Salmernes bog 62 2 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David. Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse. 3 Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget. 4 Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød? 5 Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. Sela. 6 Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning. 7 Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes. 8 Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud. 9 Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela. 10 Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe. 11 Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil! 12 Een Gang har Gud talt, ja, to Gange; hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. 13 Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning. |