Første Tessalonikerbrev 4 1 Og så til sidst, kære Brødre, vil vi med vor Herre Jesus indtrængende lægge jer på sinde, hvad I allerede har fået at vide af os hvordan I skal leve, som Gud vil have det, og sådan lever I jo også, men at det må blive endnu meget bedre. 2 I kender de bud, vi har givet jer fra vor Herre Jesus. 3 Guds vilje, jeres helligelse, er dette: I skal afholde jer fra al usædelighed, 4 I skal hver især forstå at beherske jeres egen krop, så den bliver et redskab til helligt og ærefuldt brug 5 og ikke et redskab for rasende begær, som hos hedninger, der ikke kender Gud, 6 og I må ikke i retslige mellemværender begå overgreb mod jeres Broder eller udbytte ham, for al den slags straffer Herren, som vi allerede har fortalt og indtrængende foreholdt jer. 7 Gud har kaldet os, ikke til at leve i urenhed, men i hellighed. 8 Jeg sammenfatter: Den, der viser ringeagt her, ringeagter ikke så meget sit medmenneske som den Gud, der giver jer sin Hellige Ånd. 9 Broderkærligheden har I ikke brug for, at jeg skal skrive til jer om, for Gud har selv lært jer at elske hinanden, 10 og netop sådan er I også over for alle Brødrene i hele Makedonien. Så vi kan bare opfordre jer til, at I skal blive endnu meget bedre til det, kære Brødre, 11 og sætte en ære i at leve stilfærdigt, passe jeres ting og arbejde med jeres hænder, sådan som vi har pålagt jer det, 12 for at jeres livsførelse kan være sådan, at også mennesker uden for menigheden finder den passende, og I selv ikke mangler noget. 13 Vi ønsker, kære Brødre, at I skal vide besked om dem, der sover hen, for at I ikke skal fortvivle sådan som de andre, der er uden håb. 14 For hvis vi tror, at Jesus er død og opstanden. . . . sådan vil Gud også føre dem, der er sovet hen i troen på Jesus, frem for sig sammen med ham. 15 Støttet til et Ord af Herren kan vi sige således til jer: Vi, som bliver tilbage og er i live ved Herrens Komme, vi går ikke ind foran for dem, der er sovet hen. 16 Når befalingen lyder, når Ærkeenglen hæver røsten, og Guds trompet skingrer, da stiger Herren selv ned fra Himmelen, og da rejser først de døde Kristne sig, 17 og dernæst skal vi, som endnu er i live, sammen med dem bæres 17 bort på skyer for at møde Herren deroppe. Og så skal vi altid være sammen med Herren. 18 I må nu trøste hinanden med det, jeg her har sagt. |