Første Mosebog 44 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Josef befalede sin hushovmester: "Fyld mændenes sække med så meget korn, som de kan bære, og læg deres penge øverst i hver enkelts sæk. | 1 Derefter befalede han sin hushovmester: »Fyld mændenes sække med korn, så meget de kan have med sig, og læg hvers pengesum oven i hans sæk | 1 Han bød han som hadde ansvar for huset sitt og sa: "Fyll sekkene til mennene med mat, så mye de klarer å bære, og legg pengene til hver av dem øverst i sekken hans! |
| 2 Øverst i den yngstes sæk skal du lægge mit bæger, sølvbægeret, sammen med pengene for hans korn." Han gjorde som Josef havde sagt. | 2 Og læg mit eget sølvbæger oven i den yngstes sæk sammen med pengene for hans korn!« Og han gjorde, som Josef bød. | 2 Legg også begeret mitt, sølvbegeret, øverst i sekken til den yngste, sammen med pengene for kornet." Så gjorde han etter det ord Josef hadde talt. |
| 3 Næste morgen ved daggry lod han mændene drage af sted med deres æsler. | 3 Da morgenen gryede, fik mændene lov at drage bort med deres æsler. | 3 Ved morgengry ble mennene sendt av sted, de og eslene deres. |
| 4 De var ikke kommet ret langt fra byen, før Josef sagde til sin hushovmester: "Sæt efter mændene! Når du indhenter dem, skal du sige til dem: Hvorfor har I gengældt godt med ondt? | 4 Men før de var kommet ret langt fra byen, bød Josef sin hushovmester: »Sæt efter mændene, og når du indhenter dem, sig så til dem: Hvorfor har I gengældt godt med ondt? | 4 Da de hadde kommet ut av byen, men ennå ikke hadde reist langt, sa Josef til ham som hadde ansvar for huset hans: "Bryt opp og følg etter mennene! Når du tar dem igjen, skal du si til dem: Hvorfor har dere gjengjeldt godt med ondt? |
| 5 Det er jo det bæger som han tager varsler med. I har handlet ondt!" | 5 Hvorfor har I stjålet mit sølvbæger? Det er jo min herres mundbæger, som han bruger til at tage varsler af! Ilde har I handlet ved at gøre således!« | 5 Er ikke dette det min herre drikker av, og som han bruker til å tyde overnaturlige varsler i? Dere gjorde ondt da dere utførte dette." |
| 6 Da han havde indhentet dem, sagde han sådan til dem, | 6 Og da han havde indhentet dem, sagde han det til dem. | 6 Så tok han dem igjen, og han talte til dem med disse ordene. |
| 7 og de svarede: "Hvordan kan du sige det, herre? Det kunne aldrig falde dine tjenere ind at gøre sådan noget. | 7 Men de svarede: »Hvor kan min herre tale således? Det være langt fra dine trælle at gøre sligt! | 7 De sa til ham: "Hvorfor sier min herre dette? Må det være langt fra oss at dine tjenere skulle gjøre noe slikt! |
| 8 De penge, vi fandt øverst i sækkene, bragte vi jo tilbage til dig fra Kana'an. Hvorfor skulle vi så stjæle sølv eller guld fra din herres hus? | 8 Se, de penge, vi fandt oven i vore sække, bragte vi tilbage til dig fra Kana'ans land - hvorfor skulle vi da stjæle guld eller sølv fra din herres hus! | 8 Se, de pengene vi fant øverst i sekkene våre hadde vi med tilbake fra Kanaans land. Hvorfor skulle vi da stjele sølv eller gull fra din herres hus? |
| 9 Den af dine tjenere, det findes hos, skal dø, og vi andre skal være trælle for dig, herre." | 9 Den af dine trælle, det findes hos, skal dø, og desuden vil vi andre være din herres trælle!« | 9 Uansett hvem av dine tjenere det blir funnet hos, han skal dø, og vi skal også være min herres slaver." |
| 10 Han svarede: Lad det være, som I siger. Den, det findes hos, skal væremin træl; I andre skal gå fri." | 10 han svarede: »Vel, lad det blive, som I siger: den, bægeret findes hos, skal være min træl, men I andre skal være sagesløse!« | 10 Og han sa: "La det være som dere sier! Han det blir funnet hos, skal være min slave, og dere skal være uten skyld." |
| 11 Så tog de hurtigt sækkene ned på jorden og åbnede hver sin sæk. | 11 Så skyndte de sig at løfte hver sin sæk ned på jorden og åbne den, | 11 Hver av dem skyndte seg da å løfte sekken sin ned på bakken, og hver av dem åpnet sekken sin. |
| 12 Han gennemsøgte dem, idet han begyndte med den ældste og endte med den yngste, og bægeret blev fundet i Benjamins sæk. | 12 og han undersøgte dem fra den ældstes til den yngstes, og bægeret blev fundet i Benjamins sæk. | 12 Så lette han. Han begynte med den eldste og sluttet med den yngste. Begeret ble funnet i sekken til Benjamin. |
| 13 Da flængede de deres klæder, og de læssede hver sit æsel og vendte tilbage til byen. | 13 Da sønderrev de deres klæder, og efter at have læsset sækkene hver på sit æsel vendte de tilbage til byen. | 13 Da flerret de klærne sine, og hver av dem lesset på eselet sitt og vendte tilbake til byen. |
| 14 Da Juda og hans brødre kom ind i Josefs hus, var han der stadig, og de kastede sig til jorden for ham. | 14 Da Juda og hans brødre kom ind i Josefs hus, hvor han endnu var, kastede de sig til jorden for ham; | 14 Juda og brødrene hans kom til Josefs hus, og han var der fremdeles. De falt til jorden foran ansiktet hans. |
| 15 Josef sagde til dem: "Hvad er det dog, I har gjort? Ved I ikke, at en mand som jeg tager varsler?" | 15 men Josef sagde til dem: »Hvad har I gjort! ved I ikke, at en mand som jeg forstår sig på hemmelige kunster?« | 15 Josef sa til dem: "Hvilken gjerning er det dere har gjort? Visste dere ikke at en mann som meg kan tyde overnaturlige varsler?" |
| 16 Juda sagde: "Hvad skal vi svare dig, herre? Hvad skal vi sige? Hvordan kan vi bevise, at vi er uskyldige, når Gud har fundet dine tjenere skyldige? Vi er nu min herres trælle, bade vi og den, bægeret blev fundet hos." | 16 Da sagde Juda: »Hvad skal vi svare min herre, hvad skal vi sige, og hvorledes skal vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine trælles brøde! Se, vi er min herres trælle, både vi andre og han, bægeret fandtes hos!« | 16 Da sa Juda: "Hva skal vi si til min herre? Hvordan skal vi tale? Eller hvordan skal vi rettferdiggjøre oss selv? Gud har funnet dine tjeneres misgjerning. Her er vi, min herres slaver, både vi og han som begeret ble funnet hos." |
| 17 Men han sagde: "Det kunne aldrig falde mig ind at handle sådan. Den mand, bægeret blev fundet hos, skal være min træl. I andre kan trygt tage tilbage til jeres far." | 17 Men han svarede: »Det være langt fra mig at handle således; den, bægeret fandtes hos, skal være min træl, men I andre kan i fred drage hjem til eders fader.« | 17 Men han sa: "Må det være langt fra meg å gjøre noe slikt! Den som begeret ble funnet hos, skal være slaven min. Men dere kan i fred dra opp til deres far." |
| 18 Så trådte Juda hen til ham og sagde: "Undskyld, herre! Lad din tjener tale til dig, herre, uden at din vrede flammer op imod mig; du er jo Faraos lige. | 18 Da trådte Juda hen til ham og sagde: »Hør mig, min herre, lad din træl tale et ord for min herres ører og lad ikke vreden blusse op i dig mod din træl, thi du er jo som Farao! | 18 Da kom Juda bort til ham og sa: "Min herre, jeg ber deg, la din tjener få tale et ord til min herre, og la ikke din vrede bli opptent mot din tjener! For du er til og med som Farao. |
| 19 Du spurgte os, herre: Har I en far eller en bror? | 19 Min herre spurgte sine trælle har I fader eller broder? | 19 Min herre spurte sine tjenere og sa: "Har dere en far eller en bror?" |
| 20 Vi svarede dig, herre: Vi har en gammel far, og vi har en lillebror, som han har fået i sin alderdom. Hans bror er død; han er den eneste, der er tilbage efter hans mor, og hans far elsker ham. | 20 Og vi svarede min herre: ja, vi har en gammel fader, og der er en dreng, som blev født i hans alderdom; en broder til ham er død, og selv er han den eneste, hans moder efterlod sig, og hans fader elsker ham. | 20 Vi sa til min herre: "Vi har en far, en gammel mann, og et barn han fikk i høy alder. Barnet er i sin ungdom. Hans bror er død, og han er alene igjen av sin mors barn, og hans far elsker ham." |
| 21 Så sagde du til os, herre: Bring ham herned, så at se. | 21 Så sagde du til dine trælle: Bring ham med herned til mig, at jeg kan se ham med egne øjne! | 21 Da sa du til dine tjenere: "Ta ham med hit ned til meg, så jeg kan få feste øynene mine på ham." |
| 22 Men vi svarede dig, herre: Drengen kan ikke forlade sin far. Gør han det, dør hans far! | 22 Men vi svarede min herre: Drengen kan ikke forlade sin fader, thi hans fader dør, hvis han forlader ham! | 22 Vi sa til min herre: "Gutten kan ikke forlate sin far, for hvis han skulle forlate sin far, ville hans far dø." |
