Anden Krønikebog 6 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Kongen vendte sig om og velsignede hele Israels forsamling, mens hel Israels forsamling stod op. | 1 Ved den lejlighed sang Salomo: »Herren har sagt, han vil bo i mulmet!« | 1 Da sa Salomo: Herren har sagt at Han vil bo i den mørke skyen. |
| 2 Han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud som nu har opfyldt, hvad han lovede min far David, da han sagde: | 2 Nu har jeg bygget dig et hus til bolig, et sted, du for evigt kan dvæle. | 2 Sannelig, jeg har bygd et opphøyet hus for Deg, et sted der Du kan bo til evig tid. |
| 3 "Fra den dag jeg førte mit folk ud af Egypten, udvalgte jeg ingen by i nogen af Israel stammer, hvor der skulle bygges et hus, mit navn kunne være i, og jeg udvalgte ingen til at være fyrste over mit folk Israel; | 3 Derpå vendte kongen sig om og velsignede hele Israels forsamling, der imens stod op; | 3 Deretter snudde kongen seg og velsignet hele Israels forsamling, mens hele Israels forsamling stod. |
| 4 men jeg udvalgte Jerusalem, hvor mit navn skulle være, og jeg udvalgte David til at herske over mit folk Israel." | 4 og han sagde: »Lovet være Herren, Israels Gud, hvis hånd har fuldført, hvad hans mund talede til min fader David, dengang han sagde: | 4 Han sa: "Lovet være Herren, Israels Gud, som talte med Sin munn til min far David, og som har oppfylt det med Sin hånd og sagt: |
| 5 Min far David havde besluttet at bygge et hus for Herrens Israels Guds, navn; | 5 Fra den dag jeg førte mit folk ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt nogen by i nogen af Israels stammer, hvor man skulle bygge et hus til bolig for mit navn, og jeg har ikke udvalgt nogen mand til at være hersker over mit folk Israel; | 5 "Fra den dagen Jeg førte Mitt folk ut av landet Egypt, har Jeg ikke utvalgt noen by fra noen stamme av Israel, der Jeg ville bygge et hus, så Mitt navn skulle være der. Jeg utvalgte heller ikke noen mann til å være fyrste over Mitt folk Israel. |
| 6 men Herren sagde til min far David: "Det er rigtigt af dig, at du har besluttet at bygge et hus for mit navn. | 6 men Jerusalem udvalgte jeg til bolig for mit navn, og David udvalgte jeg til at herske over mit folk Israel. | 6 Likevel har Jeg utvalgt Jerusalem, for at Mitt navn skal være der, og Jeg har utvalgt David til å stå over Mitt folk Israel." |
| 7 Dog er det ikke dig, de skal bygge huset; din søn, dit eget kød og blod, skal bygge huset for mit navn." | 7 Og min fader David fik i sinde at bygge Herrens, Israels Guds, navn et hus; | 7 Det lå på min far Davids hjerte å bygge et hus for Herren, Israels Guds navn. |
| 8 Herren har holdt det løfte, han gav: Jeg har efterfulgt min far David jeg sidder på Israels trone, som Herren lovede, og jeg har bygget huset for Herrens, Israels Guds, navn. | 8 men Herren sagde til min fader David: At du har i sinde at bygge mit navn et hus, er ret af dig; | 8 Men Herren sa til min far David: "Fordi det lå deg på hjertet å bygge et hus for Mitt navn, gjorde du det gode ved å la dette ligge deg på hjertet. |
| 9 Dér har jeg sat arken, hvori den pagt er, som Herren sluttede medisraelitterne. | 9 dog skal ikke du bygge det hus, men din søn, der udgår af din lænd, skal bygge mit navn det hus. | 9 Likevel skal ikke du bygge huset, men din sønn som skal komme fra ditt eget liv, han skal bygge huset for Mitt navn." |
| 10 Salomo stillede sig foran Herrens alter over for hele Israels forsamling og bredte sine hænder ud; | 10 nu har Herren opfyldt det ord, han talede, og jeg er trådt i min fader Davids sted og sidder på Israels trone, som Herren sagde, og jeg har bygget Herrens, Israels Guds, navn huset; | 10 Slik har Herren oppfylt det ordet Han talte, og jeg har trådt i min far Davids sted, og jeg sitter på Israels trone, slik Herren har sagt. Jeg har bygd huset for Herren, Israels Guds navn. |
| 11 Salomo havde nemlig lavet et podium af bronze som han havde stillet midt i forgården; det var fem alen langt, fem alen bredt og tre alen højt. Han stillede sig op på det, faldt på knæ foran hele Israels forsamling, bredte sine hænder ud mod himlen | 11 og jeg har der beredt en plads til arken med den pagt, Herren sluttede med israeliterne.« | 11 Der har jeg satt arken, der Herrens pakt er, den Han sluttet med Israels barn." |
| 12 og bad: Herre, Israels Gud, der er ingen Gud som du i himlen og på jorden, en Gud, der bevarer pagten og troskaben mod dine tjenere, når de af hele deres hjerte vandrer for dit ansigt. | 12 Derpå trådte Salomo frem foran Herrens alfer lige over for hele Israels forsamling og udbredte hænderne. | 12 Så stod han for Herrens alter fram for hele Israels forsamling. Han rakte ut hendene sine. |
| 13 Du har holdt, hvad du lovede din tjener min farDavid; hvad du lovede ham, har du opfyldt i dag. | 13 Salomo havde nemlig ladet lave en fem alen lang, fem alen bred og tre alen høj talerstol af hobber og stillet den op midt i gården; på den trådte han op og kastede sig på knæ foran hele Israels forsamling, udbredte sine hænder mod himmelen | 13 Salomo hadde laget en bronseforhøyning som var fem alen lang, fem alen bred og tre alen høy. Den hadde han satt midt i forgården. Han stod på den, la seg på kne rett foran hele Israels forsamling og rakte hendene sine mot himmelen. |
| 14 Herre, Israel Gud, hold nu det løfte, du gav din tjener, min far David: "Der skal aldrig mangle en af din slægt til at sidde på Israels trone, hvis blot dine sønner vogter deres færd, så de følger min lov, sådan som du har vandret for mit ansigt." | 14 og sagde: »Herre, Israels Gud, der er ingen Gud som du i himmelen og på jorden, du, som holder fast ved din pagt og din miskundhed mod dine tjenere, når de af hele deres hjerte vandrer for dit åsyn, | 14 Han sa: "Herre, Israels Gud, det er ingen Gud som Du i himmelen eller på jorden, Du som holder fast på pakten og miskunnhet mot Dine tjenere som vandrer for Ditt åsyn av hele sitt hjerte. |
| 15 Herre, Israels Gud, lad nu dit løfte, som du gav din tjener David, stå fast. | 15 du, som har holdt, hvad du lovede din tjener, min fader David, og i dag opfyldt med din hånd, hvad du talede med din mund. | 15 Du har holdt det Du lovte Din tjener David, min far. Du har både talt med Din munn og oppfylt det med Din hånd, slik det er i dag. |
| 16 Bor Gud da hos menneskene på jorden? Nej, himlen og himlene himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget! | 16 Så hold da nu, herre, Israels Gud, hvad du lovede din tjener, min fader David, da du sagde: En efterfølger skal aldrig fattes dig for mit åsyn til at sidde på Israels trone, når kun dine sønner vil tage vare på deres vej og vandre i min lov, som du har vandret for mit åsyn! | 16 Derfor, Herre, Israels Gud, må Du nå holde det Du lovte Din tjener David, min far, da Du sa: "Du skal aldri mangle en mann til å sitte for Mitt åsyn på Israels trone, så sant dine sønner tar seg i vare på sin vei, så de vandrer i Min lov, slik du har vandret for Mitt åsyn." |
| 17 Vend dig til din tjeners bøn og bønfaldelse, Herre min Gud, og hør det råb og den bøn, din tjener beder for dit ansigt. | 17 Så lad nu, herre, Israels Gud, det ord opfyldes, som du tilsagde din tjener David! | 17 Og nå, Herre, Israels Gud, la Ditt ord bli stadfestet som sant, det Du har talt til Din tjener David. |
| 18 Lad dine øjne være åbne for dette hus dag og nat, det sted, om hvilket du har sagt, at dér vil du sætte dit navn, og hør den bøn, din tjener beder vendt mod dette sted. | 18 Men kan Gud da virkelig bo blandt menneskene på jorden? Nej visselig, himlene, ja himlenes himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget! | 18 Men kan Gud i sannhet bo blant menneskene på jorden? Se, himmelen og himlenes himmel kan ikke romme Deg. Hvor mye mindre dette huset som jeg har bygd! |
| 19 Hør din tjeners og dit folk Israels bønfaldelse, når de beder vendt mod dette sted! Hør den fra det sted, hvor du bor, fra himlen, ja, hør og tilgiv! | 19 Men vend dig til din tjeners bøn og begæring, herre min Gud, så du hører det råb og den bøn, din tjener opsender for dit åsyn; | 19 Men vend Ditt åsyn til Din tjeners bønnerop og bønn om nåde, Herre min Gud, og lytt til ropet og bønnen som Din tjener ber for Ditt åsyn: |
| 20 Hvis nogen synder mod sin næste, og man afkræver ham en ed, og han kommer og aflægger ed foran dit alter i dette hus, | 20 lad dine øjne være åbne over dette hus både dag og nat, over det sted, hvor du har sagt, du ville stedfæste dit navn, så du hører den bøn, din tjener opsender, vendt mod dette sted! | 20 La Dine øyne være åpne mot dette huset dag og natt, mot dette stedet der Du sa Du ville la Ditt navn bo, så Du kan høre den bønnen Din tjener ber, vendt mot dette stedet. |
| 21 så hør fra himlen, og grib ind; skift ret mellem dine tjenere, gengæld den skyldige, og lad hans gerning ramme ham selv, men frikend den uskyldige, så han får efter sin uskyld! | 21 Og hør den bøn, dinjener og dit folk Israel opsender, vendt mod dette sted; du høre den der, hvor du bor, i himmelen, du høre og tilgive! | 21 Må Du høre bønnene om nåde fra Din tjener og fra Ditt folk Israel, når de ber, vendt mot dette stedet. Hør fra Din bolig i himmelen, og når Du hører, må Du tilgi! |
| 22 Og hvis dit folk Israel bliver slået af fjenden, fordi de har syndet mod dig, og de så vender om og priser dit navn og beder og bønfalder dig i dette hus, | 22 Når nogen synder imod sin næste, og man afkræver ham ed og lader ham sværge, og han kommer og aflægger ed foran dit alter i dette hus, | 22 Hvis noen synder mot sin neste og blir tvunget til å avlegge ed, og han kommer og avlegger eden framfor Ditt alter i dette huset, |
| 23 så hør fra himlen, tilgiv dit folk Israels synd, og før dem tilbage til det land, du gav dem og deres fædre! | 23 så høre du det i himmelen og gøre det og dømme dine tjenere imellem, så du gengælder den skyldige og lader hans gerning komme overhans hoved og frikender den uskyldige og gør med ham efter hans uskyld. | 23 da må Du høre fra himmelen! Du må gripe inn og dømme Dine tjenere rettferdig, så Du gjengjelder den skyldige ved å la hans ferd komme over hans eget hode, men rettferdiggjør den rettferdige, så Du gir ham igjen etter hans rettferdighet. |
| 24 Når himlen lukkes, og der ikke kommer regn, fordi de har syndet mod dig, og de beder vendt mod dette sted og priser dit navn og vender om fra deres synd, fordi du har ydmyget dem, | 24 Når dit folk Israel tvinges til at fly for en fjende, fordi de synder imod dig, og de så omvender sig og bekender dit navn og opsender bønner og begæringer for dit åsyn i dette hus, | 24 Dersom Ditt folk Israel lider nederlag for en fiende fordi de har syndet mot Deg, og de så vender om og bekjenner Ditt navn, og de ber og bønnfaller Deg om nåde for Ditt åsyn i dette huset, |
| 25 så hør i himlen, tilgiv dine tjeneres og dit folk Israels synd, og vis dem hen til den gode vej, de skal følge; giv regn over dit land, som du har givet dit folk i eje! | 25 så høre du det i himmelen og tilgive dit folk Israels synd og føre dem tilbage til det land, du gav dem og deres fædre. | 25 da må Du høre fra himmelen! Tilgi Ditt folk Israels synd, og før dem tilbake til det landet Du gav dem og deres fedre. |
| 26 Når der kommer hungersnød i landet, når der kommer pest, når der kommer kornbrand og rust, græshopper og andre gnavere, når deres fjender belejrer dem i byerne i landet ? al slags plage og al slags sygdom | 26 Når himmelen lukkes, så regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de så beder, vendt mod dette sted, og bekender dit navn og omvender sig fra deres synd, fordi du revser dem, | 26 Når himmelen er lukket, så det ikke kommer regn fordi de har syndet mot Deg, og de da ber, vendt mot dette stedet, og bekjenner Ditt navn, og vender om fra sin synd fordi Du ydmyker dem, |
