Efeserbrevet 4 1 Fra dette sted, hvor jeg sidder lænket som vor Herres fange, henstiller jeg nu alvorligt til jer at leve i overensstemmelse med den kaldelse, 2 I har modtaget, med stor ydmyghed og stor sagtmodighed, og med langmodighed, så I lemper jer efter hinanden med kærlighed, 3 ihærdigt vogtende Åndens enhed i Fredens forbundethed: 4 Et Legeme, en Ånd, ligesom I fik et og det samme Håb, da I blev kaldede, 5 en Herre, en Tro, en Dåb, 6 en Gud, alles Fader, som er over alle og gennem alle og i alle. 7 Hver eneste af os fik nåden givet som en gave på den måde, Kristus bestemte det. 8 Derfor hedder det: Han steg op til det Høje, tog fanger som bytte, han gav menneskene gaver. 9 (At han "steg op", ligger ikke deri, at han først er steget ned - til Jordens lave egne? 10 Han, der er steget ned, er den selvsamme som han, der "steg op til det Høje" over alle Himle, for at være Fylden i alt!) . 11 Denne Kristus bestemte i sin nåde nogle til Apostle, andre til profeter, andre til evangelister, andre igen til hyrder og lærere, 12 for at de Hellige kunne blive forberedt til at tage deres tjeneste op, til opbyggelsen af Kristi Legeme. Og alt dette, indtil vi alle når frem til enheden i troen på Guds Søn, til enheden i erkendelsen af Guds Søn, 13 indtil vi alle når frem til at blive det fuldvoksne menneske, til at stå mål med Kristi Fylde, 14 så vi ikke mere skal være som barnagtige sjæle, der kastes hid og did og tumles rundt, hver gang det blæser op til en ny lærdomsstorm, alt efter som terningerne falder i spillet om mennesker - alt efter den snedighed, der udfoldes, når mennesker skal narres ud i uføret. 15 Nej. Sandfærdige i kærlighed skal vi i alle henseender vokse op til Ham, som er vort Hoved, til Kristus, hvis styrke er det bånd, 16 der sammenvæver og understøtter os enkelte så at hele Kristi Legeme, samstemt og samordnet, kan voks: sin vækst, Idet hver enkelt del fylder sit mål og således opbygger hele Legemet i kærlighed. 17 Dette siger jeg da, jeg besværger jer i Herren: I må ikke længere leve som hedningerne - tomme i sindet, 18 formørkede i tanken, fremmedgjorte for Gudslivet, i endeløs uvidenhed, i hjertets forstenethed 19 - de har opgivet sig selv og kastet sig ud i hor og drik og opbrugt deres kræfter på alt det roderi, som følger med at ødsle på sig selv. 20 Det er ikke sådan, I har lært om Kristus, 21 hvis I overhovedet har hørt ham, og hvis den undervisning, I fik, overhovedet havde noget at gøre med Kristus; 22 har den det, så har I lært, som det er sandhed for dem, der lever i og med Jesus, at I skal aflægge alle jeres tidligere vaner, krænge jeres gamle tilværelse af jer som en krop, der er i forfald takket være sine egne lysters bedrag. 23 Og så skal I med nyskabt ånd og sind 24 iklæde jer det nye menneske, som er skabt efter Guds vilje, til at leve, som det i sandhed er ret og fromt. 25 Derfor: Aflæg løgnen og "tal sandhed, enhver med sin næste", for vi er alle dele af samme Legeme. 26 Bliver I vrede, da synd ikke solen må ikke gå ned over jeres vrede, 27 giv ikke Djævelen fodfæste! 28 Den, der stjæler, skal holde op med det - han må hellere strenge sig an og bruge sine hænder til noget godt, så han kan have noget at give væk af til den, der lider nød. 29 I må ikke tage rådden snak i jeres mund. Vil I sige noget, skal det være ordentlig tale, der kan bygge op, hvor det behøves, og formidle nåden til dem, der lytter. 30 Gør ikke Guds Helligånd sorg - den har dog sat det mærke på jer, som _ skal bære frem til Udfrielsens Dag. 31 Bitterhed og hidsighed og vrede og larmende skænderier og banden og sværgen skal ligge jer meget fjernt, i det hele taget fjendtlig optræden. 32 Vær gode mod hinanden, varmhjertede, tilgivende over for hinanden, ligesom Gud, der tilgav os ved Kristus. |