Anden Samuelsbog 22 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 David sang denne sang til Herren, dengang han havde reddet ham fra alle hans fjender og fra Sauls hånd. | 1 David sang Herren denne sang, dengang Herren havde frelst ham af alle hans fjenders og af Sauls hånd. | 1 Så kvad David for Herren med ordene i denne sangen, på den dagen Herren utfridde ham fra alle hans fienders hånd, og fra Sauls hånd. |
| 2 Han sagde: Herren er min klippe, min borg, min befrier, | 2 Han sang: »Herre, min klippe, min borg, min befrier, | 2 Han sa: "Herren er min klippe, min festning og min redningsmann, |
| 3 min Gud, mit-bjerg, hvor jeg søger tilflugt, mit skjold, min frelses horn, min fæstning, min tilflugt og min frelser, som redder mig fra vold. | 3 min Gud, mit bjerg, hvortil jeg tyr, mit skjold, mit frelseshorn, mit værn, min tilflugt, min frelser, som frelser mig fra vold! | 3 min klippefaste Gud, Den jeg tar min tilflukt til, mitt skjold og mitt frelses horn, min borg og min tilflukt. Min Frelser, Du redder meg fra vold. |
| 4 Jeg råber til Herren, den lovpriste, og bliver frelst fra mine fjender. | 4 Jeg påkalder Herren, den højlovede, og frelses fra mine fjender. | 4 Jeg vil påkalle Herren, som er lovprisning verdig, så skal jeg bli frelst fra mine fiender. |
| 5 Dødens brændinger omgav mig, undergangens floder slog mig med rædsel. | 5 Dødens brændinger omsluttede mig, ødelæggelsens strømme forfærdede mig, | 5 Jeg ble omsluttet av dødens bølger, og ugudelighetens strømmer skremte meg. |
| 6 Dødsrigets bånd snørede sig om mig, dødens snarer truede mig. | 6 dødsrigets reb omspændte mig, dødens snarer faldt over mig; | 6 Dødsrikets bånd omsluttet meg. Jeg ble truet av dødens snarer. |
| 7 I min nød råbte jeg til Herren, jeg råbte til min Gud. Han hørte mig fra sit tempel, mit råb nåede hans ører. | 7 i min vånde påkaldte jeg Herren og råbte til min Gud. Han hørte min røst fra sin helligdom, mit råb fandt ind til hans ører! | 7 I min trengsel kalte jeg på Herren og ropte til min Gud. Fra sitt tempel hørte Han min røst, og mitt rop nådde Hans ører. |
| 8 Da rystede og skælvede jorden, himlens grundvolde rokkede, de rystedes, for han var vred. | 8 Da rystede jorden og skjalv, himlens grundvolde bæved og rysted, thi hans vrede blussede op. | 8 Da ristet jorden og skalv. Himmelens grunnvoller skaket og ble rystet, for Han ble vred. |
| 9 Røg stod ud af hans næse, fortærende ild af hans mund, gløder flammede op fra ham. | 9 Røg for ud af hans næse, fortærende ild af hans mund, gløder gnistrede fra ham. | 9 Røyk steg opp fra Hans nese, og fortærende ild fra Hans munn. Kull ble satt i brann av den. |
| 10 Han sænkede himlen og steg ned med mørke skyer under sine fødder. | 10 Han sænkede himlen, steg ned med skymulm under sine fødder; | 10 Han senket også himmelen og steg ned med mørke under Sine føtter. |
| 11 Han red på keruber og fløj, fór frem på vindens vinger. | 11 båret af keruber fløj han, svæved på vindens vinger; | 11 Han red på en kjerub og fløy. Han viste Seg på vindens vinger. |
| 12 Han omgav sig med mørke, dækkede sig i regnsorte skymasser. | 12 han omgav sig med mulm som en bolig, mørke vandmasser, vandfyldte skyer. | 12 Han gjorde mørket til dekke rundt Seg, vannmasser og himmelens mørke skyer. |
| 13 Fra lysskæret foran ham flammede glødende kul. | 13 fra glansen foran ham for der hagl og ildgløder ud. | 13 Fra stråleglansen foran Ham ble glødende kull tent i brann. |
| 14 Herren tordnede fra himlen, den Højeste løftede sin røst. | 14 Herren tordned fra himlen, den højeste lod høre sin røst; | 14 Herren tordnet fra himmelen, og Den Høyeste hevet Sin røst. |
| 15 Han sendte pile ud og spredte fjenderne, han forfærdede dem med lyn. | 15 han udslynged pile, adsplittede dem, lod lynene funkle og skræmmede dem. | 15 Han sendte ut piler og spredte dem, og med lynglimt forvirret Han dem. |
| 16 Havets bund kom til syne, og jordens grundvolde blottedes ved Herrens trussel, ved hans fnysende vrede. | 16 Havets bund kom til syne, jordens grundvolde blottedes ved Herrens trusel, for hans vredes pust. | 16 Så kom havets kanaler til syne, verdens grunnvoller ble avdekket ved Herrens trussel, ved pusten som blåste fra Hans nese. |