| 27 så hør fra himlen, hvor du bor, enhver bøn og bønfaldelse, som kommer fra et menneske og fra hele dit folk Israel, når nogen føler sig ramt og lider og udbreder sine hænder mod dette hus; | 27 så høre du det i himmelen og tilgive din tjeners og dit folk Israels synd, ja du vise dem den gode vej, de skal vandre, og lade det regne i dit land, som du gav dit folk i eje. | 27 da må Du høre det i himmelen! Tilgi Dine tjeneres og Ditt folk Israels synd, så Du kan lære dem den gode veien de skal vandre. Send regn over Ditt land, som Du har gitt Ditt folk som arv. |
| 28 tilgiv, og gengæld enhver efter al hans færd ? du kender jo hans hjerte, for du alene kender menneskenes hjerte | 28 Når der kommer hungersnød i landet, når der kommer pest, når der kommer hornbrand og rust, græshopper og ædere, når fjenden belejrer folket i en af dets byer, når alskens plage og sot indtræffer | 28 Når det kommer hungersnød i landet, pest eller kornbrann eller meldugg eller gresshopper, og når fiendene deres beleirer dem i landet rundt byene deres, uansett hvilken plage eller hvilken sykdom det er, |
| 29 for at de må frygte dig og vandre ad dine veje, så længe de lever på den jord, du gav vore fædre. | 29 enhver bøn, enhver begæring, hvem den end kommer fra i hele dit folk Israel, når de føler deres plage og smerte og udbreder hænderne mod dette hus, | 29 og uansett hvilket bønnerop eller hvilken bønn om nåde som føres fram av noe menneske eller av hele Ditt folk Israel, når hver enkelt kjenner sin egen plage og sin egen sorg og rekker hendene sine ut mot dette huset, |
| 30 Også når de fremmede, som ikke hører til dit folk Israel, men kommer fra et fjernt land for dit store navns skyld og for din stærke hånds og din løftede arms skyld, kommer og beder vendt mod dette hus, | 30 den høre du i himmelen, der, hvor du bor, og tilgive, idet du gengælder enhver hans færd, fordi du kender hans hjerte, thi du alene kender menneskebørnenes hjerter, | 30 da må Du høre fra himmelen, det stedet der Du bor. Du må tilgi og gi enhver etter all hans ferd, fordi Du kjenner hans hjerte - for Du alene kjenner menneskebarnas hjerte -, |
| 31 så hør fra himlen, hvor du bor, og gør, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle jordens folk skal kende dit navn og frygte dig ligesom dit folk Israel og forstå, at dit navn er udråbt over dette hus, som jeg har bygget. | 31 for at de må frygte dig og følge dine veje, al den tid de lever på den jord, du gav vore fædre. | 31 for at de kan frykte Deg og vandre på Dine veier alle sine levedager i det landet Du har gitt våre fedre. |
| 32 Når dit folk rykker ud til kamp mod sine fjender, hvor du end sender dem hen, og de beder til dig vendt mod denne by, som du har udvalgt, og mod det hus, jeg har bygget for dit navn, | 32 Selv den fremmede, der ikke hører til dit folk Israel, men kommer fra et fjernt land for dit store navns, din stærke hånds og din udstrakte arms skyld, når de kommer og beder, vendt mod dette hus, | 32 Også en fremmed, en som ikke er av Ditt folk Israel, men som har kommet fra et land langt borte på grunn av Ditt store navn og Din mektige hånd og Din utrakte arm, når de er kommet og ber, vendt mot dette huset, |
| 33 så hør fra himlen deres bøn og bønfaldelse, og skaf dem deres ret! | 33 da børe du det i himmelen, der. hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle jordens folkeslag må lære dit navn at kende og frygte dig ligesom dit folk Israel og erkende, at dit navn er nævnet over dette hus, som jeg har bygget. | 33 da må Du høre fra himmelen, på stedet der Du bor. Gjør etter alt det den fremmede roper til Deg om, så alle folk på jorden kan få lære å kjenne Ditt navn og frykte Deg, på samme måten som Ditt folk Israel, og så de kan erkjenne at dette huset som jeg har bygd, er kalt ved Ditt navn. |
