Første Mosebog 18 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Engang viste Herren sig ved Mamres Ege for Abraham, mens han sad i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. | 1 Siden åbenbarede Herren sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i teltdøren på den hedeste tid af dagen. | 1 Så viste Herren Seg for ham ved terebinte-lunden i Mamre, mens han satt i teltåpningen midt på heteste dagen. |
| 2 Han så op og fik øje på tre mænd, som stod der, og da han så dem, løb han dem i møde fra teltåbningen og kastede sig til jorden for dem. | 2 Da han så op, fik han øje på tre mænd, der stod foran ham. Så snart han fik øje på dem, løb han dem i møde fra teltdøren, bøjede sig til jorden | 2 Han løftet blikket og så, og se, tre menn stod hos ham. Da han så dem, sprang han fra teltåpningen for å møte dem, og han bøyde seg til jorden |
| 3 Han sagde: "Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din tjener forbi. | 3 Og sagde: »Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din træl forbi! | 3 og sa: "Min Herre, hvis jeg har funnet nåde for Dine øyne, så ber jeg Deg, gå ikke videre forbi Din tjener. |
| 4 Lad mig hente lidt vand, så I kan få vasket støvet af jeres fødder og hvile ud under træet. | 4 Lad der blive hentet lidt vand, så I kan tvætte eders fødder og hvile ud under træet. | 4 Sett dere ikke imot at det blir satt fram litt vann, så dere kan få vaske føttene deres og hvile dere under treet. |
| 5 Så kommer jeg med lidt mad, så I kan styrke jer, nu da jeres vej falder forbi mig, jeres tjener. Bagefter kan I drage videre." De svarede: "Gør blot, som du siger." | 5 Så vil jeg bringe et stykke brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders vej nu engang har ført eder forbi eders træl!« De svarede: »Gør, som du siger!« | 5 Jeg vil hente et stykke brød, så dere kan styrke deres hjerter. Etterpå kan dere gå videre, siden dere nå har besøkt deres tjener." De svarte: "Ja, gjør som du har sagt." |
| 6 Abraham skyndte sig ind i teltet til Sara og sagde: "Tag hurtigt tre sea fint mel, ælt det, og bag brød." | 6 Da skyndte Abraham sig ind i teltet til Sara og sagde: »Tag hurtigt tre mål fint mel, ælt det og bag kager deraf!« | 6 Så skyndte Abraham seg inn i teltet til Sara og sa: "Skynd deg og gjør klar tre mål fint mel, kna det og lag kaker!" |
| 7 Selv løb Abraham ud til kvæget og tog en god og fin kalv, den gav han til karlen, som skyndte sig at tilberede den. | 7 Så ilede han ud til kvæget, tog en fin og lækker kalv og gav den til svenden, og han tilberedte den i hast. | 7 Abraham sprang bort til buskapen, tok ut en fin og god kalv og gav den til en ung mann, som skyndte seg å lage den i stand. |
| 8 Derpå tog han tykmælk og mælk og den kalv, som var blevet tilberedt, og satte det for dem. Selv stod han hos dem, mens de sad og spiste under træet. | 8 Derpå tog han surmælk og sødmælk og den tilberedte kalv, satte det for dem og gik dem til hånde under træet, og de spiste. | 8 Så tok han smør, melk og kalven som han hadde laget i stand, og satte alt fram for dem. Og han stod hos dem under treet mens de spiste. |
| 9 Så spurgte de ham: "Hvor er Sara, din kone?" Abraham svarede: "Hun er inde i teltet." | 9 Da sagde de til ham: »Hvor er din hustru Sara?« Han svarede: »Inde i teltet!« | 9 Så sa de til ham: "Hvor er Sara, din hustru?" Han svarte: "Her inne i teltet." |
| 10 Da sagde han: "Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har din kone Sara en søn!" Sara stod og lyttede i teltåbningen bag ham. | 10 Så sagde han: »Næste år ved denne tid kommer jeg til dig igen, og så har din hustru Sara en søn!« Men Sara lyttede i teltdøren bag ved dem; | 10 Da sa Han: "Jeg skal sannelig komme tilbake til deg etter så lang tid det tar for at et nytt menneskeliv skal bli til, og se, Sara din hustru, skal da ha en sønn." Men Sara lyttet fra teltåpningen bak ham. |
| 11 Nu var Abraham og Sara gamle, højt oppe i årene, ogSara havde det ikke længere på kvinders vis. | 11 og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i årene, og det ikke mere gik Sara på kvinders vis, | 11 Abraham og Sara var gamle, godt oppe i årene, og Sara hadde det ikke lenger slik kvinner pleier å ha det. |
| 12 Sara lo ved sig selv og tænkte: "Skulle jeg virkelig føle begær, efter at jeg er blevet affældig, og min herre er blevet gammel?" | 12 lo hun ved sig selv og tænkte: »Skulle jeg virkelig føle attrå, nu jeg er affældig, og min herre er gammel?« | 12 Derfor lo Sara for seg selv og sa: "Skal jeg få en slik lyst etter at jeg er blitt gammel, og når min herre også er blitt gammel?" |
| 13 Men Herren sagde til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel? | 13 Da sagde Herren til Abraham: »Hvorfor ler Sara og tænker: skulle jeg virkelig føde en søn. nu jeg er gammel? | 13 Herren sa til Abraham: "Hvorfor lo Sara og sa: Skal jeg virkelig føde barn nå når jeg er gammel? |
| 14 Intet er umuligt for Herren. Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har Sara en søn." | 14 Skulle noget være umuligt for Herren? Næste år ved denne tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en søn!« | 14 Er noe for vanskelig for Herren? Etter den fastsatte tiden skal Jeg komme tilbake til dere, etter så lang tid det tar for at et nytt menneskeliv skal bli til, og Sara skal da ha en sønn." |
| 15 Men Sara løj: "Jeg lo ikke," sagde hun, for hun var bange. Men han svarede: "Jo! Du lo!" | 15 Men Sara nægtede og sagde: »Jeg lo ikke!« Thi hun frygtede. Men han sagde: »Jo, du lo!« | 15 Men Sara nektet og sa: "Jeg lo ikke." For hun var redd. Men Han sa: "Jo, du lo." |
| 16 Derpå brød mændene op og rettede blikket mod Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej. | 16 Så brød mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem på vej. | 16 Så brøt mennene opp derfra og så i retning av Sodoma, og Abraham gikk med dem for å sende dem av sted. |
| 17 Herren tænkte: "Skulle jeg skjule for Abraham, hvad jeg har i sinde at gøre? | 17 Men Herren sagde ved sig selv: »Skulle jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i sinde at gøre. | 17 Herren sa da: "Skal Jeg skjule for Abraham det Jeg vil gjøre, |
| 18 Abraham skal jo blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham. | 18 Da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham? | 18 siden Abraham sannelig skal bli et stort og mektig folk, og alle folkeslag på jorden skal bli velsignet i ham? |
| 19 Jeg har jo udvalgt ham til at pålægge sine sønner og sin slægt at følge Herrens vej og øve ret og retfærdighed, Se; Herren kan lade det ske, som han har lovet Abraham." | 19 Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret, for at Herren kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham.« | 19 For Jeg har utvalgt ham, for at han skal befale sine barn og sitt hus etter seg at de skal holde seg på Herrens vei og gjøre rettferdighet og rett, og for at Herren skal gi Abraham det Han har talt til ham om." |
| 20 Og Herren sagde: "Der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget stor. | 20 Da sagde Herren: »Sandelig, skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres synd er såre svar. | 20 Herren sa: "Fordi Sodomas og Gomorras klagerop er kraftig, og fordi deres synd er meget stor, |
| 21 Nu vil jeg gå ned og se, om deres handlinger virkelig svarer til det skrig, som har nået mig, eller om de ikke gør; det vil jeg vide." | 21 Derfor vil jeg stige ned og se, om de virkelig har handlet så galt, som det lyder til efter skriget over dem, der har nået mig- derom vil jeg have vished!« | 21 vil Jeg nå fare ned dit og se om de virkelig har gjort som det lyder i klageropet som har nådd Meg. Og hvis ikke, vil Jeg vite det." |
| 22 Mændene drejede af derfra og gik mod Sodoma, men Abraham blev stående foran Herren. | 22 Da vendte mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men Herren blev stående foran Abraham. | 22 Så vendte mennene seg bort derfra og gikk mot Sodoma, men Abraham stod fortsatt framfor Herrens åsyn. |
| 23 Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige? | 23 Og Abraham trådte nærmere og sagde: »Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse? | 23 Abraham kom nærmere og sa: "Vil Du også utslette den rettferdige sammen med den ugudelige? |
| 24 Måske er der halvtreds retfærdige i byen. Vil du så virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet på grund af de halvtreds retfærdige, som er i den? | 24 Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges skyld, som findes derinde. | 24 Om det nå finnes femti rettferdige i byen, vil Du utslette stedet og ikke skåne det, selv om det er femti rettferdige der? |
