Seidelin                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Apostlenes Gerninger 2

1 Da Pinsedagen omsider oprandt, var de alle forsamlede. 2 Medet lød der fra Himmelen en brusen, som om et vældigt vejr kom stormende. Det fyldte hele huset, de sad i, 3 og de så for sig en åbenbaring: Flammetunger, der ligesom sprang fra en ild ned på hver eneste af dem, 4 og alle blev fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale i andre tungemål, alt efter hvad Ånden gav dem at udsige. 5 I Jerusalem levede der Jøder fra hvert eneste land under Himmelen, fromme mænd. 6 Da denne susen lød, strømmede mængden sammen, og der opstod stor forvirring, fordi hver enkelt hørte sit eget sprog talt. 7 De var helt ude af sig selv og spurgte undrende: 'Er da ikke alle de mennesker, som taler, fra Galilæa? 8 Hvordan kan vi så hver for sig høre vort eget modersmål, 9 Parthere og Medere og Elamiter, og vi, der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontos og Asien, 10 Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne ved Kyrene, og vi tilflyttede Romere, 11 Jøder og Proselyter, Kretere og Arabere - allesammen hører vi dem fortælle om Guds storværker på vort eget sprog!' 12 Alle var ude af sig selv, ingen vidste, hvad de skulle tænke, og den ene sagde til den anden: 'Hvad er dog dette her?' 13 Der var dog også nogle, der latterliggjorde det hele og sagde; 'De har fået for meget af mosten!' 14 Da rejste Peter sig sammen med de Elleve og råbte ud over menneskemængden: 'I Jøder, og alle I andre, som bor i Jerusalem! Tag dette til efterretning og mærk jer nøje mine ord: 15 Disse mænd er ikke, som I mener, berusede - det er dog morgen endnu! 16 Det, som sker her, er, hvad der er talt om hos profeten Joel: 17 Og det skal sker de Sidste Tider, siger Gud: Jeg vil udgyde min Ånd over alt kød, jeres sønner og døtre skal profetere, og jeres unge skal se syner, jeres gamle skal skue i drømme, 18 selv over mine tjenere og tjenerinder vil jeg i Hine Dage udgyde af min Ånd, og de skal profetere. 19 Og jeg vil sende varsler på Himmelen oventil og tegn på Jorden nedentil, blod og ild og kvælende røg. 20 Solen skal omskiftes til mørke og månen til blod op til Herrens Dags Komme, den store og herlige, 21 og enhver, som da påkalder Herrens Navn, bliver frelst. 22 Mænd af Israel, hør mine ord: Jesus Nazaræer, den mand, der var udpeget for jer af Gud ved gerninger og undere og tegn, som Gud lod ham gøre midt iblandt jer, hvad I selv har oplevet, denne mand, som I, 23 efter Guds nøje fastlagte bestemmelse og med hans forudviden, fik udleveret, ham har I brugt hedningers hænder til at nagle fast på et kors og slå ihjel. 24 Men ham lod Gud opstå, idet han løste op for Dødens hårde veer, for det var ikke muligt, at Døden kunne beholde ham i sin magt. 25 Det er ham, David ser frem til og siger om:Jeg havde Herren for øje altid, han er ved min højre, for at jeg ikke skal vakle. 26 Derfor glæder mit hjerte sig og min tunge jubler, ja, mit kød skal bo i håb. 27 For du vil ikke lade min sjæl blive i Dødsriget og ikke lade din Hellige se forrådnelse. 28 Du har kundgjort mig vejene til Livet, du vil fylde mig med glæde for dit Åsyn. 29 Mine Brødre! Det er dog ikke nogen hemmelighed, at patriarken David er både død og begravet, og hans gravsted har vi hos os den dag i dag. 30 Da han nu var profet og vidste, at Gud med ed havde tilsvoret ham, at der altid skulle sidde en af hans slægt på hans trone, 31 så talte han fremadskuende om Kristi opstandelse: "Han skal ikke lades tilbage i Dødsriget. . . han skal ikke se forrådnelse." 32 Denne Jesus lod Gud opstå, og alle vi står her som vidner på dette. 33 Nu, da han er ophøjet til Guds højre hånd, er løftet opfyldt, og han har modtaget Helligånden fra Faderen; og nu har han udgydt den over os. Det er dette, I ser og hører. 34 For David er ikke faret til Himmels, men han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd, 35 indtil jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder. 36 Jeg fastslår nu for hele Israels Hus, at Gud har gjort ham til Herre og til Kristus, ham, denne Jesus, som I har korsfæstet.' 37 Mens de hørte alt dette, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre Apostle: 'Hvad skal vi dog gøre, Brødre?' 38 Peters svar lød: 'Vend om og lad jer døbe, hver og en, i Jesu Kristi Navn til jeres synders forladelse, og så skal I modtage Helligåndens gave. 39 For Guds løfte gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, alle dem, som Herren vor Gud kalder til sig.' 40 Peter talte endnu længe og indtrængende, og hans alvorlige opfordring til dem endte således: 'I må lade jer frelse ud af jeres afsporede samtid!' 41 De, som nu modtog hans ord, blev døbt, og menigheden voksede den dag med henved 3000 mennesker. 42 De levede helhjertet med Apostlenes lære, i brødresamfundet, ved fællesmåltidet og i bønnen. 43 Alle var fulde af ærefrygt; og undere og tegn fulgte Apostlene. 44 De, der troede, var sammen og havde alting fælles; 45 de solgte både gods og ejendele og fordelte midlerne til alle efter enhvers behov. 46 Om dagen var alle troligt sammen i Templet, og hjemme holdt de måltid sammen og brød brødet, så at deres måltid var en fest for deres enfoldige hjerte, 47 og de sang lovsange til Gud. Alle i folket var glade for dem, og Herren forøgede hver dag forsamlingen med mennesker, der lod sig frelse.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - Guds Ord

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV