Første Samuelsbog 2 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Hanna bad: Mit hjerte fryder sig over Herren, Herren har løftet mit horn. Jeg spærrer munden op imod mine fjender, for jeg glæder mig over din frelse. | 1 Da bad Hanna og sagde: mit hjerte jubler over Herren, mit horn er løftet ved min Gud, min mund vidt opladt mod mine fjender, jeg glæder mig over din frelse. | 1 Hanna bad og sa: Mitt hjerte fryder seg i Herren. Mitt horn er opphøyet i Herren, min munn er åpnet vidt opp mot mine fiender, for jeg gleder meg i Din frelse. |
| 2 Ingen er hellig som Herren, der er ingen uden dig, ingen klippe som vor Gud. | 2 Der er ingen hellig som Herren, nej, der er ingen uden dig, der er ingen klippe som vor Gud. | 2 Ingen er hellig som Herren, for det er ingen ved siden av Deg, og det er ingen klippe som vår Gud. |
| 3 Hold op med jeres store ord, fræk tale må ikke udgå af jeres mund, for Herren er en Gud, der ved alt, af ham prøves hver en gerning. | 3 Vær varsomme med eders store ord, frækhed undslippe ej eders mund! Thi en vidende Gud er Herren, og gerninger vejes af ham. | 3 Tal ikke lenger så stolte ord! La ikke frekkheten tale fra deres munn, for Herren er kunnskapens Gud. Og av Ham blir handlingene veiet. |
| 4 Heltenes bue brækkes, men de segnefærdige væbner sig med styrke. | 4 Heltes bue er brudt, men segnende omgjorder sig med kraft; | 4 De mektiges buer brytes, og de som snublet, blir væpnet med kraft. |
| 5 Mætte lader sig fæste for brød, men sultne behøver det ikke. Den ufrugtbare føder syv børn, men den med de mange børn sygner hen. | 5 mætte lader sig leje for brød, men sultnes slid hører op; den ufrugtbare føder syv, men den med de mange vansmægter. | 5 De som var mette, har leid seg bort for brød, og de sultne har sluttet å sulte. Selv den barnløse har født sju, og hun visner som hadde mange barn. |
| 6 Herren dræber, og han gør levende, han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra; | 6 Herren døder, gør levende, fører ned i dødsriget og fører op; | 6 Herren slår i hjel og gjør levende. Han fører ned i dødsriket og fører opp igjen. |
| 7 Herren gør fattig, og han gør rig, han ydmyger, og han ophøjer. | 7 Herren gør fattig, gør rig, han nedbøjer | 7 Herren gjør fattig og gjør rik. Han fornedrer og opphøyer. |
| 8 Fra støvet rejser han de svage, fra skarnet løfter han de fattige, han sætter dem blandt fyrster og giver dem hæderspladsen. For jordens søjler tilhører Herren, han satte jorden på dem. | 8 han rejser ringe af støvet, af skarnet løfter han fattige for at bænke og give dem ærespladsen. Thi Herrens er jordens søjler, jorderig bygged han på dem. | 8 Han reiser den fattige opp fra støvet og løfter tiggeren fra askehaugen, for å sette dem blant fyrster og la dem arve herlighetens trone. For jordens støtter hører Herren til, og Han har satt den bebodde verden på dem. |
| 9 Han værner sine fromme, hvor de går, men ugudelige omkommer i mørket, for ingen sejrer ved egen kraft. | 9 Han vogter sine frommes skridt, men gudløse omkommer i mørket; thi ingen vinder sejr ved egen kraft. | 9 Han skal vokte Sine helliges føtter, men de ugudelige skal føres til taushet i mørket. For ikke noe menneske makter noe ved hjelp av egen styrke. |
| 10 Herrens modstandere forfærdes, den Højeste tordner i himlen. MåtteHerren dømme den vide jord, måtte han give sin konge styrke, løfte sin salvedes horn. | 10 Herren - hans fjender forfærdes, den højeste tordner i himmelen, Herren dømmer den vide jord! Han skænker sin konge kraft, løfter sin salvedes horn! | 10 De som strider mot Herren, skal knuses fullstendig. Fra himmelen lar Han det tordne mot dem. Herren skal dømme jordens ender. Han gir styrke til Sin Konge og opphøyer Sin Salvedes horn. |
| 11 Så gik Elkana hjem til Rama; men drengen gjorde tjeneste for Herren under præsten Elis tilsyn. | 11 Så drog hun til Rama, men drengen gjorde tjeneste for Herren under præsten Elis tilsyn. | 11 Så drog Elkana til sitt hus i Rama. Men gutten tjente Herren framfor presten Elis åsyn. |
| 12 Elis sønner var ugudelige, så de ikke kendte Herren. | 12 Men Elis sønner var niddinger; de ænsede hverken Herren | 12 Men Elis sønner var ondskapens sønner. De kjente ikke Herren. |
| 13 Præsterne havde krav på dette hos folket: Hver gang en mand bragte et slagtoffer, måtte præstens tjener komme med en tregrenet gaffel i hånden. Mens kødet kogte, | 13 eller præstens ret over for folket. Hver gang en mand bragte et slagtoffer, kom præstens tjener, medens kødet kogte, med en tregrenet gaffel i hånden | 13 Slik hadde prestene for vane å gjøre mot folket: Når noen ofret et offer, pleide prestens tjener å komme med en tre-tinnet kjøttkrok i hånden, mens kjøttet kokte. |
| 14 stak han gaflen ned i skålen eller krukken eller kogekarret eller gryden, og alt, hvad han fik op med gaflen, tog præsten selv. Sådan plejede de at gøre over for alle israelitter, som kom til Shilo. | 14 Og stak den ned i karret, krukken, kedelen eller gryden, og alt, hvad gaffelen fik med op, tog præsten for sin del. Således bar de sig ad over for alle de israelitter, som kom til Silo for at ofre der. | 14 Så pleide han å stikke den i karet, krukken, kjelen eller gryten. Alt det som kom opp med kjøttkroken, tok presten til seg selv. I Sjilo gjorde de slik med alle israelittene som kom dit. |
| 15 Men nu kom præstens tjener, før fedtet var blevet brændt, og sagde til den mand, der ofrede: "Giv præsten noget kød til at stege! Han tager ikke imod kogt kød fra dig, kun råt." | 15 Eller også kom præstens tjener, før de bragte fedtet som røgoffer, og sagde til manden, som ofrede: »Giv præsten kød til at stege; han tager ikke mod kogt kød af dig, kun råt!« | 15 Også før de lot fettet gå opp i røyk, pleide prestens tjener å komme og si til den mannen som ofret: "Gi presten noe kjøtt å steke, for han tar ikke imot kokt kjøtt fra deg, bare rått." |
| 16 Og hvis manden sagde til ham: "Fedtet skal først brændes, så kan du tage så meget, du vil," svarede han: "Nej! Giv mig det straks, ellers tager jeg det med magt." | 16 Sagde manden nu til ham: »Først må fedtet bringes som røgoffer, bagefter kan du tage så meget, du lyster!« svarede han: »Nej, giv mig det nu, ellers tager jeg det med magt!« | 16 Hvis mannen sa til ham: "De skulle egentlig la fettet gå opp i røyk først, og så kan du ta til deg av din sjels lyst," pleide han å svare ham: "Nei, men du må gi det nå. Og hvis ikke, tar jeg det med makt." |
| 17 Den synd, de unge mænd begik for Herrens ansigt, var meget stor, da det var Herrens offer, de viste foragt for. | 17 Og de unge mænds synd var såre stor for Herrens åsyn, idet de viste ringeagt for Herrens offergaver. | 17 Derfor var de unge mennenes synd meget stor for Herrens åsyn, for mennene foraktet Herrens offer. |
| 18 Samuel gjorde tjeneste for Herrens ansigt; skønt han kun var en dreng, var han iført en linned efod. | 18 imidlertid gjorde Samuel tjeneste for Herrens åsyn; og drengen var iført en linned efod. | 18 Men Samuel gjorde tjeneste for Herrens åsyn, en liten gutt kledd i en efod av lin. |
| 19 Hvert år lavede hans mor en lille kappe, som hun tog med til ham, når hun sammen med sin mand drog op for at bringe det årlige slagtoffer. | 19 Hans moder lavede hvert år en lille kappe til ham og bragte ham den, når hun drog op med sin mand for at ofre det årlige offer. | 19 Dessuten lagde hans mor hvert år en liten kappe til ham, som hun tok med til ham når hun drog opp med sin mann for å ofre det årlige offeret. |
| 20 Eli velsignede ELkana og hans kone og sagde: "Herren give dig børn med denne kvinde i stedet for ham, der kom til at tilhøre Herren." Så gik de hjem, | 20 Og Eli velsignede Elkana og hans hustru og sagde: »Herren give dig afkom af denne kvinde til gengæld for ham, hun overlod Herren!« Så gik de hjem igen. | 20 Eli pleide å velsigne Elkana og hans hustru og si: "Må Herren gi deg etterkommere med denne kvinnen i stedet for den hun bad om fra Herren." Så pleide de å dra tilbake til sitt eget hjem. |
| 21 og Herren tog sig af Hanna. Hun blev gravid og fødte tre sønner og to døtre. Men den lille Samuel voksede op hos Herren. | 21 Og Herren så til Hanna, og hun blev frugtsommelig og fødte tre sønner og to døtre. Men drengen Samuel voksede op hos Herren. | 21 Og Herren så til Hanna, så hun ble med barn og fødte tre sønner og to døtre. Imens vokste gutten Samuel opp hos Herren. |
| 22 Eli var nu meget gammel. Da han hørte, hvordan hans sønner bar sig ad over for alle israelitterne, og at de lå med de kvinder, der havde deres arbejde ved indgangen til Åbenbaringsteltet, | 22 Eli var meget gammel, og da han hørte, hvorledes hans sønner behandlede hele Israel, og at de lå hos kvinderne, som gjorde tjeneste ved indgangen til åbenbaringsteltet, | 22 Eli var meget gammel. Han hørte om alt det hans sønner gjorde mot hele Israel, og at de lå med kvinnene som samlet seg ved døren til Åpenbaringsteltet. |
| 23 sagde han til dem: "Hvorfor bærer I jer sådan ad? Fra hele folket hører jeg, hvor ondt I handler. | 23 sagde han til dem: »Hvorfor gør I sådanne ting, som jeg hører alt folket tale om? | 23 Så sa han til dem: "Hvorfor gjør dere slike ting? For fra hele dette folket hører jeg om deres onde gjerninger. |
| 24 Hold op med det, mine sønner! Det er ikke noget godt rygte, jeg hører Herrens folk udbrede om jer. | 24 Bær eder dog ikke således ad, mine sønner! Thi det er ikke noget godt rygte, jeg hører gå fra mund til mund i Herrens folk. | 24 Nei, mine sønner! For det er ikke noen god melding jeg hører. Dere fører Herrens folk ut i overtredelse. |
| 25 Hvis en mand synder mod en anden, kan Gud mægle; men hvis han synder mod Herren, hvem skal så optræde som mægler?" Men de hørte ikke på deres far, for Herren havde besluttet, at de skulle dø. | 25 Når en mand synder mod en anden, dømmer Gud dem imellem; men synder en mand mod Herren, hvem kan da optræde som dommer til gunst for ham?« Men de brød sig ikke om deres faders advarsel, thi Herren ville deres død. | 25 Hvis en mann synder mot en annen mann, skal Gud dømme ham. Men hvis en mann synder mot Herren, hvem skal da gå i forbønn for ham?" Likevel hørte de ikke på sin fars røst, for Herren hadde besluttet at de skulle dø. |
| 26 Den lille Samuel blev stadig mere vellidt både af Herren og af mennesker. | 26 Men drengen Samuel voksede til og gik stadig frem i yndest både hos Herren og mennesker. | 26 Gutten Samuel vokste og ble stor og gikk fram i det som var godt både hos Herren og blant mennesker. |
| 27 Da kom en gudsmand til Eli og sagde til ham: "Dette siger Herren: Jeg åbenbarede mig for dit fædrenehus, dengang de i Egypten tjente Faraos hus. | 27 Da kom en Guds mand til Eli og sagde: så siger Herren: »Se, jeg åbenbarede mig for dit fædrenehus, dengang de var trælle for Faraos hus i Ægypten, | 27 Da kom en Guds mann til Eli og sa til ham: "Så sier Herren: Har Jeg virkelig ikke åpenbart Meg for din fars hus da de var i Faraos hus i Egypt? |
| 28 Af alle Israels stammer udvalgte jeg dem til at være præster for mig, til at stige op på mit alter, bringe røgelsesoffer og bære efod for mit ansigt, og jeg tildelte dit fædrenehus alle israelitternes ofre. | 28 og jeg udvalgte det af alle Israels stammer til at gøre præstetjeneste for mig, til at træde op på mit alter for at tænde offerild og til at bære efod for mit åsyn; og jeg tildelte dit fædrenehus alle israeliternes ildofre. | 28 Har Jeg ikke utvalgt ham blant alle Israels stammer til å være prest for Meg, til å ofre på Mitt alter, til å brenne røkelse og til å bære efoden for Mitt åsyn? Og har Jeg ikke gitt din fars hus alle matofrene fra Israels barn? |
| 29 Hvorfor viser I da ringeagt for de slagtofre og afgrødeofre, som jeg har påbudt i min bolig, og hvorfor ærer du dine sønner mere end mig, så I mæsker jer med det bedste af alle de offergaver, som mit folk Israel bringer? | 29 Hvor kan du da se ondt til mit slagtoffer og afgrødeoffer, som jeg har påbudt, og ære dine sønner fremfor mig, idet l gør eder tilgode med det bedste at alle mit folk Israels offergaver! | 29 Hvorfor tråkker dere på Mitt slaktoffer og Mine offergaver, dem Jeg har befalt i Min bolig, og hvorfor gir du dine sønner større ære enn Meg, så dere gjør dere fete med det beste av alle offergavene fra Mitt folk Israel? |
| 30 Derfor siger Herren, Israels Gud: Nok har jeg sagt, at dit hus og dit fædrenehus altid skal have deres gang for mit ansigt; men nu siger Herren: Det skal ikke ske! Kun dem, der ærer mig, vil jeg ære, men de, der ringeagter mig, skal blive til skamme. | 30 Derfor lyder det fra Herren, Israels Gud: vel har jeg sagt, at dit hus og dit fædrenehus for stedse skulle færdes for mit åsyn; men nu, lyder det fra Herren, være det langt fra mig! Nej, dem, som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes. | 30 Derfor sier Herren, Israels Gud: Sannelig, Jeg har sagt at ditt hus og din fars hus skal vandre for Mitt åsyn til evig tid. Men nå sier Herren: Det være langt fra Meg! For dem som ærer Meg, skal Jeg ære. Og de som forakter Meg, skal aktes for intet. |
| 31 Den tid skal komme, da jeg hugger armen af dig og dit fædrene hus, så ingen i dit hus bliver gammel. | 31 Se, den tid skal komme, da jeg, afhugger din og dit fædrenehus's arm, så ingen i dit hus skal blive gammel; | 31 Se, dager kommer da Jeg vil bryte din makt og makten til din fars hus, så det aldri blir noen gammel mann i ditt hus. |
| 32 Og du skal se med misundelse på alt det gode, jeg gør mod Israel. Men i dit hus skal ingen nogen sinde blive gammel. | 32 og du skal se ondt til alt det gode, Herren gør mod Israel, og ingen sinde skal nogen i din slægt blive gammel. | 32 Du skal få se en fiende i Min bolig, til tross for alt det gode som blir Israel til del. Og i alle dagene som kommer, skal det ikke bli noen gammel mann i ditt hus. |
| 33 Kun en enkelt af din slægt vil jeg undlade at udrydde fra mit alter; jeg slukker Iyset i dine øjne og tager livskraften fra dig. Alle andre i din slægt skal dø i deres bedste alder. | 33 Kun en eneste af din slægt vil jeg undlade at bortrydde fra mit alter for at lade hans øjne hentæres og hans sjæl vansmægte: men alle de andre i din slægt skal dø for menneskers sværd. | 33 Men en mann hos deg som Jeg ikke river bort fra Mitt alter, skal tære bort dine øyne og føre sorg over din sjel. Og alle etterkommerne av ditt hus skal dø i sin beste alder. |
| 34 Og det, der rammer dine to sønner Hofni og Pinehas, skal være dig et tegn: De skal begge dø på samme dag. | 34 Og det tegn, du får derpå, skal være det, der overgår dine to sønner hofni og Pinehas: på een dag skal de begge dø. | 34 Dette skal være et tegn for deg, et tegn på hva som skal komme over dine to sønner, over Hofni og Pinhas: På én dag skal de begge dø. |
| 35 Men jeg vil lade en trofast præst fremstå, som skal handle efter mit ønske og min vilje. Til ham vil jeg bygge et hus, der står fast, og han skal altid have sin gang for min salvedes ansigt. | 35 Men jeg vil udvælge mig en trofast præst; han skal handle efter mit hjerte og mit sind, og ham vil jeg bygge et varigt hus, så han altid skal færdes for min salvedes åsyn. | 35 Så skal Jeg reise opp en trofast prest for Meg. Han skal gjøre etter det som er i Mitt hjerte og Min sjel. Jeg skal bygge et trygt hus for ham, og han skal vandre for Min Salvedes åsyn alle dager. |
| 36 Da skal alle, der er tilbage i dit hus, komme og kaste sig ned for ham for at få en skilling eller et stykke brød, og de skal sige: Lad mig dog få plads i et af præsteskaberne, så jeg kan få lidt at spise." | 36 Da skal enhver, som er tilbage af din slægt, komme og kaste sig til jorden for ham for at få en skilling eller en skive brød, og han skal sige: und mig dog plads ved et af dine præsteskaber, for at jeg kan have en bid brød at spise!« | 36 Da skal det skje: Hver den som er igjen av ditt hus, skal komme og falle på kne for ham for å få en sølvmynt og en brødleiv, og si: Jeg ber deg, sett meg inn i en av stillingene som prest, så jeg kan få en brødsmule å spise." |