| 17 Han rakte ud fra det høje og greb mig, han trak mig op af de vældige vande. | 17 Han udrakte hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige vande, | 17 Han sendte bud fra det høye, Han grep meg, Han drog meg ut av mange vann. |
| 18 Han reddede mig fra min mægtige fjende, fra dem, som hader mig, de var mig for stærke. | 18 frelste mig fra mine mægtige fjender, fra mine avindsmænd; de var mig for stærke. | 18 Han fridde meg ut fra min sterke fiende, fra dem som hatet meg, for de var for sterke for meg. |
| 19 De truede mig på min ulykkes dag, men Herren var min støtte. | 19 På min ulykkes dag faldt de over mig, men Herren blev mig et værn. | 19 De truet meg på min ulykkes dag, men Herren var min støtte. |
| 20 Han førte mig ud i det åbne land, han befriede mig, for han holder af mig. | 20 Han førte mig ud i åbent land, han frelste mig, thi han havde behag i mig. | 20 Han førte meg også ut i åpent land. Han fridde meg ut, fordi Han hadde velbehag i meg. |
| 21 Herren lønner mig for min retfærdighed, han gengælder mig mine hænders uskyld. | 21 Herren gengældte mig efter min retfærd, lønned mig efter mine hænders uskyld; | 21 Herren lønnet meg etter min rettferdighet. Etter mine henders renhet har Han gjengjeldt meg. |
| 22 For jeg har fulgt Herrens veje og ikke forbrudt mig mod min Gud. | 22 thi jeg holdt mig til Herrens veje, svigted i gudløshed ikke min Gud; | 22 For jeg har holdt fast på Herrens veier, og har ikke veket bort fra min Gud i ondskap. |
| 23 Alle hans bud har jeg for øje, og hans love er jeg ikke veget fra. | 23 hans bud stod mig alle for øje, jeg veg ikke fra hans love. | 23 For alle Hans dommer stod for meg, og jeg vek ikke av fra Hans lover. |
| 24 Jeg er retskaffen i hans øjne, og jeg tager mig i agt for synd. | 24 Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for brøde. | 24 Jeg var ulastelig for Ham, og jeg holdt meg borte fra min misgjerning. |
| 25 Herren gengældte mig min retfærdighed, min renhed har han for øje. | 25 Herren lønned mig efter min retfærd, mine hænders uskyld, som var ham for øje! | 25 Derfor har Herren gitt meg igjen etter min rettferdighet, etter min renhet for Hans øyne. |
| 26 Du er trofast mod den trofaste, retsindig mod den retsindige. | 26 Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige, | 26 Mot den barmhjertige viser Du Deg barmhjertig. Mot en rettskaffen mann viser Du Deg rettskaffen. |
| 27 Du er oprigtig mod den oprigtige, men over for den falske forstiller du dig. | 27 du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde. | 27 Mot den rene viser Du Deg ren. Og mot den falske viser Du Deg vrang. |
| 28 Du frelser de hjælpeløse, men vender dig mod hovmodige og ydmyger dem. | 28 De arme giver du frelse, hovmodiges øjne skam! | 28 For et ydmykt folk frelser Du. Men Dine øyne er vendt mot de hovmodige, så Du kan støte dem ned. |
| 29 Du er min lampe, Herre. Herren spreder lys i mit mørke. | 29 ja, du er min lampe, herre! Herren opklarer mit mørke. | 29 For Du er mitt Lys, Herre. Herren tenner lyset i mitt mørke. |
| 30 Ved din hjælp stormer jeg volde, ved min Guds hjælp springer jeg over mure. | 30 Thi ved din hjælp søndrer jeg mure, ved min Guds hjælp springer jeg over volde. | 30 For med Deg kan jeg løpe ut mot en krigshær. Med min Gud kan jeg hoppe over en mur. |
| 31 Guds vej er fuldkommen, Herrens ord er lutret, han er skjold for alle, der søger tilflugt hos ham. | 31 Fuldkommen er Guds vej, lutret er Herrens ord. Han er et skjold for alle, der sætter deres lid til ham. | 31 Gud, Hans vei er fullkommen. Herrens ord er bevist å være rent. Han er et skjold for alle som tar sin tilflukt til Ham. |
| 32 Hvem er Gud, om ikke Herren? Hvem er klippe, hvis ikke vor Gud? | 32 Ja, hvem er Gud uden Herren, hvem er en klippe uden vor Gud, | 32 For hvem er Gud, foruten Herren? Og hvem er en klippe, foruten vår Gud? |
| 33 Gud er den, der væbner mig med styrke Og gør min vej fuldkommen. | 33 den Gud, der omgjorded mig med kraft, jævnede vejen for mig, | 33 Gud er min styrke og kraft, og Han setter den ulastelige fri på Sin vei. |
| 34 Han gør min fod let som hindens og giver mig fodfæste på højderne. | 34 gjorde mine fødder som hindens og gav mig fodfæste på højne, | 34 Han gjør mine føtter lik hjortens, og setter meg på mine høyder. |
