Første Kongebog 17 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Tishbitten Elias fra Tishbe i Gilead sagde til Akab: "Så sandt Herren, Israels Gud, lever, som jeg er i tjeneste hos: Der skal i disse år hverken falde dug eller regn, før jeg befaler det." | 1 Tisjbiten Elias fra Tisjbe i Gilead sagde til Akab: »Så sandt Herren, Israels Gud, lever, han, for hvis åsyn jeg står, i de kommende år skal der ikke falde dug eller regn uden på mit udtrykkelige bud!« | 1 Tisjbitten Elia, en av tisjbittene som bodde i Gilead, sa til Akab: "Så sant Herren, Israels Gud lever, for Hans åsyn er det jeg står: Det skal ikke bli verken dogg eller regn disse årene, uten på mitt ord." |
| 2 Så kom Herrens ord til ham: | 2 Derpå kom Herrens ord til ham således: | 2 Så kom Herrens ord til ham, og Han sa: |
| 3 "Gå bort herfra, begiv dig mod øst, og skjul dig ved bækken Kerit øst for Jordan. | 3 »Gå bort herfra og begiv dig østerpå og hold dig skjult ved bækken krit østen for Jordan; | 3 "Gå bort herfra og ta veien mot øst, og gjem deg ved Krit-bekken, rett foran Jordan. |
| 4 Du kan drikke af bækken, og jeg har befalet ravnene at sørge for dig." | 4 du skal drikke af bækken, og ravnene har jeg pålagt at sørge for føde til dig der.« | 4 Det skal bli slik at du skal drikke av bekken, og Jeg har befalt ravnene å gi deg mat der." |
| 5 Så gik han, og han gjorde, som Herren havde befalet. Han gik hen og slog sig ned ved bækken Kerit øst for Jordan. | 5 Da gik han og gjorde efter Herrens ord, han gik hen og tog bolig ved bækken krit østen for Jordan; | 5 Så drog han av sted og gjorde etter Herrens ord, for han gikk og holdt seg ved Krit-bekken rett foran Jordan. |
| 6 Ravnene bragte ham brød og kød morgen og aften, og han drak af bækken. | 6 og ravnene bragte ham brød om morgenen og kød om aftenen, og han drak af bækken. | 6 Ravnene kom til ham med brød og kjøtt om morgenen, og med brød og kjøtt om kvelden. Og han drakk av bekken. |
| 7 Nogen tid efter tørrede bækken ud, fordi der ikke var faldet regn i landet. | 7 Men nogen tid efter tørrede bækken ud, eftersom der ingen regn faldt i landet. | 7 Etter en tid skjedde det at bekken tørket inn, for det kom ikke noe regn i landet. |
| 8 Da kom Herrens ord til ham: | 8 Da kom Herrens ord til ham således: | 8 Da kom Herrens ord til ham, og Han sa: |
| 9 "Gå nu til Sarepta ved Sidon og slå dig ned dér. Jeg har givet en enke dér befaling om at sørge for dig." | 9 »Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag bolig der; se, jeg har pålagt en enke der at sørge for føde til dig.« | 9 "Bryt opp, gå til Sarepta, som tilhører Sidon, og slå deg ned der! Se, Jeg har befalt en enke der å sørge for deg." |
| 10 Så gik han til Sarepta, og da han kom til indgangen til byen, gik der netop en enke og samlede brænde. Han kaldte på hende og sagde: "Hent lidt vand til mig i en krukke, så jeg kan få noget at drikke." | 10 Så begav han sig til Zarepta, og da han kom til byens port, fik han øje på en enke, som var ved at sanke brænde, og råbte til hende: »Hent mig lidt vand i et kar, for at jeg kan drikke!« | 10 Så brøt han opp og drog til Sarepta. Da han kom til byporten, sannelig, da var det en enke der som samlet ved. Han ropte til henne og sa: "Jeg ber deg, gi meg litt vann i et beger, så jeg kan få drikke." |
| 11 Da hun gik for at hente det, kaldte han på hende og sagde: "Tag også et brød med til mig!" | 11 Og da hun gik bort for at hente det, råbte han efter hende: »Tag også et stykke brød med til mig!« | 11 Da hun gikk for å hente det, ropte han til henne og sa: "Jeg ber deg, ta med et stykke brød til meg i hånden!" |
| 12 Hun svarede: "Så sandt Herren din Gud lever: Jeg ejer ikke et brød! Jeg har kun en håndfuld mel i krukken og en smule olie i kanden. Nu er jeg ved at samle et par stykker brænde, og så går jeg hjem og bager brød til mig og min søn; når vi harspist det, kan vi lægge os til at dø." | 12 Men hun svarede: »Så sandt Herren din Gud lever, jeg ejer ikke brød, men kun en håndfuld mel i krukken og lidt olie i dunken; jeg var nettop ved at sanke et par stykker brænde for at gå hjem og tillave det til mig og min søn; og når vi har spist det, må vi dø!« | 12 Da sa hun: "Så sant Herren din Gud lever: Jeg har ikke noe brød, bare en håndfull mel i krukken, og litt olje i karet. Og se, nå går jeg bare her og sanker noen vedpinner, så jeg kan gå og lage det i stand for meg selv og min sønn, så vi kan spise det og så dø." |
| 13 Men Elias sagde til hende: "Du skal ikke være bange! Gå hjem og gør, som du har sagt, men bag først et lille brød til mig, og kom herud med det; bagefter kan du lave noget til dig selv og din søn. | 13 Da sagde Elias til hende: »Frygt ikke! Gå hjem og gør, som du siger; men lav først et lille brød deraf til mig og bring mig det; siden kan du lave noget til dig selv og din søn! | 13 Men Elia sa til henne: "Frykt ikke! Gå og gjør som du har sagt, men lag først en liten kake til meg av det, og kom så til meg med den! Etterpå kan du lage noe til deg selv og din sønn. |
| 14 For dette siger Herren, Israels Gud: Krukken skal ikke blive tom for mel og kanden ikke mangle olie, før Herren lader det regne på jorden." | 14 Thi så siger Herren, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive tom, og olien i dunken skal ikke slippe op, før den dag Herren sender regn over jorden!« | 14 For så sier Herren, Israels Gud: Melkrukken skal ikke bli tom, og oljekaret skal ikke være tørt, fram til den dagen Herren sender regn på jorden." |
| 15 Så gik hun bort og gjorde, som Elias havde sagt. Og både han og hun og hendes familie fik føden i lang tid. | 15 Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og både hun og han og hendes søn havde noget at spise en tid lang. | 15 Så gikk hun bort og gjorde etter Elias ord. Både hun og han og hennes husfolk spiste dag etter dag. |
| 16 Krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie, efter det ord, Herren havde talt ved Elias. | 16 Melkrukken blev ikke tom, og olien i dunken slap ikke op, efter det ord Herren havde talet ved Elias. | 16 Men melkrukken ble ikke tom, og oljekaret ble heller ikke tørt, etter det Herrens ord som Han hadde talt ved Elia. |
| 17 Senere skete der det, at sønnen af denne kvinde, husets ejer, blev syg; hans sygdom var så alvorlig, at der til sidst ikke var liv i ham. | 17 Men nogen tid efter blev kvindens, husets ejerindes, søn syg, og hans sygdom tog heftigt til, så der til sidst ikke mere var liv i ham. | 17 Etter disse begivenhetene skjedde det at sønnen til kvinnen som eide huset, ble syk. Sykdommen hans var så alvorlig at det til slutt ikke var livspust igjen i ham. |
| 18 Da sagde hun til Elias: "Hvad har jeg med dig at gøre, gudsmand? Du er kommet til mig for at gøre Gud opmærksom på min skyld og få min søn slået ihjel!" | 18 Da sagde hun til Elias: »Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds mand! Er du kommet for at bringe min synd i erindring og volde min søns død?« | 18 Så sa hun til Elia: "Hva har jeg med deg å gjøre, du Guds mann? Er du kommet til meg for å minne meg om min synd, og for å la min sønn dø?" |
| 19 "Overlad din søn til mig," sagde Elias og tog ham ud af favnen på hende. Så bar han ham op i værelset ovenpå, hvor hanboede, og lagde ham på sin seng. | 19 Men han svarede hende: »Lad mig få din søn!« Og han tog ham fra hendes skød og bar ham op i stuen på taget, hvor han boede, og lagde ham på sin seng. | 19 Han svarte henne: "Gi meg din sønn!" Så tok han ham ut av fanget hennes og bar ham opp til rommet ovenpå, der han bodde, og la ham på sin egen seng. |
| 20 Han råbte til Herren: "Herre min Gud! Vil du virkelig bringe ulykke over denne enke, som jeg har fundet husly hos, og slå hendes søn ihjel?" | 20 Så råbte han til Herren: »Herre min Gud, vil du virkelig handle så ilde mod den enke; i hvis hus jeg er gæst, at du lader hendes søn dø?« | 20 Så ropte han til Herren og sa: "Herre min Gud, har Du også ført det onde over denne enken som jeg bor hos, at Du lar hennes sønn dø?" |
| 21 Så kastede han sig tre gange over drengen og råbte til Herren: "Herre min Gud, lad livet vende tilbage i drengen!" | 21 Derpå strakfe han sig tre gange hen over drengen og råbte til Herren: »Herre min Gud, lad dog drengens sjæl vende tilbage!« | 21 Han strakte seg ut over barnet tre ganger og ropte til Herren og sa: "Å Herre min Gud, jeg ber Deg, la guttens sjel komme tilbake til ham!" |
| 22 Herren hørte Elias' bøn, og livet vendte tilbage i drengen, så han blev levende. | 22 Og Herren hørte Eliass røst; drengens sjæl vendte tilbage, så han blev levende. | 22 Da hørte Herren Elias røst. Guttens sjel kom tilbake til ham, og han var igjen i live. |
| 23 Elias tog drengen og bar ham ned fra værelset ovenpå, gav ham til hans mor og sagde: "Se her, din søn lever!" | 23 Så tog Elias drengen og bragte ham fra stuen på taget ned i huset og gav hans moder ham, idet han sagde: »Se, din søn lever!« | 23 Elia tok gutten og bar ham ned fra rommet ovenpå og inn i huset. Så gav han ham til hans mor. Elia sa: "Se, din sønn lever!" |
| 24 Og kvinden sagde til Elias: "Nu ved jeg, at du er en gudsmand, og at Herrens ord er sandhed i din mund." | 24 da sagde kvinden til Elias: »Nu ved jeg vist, at du er en Guds mand, og at Herrens ord i din mund er sandhed.« | 24 Da sa kvinnen til Elia: "Nå erkjenner jeg dette: Du er en Guds mann, og Herrens ord i din munn, er sannhet." |