Hebræerbrevet 11 1 Tro er Nærværelse. I Troen er det, vi håber, allerede til stede, og det, vi ikke ser, er allerede bragt for dagen. 2 Berømmes vore forfædre, er det for deres tro. 3 I tro fatter vi, at Universet blev skabt ved et Ord fra Gud, så det, der er utilgængeligt for vort syn, er oprindelsen til alt synligt. 4 I tro ofrede Abel til Gud, og derfor var hans offer bedre end Kains; det blevet vidnesbyrd om, at han levede efter Guds vilje, hvad Gud bevidnede ved at modtage hans gaver. Og derved taler Abel til os endnu i dag, så længe efter sin død. 5 I tro levede Enok, og han blev taget bort fra Verden uden først at dø, og "han var ikke mere, for Gud havde taget ham bort." (1.Mosebog 5,24). Men før han blev taget bort, hedder det om ham, at han var en mand efter Guds hjerte, 6 hvad man umuligt kan være uden tro; for vil man nærme sig Gud, må man, tro, at Gud er Gud, og at han har noget at give dem, der søger ham. 7 I tro modtog Noa Guds forudsigelse af begivenheder, der endnu ikke var i sigte, og da han var en from mand, gav han sig til at bygge Arken for at frelse sin familie. Hans tro blev en dom over Verden, og ved tro og lydighed blev han en arving. 8 I tro adlød Abraham Guds kald og drog bort til det land, han skulle få i arv og eje; han drog ud og vidste ikke, hvorhen. 9 I tro bosatte han sig i det land, Gud havde lovet ham - et fremmed land; han blev teltboer ligesom Isak og Jakob, der var medarvinger til Guds løfter om landet. 10 Han levede i forventning om staden med de faste grundmure, hvis bygmester og skaber er Gud. 11 I tro - og Sara var oven i købet ufrugtbar - fik han styrke til at avle et barn, skønt han var ude over de år; men Abraham regnede med, at Gud, som havde lovet dem afkom, også var en Gud, man kunne stole på. 12 Derfor blev denne ene, oven i købet udlevede, mand, stamfader til et folk, der var talrigt som Himmelens stjerner og sandskornene ved Havel. bred, de aldrig talte. 13 I tro døde alle disse, der aldrig oplevede opfyldelsen af Gud løfter; men langt borte så de opfyldelsen, og de hilste den, og de erkendte, at de selv aldrig blev andet end fremmede og udlændinge på Jorden. 14 De, der siger således om sig selv, åbenbarer derved, at de søger et fædreland. 15 Dersom de havde tænkt, på det land, de forlod, som 'fædrelandet', havde de haft tit! nok til at vende tilbage. 16 Men de længes efter et bedre - det vil sige: et fædreland i Himlene. Og derfor vedkender Gud sig dem også uden forbehold og kalder sig deres Gud, og deres faste stad har han allerede bygget. 17 I tro kom Abraham til Gud med Isak, dengang han blev stillet på prøve; sin eneste søn ofrede den mand, som engang havde fået Guds løfte, 18 den mand, til hvem Gud havde sagt: "Efter Isak skal dit afkom nævnes." 19 Han regnede det for sikkert, at Gud havde magt endog til at vække døde, og når han fik sin søn tilbage, var det som et billede på Opstandelsen. 20 I tro på, hvad der skulle komme, var det, at Isak velsignede Jakob og Esau, 21 og i tro velsignede den døende Jakob begge Josefs sønner, og "tilbad Gud, bøjet over knappen på sin stok". 22 I tro forudsagde Josef på sit dødsleje Israeliternes udgang af Ægypten, idet han sagde dem, hvad de engang skulle gøre med hans kiste. 23 I tro skjulte Moses' forældre ham gennem tre måneder, efter at han var født, og de havde set, at "han var en dejlig dreng", og frygtløst brød de kongens bud. 24 I tro nægtede Moses som voksen at kalde sig søn af Faraos datter; 25 hellere ville han lide ondt sammen med Guds Folk end nyde syndens flygtige glæder. 26 Han regnede Kristi forsmædelse for en større rigdom end alle Ægyptens skatte, for han så frem til den løn, der var i vente. 27 I tro forlod han Ægypten uden frygt for kongens vrede; det var, som om han så ham, der er utilgængelig for synet, og derfor holdt han ud. 28 I tro indstiftede han Påsken og lod Israeliterne 28 bestryge dørstolperne med blod, for at Ødelæggelsens Engel ikke skulle røre deres førstefødte. 29 I tro gik han over det Røde Hav som over tørt land, mens Ægypterne druknede under forsøget. 30 I tro gik Folket rundt om Jerikos mure i 7 dage, og murene faldt. 31 I tro modtog skøgen Rahab de israelitiske spejdere som gæster i sit hus og undgik derved at gå til grunde sammen med sine vantro landsmænd. 32 Hvorfor blive ved - tiden slår ikke til, hvis jeg skal berette om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David, ja, og Samuel og alle profeterne; 33 alle disse mænd, som ved deres tro tvang kongeriger i knæ, håndhævede Guds vilje, modtog Guds løfter, stoppede gabet på løver, 34 slukkede mægtige brande, undslap skarpe sværd, gik fra svaghed til styrke, viste sig som helte i krig, drev fjendehære på flugt. 35 Kvinder fik deres døde igen, opstandne til Livet; nogle blev torterede, men afslog at købe sig fri, fordi de ventede at opnå større befrielse ved Opstandelsen. 36 Andre måtte tåle forhånelse, pisk, ja lænker og fængsel. 37 De blev stenede, savet i stykker, henrettet ved sværd, de flakkede om, klædt i fåre- og gedeskind, nødlidende, forfulgte, mishandlede, 38 Verden var for ringe til dem, de gik vild i ørkener og søgte ly i bjergkløfter og jordhuler. 39 Alle disse er blevet berømt for deres tro, og ingen af dem oplevede at se Guds løfter gå i opfyldelse. 40 For Gud tænkte på os og så forud noget endnu bedre - de skulle nå fuldendelsen, men først, når vi også var kommet med. |