Salmernes bog 142 2 En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn. Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade. 3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt. 4 Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig. 5 Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl. 6 Jeg rabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land. 7 Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. 8 Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig; naar du gør vel imod mig. |