Romerbrevet 8 1 Sammenfattende kan vi sige: Der hænger ingen fordømmelse over dem, der lever i og med Kristus. 2 Det skyldes den Åndens og Livets Lov, der kom med Kristus Jesus og befriede dig fra Syndens og Dødens Lov. 3 Hvor Loven kom til kort, hvor den blev afmægtig på grund af menneskets faktiske tilstand, der sendte Gud sin egen Søn, lod ham blive menneske som vi, udsatte ham for Synden, fordi han i ham ville ramme Synden, og afsagde dødsdom over Synden i dette menneskelige, 4 for at Lovens retsfordring kunne indfries af os, der ikke længere lader vort liv som mennesker bestemme af vort jeg, men af Ånd. 5 Lader vi vort jeg bestemme over os, vil vore tanker dreje sig 5 om, hvad dette jeg ønsker; er det Ånden, der bestemmer, vil vore tanker dreje sig om, hvad Ånden vil. 6 Jeg'ets tanker og ønsker har afdrift mod død, Åndens gælder Liv og Fred. 7 Derfor er vort jeg's tanker og ønsker gudsfjendtlige, vil ikke underordne sig under Guds Lov, kan det heller ikke. 8 Lader man sit jeg bestemme, kan man umuligt leve Gud til behag. 9 Nu lader I jo netop ikke jeres jeg, men Ånden bestemme, eftersom Guds Ånd bor i jer. Har man ikke Kristi Ånd, er man ikke Kristi mand. 10 Men hvis Kristus bor i jer, så er jeres legeme ganske vist dødsens, og det skyldes synd. Men jeres Ånd er levende, fordi I er frikendt for påstanden om dødsstraf. 11 Når Gud, som oprejste Jesus fra Døden, allerede nu lader sin Ånd bo i jer, så vil Gud, som oprejste Kristus fra Døden, lade sin Ånd puste Liv også i jeres dødelige kroppe, som han allerede har gjort til sin Ånds bolig. 12 Lad os slå det fast, Brødre: Vi er skyldnere. Men vi skylder ikke vort gamle jeg at leve efter, hvad det bestemmer. 13 For hvis I lader jeres jeg bestemme over jeres liv, er I dødsens. Men hvis I med Åndens hjælp bringer død over de handlinger, som kun jeres dødelige krop tilskynder jer til, da skal I leve. 14 Alle, som drives af Guds Ånd, er Guds Børn. 15 Og I fik ikke en slaveånd, der igen fører jer ind i angst, I fik en fribåren Ånd, der får os til at sige: "Abba! Vor Fader!" 16 Og den Ånd siger i samme åndedræt som vor, at vi er Guds Børn. 17 Når vi er børn af huset, så har vi arveret; vi har arveret hos Gud, vi er Kristi medarvinger, så sandt vi deler hans lidelser for engang at dele hans herlighed. 18 For det er min overbevisning, at de lidelser vi nu må gennemgå, er for intet at regne mod den herlighed, der vil åbenbare sig over os. 19 Alt, hvad Gud har skabt, er i inderlig længsel vendt mod det øjeblik, da Guds Børn træder frem i deres kommende herlighed. 20 For alt, hvad Gud har skabt, blev forrådt til tomhed - og netop ikke med sin gode vilje, det blev netop forrådt, og lever nu kun i det håb, 21 at selve dette gudskabte skal blive frelst ud af slaveriet under forgængeligheden og gå ind til herlighedens evige frihed, som venter Guds Børn. 22 Alt, hvad Gud har skabt, må endnu sukke og stønne, det ved vi, ja, selv vi, som dog har fået Ånden som et forskud, 23 selv vi må sukke af hjertets dyb og nøjes med forventningen om engang at indtage vor plads som børn i hjemmet - forventningen om at blive udfriet fra vort dødelige legeme. 24 Vor frelse ligger i et håb. Men et håb, man kan se, er vel ikke noget håb? Man behøver dog ikke at håbe på, hvad man allerede ser? 25 Nej, men idet vi håber på, hvad vi ikke ser, bliver vor forventning til udholdenhed. 26 Og idet vi holder ud, iler Ånden vor svaghed til undsætning. For hvad er det nødvendigt at bede om? Vi ved det ikke. Men så beder Ånden selv for os med ordløse sukke; 27 og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden har i tanke - at den beder for de Hellige om det, som Gud vil. 28 Hvad vi ved, er, at Gud lader alle ting arbejde sammen til bedste for dem, der elsker ham, dem han for længst har besluttet at kalde. 29 De mennesker, som Gud for længst har vedkendt sig, 29 de mennesker har han for længst bestemt at danne i sin Søns billede, så hans Søn kunne blive den Førstefødte af utallige Brødre. 30 Dem, Gud for længst har valgt, dem har han også kaldet, dem har han frikendt. Og dem, han har frikendt, dem har han også givet del i sin herlighed. 31 Hvad kan vi sige mere efter dette? Hvis Gud er for os, hvem kan så stå sig imod os? 32 Han holdt ikke sin egen Søn tilbage, han 32 udleverede ham tvært imod for vor skyld, for os alle - hvorfor skulle Gud så ikke også give os del i alle nådegaver sammen med ham? 33 Hvem vil kunne rejse anklage mod Guds Udvalgte? Gud frikender! 34 Hvem vil fordømme? Kristus er død, ja, han er oprejst, han sidder ved Guds højre hånd, han beder for os. 35 Hvad kan skille os fra Kristi kærlighed? Trængsler? Nød? Forfølgelse? Sult? Pjalter? Farer? Trusler om henrettelse? 36 Som der står: For dig dræbes vi dagen lang, vi blev regnet for slagtefår. 37 Men under alt dette vinder vi overvældende sejre med ham ved vor side, som fattede kærlighed til os. 38 For jeg er overbevist om, at intet - ikke død, ikke liv, ikke engle, ikke ånder, ikke det nuværende, ikke det kommende, ikke magter, 39 ikke de bundløse Himle, ikke de bundløse Afgrunde - intet og ingen optænkelig skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som møder os i Kristus Jesus, vor Herre. |