Anden Samuelsbog 14 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Da Joab, Serujas søn, blev klar over, at kongen tit havde Absalom i tankerne, | 1 da Nu Joab, Zerujas søn, mærkede, at kongens hjerte hang ved Absalon, | 1 Da forstod Joab, Serujas sønn, at kongens hjerte ble dratt mot Absalom. |
| 2 sendte han bud til Tekoa efter en klog kvinde med den besked: "Lad, som om du sørger; tag sørgeklæder på, og lad være med at salve dig med olie, så du virker som en kvinde, der længe har sørget over en, der er død. | 2 sendte han bud til tekoa efter en klog kvinde og sagde til hende: »Lad, som om du har sorg, ifør dig sørgeklæder, lad være at salve dig med olie, men bær dig ad som en kvinde, der alt i lang tid har sørget over en afdød; | 2 Joab sendte bud til Tekoa og hentet en klok kvinne derfra. Han sa til henne: "Lat som om du sørger og kle deg i sørgeklær! Du skal ikke salve deg med olje, men oppføre deg som en kvinne som har sørget lenge over en død. |
| 3 Gå så til kongen og sig det, jeg nu fortæller dig." Og Joab lagde hende ordene i munden. | 3 gå så til kongen og sig således til ham« - og Joab lagde hende ordene i munden. | 3 Gå til kongen og tal til ham på denne måten." Joab la ordene i munnen hennes. |
| 4 Kvinden fra Tekoa gik nu til kongen, kastede sig til jorden for ham og sagde: "Hjælp mig, konge!" | 4 Kvinden fra Tekoa gik så til kongen, faldt til jorden på sit ansigt, bøjede sig og sagde: »Hjælp konge!« | 4 Da kvinnen fra Tekoa talte til kongen, falt hun på sitt ansikt til jorden, og hun hyllet ham og sa: "Hjelp, konge!" |
| 5 Kongen spurgte hende: "Hvad er der i vejen?" Hun svarede: "Jeg er enke, min mand er død. | 5 Kongen spurgte hende: »Hvad fattes dig?« Og hun sagde: »Jo, jeg er enke, min mand er død. | 5 Da sa kongen til henne: "Hva er det som plager deg?" Hun svarte: "Sannelig, jeg er enke; min mann er død. |
| 6 Jeg havde to sønner, herre, og en dag kom de op at slås ude på marken. Der var ingen til at skille dem ad, og den ene kom til at slå den anden ihjel. | 6 Din trælkvinde havde to sønner; de kom i klammeri ude på marken, og der var ingen til at bilægge deres tvist; så slog den ene den anden ihjel. | 6 Din tjenerinne hadde to sønner. De to sloss med hverandre ute på marken, og det var ingen der til å skille dem. Men den ene slo den andre og drepte ham. |
| 7 Men nu, herre, rejser hele slægten sig imod mig og siger: 'Udlevér brodermorderen, så vi kan slå ham ihjel til gengæld for, at han tog sin brors liv. Så kan vi tilmed få arvingen ryddet af vejen.' Devil slukke den glød, jeg har tilbage, og der vil ikke være nogen til at føre min mands navn og slægt videre på jorden." | 7 Men nu træder hele slægten op imod din trælkvinde og siger: udlever brodermorderen, for at vi kan slå ham ihjel og hævne broderen, som han dræbte! Således siger de for at få arvingen ryddet af vejen og slukke den sidste glød, jeg har tilbage, så at min mand ikke får eftermæle eller efterkommere på jorden!« | 7 Se, hele slekten har reist seg mot din tjenerinne, og de sa: Gi fra deg ham som slo sin bror, så vi kan ta livet av ham for hans brors liv, ham som han drepte. Slik vil vi utslette arvingen også. På denne måten kommer de til å slokke ut den lille livsgnisten jeg ennå har igjen. De lar ikke min mann etterlate seg verken navn eller en rest på jorden." |
| 8 Kongen svarede kvinden: "Tag hjem, den sag skal jeg nok ordne for dig." | 8 Da sagde kongen til kvinden: »Gå kun hjem, jeg skal jævne sagen for dig!« | 8 Da sa kongen til kvinnen: "Dra hjem til ditt hus, og jeg skal gi en befaling om deg." |
| 9 Men kvinden fra Tekoa sagde til kongen: "Lad mig og min familie bære skylden, bare kongen og hans trone går fri." | 9 Men kvinden fra tekoa sagde til kongen: »Lad skylden komme over mig og mit fædrenehus, herre konge, men kongen og hans trone skal være skyldfri!« | 9 Kvinnen fra Tekoa sa til kongen: "Min herre konge, la denne misgjerningen komme over meg og over min fars hus, og la kongen og hans trone være uten skyld!" |
| 10 Kongen fortsatte: "Siger nogen noget til dig, så send ham til mig. Så kommer han ikke til at volde dig bekymring mere." | 10 kongen sagde da: »Enhver, som vil dig noget, skal du bringe til mig, så skal han ikke mere volde dig men!« | 10 Så sa kongen: "Uansett hvem som sier noe til deg, så kom hit til meg med ham! Da skal han ikke røre deg mer." |
| 11 Men hun sagde: "Konge, vil du sværge ved Herren din Gud på, at blodhævneren ikke skal gøre mere skade, og at de ikke skal få min søn ryddet af vejen?" Han svarede: "Så sandt Herren lever: Der skal ikke krummes et hår på din søns hoved!" | 11 Men kvinden sagde: »Ville dog kongen nævne Herren din Guds navn, for at blodhævneren ikke skal volde endnu mere ulykke og min søn blive ryddet af vejen!« Da sagde han: »Så sandt Herren lever, der skal ikke krummes et hår på din søns hoved!« | 11 Da sa hun: "Må kongen huske Herren din Gud, og la ikke blodhevneren få ødelegge enda mer, så de også utsletter min sønn." Han sa: "Så sant Herren lever, ikke et hår på hodet til din sønn skal falle til jorden." |
| 12 Da sagde kvinden: "Må din trælkvinde sige endnu en ting til min herre kongen?" Han svarede ja, | 12 Da sagde kvinden: »Må din trælkvinde sige min herre kongen et ord?« Han svarede: »Tal!« | 12 Derfor sa kvinnen: "La din tjenerinne få tale enda et ord til min herre kongen." Han sa: "Du kan få tale." |
| 13 og hun sagde: "Hvordan kan du da tænke på at gøre det samme mod Guds folk? Med det, kongen siger, dømmer han sig selv; kongen lader jo ikke den, han har forstødt, komme tilbage. | 13 Og kvinden sagde: »Hvor kan du da tænke på at gøre det samme ved Guds folk - når kongen taler således, dømmer han jo sig selv- og det gør kongen, når han ikke vil lade sin forstødte søn vende tilbage. | 13 Så sa kvinnen: "Hvorfor har du da lagt slike planer mot Guds folk? For kongen taler om dette som en som selv er skyldig, fordi kongen ikke lar den han har bortvist, komme hjem igjen. |
| 14 Vel skal vi alle dø og blive som vand, man hælder ud på jorden; det kan ikke samles op igen. Men Gud vil ikke tage et menneskes liv, men ønsker, at den, der er forstødt, ikke skal blive ved med at være det. | 14 Thi vi skal visselig alle dø, vi er som vandet, der ikke kan samles op igen, når det hældes ud på jorden; men Gud vil ikke tage det menneskes liv, der omgås med den tanke, at en forstødt ikke skal være forstødt for stedse. | 14 For vi skal sannelig alle dø og bli som vann som helles ut på jorden, og som ikke kan samles opp igjen. Likevel tar ikke Gud sjelen fra oss. Men Han legger planer, for at Hans bortviste ikke skal bli støtt bort fra Ham. |
| 15 Og når jeg er gået til min herre kongen for at forelægge ham denne sag, er det, fordi de folk har gjort mig bange. Jeg tænkte, herre: Jeg vil tale med kongen; måske vil han gøre, hvad jeg beder om. | 15 Når jeg nu er kommet for at tale om denne sag til min herre kongen, så er det, fordi de folk har gjort mig bange; din trælkvinde tænkte: Jeg vil tale til kongen, måske opfylder kongen sin trælkvindes bøn; | 15 Derfor har jeg nå kommet for å tale til min herre kongen om denne saken, for folket har gjort meg redd. Din tjenerinne sa: Nå vil jeg snakke med kongen. Det kan jo være at kongen vil gjøre det hans tjenerinne ber om. |
| 16 Nu må kongen høre mig og redde mig fra den mand, der vil udrydde både mig og min søn af Guds land. | 16 thi kongen vil bønhøre mig og fri sin trælkvinde af den mands hånd, som tragter efter at udrydde mig tillige med min søn af Guds arvelod. | 16 For kongen vil nok høre på sin tjenerinne og fri henne fra den mannen som vil ødelegge både meg og min sønn så vi ikke får del i Guds arv. |
