Markusevangeliet 5 1 De kom over på den anden side af Søen til Gerasenernes land. 2 Straks Jesus gik fra borde, kom der ud fra gravene imod ham en mand med en vanhellig ånd. 3 Han plejede at holde til i gravhulerne, og ingen kunne holde styr på ham, heller ikke med lænker; 4 han havde ofte været både i fodjern og lænker, og lænkerne havde han vredet over, og fodjernene havde han brækket og ingen kunne magte ham. 5 Uafladeligt, nat og dag, færdede han blandt gravene og i bjergene og råbte og slog sten på sig selv. 6 Da han på lang afstand så Jesus, løb han hen og faldt på knæ" 7 for ham og råbte og skreg: 'Bliv mig fra livet, Jesus den Højeste Guds Søn! Jeg besværger dig ved Gud, plag mig ikke!' 8 Jesus stod nemlig netop og sagde: 'Gå ud af manden, du vanhellige ånd!' 9 Jesus spurgte: 'Hvad er dit navn?' Og han siger: 'Legion er mit navn, for vi er mange!' 10 Han bad Jesus meget om, at han dog ikke ville forvise dem fra landet. 11 En stor flok svin gik på bjerget og rodede efter føde, 12 og dæmonerne sagde bedende: 'Send os i svinene, så vi kan få et sted at være.' 13 Det gav han dem lov til. De vanhellige ånder fór ud og fór ind i svinene, og flokken, der var på et par tusind stykker, styrtede sig ud over brinken og druknede i Søen. 14 Svinepasserne flygtede og fortalte det i byen og dens omegn, og folk gik ud for at se, hvad der var sket. 15 De kommer til Jesus, og der ser de den dæmonbesatte, han, som havde haft legionen, sidde med tøjet på og ved sin forstand. De blev bange. 16 De, der havde set det hele, forklarede dem, hvorledes det var gået med den dæmonbesatte, og det med svinene. 17 Så gav de sig til at bønfalde ham om at forlade deres egn. 18 Da Jesus var ved at gå i båden, bad den mand, der havde været besat, om han måtte blive hos ham. 19 Det fik han ikke lov til, men Jesus siger: 'Gå til din slægt og dine landsmænd og fortæl dem alt, hvad Herren har gjort for dig, og om hans store barmhjertighed.' 20 Så gik manden og gav sig til at forkynde i Dekapolis om alt det, Jesus havde gjort for ham, og alle var fulde af undren. 21 Da Jesus var sejlet tilbage, tværs over Søen, samledes atter en mængde mennesker om ham nede ved søbredden. 22 En af forstanderskabet for synagogen - han hed Jairus - går derned, og da han finder Jesus, kaster han sig ned for hans fødder, 23 og siger bedende: 'Min lille pige ligger på sit yderste - om du dog ville komme og lægge hænderne på hende, så hun må blive rask og leve.' 24 Jesus gik med ham, og mange mennesker fulgte med og masede sig sammen om ham. 25 Der var en kvinde, som gennem tolv år havde lidt af ustandselige blødninger 26 og været under plagsomme behandlinger af mange læger og havde øst alle sine penge ud, og det havde ikke hjulpet, men var bare blevet værre, 27 og som havde hørt det om Jesus, og som trængte sig frem gennem mængden - hun rørte bagfra ved hans tøj. 28 Hun tænkte nemlig: 'Hvis jeg rører endda bare ved hans tøj, bliver jeg rask.' 29 Straks holdt hun op med at bløde, og hun mærkede i kroppen, at hun var helbredt for denne plage. 30 Og straks mærkede Jesus på sig selv den kraft, som gik ud af ham, og han vendte sig om midt i mængden og sagde: 'Hvem var det, som rørte ved mit tøj?' 31 Hans disciple sagde: 'Du kan da se, hvor folk står maset om dig, og så siger du: "Hvem rørte ved mig?" 32 Men Jesus så sig omkring for at få øje på den, der havde gjort det. 33 Kvinden, der rystede og skjalv - hun vidste jo, hvad der var sket med hende - kom nu frem og kastede sig ned for ham og sagde ham hele sandheden. 34 Men han sagde: 'Datter, din tro har frelst dig, gå med fred og vær helbredt for din plage!' 35 Endnu mens han talte til kvinden, kommer de fra synagogeforstanderens hus og siger: 'Din datter er død, hvorfor opholde Mesteren længere!' 36 Jesus overhørte, hvad der blev sagt, og han siger til synagogeforstanderen: 'Du skal ikke være bange! Du skal tro!' 37 Jesus ville ikke have andre med end Peter, Jakob og Jakobs bror Johannes. 38 De kommer til synagogeforstanderenshus, og .Jesus betragter hele opløbet - de græd og hylede alt, hvad de kunne. 39 Idet han er ved at gå ind, siger han til dem: 'Hvad er det for en larmen og græden? Barnet er ikke død, hun sover!' 40 De lo ham ud, men han jog dem alles ammen væk og gik ind, hvor barnet lå, med dets far og mor og dem, han selv havde med. 41 Han tog barnets hånd og sagde: 'Talita kûm' - det betyder i oversættelse: 'Stå op, lille pige'. 42 Straks rejste pigen sig og kunne gå på sine ben; hun var nemlig tolv år. Straks blev de helt ude af sig selv og voldsomt ophidsede. 43 Men han pålagde dem alvorligt, at ingen måtte vide dette, og sagde, at hun skulle have noget at spise. |