Apostlenes Gerninger 19 1 Mens Apollos var i Korinth, rejste Paulus til Efesos gennem det indre af landet. 2 I Efesos traf han nogle disciple og spurgte dem, om de fik Helligånden, dengang de fik Troen. De svarede: 'Vi har slet ikke hørt, at der er en Helligånd.' 3 Paulus spurgte: 'Hvad blev I da døbt til?' De svarede: 'Vi blev døbt med Johannesdåben'. 4 Så sagde Paulus: 'Johannes døbte med Omvendelsesdåb, og samtidig sagde han til folket, at de skulle tro på den, som fulgte efter ham og det vil sige på Jesus.' 5 Da de hørte dette, lod de sig døbe til Herren Jesu Navn, 6 og idet Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede. 7 Det drejede sig om en halv snes mand alt i alt. 8 I tre måneder kom Paulus i synagogen og talte frit. Han talte med mennesker om Guds Rige og prøvede at overbevise dem. 9 Men efterhånden var der adskillige, der forhærdede sig, og da de ikke blot ikke ville lade sig overbevise, men oven i købet bagtalte Vejen i andres påhør, vendte Paulus dem ryggen. Han samlede disciplene om sig og gik med dem til Tyrannus' skole, og der holdt han så daglige samtaler. 10 Sådan gik to år, og alle, der boede i Provinsen Asien hørte Herrens Ord, både Jøder og Hellenere. Helt usædvanlige undere gjorde Gud ved Paulus' hænder. 11 Det blev sådan, at man endogså brugte tørklæder og arbejdsforklæder, 12 som han havde båret, til at lægge hos de syge; så trak sygdommene sig bort, og de vanhellige ånder blev fordrevet. 13 Nogle af de omvandrende jødiske åndemanere forsøgte sig nu med at nævne Herren Jesu Navn over dem, der havde vanhellige ånder. De sagde sådan: ”Jeg besværger jer ved den Jesus som Paulus forkynder." 14 En jødisk ypperstepræst Skeuas havde syv sønner, der gjorde sådan. 15 Men så var der en ond ånd, der svarede igen: 'Jesus kender jeg, og jeg ved, hvem Paulus er, men hvem er I? 16 Og manden, i hvem den onde ånd sad, sprang på dem, overmandede dem og brugte sine kræfter så godt, at de nøgne og forslåede måtte flygte ud af huset. 17 Denne hændelse blev kendt overalt blandt Jøder og Hellenere i Efesos; alle blev fulde af respekt, og omtalte Herren Jesu Navn med største ærefrygt. 18 Mange af dem, der havde suttet sig til Troen, kom derefter og fortalte, hvad de havde gjort, 19 og adskillige af dem, der havde øvet trolddom, bar deres bøger sammen og brændte dem i alles påsyn. Man regnede den samlede bogpris ud i sølv og nåede op på et halvt hundrede tusind! 20 Således voksede Ordet og blev mægtigt ved Herrens kraft. 21 Efter disse begivenheder bestemte Paulus sig under Ånd ledelse til at rejse over Makedonien og Akaja til Jerusalem. Han sagde: 'Når jeg har været der, kommer jeg til at besøge Rom også!’ 22 Først sendte han to af sine hjælpere, Timotheos og Erastus, til Makedonien, mens han selv blev i Asien endnu en tid. 23 På dette tidspunkt opstod der et betydeligt røre omkring Vejen. 24 Der var en sølvsmed, Demetrios, der havde fundet på at fremstille små kopier af Artemistemplet i sølv, og dermed havde han skaffet håndværkerne en betydelig indtægt. 25 Han samlede nu disse håndværkere og hvem der ellers var beskæftigede i produktionen, og sagde til dem: 'Kære kolleger, I er jo helt klare over, at vore indtægter er afhængige af denne produktion. 26 Og nu både ser og hører I, hvordan denne Paulus har fået befolkningens indstilling forandret, ikke alene her i Efesos, men over næsten hele Asien, idet han siger, at noget, der er fremstillet med hænder, umuligt kan være guder. 27 Der er ikke alene fare for, at vor branche kommer i miskredit, vi må endogså regne med, at vor Høje Gudinde Artemis' Tempel mister sin anseelse, og at hun, som hele Provinsen Asien, ja, hele Imperiet, ærer, skal blive berøvet sin guddommelighed!' 28 Ved disse ord blev mødedeltagerne aldeles opfyldt af harme og råbte: 'Stor er Efesernes Artemis!' 29 Ophidselsen bredte sig over hele byen, og folk stormede i samlet flok til teatret og slæbte Makedonerne Gajus og Aristarkos, Paulus' rejsefæller, derhen. 30 Paulus ville med til folkeforsamlingen, men det ville disciplene ikke have; nogle høje embedsmænd, som var hans venner, sendte også bud, at han ikke måtte vove sig ind i teatret. 31 Nogle råbte nu ét, andre noget andet, forsamlingen var forvirret, og de fleste anede ikke, hvorfor de var stimlet sammen. 32 Nogle i folkemængden gav sig til at forklare Alexander noget, idet han blev skubbet frem af Jøderne; Alexander rakte så armen i vejret og ville til at forsvare sig over for mængden. 33 Men da de opdagede, at han var Jøde, 34 råbte de alle i kor i lige ved to timer: 'Stor er Efesernes Artemis!' 34 Magistratssekretæren fik omsider mængden beroliget og sagde så: 'Efesere! Hvor findes det menneske, som ikke ved, at Efesernes byer Tempelværge for den Store Artemis og hendes statue, 35 der er kommet ned til os fra Himmelen. 36 Da dette er uimodsigeligt, sømmer det sig for jer at forholde jer roligt og ikke foretage jer noget overilet; 37 I har bragt disse mænd herhen, skønt de ikke er Tempeltyve og heller ikke håner vor Gudinde. 38 Hvis Demetrios og hans håndværkere har nogen, de vil rejse anklage imod, så afholdes der retsmøder, og der er prokonsuler; man kan udtage stævning mod hinanden! 39 Hvis der ellers er noget, I søger, kan det finde afgørelse i det ordinære retsmøde. 40 Vi står jo i fare for at blive anklaget for oprør i anledning af denne dags begivenheder, som ingen begrundelse har. Dette her kan vi ikke gøre rimeligt regnskab for - jeg mener: for denne opstand.' 41 Dermed opløste han forsamlingen. |