| 17 Jeg tænkte, at dine ord, herre konge, nok ville give mig ro i sindet, for du, herre konge, er som en Guds engel til at vurdere godt og ondt. Herren din Gud være med dig!" | 17 Og din trælkvinde tænkte: min herre kongens ord vil være mig en lindring; thi min herre kongen er som en Guds engel til at skønne over godt og ondt! Herren din Gud være med dig!« | 17 Din tjenerinne sa: Må ordet fra min herre kongen være til trøst. For min herre kongen er som en Guds engel når han dømmer mellom godt og ondt. Må Herren din Gud være med deg." |
| 18 Kongen sagde til kvinden: "Svar mig nu oprigtigt på det, jeg spørger dig om." Hun sagde: "Tal, herre konge!" | 18 Da sagde kongen til kvinden: »Svar mig på det spørgsmål, jeg nu stiller dig, dølg ikke noget!« Kvinden sagde: »Min herre kongen tale!« | 18 Da svarte kongen og sa til kvinnen: "Skjul ikke for meg noe av det jeg spør deg om." Kvinnen sa: "Må min herre kongen tale!" |
| 19 Kongen spurgte da: "Har Joab haft en finger med i spillet i alt det her?" Hun svarede: "Så sandt du lever, herre konge: Det er ikke til at komme udenom, når du spørger, herre konge! Ja, det var din tjener Joab, der gav mig besked på det og lagde mig alle disse ord i munden. | 19 Da sagde kongen: »Har Joab en finger med i alt dette?« Og kvinden svarede: »Så sandt du lever, herre konge, det er umuligt at slippe uden om, hvad min herre kongen siger. Ja, det var din træl Joab, som pålagde mig dette og lagde din trælkvinde alle disse ord i munden. | 19 Så sa kongen: "Står Joab sammen med deg i dette?" Kvinnen svarte og sa: "Så sant du lever, min herre konge, så er det ingen som kan komme seg unna, verken til høyre eller til venstre, fra noe av det min herre kongen har talt. For din tjener Joab befalte meg dette, og han la alle disse ordene i munnen på din tjenerinne. |
| 20 Det gjorde din tjener Joab, for at du skulle se sagen fra en anden side. Du, herre, er lige så klog som en Guds engel, du ved alt, hvad der foregår på jorden." | 20 For at give sagen et andet udseende har din træl Joab gjort således. Men min herre er viis som en Guds engel, så han ved alle ting på jorden!« | 20 For å gi saken en ny vending, har din tjener Joab gjort dette. Men min herre er klok, ja som en Guds engel i visdom, og han kjenner til alt som skjer på jorden." |
| 21 Derpå sagde kongen til Joab: "Jeg har afgjort denne sag. Tag af sted og få den unge Absalom med tilbage!" | 21 Derpå sagde kongen til Joab: »Vel, jeg vil gøre det! Gå hen og bring den unge mand, Absalon, tilbage!« | 21 Kongen sa til Joab: "Se, jeg har gått med på dette. Gå og hent den unge mannen Absalom tilbake!" |
| 22 Joab kastede sig til jorden, tog afsked med kongen og sagde: "Nu ved jeg, herre konge, at jeg har fundet nåde for dine øjne. Du har gjort det, jeg bad dig om." | 22 Da faldt Joab på sit ansigt til jorden og bøjede sig og velsignede kongen og sagde: »Nu ved din træl, at jeg har fundet nåde for dine øjne, herre konge, siden kongen har opfyldt sin træls bøn!« | 22 Da falt Joab på sitt ansikt til jorden og hyllet ham. Han velsignet kongen. Joab sa: "I dag forstår din tjener at jeg har funnet nåde for dine øyne, min herre konge, ved at kongen vil gjøre etter sin tjeners ord." |
| 23 Så tog Joab til Geshur og fik Absalom med sig tilbage til Jerusalem. | 23 Derpå begav Joab sig til Gesjur og hentedeAbsalon tilbage til Jerusalem. | 23 Så stod Joab opp og drog til Gesjur. Og så hentet han Absalom til Jerusalem. |
| 24 Men kongen sagde: "Lad ham tage hjem til sig selv; mig skal han ikke vise sig for!" Absalom tog så hjem og viste sig ikke for kongen. | 24 Men kongen sagde: »Lad ham gå hjem til sit hus; for mit åsyn bliver han ikke stedet!« Da gik Absalon hjem til sit hus, og for kongens åsyn blev han ikke stedet. | 24 Kongen sa: "La ham vende tilbake til sitt eget hus, men han skal ikke se mitt ansikt." Så vendte Absalom tilbake til sitt eget hus, men han fikk ikke se kongens ansikt. |
| 25 Ingen i hele Israel var så beundret for sin skønhed som Absalom; fra isse til fod var der ingen fejl ved ham. | 25 Men ingen mand i hele Israel blev beundret så højt for sin skønhed som Absalon; fra fodsål til isse var der ikke en lyde ved ham. | 25 I hele Israel var det ingen som ble hyllet så mye som Absalom, som også var en vakker mann. Fra isse til fotsåle fantes det ikke noe lyte på ham. |
