Seidelin                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Andet korinterbrev 9

1 Angående hjælpetjenesten til de Hellige er det egentlig overflødigt at skrive til jer, 2 når jeg kender jeres beredvillighed, som jeg jo roser jer for til Makedonerne og siger, at Akaja allerede i fjor stod parat, og jeres målbevidsthed ansporede mange. 3 Og nu sender jeg Brødrene, for at vor rosende omtale af jer i denne sag ikke skal falde til jorden, men I kan være parat, 4 sådan som jeg har sagt I var, så der ikke, hvis jeg har Makedonerne med, og de finder jer alt andet end parat, skal falde skam over mig, for ikke at tale om jer, ved en sådan tingenes tilstand. 5 Jeg har altså fundet det nødvendigt at opfordre Brødrene til at rejse i forvejen til jer og i tide skaffe den for længe siden lovede store foræring til veje, så den kan ligge parat netop som en foræring og ikke som en afpresning. 6 Det er nemlig sådan, at den, der sår sparsomt, sparsomt skal han også høste, og den, der sår velsignet, velsignet skal han også høste. 7 Lad det blive, som hver især har sat sig for i sit hjerte, ikke sukkende eller tvungent, for Gud elsker en munter giver. 8 Gud har magt til at give jer nåden i hele dens mangfoldighed, så at I både får nok til jer selv i alle henseender og uafbrudt, og samtidig får overskud til at gøre godt ved enhver lejlighed, 9 som der står skrevet: Han delte ud, han gav til de fattige, hans retfærdighed bliver stående i Evighed. 10 Han, som skænker bonden både såkorn og brød at spise, han vil også være rundhåndet og mangfoldiggøre jeres udsæd og lade jeres godgørenhed vokse til høst. 11 I vil blive rige nok i enhver henseende, I vil sagtens få råd til at vise gavmildhed, og når dens resultater overbringes igennem os, vil de fremkalde tak til Gud. 12 Når dette offer frembæres, bliver ikke blot de Helliges nød afhjulpet, men det vil give overskud i så mange menneskers tak til Gud. 13 Når de ser, hvad denne hjælp er beviset for, priser de Gud, fordi I så lydigt bekender jer til Kristi Evangelium, og fordi I så oprigtigt gør fælles sag med dem og alle, 14 og når de beder for jer, vil de længes efter jer på grund af Guds overvældende nåde imod jer. 15 Gud ske tak for hans ubeskrivelige gave!
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - Guds Ord

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV