Hebræerbrevet 3 1 Derfor, Hellige Brødre i fællesskabet om det Himmelske kald: Betragt ham, der er Apostel og Ypperstepræst for den Tro, vi bekender os til - betragt Jesus, 2 som var tro imod den, der indsatte ham i hans gerning, ligesom Moses var det i hele hans hus. 3 For til større herlighed end selv Moses blev denne Jesus kendt værdig, ligesom bygherren må æres højere end det hus, han har bygget. 4 Intet hus uden bygherre - og Verdens bygherre er Gud. 5 Moses var tro i hele hans hus (4.Mosebog 12,7), nemlig en tro Tempeltjener, hvis gerning det var at vidne om ting, der engang skulle forkyndes. 6 Men Kristus er tro som den søn, hvem hans far har overdraget hele sit hus. Og hans hus er vi, hvis vi da fastholder vort frimodige og stolte håb urokkeligt og til det sidste. 7 Derfor, som Helligånden siger (Salme 95,7-11): I dag, når I hører hans røst, 8 da forhærd ikke jeres hjerte som ved 'Forbitrelsen' på fristelsens dag i ørkenen, 9 hvor jeres forfædre udfordrede mig ved at stille mig på prøve, og de havde dog set mine gerninger igennem fyrre år. 10 Så følte jeg lede ved denne slægt, Jeg sagde: "Altid forvildes deres hjerte, og mine veje kender de ikke," 11 og jeg svor en ed i min vrede: Sandelig om de skal gå ind til min hvile! 12 Brødre, I må sørge for, at aldrig nogen af jer får så ondt og vantro et hjerte, at han falder fra den Levende Gud. 13 Hver eneste dag må hver eneste af jer lægge sig på sinde, at så længe man endnu kan sige: i dag, må ikke nogen af jer lade sig for hærde af syndens bedrag. 14 Fællesskab med Kristus har vi fået, og vi har det, forudsat at vi ikke mister grebet om det, som vi havde i begyndelsen, men holder det fast, til målet er nået. 15 Når det hedder: I dag, når I hører hans røst, da forhærd ikke jeres hjerte som ved 'Forbitrelsen', 16 så bliver spørgsmålet, hvem det var, der hørte, men blev forbitrede. Det var alle dem, som vandrede ud af Ægypten under Moses. 17 Og hvem var de mennesker, som Gud følte lede ved igennem fyrretyve år? Det var de samme mennesker, som havde syndet, og som faldt om og blev efterladt som lig i ørkenen (4. Mosebog 14,32 ff.). 18 Hvem ," tænkte Gud på, da han svor en ed i sin vrede: Sandelig om de skal gå ind til min hvile? Det var disse samme ulydige mennesker. 19 Heraf må vi drage den slutning, at når disse mennesker ikke kunne gå ind, var det på grund af deres utroskab. |