Apostlenes Gerninger 27 1 Da det nu var afgjort, at vi skulle sejle til Italien, overgav man Paulus sammen med nogle andre fanger til en kaptajn, Julius, af Kejserens regiment. 2 Vi gik om bord i et skib fra Adramyttion, der skulle anløbe lilleasiatiske havne, og afsejlede; sammen med os rejste Makedoneren Aristarkos fra Thessalonika. 3 Næste dag anløb vi Sidon, og Julius, som behandlede Paulus med stor venlighed, gav ham tilladelse til at besøge Brødrene, så han kunne nyde godt af deres omsorg. 4 Fra Sidon sejlede vi ind under Kypern, fordi vi havde vinden imod. 5 Derefter sejlede vi over åbent hav ud for kysten af Kilikien og Pamfylien og gik fra borde i Myra i Lykien. 6 Der fandt vor kaptajn et alexandrinsk skib, som skulle til Italien, og på det indskibede han os. 7 I adskillige dage gik det ganske langsomt fremad, og vi kom kun med vanskelighed på højde med Knidos. Da vinden stadig var imod, opgav vi og holdt ned under Kreta, 8 hvor vi med nød og næppe klarede os uden om Kap Salmone og nåede et sted, som kaldes Kaloi Limenes (Godhavn) tæt ved byen Lasæa. 9 Der var nu gået et godt stykke tid, og sejlads var ikke længere ufarlig, idet vi var på den anden side af Fastedagen. Paulus advarede da officererne og sagde: 10 'Jeg forudser, at denne sejlads vil medføre skade og store tab, ikke alene på ladning og skib, men også personskade.' 11 Men den romerske kaptajn ville hellere lytte til styrmanden og skipperen end til Paulus. 12 Stedet var heller ikke egnet til vinterhavn, og derfor holdt de fleste på, at man skulle sejle videre for, om muligt, at nå frem til Fønix, en havn på Kreta med ind løb fra sydvest og nordvest, og ligge dér vinteren over. 13 Da der nu rejste sig en jævn vind fra syd, mente de, at nu fik de det, som de helst ville, og de lettede anker og sejlede langs Kretas kyst. 14 Men kort efter blev de overfaldet af den såkaldte 'Eurakvilo', en hvirvelstorm fra nordøst. 15 Skibet blev revet med og kunne ikke holdes op mod vinden, så vi måtte lægge roret om og lade os drive. 16 Da vi kom i læ af en lille ø, der kaldes Kauda, lykkedes det os med stort besvær at bjærge jollen og få den halet om bord. 17 Mandskabet greb så til nødforanstaltninger: De surrede tov om skibet og sænkede drivankeret af frygt for, at vi skulle blive forslået ind i Syrten, og derefter lod de skibet drive. 18 Stormen tiltog yderligere, og næste dag lod de dækslasten gå over bord. 19 Den tredje dag kastede de med egen hånd skibsgodset ud. 20 Da vi hverken havde set sol eller stjerner i flere døgn, og stormen rasede med uformindsket kraft, forsvandt til sidst ethvert håb om redning. 21 Længe havde man ikke kunnet tage føde til sig. Da rejste Paulus sig og talte til dem alle: 'I skulle have rettet jer efter mig og aldrig være sejlet fra Kreta, så havde I sparet os for skade og tab. 22 Nu beder jeg jer være ved godt mod. Intet menneskeliv skal gå tabt, ikke andet end skibet. 23 I nat stod der foran mig en engel fra den Gud, som jeg tilhører og tilbeder, og englen sagde: 24 Vær ikke bange, Paulus, du skal komme for Kejseren, og se, Gud har skænket dig alle dem, der er med dig om bord. 25 Så vær nu ved godt mod, for 25 jeg har den tro til Gud, at det vil gå netop på den måde, der blev sagt til mig. 26 Vi vil drive ind på en ø!' 27 På fjortende døgn drev vi om i Adriaterhavet, da sømændene midt om natten fik landkending. 28 De loddede og fik 20 favne, og lidt senere fik de 15. 29 Så blev de bange for, at vi skulle blive kastet ind et eller andet sted på klipperne, og fra agter kastede de fire ankre ud og bad til, at det måtte blive dag. 30 Søfolkene gjorde forsøg på at rømme fra skibet og firede jollen i søen under påskud af, at de ville lægge ankre ud fra stævnen, 31 men da sagde Paulus til den romerske kaptajn og hans soldater: 'Hvis de der ikke bliver om bord, kan I ikke blive frelst.' 32 Så kappede soldaterne linen til båden og lod den drive væk. 33 Mens de ventede på daggry, opmuntrede Paulus alle til at tage føde til sig og sagde: 'I dag er der gået fjorten dage, og i al den tid har I ikke spist, I har ikke fået det allermindste. 34 Derfor opfordrer jeg jer meget til at prøve at få noget ned, for det hører med til, at I kan blive frelst. Ikke så meget som et hår på jeres hoveder skal gå tabt.' 35 Efter disse ord tog han brødet, sagde takkebønnen til Gud, mens de alle hørte på det, brækkede stykker af brødet og begyndte at spise. 36 Alle fik nu nyt mod og tog føde til sig 37 - vi var i alt 276 mand om bord. 38 Da alle havde spist sig mætte, lettede de skibet ved at kaste kornlasten i søen. 39 Det blev dag, og de så land, de ikke kendte; de opdagede en vig med sandstrand, og der besluttede de at prøve på at lade skibet løbe op. 40 De kappede ankrene og lod dem i stikken, og samtidig løste de rorbindingerne, satte forsejlet og holdt ind mod strandbredden med vinden agten ind. 41 De kom ind på et rev, hvor søen brødes på begge sider, og dér satte de skibet på grund. Forstavnen borede sig ind og stod urokkeligt fast, mens agterstavnen blev slået i stykker i brændingen. 42 Soldaterne besluttede at dræbe fangerne, for at ingen skulle undslippe, mens de svømmede i land. 43 Men deres kaptajn, som gerne ville redde Paulus, hindrede dem i deres forehavende ved at befale, at de, der kunne svømme, skulle springe over bord først og se at nå land, 44 og så skulle de øvrige redde sig, nogle på planker, andre på vragstumper. Således gik det til, at alle nåede frelst i land. |