| 23 Men du, herre, sagde til os: Hvis jeres yngste bror ikke kommer herned sammen med jer, skal I ikke vise jer for mig igen. | 23 Så sagde du til dine trælle: kommer eders yngste broder ikke med herned, så bliver I ikke mere stedt for mit åsyn! | 23 Men du sa til dine tjenere: "Hvis ikke deres yngste bror kommer ned hit sammen med dere, skal dere ikke få se mitt ansikt igjen." |
| 24 Da vi var kommet hjem til din tjener, min far, fortalte vi ham, hvad du havde sagt, herre. | 24 Vi rejste så op til din træl. min fader, og fortalte ham, hvad min herre havde sagt. | 24 Slik gikk det til at da vi drog opp til din tjener, vår far, så fortalte vi ham hva min herre hadde sagt. |
| 25 Vores far sagde: Tag af sted igen, og køb lidt korn til os. | 25 Da vor fader siden sagde: Rejs atter hen og køb os lidt føde! | 25 Vår far sa: "Dra tilbake og kjøp litt mat til oss!" |
| 26 Men vi svarede: Det kan vi ikke. Hvis vores yngste bror er med os, vil vi tage derned, for vi kan kun vise os for manden, hvis vores yngste bror er med os. | 26 Svarede vi: vi kan ikke rejse derned, hvis ikke vor yngste broder følger med, thi vi bliver ikke stedt for mandens åsyn, medmindre vor yngste broder er med! | 26 Men vi sa: "Vi kan ikke dra ned igjen. Hvis vår yngste bror er med oss, da skal vi dra ned. For vi kan ikke få se mannens ansikt uten at vår yngste bror er med oss." |
| 27 Så sagde din tjener, min far, til os: I ved, at min kone fødte mig to drenge. | 27 Så sagde din træl, min fader. til os: I ved jo, at min hustru fødte mig to sønner; | 27 Da sa din tjener, min far, til oss: "Dere vet selv at min hustru fødte meg to sønner. |
| 28 Den ene forsvandt for mig, og jeg tænkte: Han er blevet sønderrevet. Jeg har ikke set ham siden. | 28 den ene gik bort fra mig, og jeg sagde: han er sikkerlig revet ihjel! Og jeg har ikke set ham siden; | 28 Den ene drog ut fra meg, og jeg sa: Sannelig, han er sikkert revet i filler. Siden har jeg ikke sett ham. |
| 29 Hvis I også tager ham her fra mig, og der tilstøder ham en ulykke, så bringer I mig gamle mand ned i dødsriget med smerte. | 29 hvis I nu også tager denne fra mig, og der tilstøder ham en ulykke, bringer I mine grå hår i dødsriget med smerte! | 29 Men hvis dere også tar denne fra meg, og en ulykke rammer ham, vil dere føre meg gråhåret med sorg ned i dødsriket." |
| 30 Kommer jeg nu hjem til din tjener, min far, uden drengen, som han er så tæt knyttet til, | 30 Kommer jeg derfor hjem til din træl, min fader, uden at drengen, ved hvem han hænger med hele sin sjæl, er med, | 30 Derfor, når jeg kommer til din tjener, min far, og gutten ikke er med oss - for hans sjel er knyttet til guttens sjel -, |
| 31 så dør han, når han ser, at drengen ikke er med, og så vil vi have bragt din tjener, vores gamle far, ned i dødsriget med sorg, herre. | 31 så bliver det hans død, når han ser, at drengen ikke er med og dine trælle vil bringe din træl vor faders grå hår i dødsriget med sorg. | 31 da vil det skje når han ser at gutten ikke er med oss, at han kommer til å dø. Da vil dine tjenere føre din tjener, vår far, gråhåret med sorg ned i dødsriket. |
| 32 Jeg står inde for drengen over for min far, herre; jeg har sagt: Hvis jeg ikke bringer ham med tilbage til dig, skal jeg altid stå som skyldig over for dig, far. | 32 Men din træl skal svare sin fader for drengen, og jeg har forpligtet mig til at være hans skyldner for bestandig, hvis jeg ikke bringer ham til ham; | 32 For din tjener tok ansvaret for gutten overfor min far, og jeg sa: "Hvis jeg ikke fører ham tilbake til deg, da skal jeg bære skylden overfor min far for all tid." |
| 33 Lad mig derfor blive tilbage som din træl, herre, i stedet for drengen, så han kan tage tilbage sammen med sine brødre. | 33 lad derfor din træl blive tilbage i drengens sted som min herres træl, men lad drengen drage hjem med sine brødre! | 33 Jeg ber deg, la derfor din tjener bli igjen som min herres slave i stedet for gutten, og la gutten dra opp sammen med sine brødre. |
| 34 For hvordan skulle jeg kunne tage tilbage til min far uden drengen? Jeg vil ikke kunne bære at se den ulykke ramme min far." | 34 Thi hvorledes skulle jeg kunne drage hjem til min fader, når jeg ikke har drengen med? Jeg vil ikke kunne være vidne til den ulykke, der rammer min fader!« | 34 For hvordan skal jeg kunne dra opp til min far hvis gutten ikke er med meg? Da får jeg bare se det onde som kommer over min far." |