| 34 Når de synder mod dig ? for der er intet menneske, som ikke synder ? og du bliver vred på dem og overgiver dem til fjenden, som fører dem i fangenskab til et land, fjern eller nær, | 34 Når dit folk drager i krig mod sine fjender, hvor du end sender dem hen, og de beder til dig, vendt mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget dit navn, | 34 Når Ditt folk går ut til strid mot fiendene sine, på den veien Du sender dem, og når de så ber til Deg, vendt mot denne staden som Du har utvalgt, og det huset jeg har bygd for Ditt navn, |
| 35 og de lægger sig det på sinde i det land, hvor de er fanger, og omvender sig og bønfalder dig i fangenskabets land og siger: Vi har syndet, vi har handlet slet og ugudeligt, | 35 så høre du i himmelen deres bøn og begæring og skaffe dem deres ret. | 35 da må Du høre fra himmelen, deres bønnerop og deres bønn om nåde! Hjelp dem til sin rett! |
| 36 og de vender sig til dig af hele deres hjerte og af hele deres sjæl i fangenskabets land, hvortil deblev ført, og de beder vendt mod deres land, som du gav deres fædre, mod den by, du har udvalgt, og mod det hus, jeg har bygget for dit navn, | 36 Når de synder imod dig - thi der er intet menneske, som ikke synder - og du vredes på dem og giver dem i fjendens magt, og sejrherrerne fører dem fangne til et andet land, det være sig fjernt eller nær, | 36 Når de synder mot deg - for det finnes ikke noe menneske som ikke synder -, og Du blir vred på dem og overgir dem til fienden, som fører dem bort til et land langt borte eller nær ved, |
| 37 så hør fra himlen, hvor du bor, deres bøn og bønfaldelse, skaf dem deres ret, og tilgiv dit folk deres synd imod dig. | 37 og de så går i sig selv i det land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i deres landflygtigheds land og siger: vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige! | 37 men når de i det landet der de er bortført, tar det til hjertet og omvender seg, og ber Deg om nåde i landet til dem som bortførte dem, og sier: "Vi har syndet og gjort misgjerning, vi er skyldige", |
| 38 Lad nu dine øjne være åbne, min Gud, og lad dine ører lytte til bønnen på dette sted. | 38 Når de omvender sig til dig al hele deres hjerte og af hele deres sjæl i sejrherrernes land, som de bortførtes til, og de beder, vendt mod deres land, som du gav deres fædre, mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget dit navn - | 38 når de da vender om til Deg av hele sitt hjerte og av hele sin sjel i det landet der de er bortført, der de holdes fanget, og de ber, vendt mot det landet som Du har gitt deres fedre, og vendt mot den staden som Du har utvalgt og mot det huset som jeg har bygd for Ditt navn, |
| 39 Gud Herre, bryd nu op til dit hvilested sammen med din magtfulde ark. Dine præster, Gud Herre, skal klæde sig i frelse, dine fromme skal glæde sig over dine goder. | 39 så høre du i himmelen, der, hvor du bor, deres bøn og begæring og skaffe dem deres ret, og du tilgive dit folk, hvad de syndede imod dig! | 39 da må Du høre fra himmelen, fra det stedet der Du bor. Hør deres bønnerop og bønn om nåde! Hjelp dem til sin rett! Tilgi Ditt folk som har syndet mot Deg! |
| 40 Gud Herre, afvis ikke dine salvede; husk på din troskab mod din tjener David! | 40 Så lad da, min Gud, dine øjne være åbne og dine ører lytte til bønnen, der bedes på dette sted, | 40 Nå, min Gud, ber jeg: Må Dine øyne være åpne, og må Dine ører lytte til den bønnen som blir bedt på dette stedet. |
| 41 Da Salomo var færdig med at bede, faldt der ild ned fra himlen og fortærede brændofferet og slagtofrene, og Herrens herlighed fyldte templet; | 41 bryd op da, Gud herre, til dit hvilested, du selv og din vældes ark! Dine præster, Gud herre, være iklædt frelse, dine fromme glæde sig ved dine goder! | 41 Og nå, stig opp, Herre Gud, til Ditt hvilested, Du og Din styrkes ark! Må Dine prester, Herre Gud, være kledd i frelse, og må Dine hellige fryde seg i godhet! |
| 42 præsterne kunne ikke gå ind i Herrens tempel, fordi Herrens herlighed fyldte Herrens tempel. | 42 Gud herre, afvis ikke din salvede, kom nåden mod din tjener David i hu!« | 42 Herre Gud, avvis ikke Din salvede, men husk på miskunnheten mot David, Din tjener! |