| 25 Du kan umuligt handle sådan og slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige, så retfærdige og uretfærdige far samme skæbne. Det kan du umuligt! | 25 Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme skæbne som de gudløse - det være langt.fra dig! Skulle den, der dømmer hele jorden, ikke selv øve ret?« | 25 Må det være langt fra Deg å gjøre noe slikt som dette, å drepe de rettferdige sammen med de ugudelige, slik at det skulle gå de rettferdige på samme måte som de ugudelige. Må det være langt fra Deg! Hele jordens Dommer, skulle ikke Han dømme rettferdig?" |
| 26 Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?" Herren svarede: "Hvis jeg i Sodoma finder halvtreds retfærdige i byen, vil jeg tilgive hele stedet for deres skyld." | 26 Da sagde Herren: »Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve byen, vil jeg for deres skyld tilgive hele stedet!« | 26 Da sa Herren: "Hvis Jeg i Sodoma finner femti rettferdige i byen, da skal Jeg skåne hele stedet for deres skyld." |
| 27 Abraham svarede: "Nu vover jeg igen at tale til dig, Herre, skønt jeg kun er støv og aske! | 27 Men Abraham tog igen til orde: »Se, jeg har dristet mig til at tale til min herre, skønt jeg kun er støv og aske! | 27 Abraham svarte og sa: "Se, jeg som bare er støv og aske, jeg har tatt meg den frihet å tale til Herren: |
| 28 Måske mangler der fem i de halvtreds retfærdige; vil du så ødelægge hele byen på grund af de fem." Han svarede: "Jeg vil ikke ødelægge den, hvis jeg finder femogfyrre." | 28 Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du da ødelægge hele byen for fems skyld?« Han svarede: »Jeg vil ikke ødelægge byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den.« | 28 Om det nå manglet fem på de femti rettferdige. Vil Du da ødelegge hele byen fordi det manglet fem?" Da sa Han: "Hvis Jeg finner førtifem der, skal Jeg ikke ødelegge den." |
| 29 Men Abraham blev ved med at tale til ham: "Måske findes der fyrre," og han svarede: "For de fyrres skyld vil jeg lade være at gøre det." | 29 Men han blev ved at tale til ham: »Måske findes der fyrretyve i den!« Han. svarede: »For de fyrretyves skyld vil jeg lade det være.« | 29 Enda en gang talte han til Ham og sa: "Om det nå skulle finnes førti der?" Da sa Han: "Jeg skal ikke gjøre det for de førtis skyld." |
| 30 Så sagde han: "Nu må du ikke blive vred, Herre, nar jeg taler. Maske findes der tredive," og han svarede: "Jeg vil ikke gøre det, hvis jeg finder tredive." | 30 Men han sagde: »Min herre må ikke blive vred, men lad mig tale: måske findes der tredive i den!« Han svarede: »Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den.« | 30 Da sa han: "Nå må ikke Herrens vrede opptennes om jeg taler: Om det nå skulle finnes tretti der?" Da sa Han: "Jeg skal ikke gjøre det hvis Jeg finner tretti der." |
| 31 Men han sagde: "Jeg vover igen at tale til dig, Herre! Maske findes der tyve," og han svarede: "For de tyves skyld vil jeg lade være at ødelægge den." | 31 Men han sagde: »Se, jeg har dristet mig til at tale til min herre: Måske findes de tyve i den!« Han svarede: »For de tyves skyld vil jeg lade være at ødelægge den.« | 31 Og han sa: "Se, jeg har tatt meg den frihet å tale til Herren: Om det nå skulle finnes tjue der?" Da sa Han: "Jeg skal ikke ødelegge den for de tjues skyld." |
| 32 Så sagde han: "Du må ikke blive vred, Herre, nar jeg taler denne ene gang endnu. Maske findes der ti," og han svarede: "For de tis skyld vil jeg lade være at ødelægge den." | 32 Men han sagde: »Min herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene gang endnu; måske findes der ti i den!« Han svarede: »For de tis skyld vil jeg lade være at ødelægge den.« | 32 Da sa han: "Nå må ikke Herrens vrede opptennes. Jeg vil tale bare én gang til: Om det nå skulle finnes ti der?" Og Han sa: "Jeg skal ikke ødelegge den for de tis skyld." |
| 33 Så gik Herren, da han var færdig med at tale med Abraham, og Abraham vendte hjem. | 33 Da nu Herren havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin bolig. | 33 Så gikk Herren bort, straks Han var ferdig med å tale med Abraham, og Abraham vendte tilbake dit han bodde. |