Apostlenes Gerninger 22 1 'I mænd, Brødre og Fædre! Lyt til det, jeg nu vil forklare jer om mig selv!' 2 Da folket hørte, at han henvendte sig til dem på Aramaisk, blev der endnu mere stille. Paulus fortsatte: 3 'Jeg er Jøde, født i Tarsos i Kilikien, men opdraget her i byen, uddannet under Gamaliel i nøjagtig tilegnelse af vore Fædres Lov, ivrig for Guds sag, som I allesammen har været det i dag. 4 Jeg har været med til at forfølge denne Vej's folk lige ind i døden, mænd og kvinder har jeg fanget og afleveret til fængslet. 5 Her kan både ypperstepræst og råd vidne for mig, for af dem modtog jeg papirer til synagogen i Damaskus og rejste dertil med det formål at føre også de derboende til Jerusalem i lænker, så de kunne blive straffet. 6 Jeg var undervejs og nærmede mig Damaskus, og da, midt på dagen, omstrålede et klart lys fra Himmelen mig pludselig. 7 Jeg styrtede om på jorden, og jeg hørte en stemme, der sagde til mig: "Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?" 8 Jeg svarede: "Hvem er du, Herre?" Han sagde til mig: "Jeg er Jesus Nazaræer, som du forfølger." 9 De, der var sammen med mig, så nok lyset, men hørte ikke den stemme, der talte til mig. 10 Jeg sagde: "Hvad skal jeg gøre, Herre?" Herren sagde til mig: "Rejs dig og gå til Damaskus, og der skal der blive talt til dig om alt, hvad du er bestemt til at gøre." 11 Jeg havde mistet synet på grund af denne lysglans, og måtte ledes af dem, der var med mig, og således kom jeg til Damaskus. 12 Ananias hed en mand, der var from og lovtro og nød anseelse hos alle Jøder i byen; 13 han kom hen til mig og stod foran mig og sagde: "Saul, Broder, du kan se igen!" Og i det samme genvandt jeg synets brug og så ham. 14 Derefter sagde han: "Vore forfædres Gud har forud udvalgt dig til at kende hans vilje og se den Retfærdige og høre hans egen stemme, 15 for du skal over for alle mennesker være hans vidne om det, du har set og hørt. 16 Hvorfor tøver du? Kom, lad dig døbe, lad dine synder afvaske under påkaldelse af hans Navn!" 17 Jeg vendte tilbage til Jerusalem, og her, mens jeg bad i Templet, kom jeg i ekstase og så Ham. 18 Han sagde til mig: "Skynd dig, rejs hurtigst muligt bort fra Jerusalem, for de vil ikke tage imod dit vidneudsagn om mig." 19 Jeg sagde: "Herre, folk her ved godt, at det var mig, der fængslede dem, der tror på dig, og lod dem piske i de forskellige synagoger, 20 og dengang blodet flød fra dit vidne Stefan, da stod jeg der selv og fandt behag i det og passede på klæderne for dem, der slog ham ihjel." 21 Han sagde til mig: "Gå, for jeg vil sende dig ud til hedninger langt borte." 22 Folk hørte på ham indtil dette punkt i talen. Men nu gav de sig til at råbe: 'Ned med ham dér! Sådan en skulle ikke have lov til at leve!' 23 De skreg, og de rev deres kapper af, og de kastede støv i vejret, 24 og kommandanten befalede, at Paulus skulle føres indenfor i kasernen og forhøres under tortur, for at det kunne blive opklaret, hvorfor man tog sådan på vej imod ham. 25 De var ved at spænde Paulus fast for at piske ham, men da sagde han til den tjenstgørende officer: 'Mon det er lovligt, at I pisker en mand, som er romersk borger, og det uden domskendelse?' 26 Derefter henvendte officeren sig til kommandanten og sagde: 'Pas på, hvad du gør! Manden er romersk borger!' 27 Kommandanten gik hen til Paulus og spurgte ham: 'Sig mig, er det rigtigt, at du er romersk borger?' Paulus bekræftede det, 28 og kommandanten sagde: 'Jeg har erhvervet min romerske borgerret for en større sum.' Men Paulus sagde: 'Jeg er endda født romersk borger!' 29 De, der skulle til at underkaste ham pinligt forhør, trak sig straks tilbage fra ham; også kommandanten var ængstelig, nu, da han vidste, at det var en romersk borger, han havde ladet lægge i lænker. 30 Kommandanten ville have ordentlig besked om, hvad Paulus blev anklaget for af Jøderne, og næste dag lod han ham løse af lænkerne og befalede, at ypperstepræsterne og hele Synédriet skulle samles, og han førte Paulus derhen og fremstillede ham for dem. |