Seidelin                                                                                           tilbage

Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.

Mattæusevangeliet 20

1 Det er nemlig med Gudsriget som med en vinbonde, der gik ud ved daggry for at leje arbejdsmænd til sin vinmark. 2 Han traf aftale med arbejderne om en denar om dagen og sendte dem ud i vinmarken. 3 Ved nitiden gik han igen hjemmefra og så nogle landarbejdere stå ledige på torvet, 4 og til dem sagde han også: "Gå ud i min vinmark, jeg skal give jer, hvad der er retfærdigt." 5 De gik. Ved tolvtiden og ved tretiden gik han atter derhen og gjorde ligeså. 6 Da han en time før fyraften går ud og ser, at der stadig står folk, siger han: "Hvorfor har 1 gået ledige hele dagen?" 7 De siger: "Fordi ingen lejede os." Han siger til dem: "I kan også gå ud i vinmarken." 8 Om aftenen siger herren over vinmarken til sin forvalter: "Kald arbejdsmændene ind og udbetal lønnen; begynd med de sidste og end med de første." 9 De, der kun havde arbejdet en time, kom ind og fik hver en denar. 10 Da de første kom ind, mente de, at de skulle have mere. Men de fik også hver en denar. 11 Da de havde fået den, gav de ondt af sig over for vinbonden og sagde: 12 De sidste her har kun arbejdet en time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. 13 Men herren sagde til en af dem: "Hør, min ven, der sker dig ingen uret. Traf vi ikke aftale om en denar? 14 Tag du dine penge og gå med dem. Jeg agter at betale manden fra sidste hold det samme som dig. 15 Har jeg ikke lov til at gøre med mine penge, som jeg vil? Eller bliver dit øje ondt, fordi jeg er god?" 16 Således skal de sidste komme først og de første komme sidst.' 17 Jesus var på vej til Jerusalem. Og han tog de tolv disciple til side, og undervejs sagde han til dem: 18 'Nu går vi op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal udleveres til ypperstepræsterne og de skriftlærde, og de vil dømme ham til døden, 19 de vil udlevere ham til hedningerne til forhånelser, pisk og korsfæstelse, og han skal blive oprejst på den tredje dag.' 20 Så kom Zebedæus-sønnernes mor hen til ham og knælede for ham sammen med sine sønner og ville bede ham om noget. 21 Jesus sagde til hende: 'Hvad vil du?' Hun siger til ham: 'Lov mig, at mine to sønner i dit Rige må sidde på hver sin side af dig!' 22 Jesus svarede: 'I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme det bæger, jeg skal tømme?' De siger til ham: 'Det kan vi.' 23 Han siger til dem: 'Mit bæger skal I tømme; men pladsen ved min højre og venstre side råder jeg ikke over, den tilkommer dem, min Fader har bestemt den for.' 24 Da de ti andre hørte dette, blev de forbitrede på de to brødre. 25 Men Jesus kaldte dem hen til sig og sagde: 'I ved, at hedningernes herskere regerer med dem, og de store misbruger deres magt over dem. Således er det ikke hos jer. 26 Den, der hos jer vil være en stor mand, skal være jeres tjener, 27 og den, der hos jer vil være en leder, skal være jeres træl, 28 ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig betjene, men for at tjene og give sit liv i løsepenge for utallige.' 29 Da de forlod Jeriko, fulgte en mængde mennesker med ham. 30 Der sad to blinde i vejkanten. De hørte, at Jesus kom forbi, og de råbte: 'Herre, forbarm dig over os! Davids Søn!' 31 Folk ville true dem til at tie stille, men de råbte højere og højere: 'Herre, forbarm dig over os! Davids Søn!' 32 Jesus standsede og sagde til dem: 'Hvad vil I jeg skal gøre for jer?' 33 De siger til ham: 'Herre, luk vore øjne op!' 34 Jesus blev meget bevæget og rørte ved deres øjne, og straks fik de synet tilbage, og de fulgte ham.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel
Kapitlet i tre forskellige oversættelser

1992 - 31/48 - Guds Ord

Den Ny Aftale - 1992 - KJV

31-48 - 1647 - KJV