| 26 Med mellemrum blev hans hår så langt, at han måtte lade det klippe; og når han gjorde det, kunne det veje to hundrede sekel efter kongelig vægt. | 26 Og når han lod sit hår klippe - han lod det klippe, hver gang der var gået et år, fordi det blev ham for tungt, derfor måtte han lade det klippe - vejede det 200 sekel efter kongelig vægt. | 26 Når han klippet håret på hodet - ved slutten av hvert år klippet han det, for det ble altfor tungt for ham -, når han klippet det, veide håret på hodet hans to hundre sekel, etter kongens vekt. |
| 27 Absalom fik tre sønner og en datter, der hed Tamar. Hun var en smuk kvinde. | 27 Der fødtes Absalon tre sønner og een datter ved navn Tamar; hun var en smuk kvinde. | 27 Til Absalom ble det født tre sønner og en datter som hette Tamar. Hun var en kvinne som var vakker å se på. |
| 28 Da Absalom havde opholdt sig to år i Jerusalem uden at vise sig for kongen, | 28 Absalon boede nu to år i Jerusalem uden at blive stedet for kongen. | 28 Absalom bodde to fulle år i Jerusalem, men han fikk ikke se kongens ansikt. |
| 29 sendte han bud efter Joab for at få ham til at gå til kongen, men han ville ikke komme. En gang til sendte han bud, men han villestadig ikke komme. | 29 Da sendte Absalon bud efter Joab for at få ham til at gå til kongen; men han ville ikke komme. Han sendte bud een gang til, men han ville ikke komme. | 29 Derfor sendte Absalom bud på Joab, for å få sendt ham til kongen. Men han ville ikke komme til ham. Da han sendte bud for andre gang, ville han ikke komme da heller. |
| 30 Absalom sagde da til sine folk: "Joab har jo en mark ved siden af min; den har han byg på. Gå hen og sæt ild til den." Hans folk satte så ild til marken, | 30 Da sagde han til sine folk »Se den bygmark, Joab har der ved siden af min! Gå hen og stik ild på den!« Og Absalons folk stak ild på marken. | 30 Da sa han til tjenerne sine: "Se, åkeren til Joab er like ved siden av min, og han har bygg der. Gå og sett fyr på den!" Og Absaloms tjenere satte fyr på åkeren. |
| 31 og Joab gik straks hjem til Absalom og sagde til ham: "Hvorfor har dine folk sat ild til min mark?" | 31 Da begav Joab sig ind til Absalon og sagde til ham: »Hvorfor har dine folk stukket ild på min mark?« | 31 Da brøt Joab opp og kom til Absaloms hus, og han sa til ham: "Hvorfor har tjenerne dine satt fyr på åkeren min?" |
| 32 Absalom svarede: "Jeg sendte bud til dig om at komme herhen. Jeg ville have, at du skulle gå til kongen og spørge ham, hvorfor jeg skulle komme tilbage fra Geshur. Jeg havde det bedre, mens jeg var der. Nu vil jeg have foretræde for kongen. Er jeg stadig skyldig, kan han slå mig ihjel." | 32 Absalon svarede Joab: »Se, jeg sendte bud efter dig og bad dig komme herhen, for at jeg kunne sende dig til kongen og sige: hvorfor kom jeg tilbage fra gesjur? Det havde været bedre for mig, om jeg var blevet der! Men nu vil jeg stedes for kongen; er der skyld hos mig så lad ham dræbe mig!« | 32 Absalom svarte Joab: "Se, jeg sendte bud på deg og sa: Kom hit, så jeg kan få sende deg til kongen for å si: Hvorfor har jeg kommet hit fra Gesjur? Det hadde vært bedre for meg å være der ennå. La meg derfor nå få se kongens ansikt! Men hvis det hviler skyld på meg, får han la meg dø." |
| 33 Joab gik så til kongen og fortalte ham det. Kongen lod Absalom kalde. Da han kom, kastede han sig til jorden for kongen, og kongen kyssede Absalom. | 33 Joab gik da til kongen og overbragte ham disse ord. Så lod han Absalon kalde, og han kom ind til kongen; og han bøjede sig for ham og faldt på sit ansigt til jorden for kongen. Så kyssede kongen Absalon. | 33 Så gikk Joab til kongen og fortalte ham dette. Da han hadde sendt bud på Absalom, kom han til kongen og bøyde seg for ham med ansiktet til jorden framfor kongen. Deretter kysset kongen Absalom. |