Seidelin                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Markusevangeliet 6

1 Han drog nu bort derfra, og kommer til sin hjemby, og hans disciple var med. 2 Da det blev sabbat, gik han hen i synagogen og talte. De mange, som hørte på, blev meget forundrede og sagde: 'Hvor har han alt det fra, hvad er det for en visdom, der er givet ham, hvad er det for en magt, der er i hans hænder? 3 Er han ikke vores tømrer, søn af Maria og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon, og er hans søstre ikke gift her hos os?' Og de følte sig forargede over ham. 4 Jesus sagde: 'Ringeagtet er profeten kun på sin egn, blandt sine slægtninge, i sit hjem.' 5 Og han kunne ikke gøre nogen Gudsgerning dér - kun nogle, få syge lagde han hænderne på og helbredte. 6 Og deres vantro undrede ham. Så gik han fra by til by og talte. 7 Jesus kalder de Tolv sammen om sig, og så udsendte han dem to og to. Han gav dem myndighed over de vanhellige ånder, 8 og han pålagde dem, at de ikke måtte tage andet med på vejen end en kæp - ikke brød, ikke randsel, ikke penge, 9 men sandaler skulle de have på - og at de ikke måtte have skiftetøj med. 10 Og han sagde til dem: 'Når I er kommet ind i et hjem, så bliv boende der, indtil I rejser igen. 11 Og det sted, som hverken vil se eller høre jer, det skal I gå fra, og I skal ryste det støv af, I har under fødderne, til vidnesbyrd imod dem.' 12 Så gik de ud og forkyndte for folk, at de skulle vende om, 13 og de drev mange dæmoner ud og salvede mange syge med olie og helbredte dem. 14 Kong Herodes hørte om det - Jesus var ved at blive et kendt navn - og han sagde: 'Johannes Døber er oprejst fra de døde, og derfor er Magterne virksomme i ham.' 15 Andre sagde: 'Det er Elias!' Eller de sagde: 'En profet, som en af de gamle profeter.' 16 Da Herodes hørte det, sagde han: 'Denne Johannes, som jeg lod hovedet hugge af, det er ham, der er oprejst.' 17 Der var nemlig sket det, at Herodes havde sendt folk ud for at anholde Johannes og havde ladet ham fængsle og lænke for Herodias' skyld, hans bror Filips hustru - hende havde hall nemlig giftet sig med 18 - altsammen fordi Johannes havde sagt til Herodes: 'Det ægteskab, du har indgået med din brors hustru er ulovligt.' 19 Herodias bar nag til ham og ville meget gerne have ham af vejen, men hun kunne ikke sætte det igennem, 20 for Herodes var bange for Johannes, idet han meget godt vidste, at han var en retfærdig og hellig mand. Herodes holdt hånden over ham, når han hørte på ham, var han helt i vildrede - han hørte ham gerne. 21 Det gunstige øjeblik kom, da Herodes i anledning af sin fødselsdag holdt en middag for hofadelen, hærledelsen og Galilæas fremtrædende mænd. 22 Under middagen optrådte Herodias'. datter som danserinde under stort bifald fra Herodes og ham gæster, og kongen sagde til pigen: 23 'Forlang, hvad du vil have, og jeg giver dig det,' og han svor: " 'Lige meget hvad du forlanger, jeg giver dig det, om det 81\ er mit halve kongerige.' 24 Pigen gik ud og spurgte sin mor: 'Hvad skal jeg forlange?' Moderen svarede: 'Johannes Døbers hoved!' 25 Så skyndte pigen sig tilbage til kongen og sagde ham sit ønske: 'Jeg forlanger, at du med det samme skal lade dem bringe ulig et fad med Johannes Døbers hoved.' 26 Kongen blev meget ked af det, men ville ikke afslå at opfylde hendes bøn, dels fordi han havde svoret det, og dels af hensyn til gæsterne. 27 Han gav straks skarpretteren ordre til at skaffe hovedet til veje. Denne gik til fængslet, huggede hovedet af Johannes, lagde det på et fad 28 og bragte det til pigen, og pigen gav sin mor det. 29 Da hans disciple fik det at vide, kom de og bar hans lig bort og gravlagde det. 30 Apostlene mødtes igen med Jesus, og de fortalte ham alt, hvad de havde gjort og sagt. 31 Så siger han: 'Se nu og find et øde sted, hvor I kan være jer selv og komme jer lidt.' 32 33 Folk blev nemlig ved med at komme og gå, så de ikke engang havde ro til at spise. 34 De sejlede så bort til et øde sted, helt alene. 35 Men mange så dem tage af sted og genkendte dem, og til fods kom de strømmende fra alle byerne og nåede i forvejen derhen. 36 Da Jesus gik i land, så han en stor menneskemængde, og det greb ham, for de var som får uden hyrde; han gav sig tid til at tale længe med dem.' 37 Det var allerede langt hen på dagen, da hans disciple kom hen til ham og sagde: 'Vi er langt fra alting, og det er sent. 38 Kan du ikke sende dem af sted, så de kan nå til gårde og byer her i omegnen og købe sig noget at spise.' 39 Men Jesus svarede dem: 'Giv I dem noget at spise!' De siger: 'Mener du, at vi skal gå og købe for et par hundrede denarer brød og give dem det?' 40 Han siger: 'Hvor mange brød har I? Gå og se!' Da de havde set efter, siger de: 'Fem, og to fisk.' 41 Han gav dem ordre til, at de skulle få alle til at lægge sig gruppevis i det grønne græs. Folk lejrede sig nu i hold, nogle på hundrede, andre på halvtreds. 42 Og Jesus tog de fem brød og de to fisk, så mod Himmelen, sagde takkebønnen og brækkede brødene i stykker og gav dem til disciplene, for at de kunne dele brød ud til dem alle. Også de to fisk delte han imellem dem. 43 De spiste alle og blev mætte; og så samlede de brødstykker op, tolv kurve fulde - også af fiskene. 44 I måltidet havde deltaget 5000 mænd. 45 Straks overtalte Jesus sine disciple til at gå i båden og sejlede i forvejen over til Betsajda; imens ville han selv sende skaren af sted. 46 Da han havde taget afsked med folk, gik han op i bjergene for at bede. 47 Det var blevet sent; båden var langt ude på Søen, og Jesus var alene i land. 48 Da han så, hvor tungt båden arbejdede sig , frem - vinden havde de nemlig imod - kommer han sidst på natten" ud til dem, vandrende på Søen, og det var, som om han ville gå forbi. 49 De så ham vandre hen over Søen og mente, det var et spøgelse, de så, og de skreg op, 50 for de havde alle sammen set ham og var blevet skrækslagne. Jesus talte straks til dem og siger: 'Vær dog rolige, det er mig, vær ikke bange!' 51 Så gik han op i båden til dem, og vinden lagde sig. Men de var aldeles ude af sig selv; 52 de havde nemlig slet ikke fået noget ud af det med brødene, tvært imod var deres hjerter hårde som sten. 53 Da de var kommet over til Gennesaret, satte de båden på land. 54 De var kun lige gået fra borde, så vidste folk straks, at det var ham, 55 og løb om i hele egnen og begyndte at bære rundt med" de syge på deres måtter derhen, hvor de hørte, han var, 56 og hvor, han kom ind i landsbyer og byer og gårde, lagde man de syge på tovene, og de bønfaldt ham om, at de bare måtte røre ved kvasten på hans kappe. Og alle, som rørte ved ham, blev raske.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - Guds Ord

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV