Seidelin                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Mattæusevangeliet 12

1 På den tid vandrede Jesus på en sabbat gennem kornmarkerne. Hans disciple blev sultne og gav sig til at gnide kerner ud af aks og spise dem, 2 og da farisæerne så det, sagde de til Jesus: 'Det, dine disciple gør, er ulovligt på sabbaten.' 3 Men Jesus sagde: 'Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd blev sultne? 4 Hvordan de gik ind i Guds Hus og spiste skuebrødene, som kun præsterne, men hverken David eller hans mænd, havde lov til at spise? 5 Men måske læser I ikke Loven? Under udførelse af Tempeltjenesten på sabbaten nødes præsterne til at krænke sabbatsreglerne, og det regnes ikke for overtrædelse. 6 Det siger jeg jer, her er mere end Templet! 7 Men hvis I havde forstået, hvad det betyder: "Barmhjertighed vil jeg, og ikke ofringer" - så havde I ikke fordømt sagesløse mennesker. 8 Sabbatens Herre er Menneskesønnen!' 9 Jesus gik derfra og ind i deres synagoge. 10 Her var der en mand med en vissen hånd. For at få noget at rejse sag på spurgte dem: 'Er det lovligt at helbrede på en sabbat?' 11 Han sagde til dem: 'Tænk jer, at en af jer har et eneste får, og det falder i et vandhul på sabbaten - vil han ikke prøve at få fat i det og hale del op? 12 Et menneske er da adskilligt mere værd end et får! Derfor er det lovligt at gøre en god gerning på sabbaten.' 13 Så siger Jesus til manden: 'Ræk hånden frem!' Manden rakte hånden frem, og den blev lige så rask som den anden. 14 Men farisæerne forlod synagogen og vedtog, at de måtte se at komme Jesus til livs. 15 Han fik det at vide, og trak sig bort fra den egn. Mange fulgte Jesus, og han helbredte dem alle, 16 men han truede dem til ikke at røbe, hvem han var, 17 og således gik Esajas' Profetord i opfyldelse: 18 Se, min tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, som min sjæl glæder sig ved, jeg lægger min Ånd på ham, og han skal forkynde for folkene om retten, der kommer på Jorden. 19 Han råber og skriger ikke, ej høres på gaden hans røst, 20 knækket rør knuser han ikke, og slukker ej osende tande, indtil han bringer retten til sejr, 21 på hans Navn skal folkeslag håbe. 22 De bar til ham en dæmonbesat, der var både blind og døv, og Jesus helbredte ham, så den døvstumme kom til at tale og se. 23 Folk blev ude af sig selv og sagde vidt og bredt: 'Skulle han være Davidssønnen?' 24 Da farisæerne hørte om det, sagde de: 'Det er kun, fordi han er i ledtog med Beelzebul, dæmonernes fyrste, at han kan forjage dæmoner.' 25 Men Jesus vidste, hvad de tænkte, og han sagde til dem: 'Et rige i strid med sig selv lægges øde, ingen by, ingen slægt i strid med sig selv kan bestå. 26 Hvis Satan forjager Satan, er han og i strid med sig selv - hvordan kan hans rige så bestå? 27 Og hvis jeg ved Beelzebuls hjælp jager dæmoner ud, ved hvis hjælp er det så, jeres egne disciple forjager dem? Derfor bliver de jeres dommere. 28 Men hvis det er ved Guds Ånd, jeg forjager dæmonerne, så er Guds Rige allerede nået frem til jer. 29 Kan det lade sig gøre at gå ind i den stærkes fæstning og tage, hvad der er hans, uden at man først har overmandet den stærke? Først derefter kan man plyndre hans fæstning. 30 Den, der ikke er med mig, er imod mig, den, der ikke samler med mig, han splitter. 31 Derfor siger jeg jer: Enhver synd og enhver forhånelse skal mennesker få tilgivelse for, men forhånelse af Ånden skal ikke tilgives. 32 Den, som siger hånsord om Menneskesønnen, han skal få tilgivelse, men den, som håner den Hellige Ånd, han skal ikke få tilgivelse, hverken i denne tidsalder, eller i den, der kommer. 33 Lad træet være godt, så er dets frugt god; lad træet være råddent, så er dets frugt rådden; træet kendes på frugten. 34 Øgleyngel! Hvor kan I tale så kønt, I som er onde? Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. 35 Et godt menneske uddeler gode ting af sit forråd af godt, og et ondt menneske uddeler onde ting af sit forråd af ondt. 36 Jeg siger jer: Endogså hvert ligegyldigt ord, mennesker taler, skal de aflægge regnskab for på Dommens Dag. 37 For ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du dømmes. 38 Nogle skriftlærde og farisæere tog til genmæle og sagde: 'Mester, vi vil se dig gøre et tegn!' 39 Jesus svarede dem: 'En ond og troløs tid begærer tegn; men tegn skal den ikke få, undtagen profeten Jonas' tegn. 40 Ligesom Jonas var i havdyrets bug i tre dage og tre nætter, således skal Menneskesønnen være i Jordens skød tre dage og tre nætter. 41 Mennesker fra Nineve skal stå op ved Dommen sammen med denne tids mennesker og dømme denne tid. For de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se - her er mere end Jonas. 42 Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med denne tids mennesker og dømme denne tid. For hun kom fra Verdens ende for at lytte til Salomons visdom. Se - her er mere end Salomon. 43 Når den vanhellige ånd har forladt et menneske, vandrer den gennem øde og tørke og søger et rastested, men finder det ikke. 44 Da siger den: "Mit eget hus forlod jeg, jeg vil vende tilbage!" Og den kommer, og den finder, at dens hus er ledigt, og at der er gjort rent og ryddet op. 45 Så går den og henter syv andre ånder, endnu mere ondskabsfulde end den selv, og de kommer og slår sig ned der, og med det menneske bliver det sidste værre end det første. Således skal det også gå denne onde tidsalder.' 46 Mens Jesus endnu talte til mængden, stod hans mor og hans brødre udenfor og forlangte at komme til at tale med ham. 47 . . . 48 Jesus spurgte den, der kom og sagde det: 'Hvem er min mor, og hvem er mine brødre?' 49 Og han pegede rundt på sine disciple og sagde: 'Se, min mor og mine brødre! 50 Enhver, som gør min Himmelske Faders vilje, han er min bror og søster og mor.'
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - Guds Ord

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV