger! 13 Og hun sagde: Lad mig finde Nåde for dine Øjne, min Herre, fordi du har trøstet mig, og fordi du har talet kærligen til din Tjenestekvinde; og jeg er ikke som en af dine Tjenestepiger. 14 Og Boas sagde til hende: Når det er Tid til at æde, da kom herhid og æd af Brødet og dyp din Bid i Eddiken; og hun satte sig ved Høstfolkenes Side, og han rakte ristede Aks til hende, og hun åd og blev mæt og levnede. 15 Og hun stod op at sanke; og Boas befalede sine unge Karle og sagde: Lader hende også opsanke imellem Negene og beskæmmer hende ikke! 16 Plukker også noget af Negene til hende, og lader det tilbage, at hun kan opsanke det, og I skulle ikke skælde på hende. 17 Så sankede hun op på Ageren indtil Aftenen; og hun slog det af, som hun havde sanket op, og det var ved en Efa Byg. 18 Og hun løftede det op og kom i Staden, og hendes Mands Moder så det, som hun havde opsanket; og hun tog frem og gav hende det, hun havde levnet, da hun var mæt. 19 Da sagde hendes Mands Moder til hende: Hvor opsankede du i Dag, og hvor havde du at gøre? velsignet være den, som dig kendte; da gav hun sin Mands Moder til Kende, hos hvem hun havde haft at gøre, og sagde: Den Mands Navn, som jeg har haft at gøre hos i Dag, er Boas. 20 Og Noomi sagde til sin Sønnekone: Velsignet være han for Herren, som ikke har forladt sin Miskundhed mod de levende eller mod de døde; og Noomi sagde til hende: Den Mand hører os nær til, han er een af vore Løsere. 21 Ruth den moabitiske sagde: Tilmed har han sagt til mig: Du skal holde dig fast til mine Folk, indtil de have endt al den Høst, som jeg har. 22 Og Noomi sagde til Ruth, sin Sønnekone: Det er godt, min Datter, at du går ud med hans unge Piger, at de ikke skulle gøre dig Fortræd på en anden Ager. 23 Så holdt hun sig fast til Boas' unge Piger for at opsanke, indtil Byghøsten og Hvedehøsten var endt; og hun blev hos sin Mands Moder. |