Anden Mosebog 33 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Herren talte til Moses og sagde: "Drag nu op herfra sammen med det folk, du har ført op fra Egypten, til det land, som jeg lovede Abraham, lsak og Jakob med de ord: Jeg vil give det til dine efterkommere. | 1 Herren sagde til Moses: »Drag nu bort herfra med folket, som du førte ud af Ægypten, til det land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob med de ord: dit afkom vil jeg give det! | 1 Så sa Herren til Moses: "Bryt opp herfra og dra videre, du og det folket du har ført opp fra landet Egypt, til det landet Jeg tilsverget Abraham, Isak og Jakob, og sa: Din ætt skal Jeg gi det. |
| 2 Jeg vil sende en engel foran dig, og jeg vil fordrive kana'anæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. | 2 Jeg sender en engel foran dig, og han skal drive Kana'anæerne, amoriterne, hetiterne, perizziterne, hivviterne og jebusiterne bort | 2 Jeg skal sende Min Engel foran deg, og Jeg skal drive ut kanaaneerne, amorittene, hetittene, farisittene, hevittene og jebusittene. |
| 3 I skal til et land, der flyder med mælk og honning. Men jeg vil ikke selv drage op iblandt jer, for I er et stivnakket folk, og jeg kunne komme til at tilintetgøre jer undervejs." | 3 til et land, der flyder med mælk og honning. Men selv vil jeg ikke drage med i din midte, thi du er et halsstarrigt folk; drog jeg med, kunne jeg tilintetgøre dig undervejs!« | 3 Dra opp til et land som flyter med melk og honning. Men Jeg vil ikke dra opp midt iblant dere, så Jeg ikke skal fortære dere på veien, for dere er et stivnakket folk." |
| 4 Da folket hørte disse hårde ord, holdt de sorg; ingen tog sine smykker på. | 4 Da folket hørte denne onde tidende, sørgede de, og ingen tog sine smykker på. | 4 Da folket hørte dette nedslående ordet, sørget de, og ingen tok på seg smykkene sine. |
| 5 Men Herren sagde til Moses: "Sig til israelitterne: I er et stivnakket folk. Jeg ville øjeblikkelig tilintetgøre jer, hvis jeg drog op sammen med jer. Fjern jeres smykker, så vil jegbestemme mig til, hvad jeg vil gøre ved jer." | 5 Da sagde Herren til Moses: »Sig til israeliterne; I er et halsstarrigt folk! Vandrede jeg kun et eneste øjeblik i din midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine smykker af, så skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!« | 5 For Herren hadde sagt til Moses: "Si til Israels barn: Dere er et stivnakket folk. Gikk Jeg blant deg et øyeblikk, ville Jeg fortære deg. Derfor skal du nå ta av smykkene dine, så Jeg kan vite hva Jeg skal gjøre med deg." |
| 6 Så skilte israelitterne sig af med deres smykker; efter opholdet ved Horebs-bjerg bar de dem ikke. | 6 Da aflagde israeliterne deres smykker fra Horebs bjerg af. | 6 Så tok Israels barn av seg smykkene der ved fjellet Horeb. |
| 7 Moses plejede at hente teltet og slå det op uden for lejren i god afstand fra den; han kaldte det Åbenbaringsteltet. Hver gang nogen søgte råd hos Herren, gik han ud til Åbenbaringsteltet uden for lejren. | 7 Moses plejede at tage teltet og slå det op udenfor lejren i nogen afstand derfra; han gav det navnet »åbenbaringsteltet«. Enhver som ville rådspørge Herren, gik ud til åbenbaringsteltet uden for lejren. | 7 Moses tok teltet og slo det opp utenfor leiren, langt borte fra leiren, og kalte det Åpenbaringsteltet. Da skjedde dette: Alle som søkte Herren, gikk ut til Åpenbaringsteltet, som var utenfor leiren. |
| 8 Og hver gang Moses gik ud til teltet, stillede hele folket sig i hver sin teltåbning og fulgte Moses med øjnene, til han var kommet ind i teltet. | 8 Men hver gang Moses gik ud til teltet, rejste alt folket sig op og stillede sig alle ved indgangen til deres telte og så efter Moses, indtil han kom ind i teltet. | 8 Det skjedde slik at hver gang Moses gikk ut til teltet, reiste hele folket seg opp, og hver mann stod i teltdøren sin og holdt øye med Moses til han hadde gått inn i teltet. |
| 9 Når Moses kom ind i teltet, steg skysøjlen ned og stod i indgangen til teltet, og Herren talte med Moses. | 9 Og når Moses kom ind teltet, sænkede skystøtten sig og stillede sig ved indgangen til teltet; da talede Herren med Moses. | 9 Da skjedde det: Da Moses gikk inn i teltet, senket skystøtten seg og ble stående ved døren til teltet, og Han talte med Moses. |
| 10 Når folket så skysøjlen stå i indgangen til teltet, rejste de sig alle sammen, og de kastede sig ned, hver i sin teltåbning. | 10 Men når alt folket så skystøtten stå ved indgangen til teltet, rejste de sig alle op og tilbad ved indgangen til deres telte. | 10 Hele folket så skystøtten stå ved døren til teltet, og hele folket reiste seg opp og tilbad, hver mann i teltdøren sin. |
| 11 Og Herren talte med Moses ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet. Derpå vendte Moses tilbage til lejren. Den unge mand Josva, Nuns søn, der var i hans tjeneste, veg ikke fra teltet. | 11 Så talede Herren med Moses ansigt tilansigt, som når den ene mand taler med den anden, og derpå vendte Moses tilbage til lejren; men hans medhjælper Josua, Nuns søn, en ung mand, veg ikke fra teltet. | 11 Herren talte med Moses ansikt til ansikt, som en mann snakker med sin venn. Så vendte han tilbake til leiren, men medhjelperen hans, Josva, Nuns sønn, som var en ung mann, forlot ikke teltet. |
| 12 Moses sagde til Herren: "Se, du siger til mig, at jeg skal føre dette folk op, men du har ikke fortalt mig, hvem du vil sende med mig; og dog har du selv sagt: 'Jeg kender dig ved navn, du har fundet nåde for mine øjne'. | 12 Moses sagde til Herren: »Se, du siger til mig: før dette folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt: jeg kender dig ved navn, og du har fundet nåde for mine øjne! | 12 Da sa Moses til Herren: "Se, Du sier til meg: Før dette folket opp! Men Du har ikke latt meg få vite hvem Du vil sende med meg. Likevel har Du sagt: Jeg kjenner deg ved navn, og du har funnet nåde for Mine øyne. |
| 13 Hvis jeg virkelig har fundet nåde for dine øjne, så kundgør mig din vej, og lad mig kende dig, så jeg kan bevare din velvilje. Husk på, at dette folk er dit folk!" | 13 Hvis jeg nu virkelig har fundet nåde for dine øjne, så lær mig dine veje at kende, at jeg kan kende dig og finde nåde for dine øjne; tænk dog på, at dette folk er dit folk!« | 13 Derfor ber jeg nå, om jeg har funnet nåde for Dine øyne, at Du lærer meg Din vei, så jeg kan kjenne Deg, og for at jeg kan finne nåde for Dine øyne. Tenk på at dette folket er Ditt folk." |
| 14 Han svarede: "Jeg vil selv gå med og skaffe dig et sted at bo." | 14 Han svarede: »Skal mit åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til målet?« | 14 Han sa: "Mitt Åsyn skal gå med deg, og Jeg skal føre deg til hvile." |
| 15 Moses svarede: "Ja, hvis du ikke selv går med, skal du ikke føre os op herfra. | 15 da sagde Moses til ham: »Hvis dit åsyn ikke vandrer med, så lad os ikke drage herfra! | 15 Da sa han til Ham: "Hvis Ditt Åsyn ikke går med oss, må Du ikke føre oss opp herfra. |
| 16 Og hvordan kan man overhovedet vide, at jeg og dit folk har fundet nåde for dine øjne, medmindre du går med os, og jeg og dit folk bliver begunstiget frem for alle andre folk på jorden?" | 16 Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet nåde for dine øjne, jeg og dit folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der således vises os, mig og dit folk, en udmærkelse fremfor alle andre folkeslag på jorden?« | 16 Hvordan skal det da bli kjent at jeg har funnet nåde for Dine øyne, jeg og Ditt folk, hvis Du ikke går med oss? Slik skal vi bli atskilt, jeg og Ditt folk, fra alle andre folk som finnes på jorden." |
| 17 Herren svarede Moses: "Også det, du her siger, vil jeg gøre, for du har fundet nåde for mine øjne, og jeg kender dig ved navn." | 17 Herren svarede Moses: »Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet nåde for mine øjne, og jeg kalder dig ved navn.« | 17 Så sa Herren til Moses: "Jeg skal også gjøre dette som du har bedt om. For du har funnet nåde for Mine øyne, og Jeg kjenner deg ved navn." |
| 18 Da sagde Moses: "Lad mig dog se din herlighed!" | 18 Da sagde Moses: »Lad mig dog skue din herlighed!« | 18 Han sa: "Jeg ber Deg, vis meg Din herlighet!" |
| 19 Herren svarede: "Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil." | 19 han svarede: »Jeg vil lade al min rigdom drage forbi dig og udråbe Herrens navn foran dig, thi jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og barmhjertighed, mod hvem jeg vil!« | 19 Da sa Han: "Jeg skal la all Min godhet gå forbi ansiktet ditt, og Jeg skal forkynne Herrens navn for deg. Jeg skal være nådig mot den Jeg vil være nådig mot, og Jeg skal være barmhjertig mot den Jeg vil være barmhjertig mot." |
| 20 Men han sagde: "Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet." | 20 Og han sagde: »Du kan ikke skue mit åsyn, thi intet menneske kan se mig og leve.« | 20 Men Han sa: "Du kan ikke se Mitt åsyn. For ikke noe menneske kan se Meg og leve." |
| 21 Og Herren sagde: "Her hos mig er der et sted; stil dig på klippen. | 21 Og Herren sagde: »Se, her er et sted i min nærhed, stil dig på klippen der! | 21 Herren sa: "Se, her er et sted like ved Meg. Still deg der på klippen! |
| 22 Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. | 22 Når da min herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i klippehulen, og jeg vil dække dig med min hånd, indtil jeg er kommet forbi. | 22 Da skal det skje: Når Min herlighet går forbi, da skal Jeg sette deg i kløften på klippen, og Jeg skal dekke over deg med Min hånd til Jeg har gått forbi. |
| 23 Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se." | 23 Så tager jeg min hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit åsyn kan ingen skue!« | 23 Så skal Jeg ta Min hånd bort, og du skal få se Meg bakfra. Men Mitt åsyn skal ingen se." |