Seidelin                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Efeserbrevet 5

1 Altså skal I efterligne Gud som hans kære Børn, 2 I skal leve I kærlighed, ligesom Kristus, der elskede os og hengav sig selv for os, frembar sig selv som et offer for Gud, 'til en liflig duft'. 3 Utugt, urenhed i det hele taget, og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer, det er usømmeligt for de Hellige; 4 og hæslige og dumme og sjofle vittigheder er også upassende - kunne man ikke i stedet takke og prise Gud? 5 For det ved I jo godt, at det utugtige og urene og griske menneske - og det vil sige det menneske, der tilbeder afgud er har ikke Arv i Kristi og Guds Rige. 6 I må ikke lade nogen bedrage jer med tomme ord, hvorved Guds Vrede kommer over 'Ulydighedens Børn', 7 I må ikke gøre fælles sag med dem! 8 Engang var I nat og mørke, men nu er I lys, lys i Herren, og som Lysets Børn skal I leve 9 - i lyset modnes godhed, retfærdighed, sandhed. 10 Og i hvert enkelt tilfælde skal I undersøge, hvad der er rigtigt i Herrens øjne. 11 I skal ikke blot afvise ethvert fællesskab med Mørkets vantrevne gerninger, I skal afsløre dem! 12 Man skammer sig jo ved at tale om, hvad de mennesker foretager sig i smug, 13 men det vil vise sig, hvad det er altsammen, når Lyset bringer det frem i dagen; for alt, hvad der ligger klart i dagen, er lys. 14 Derfor hedder det: Vågn op, du som sover, stå op fra de Døde, og Kristus skal lyse for dig. 15 Derfor må I holde et vågent øje med jer selv, ikke leve uklogt, 16 men klogt udnytte den tid, Gud endnu vil give jer, for dagene er onde. 17 Altså: Opfør jer ikke tåbeligt, men sæt jer ind i, hvad Herrens vilje er. 18 Berus jer, men ikke i vin - det fører kun til moralsk opløsning. Nej, lad jer fylde af Ånd, 19 løft jeres stemmer til et kor af salmer og hymner og sange, af hjertet syngende og spillende for Herren. 20 Tak vor Gud og Fader altid og for alt i vor Herres Jesu Kristi Navn. 21 I skal indordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, 22 kvinder under deres mand som under Herren, 23 for manden er kvindens hoved, ligesom Kristus er Kirkens Hoved, det Overhoved, som frelser sit Legeme. 24 Som Kirken indordner sig under Kristus, således er kvinden i enhver henseende sin mands underordnede. 25 I mænd, elsk jeres hustru, ligesom Kristus elskede Kirken og gav sig selv for den, 26 for at hellige den ved renselsesbadet af Vand og Ord, 27 for at han kan være den, der fremstiller Kirken strålende for sig, uden plet eller rynke eller andre mangler, men hellig og lydefri. 28 Således er det også mændenes pligt at elske deres hustru som deres eget legeme. Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv, 29 for ingen har nogen sinde hadet sit eget legeme. Han nærer og plejer det, ligesom Kristus nærer og plejer Kirken, 30 og vi er dele af hans Legeme. 31 Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og holde sig til sin hustru, og de to skal være et kød. 32 Dette Mysterium er stort - jeg tænker på Kristus og Kirken. 33 Men altså: Også I skal, hver og en, elske jeres hustru som jer selv. Men hustruen, hun skal have ærefrygt for sin mand.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - Guds Ord

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV