Fjerde Mosebog 11 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Engang gav folket ondt af sig, og det hørte Herren. Da han hørte det, flammede hans vrede op, og Herrens ild brød løs blandt dem og begyndte at fortære i udkanten af lejren. | 1 Men folket knurrede højlydt for Herren over deres usle kår; og da Herren hørte det, blussede hans vrede op, og Herrens ild brød løs iblandt dem og åd om sig i den yderste del af lejren. | 1 Men det skjedde at folket klaget inderlig, og det var ondt i Herrens ører. For Herren hørte det, og Hans vrede ble opptent. Og Herrens ild slo ned blant dem, og fortærte noen i utkanten av leiren. |
| 2 Folket råbte til Moses om hjælp, og da Moses bad til Herren, døde ilden hen. | 2 Da råbte folket til Moses, og Moses gik i forbøn hos Herren. Så dæmpedes ilden. | 2 Da ropte folket til Moses, og da Moses gikk i forbønn til Herren, døde ilden ut. |
| 3 Dette sted fik navnet Tab'era, fordi Herrens ild brød løs blandt dem. | 3 Derfor kaldte man dette sted tabera, fordi Herrens ild brød løs iblandt dem. | 3 Så kalte han stedet med navnet Tabera, fordi Herrens ild hadde brent iblant dem. |
| 4 Den flok af mennesker, der havde sluttet sig til dem blev griske og grådige. Så gav også israelitterne sig til at græde, og de sagde: "Bare vi kunne få kød at spise! | 4 Men den sammenløbne hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten. Så tog også israeliterne til at græde igen, og de sagde: »Kunne vi dog få kød at spise! | 4 Folkehopen som var iblant dem, gav nå etter for en sterk lyst, så også Israels barn igjen begynte å gråte og sa: "Hvem vil gi oss kjøtt å spise? |
| 5 Vi husker de fisk, vi frit kunne spise i Egypten, og agurkerne, vandmelonerne,porrerne, løgene og hvidløgene. | 5 Vi mindes fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, hvidløgene og skalotterne, | 5 Vi husker fisken vi spiste gratis i Egypt, og agurkene, melonene, purren, løken og hvitløken. |
| 6 Men vi har mistet appetitten, for vi ser ikke andet end manna!" | 6 og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end manna.« | 6 Men nå er hele vår livskraft tørket bort. Det finnes ikke noe annet for våre øyne enn denne mannaen." |
| 7 Mannaen lignede korianderfrø og så ud som bedellium. | 7 Mannaen lignede horianderfrø og så ud som Bellium. | 7 Mannaen var som korianderfrø, og fargen var som fargen på bedolah-kvae. |
| 8 Folket gik omkring og samlede det, malede det på håndkværn eller stødte det i morter, kogte det i gryde og lavede brød af det; så smagte det som kager, bagt i olie. | 8 folket gik rundt og sankede den op; derpå malede de den i håndkværne eller stødte den i mortere; så kogte de den i gryder og lavede kager deraf; den smagte da som bagværk tillavet i olie. | 8 Folket spredte seg omkring og samlet den inn, malte den på møllesteiner eller knuste den i morteren. Så kokte de den i en gryte og laget kaker av den. Smaken var som smaken av kaker bakt med olje. |
| 9 Når der faldt dug over lejren om natten, faldt der samtidig manna. | 9 Når duggen om natten faldt over lejren, faldt også mannaen ned over den. | 9 Når duggen falt over leiren om natten, falt mannaen på den. |
| 10 Moses) hørte folket græde, hver familie fra sin teltåbning, og Herrens vrede flammede voldsomt op. Det tog Moses sig nær, | 10 Og Moses hørte, hvorledes alle folkets slægter græd, enhver ved indgangen til sit telt; da blussede Herrens vrede voldsomt op, og det vakte også Moses's mishag. | 10 Da hørte Moses folket som gråt omkring i hver slekt, alle var samlet ved døren til teltet sitt. Og Herrens vrede ble kraftig opptent. Det var også ondt i Moses' øyne. |
| 11 og han sagde til Herren: "Hvorfor handler du ondt mod din tjener? Hvorfor har jeg ikke fundet nåde for dine øjne? Du har jo besværet mig med hele dette folk! | 11 Da sagde Moses til Herren: »Hvorfor har du handlet så ilde med din tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet nåde for dine øjne, siden du har lagt hele dette folk som en byrde på mig? | 11 Så sa Moses til Herren: "Hvorfor har Du gjort Din tjener ulykkelig? Og hvorfor har jeg ikke funnet nåde for Dine øyne, siden Du har lagt byrden av hele dette folket på meg? |
| 12 Er det mig, er har sat hele dette folk i verden? Er det mig, der har født det, siden du siger til mig, at jeg skal bære det i favnen til det land, du har lovet deres fædre, ligesom en plejefar bærer spædbarnet? | 12 Mon det er mig, der har undfanget hele dette folk, mon det er mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min favn skal bære det hen til det land, du tilsvor dets fædre, som en fosterfader bærer det diende barn? | 12 Var det jeg som unnfanget hele dette folket? Var det jeg som fødte det, for at Du skulle si til meg: "Bær det inntil ditt bryst, slik en pleiefar bærer et diebarn", til det landet Du tilsverget deres fedre? |
| 13 Hvor skal jeg få kød fra til hele dette folk? De plager mig med deres gråd og siger: Skaf os kød at spise! | 13 Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette folk kød? Thi de græder rundt om mig og siger: skaf os kød at spise? | 13 Hvor skal jeg få tak i kjøtt som jeg kan gi til hele dette folket? For de gråter for meg og sier: "Gi oss kjøtt, så vi kan spise." |
| 14 Alene kan jeg ikke klare hele dette folk; det er for stor en byde for mig. | 14 Jeg kan ikke ene bære hele dette folk, det er mig for tungt. | 14 Jeg klarer ikke å bære hele dette folket alene, for det er for tungt for meg. |
| 15 Er det sådan, du vil behandle mig, så slå mig hellere ihjel, hvis du vil vise mig velvilje; lad mig slippe for at se min ulykke!" | 15 Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg har fundet nåde for dine øjne, så at jeg ikke skal være nødt til at opleve sådan elendighed!« | 15 Hvis det er på denne måten Du behandler meg, så drep meg her og nå - hvis jeg har funnet nåde for Dine øyne -, og la meg ikke få se min egen elendighet!" |
| 16 Herren sagde til Moses: "Saml halvfjerds mænd af Israels ældste, om hvem du ved, at de er ældste og skrivere i folket; dem skal du tage hen til Åbenbaringsteltet, og dér skal de stille sig op sammen med dig. | 16 Herren svarede Moses: »Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels ældste sammen, mænd, som du ved hører til folkets ældste og tilsynsmænd, før dem hen til åbenbaringsteltet og lad dem stille sig op hos dig der. | 16 Så sa Herren til Moses: "Samle sytti menn av Israels eldste for Meg, menn som du vet er eldste for folket og oppsynsmenn for dem. Ta dem med til Åpenbaringsteltet, så de kan stå der sammen med deg. |
| 17 Jeg vil stige Ad og tale med dig dér, og noget af den ånd, som hviler på dig, vil jeg tage dig og lægge på dem; så skal de hjælpe dig med at bære det besvær, folket er, så du ikke er alene om at bære det. | 17 Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget af den ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære folkets byrde, så du ikke ene skal bære den. | 17 Så vil Jeg komme ned og tale med deg der. Jeg vil ta av den Ånd som er over deg, og legge på dem. Og de skal bære byrden av folket sammen med deg, så du ikke må bære den alene. |
| 18 Og til folket skal du sige: I skal hellige jer medhenblik på i morgen, så skal I få kød at spise. I har jo grædt og sagt: 'Bare vi kunne få kød at spise! Vi havde det godt i Egypten.' Og det har Herren hørt. Men nu skal Herren give jer kød at spise! | 18 Men til folket skal du sige: helliger eder til i morgen, så skal I få kød at spise! I har jo grædt højlydt for Herren og sagt: kunne vi dog få kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten! Derfor vil Herren give eder kød at spise; | 18 Til folket skal du si: Hellige dere til i morgen, så skal dere få spise kjøtt. For dere har grått så Herren hørte det, og sagt: "Hvem skal gi oss kjøtt å spise? For vi hadde det godt i Egypt." Derfor skal Herren gi dere kjøtt, så dere får spise. |
| 19 I skal spise det, ikke én dag, ikke to eller fem dage, ikke ti eller tyve dage, | 19 og ikke blot een eller to eller fem eller ti eller tyve dage skal I spise det, | 19 Ikke én dag skal dere spise, heller ikke to dager, ikke fem dager, ti dager, tjue dager, |
| 20 men en hel måned, indtil det står ud af næsen på jer, og I bliver dårlige af det; for I har forkastet Herren, som bor hos jer, og I har grædt og sagt til ham: Hvorfor drog vi dog ud af Egypten?" | 20 men en hel måned igennem, indtil det står eder ud af næsen, og I væmmes derved, fordi I har ringeagtet Herren, der er i eders midte, og grædt for hans åsyn og sagt: hvorfor drog vi dog ud af Ægypten!« | 20 men i en hel måned, helt til det tyter ut av nesen på dere og dere blir kvalme av det, fordi dere har forkastet Herren som er iblant dere. Dere har grått framfor Hans åsyn og sagt: "Hvorfor drog vi i det hele tatt ut av Egypt?" |
| 21 Moses svarede: "Her står jeg med seks hundrede tusind mand omkring mig, og så siger du, at du vil give dem kød, så har nok at spise en hel måned! | 21 Moses svarede: »600000 fodfolk tæller det folk, jeg bar om mig, og du siger:jeg vil skaffe dem kød, så de har nok at spise en hel måned! | 21 Moses sa: "Seks hundre tusen mann til fots er folket jeg er iblant. Likevel har Du sagt: Jeg vil gi dem kjøtt så de kan spise i en hel måned. |
| 22 Kan der slagtes så mange får og køer, at der ville blive nok til dem? Selv om man fangede alle fisk i havet, ville der blive nok til dem?" | 22 Kan der slagtes så meget småkvæg og hornkvæg til dem, at det kan slå til, eller kan alle fisk i havet samles sammen til dem, så det kan slå til?« | 22 Skal det slaktes så mye småfe og storfe for dem, at de får nok mat? Skal all fisken i havet samles til dem, så de får nok mat?" |
| 23 Men Herren sagde til Moses: "Er Herrens arm for kort? Nu skal du få at se, om det, jeg har sagt til dig, sker eller ej". | 23 Herren svarede Moses: »Er Herrens arm for kort? Nu skal du få at se, om mit ord går i opfyldelse for dig eller ej.« | 23 Da sa Herren til Moses: "Herrens arm, er den blitt kortere? Nå skal du få se om Mitt ord skal slå til eller ikke." |
| 24 Så gik Moses ud og fortalte folket, hvad Herren havde sagt. Han samlede halvfjerds mænd af folkets ældste og lod dem stille sig omkring teltet. | 24 Da gik Moses ud og kundgjorde folket Herrens ord. Og han samlede halvfjerdsindstyve af folkets ældste og lod dem stille sig rundt om teltet. | 24 Så gikk Moses ut og talte Herrens ord til folket, og han samlet de sytti mennene av folkets eldste og stilte dem rundt teltet. |
| 25 Herren steg ned i skyen og talte til ham, og han tog noget af den ånd, som hvilede på ham, og lagde den på de halvfjerds ældste. Anden kom over dem, de kom i profetisk henrykkelse. Det gjorde de ikke siden hen. | 25 Så steg Herren ned i skyen og talede til ham; og han tog noget af den ånd, der var over ham, og lod den komme over de halvfjerdsindstyve ældste, og da ånden hvilede over dem, kom de i profetisk henrykkelse noget, som ikke siden hændtes dem. | 25 Så kom Herren ned i skyen og talte til ham. Og Han tok av den Ånd som var over ham, og la på de sytti eldste. Da Ånden hvilte over dem, skjedde det: De profeterte, selv om de aldri gjorde det igjen. |
| 26 To af mændene var blevet tilbage i lejren; den ene hed Eldad, den anden Medad. Ånden kom over dem, for de hørte til de halvfjerds, der var blevet udskrevet; men de var ikke gået ud til teltet, så de kom i profetisk henrykkelse inde i lejren. | 26 Imidlertid var to mænd blevet tilbage i lejren, den ene hed Eldad, den anden Medad. Også over dem kom ånden, thi de hørte til dem, der var optegnede, men de var ikke gået ud til teltet, og nu kom de i profetisk henrykkelse inde i lejren. | 26 Men to menn hadde blitt igjen i leiren. Den ene hette Eldad, og den andre hette Medad. Og Ånden hvilte over dem. De var blant dem som var skrevet opp, men som ikke hadde gått ut til teltet. De profeterte i leiren. |
| 27 En ung mand løb ud til Moses og fortalte ham, at Eldad og Medad var kommet i profetisk henrykkelse inde i lejren, | 27 Da løb en ung mand ud og fortalte Moses det og sagde: »Eldad og Medad er kommet i profetisk henrykkelse inde i lejren.« | 27 En ung mann sprang da ut og fortalte det til Moses og sa: "Eldad og Medad profeterer i leiren." |
| 28 og Josva, Nun søn, der fra sin ungdom havde været i Moses' tjeneste, sagde: "Moses, herre, stands dem!" | 28 Josua, Nuns søn, der fra sin ungdom af havde gået Moses til hånde, sagde da: »Min herre Moses, stands dem i det!« | 28 Da svarte Josva, Nuns sønn, som var Moses' medhjelper fra sin ungdom. Han sa: "Moses, min herre, stopp dem!" |
| 29 Men Moses svarede ham: "Viser du nidkærhed på mine vegne? Gid hele Herrens folk var profeter, fordi Herren lagde sin ånd på dem!" | 29 Men Moses sagde til ham: »Er du skinsyg på mine vegne? Gid alt Herrens folk var profeter, gid Herren ville lade sin ånd komme over dem!« | 29 Moses sa til ham: "Er du nidkjær for min skyld? Å, om bare alt Herrens folk var profeter ved at Herren la Sin Ånd på dem!" |
| 30 Så trak Moses sig tilbage til lejren sammen med Israels ældste. | 30 Derpå trak Moses sig tilbage til lejren med Israels ældste. | 30 Moses vendte tilbake til leiren, både han og Israels eldste. |
| 31 Da brød en storm fra Herren løs; den drev vagtler ind over lejren fra havet og kastede dem til jorden i et lag på to alen over et område så stor som en dagsrejse på alle sider af lejren. | 31 Da rejste der sig på Herrens bud en vind, som førte vagtler med sig fra havet og drev dem hen over lejren så langt som en dagsrejse på begge sider af lejren i en højde af et par alen over jorden. | 31 Det for ut en stormvind fra Herren, og den drev vaktler inn fra havet og lot dem ligge over leiren, omkring en dagsreise på den ene siden, og omkring en dagsreise på den andre siden, rundt hele leiren, og omkring to alen over jorden. |
| 32 Og folket samlede vagtler hele den dag og hele natten og hele næste dag; det mindste, nogen samlede, var ti homer. De bredte dem ud rundt om lejren. | 32 Så gav folket sig hele den dag, hele natten og hele den næste dag til at samle vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var ti homer. Og de bredte dem ud til tørring rundt om lejren. | 32 Og folket var ute hele dagen, hele natten og hele neste dag og samlet vaktler. Den som samlet minst, samlet ti homer. Og de strødde dem om seg rundt hele leiren. |
| 33 Men endnu mens de havde kødet mellem tænderne og ikke havde tygget færdig, flammede Herrens vrede op mod folket, og Herren slog en mængde af dem ihjel. | 33 Medens kødet endnu var imellem tænderne på dem, før det endnu var spist, blussede Herrens vrede op imod folket, og Herren lod en meget hård straf ramme folket. | 33 Men mens de ennå hadde kjøttet mellom tennene, før de hadde tygget det, ble Herrens vrede opptent mot folket. Og Herren slo folket så det ble et meget stort mannefall. |
| 34 Dette sted fik navnet Kibrot-ha-Ta'ava, fordi de, der havde været grådige, blevbegravet der. | 34 Og man kaldte stedet Kibrot Hatta'ava, thi der blev de lystne folk jordet. | 34 Derfor kalte han dette stedet med navnet Kibrot-Hatta'ava, for der begrov de det folket som hadde gitt etter for den lysten. |
| 35 Fra Kibrot-ha-Ta'ava brød de op og drog til Haserot, og de blev i Haserot. | 35 fra Kibrot-Hatta'ava drog Folket til Hazerot, og de gjorde holdt i Hazerot. | 35 Fra Kibrot-Hatta'ava brøt folket opp og kom til Haserot, og de ble i Haserot. |