| 35 Han opøver mine hænder til krig og mine arme til at spænde kobberbuen. | 35 oplærte min hånd til krig, så mine arme spændte kobberbuen? | 35 Han lærer mine hender opp til strid, så en bue av bronse kan spennes av mine armer. |
| 36 Du giver mig din frelse som skjold, din hjælp giver mig styrke. | 36 Du gav mig din frelses skjold, din nedladelse gjorde mig stor; | 36 Du har gitt meg Din frelses skjold. Din ydmykhet har gjort meg stor. |
| 37 Du skaffer plads for mine skridt, og mine ankler giver ikke efter. | 37 du skaffede plads for mine skridt, mine ankler vaklede ikke. | 37 Du gav rom for mine skritt, så ikke mine ankler sviktet. |
| 38 Jeg sætter efter mine fjender og udrydder dem, jeg vender ikke om, før de er tilintetgjort. | 38 Jeg jog mine fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet, | 38 Jeg har forfulgt mine fiender og ødelagt dem. Jeg vendte ikke tilbake før de var utslettet. |
| 39 Jeg tilintetgør dem og knuser dem, så de ikke kan rejse sig, de ligger faldne under mine fødder. | 39 slog dem ned, så de ej kunne rejse sig, men lå faldne under min fod. | 39 Jeg har utslettet dem og såret dem, så de ikke klarte å reise seg. De har falt under mine føtter. |
| 40 Du væbner mig med styrke til krig, du tvinger mine modstandere i knæ. | 40 Du omgjorded mig med kraft til kampen, mine modstandere tvang du i knæ for mig; | 40 For Du har spent styrke rundt meg til slaget. Du har tvunget mine motstandere i kne. |
| 41 Mine fjender slår du på flugt, og jeg gør det af med mine modstandere. | 41 du slog mine fjender på flugt mine avindsmænd ryddede jeg af vejen. | 41 Du har også vist meg nakken på mine fiender, slik at jeg ødela dem som hatet meg. |
| 42 De råber om hjælp, men ingen hjælper, de råber til Herren, men han svarer dem ikke. | 42 De råbte, men ingen hjalp, til Herren, han svared dem ikke. | 42 De skuet omkring, men det var ingen til å frelse; til Herren så de, men Han svarte dem ikke. |
| 43 Jeg knuser dem som jordens støv, jeg tramper på dem som gadeskarn. | 43 Jeg knuste dem som jordens støv, som gadeskarn tramped jeg på dem. | 43 Så knuste jeg dem som fint støv på jorden. Jeg tråkket på dem, som på sølen i gatene, og spredte dem utover. |
| 44 Du redder mig, når folkene strides, du gør mig til folkeslagenes hersker, et folk, jeg ikke kender, skal tjene mig, | 44 Du friede mig af folkekampe, du satte mig til folkeslags høvding; nu tjener mig ukendte folk; | 44 Du har fridd meg ut fra mitt folks stridigheter. Du har bevart meg som hode for folkeslagene. Et folk jeg ikke har kjent, skal tjene meg. |
| 45 fremmede skal krybe for mig. Ved rygtet om mig må de adlyde mig, | 45 udlandets sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig: | 45 De fremmede kryper for meg. Så snart de hører om meg, lyder de meg. |
| 44 de fremmede giver op og kommer skælvende frem af deres skjul. | 44 Udlandets sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres skjul. | 44 De fremmede visner bort, og kommer forskremte fram fra sine skanser. |
| 47 Herren lever! Lovet være min klippe, min Gud, min frelses klippe, er ophøjet. | 47 Herren lever, højlovet min klippe, ophøjet være min frelses Gud, | 47 Herren lever! Lovet være min Klippe! Gud er opphøyet, min frelses Klippe! |
| 48 Gud er den, der giver mig hævn og lægger folkene under mig; | 48 den Gud, som giver mig hævn, lægger folkeslag under min fod | 48 Det er Gud som gir meg hevn, og som legger folkene under meg. |
| 49 du lader mig slippe bort fra mine fjender, du løfter mig op fra mine modstandere og redder mig fra voldsmænd. | 49 Og frier mig fra mine fjender! Du ophøjer mig over mine modstandere, fra voldsmænd frelser du mig. | 49 Han frir meg ut fra mine fiender. Du opphøyer meg også over dem som reiser seg mot meg. Fra den voldelige mann har Du fridd meg ut. |
| 50 Derfor vil jeg prise dig blandt folkene, Herre, jeg vil lovsynge dit navn. | 50 Herre, derfor priser jeg dig blandt folkene og lovsynger dit navn, | 50 Derfor vil jeg prise Deg blant folkeslagene, Herre, og lovsynge Ditt navn. |
| 51 Han giver sin konge store sejre og viser troskab mod sin salvede, mod David og hans slægt til evig tid. | 51 du, som kraftig hjælper din konge og viser din salvede miskundhed. David og hans æt evindelig. | 51 Et frelsens tårn er Han for Sin konge, og viser miskunn mot Sin salvede, mot David og hans ætt til evig tid." |