Åbenbaringen 10 1 Og jeg så endnu en stærk Engel stige ned fra Himmelen. Den var hyllet i en sky, regnbuen stod om dens hoved, dens ansigt var som solen, og dens ben var som søjler af ild. 2 I hånden havde den en lille bogrulle, og den var åbnet. Englen satte sin højre fod på Havet og sin venstre på Jorden, 3 og den råbte med vældig røst, som når løven brøler. Og da den råbte, lod de 7 tordener deres egne stemmer høre. 4 Efter at de 7 tordener havde talt, ville jeg til at skrive, men jeg hørte en røst fra Himmelen, og den sagde: 'Behold de 7 tordeners tale under segl, skriv den ikke ned!' 5 Og Englen, som jeg så stående på Havet og på Jorden, hævede sin højre hånd imod Himmelen, 6 og den aflagde ed ved Ham, der lever i Evighedernes Evigheder, Han, der skabte Himmelen og hvad der er i den, Jorden og hvad der er på den, og Havet og hvad der er i det. Og Englen sagde: 'Tiden er omme! 7 Men når de dage kommer, da den syvende Engel lader sig høre, når den skal til at støde i sin trompet, da er også Guds Mysterium fuldbyrdet, sådan, som han har forkyndt sine tjenere profeterne det.' 8 Den røst, jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter til mig, og , den sagde: 'Gå, tag den åbne bogrulle ud af hånden på den Engel, der står på Havet og på Jorden.' 9 Og jeg gik hen til Englen og sagde til den, at den skulle give mig bogrullen, og den siger til mig: 'Tag den og slug den! Den vil være besk i din bug, men i din mund vil den være sød som honning.' 10 Og jeg tog den lille bogrulle ud af Englens hånd og slugte '" den, og den var sød som honning i min mund, men da jeg havde slugt den, var der beskhed i min bug. 11 Og man sagde til mig: 'Du skal atter profetere om folk og lande og tungemål og konger i stort tal.' |