Fjerde Mosebog 30 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Moses sagde alt det til israelitterne, som Herren havde befalet ham. | 1 Og Moses talte til israeliterne, ganske som Herren havde pålagt Moses. | 1 Moses sa alt dette til Israels barn slik som Herren hadde befalt Moses. |
| 2 Moses talte til israelitternes stammehøvdinge og sagde: Dette er, hvad Herren har befalet: | 2 Moses talte fremdeles til overhovederne for israelitternes stammer og sagde: dette er, hvad Herren har påbudt: | 2 Så talte Moses til overhodene for Israels barns stammer og sa: "Dette er hva Herren har befalt: |
| 3 Når en mand aflægger løfte til Herren eller med ed forpligter sig tilafholdenhed, må han ikke bryde sit ord; han skal gøre, ganske som han har lovet. | 3 Når en mand aflægger et løfte til Herren eller ved ed forpligter sig til afholdenhed i en eller anden retning, må han ikke bryde sit ord, men skal holde hvert ord, der er udgået af hans mund. | 3 Hvis en mann avlegger et løfte til Herren eller sverger en ed eller binder seg til en forpliktelse, da skal han ikke bryte sitt ord. Han skal gjøre etter alt det som er gått ut av hans munn. |
| 4 Når en kvinde aflægger løfte til Herren og forpligter sig til afholdenhed, mens hun er ung og bor i sin fars hus, | 4 Men når en kvinde aflægger et løfte til Herren og forpligter sig til afholdenhed i en eller anden retning, medens hun endnu i sine unge år opholder sig i sin faders hus. | 4 Eller om en kvinne avlegger et løfte til Herren, og binder seg til en forpliktelse mens hun ennå er som ungdom i sin fars hus, |
| 5 og hendes far hører om hendes løfte og den afholdenhed, hun har forpligtet sig til, og ikke kommer med indvendinger over for hende, så skal alle hendes løfter stå ved magt, og enhver afholdenhed, hun har forpligtet sig til, skal stå ved magt. | 5 Og hendes fader, når han hører om hendes løfte og den forpligtelse til afholdenhed, hun har påtaget sig, ikke siger noget til hende, så skal alle hendes løfter stå ved magt, og enhver forpligtelse til afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved magt. | 5 og hennes far hører løftet og forpliktelsen hun har bundet seg til, og hennes far tier, da skal alle løftene hennes stå fast, og hver forpliktelse hun har bundet seg til, skal også stå fast. |
| 6 Men hvis hendes far vil hindre hende i det, nårhan hører om det, så skal hendes løfter og enhver afholdenhed, hun har forpligtet sig til, ikke stå ved magt. Og Herren vil tilgive hende, for hendes far har hindret hende i det. | 6 Hvis hendes fader derimod formener hende det, samme dag han får det at høre, skal ingen af hendes løfter eller af de forpligtelser til afholdenhed, hun har påtaget sig, stå ved magt, og Herren skal tilgive hende, fordi hendes fader har forment hende det. | 6 Men hvis hennes far nekter henne det den dagen han hører det, da skal ingen av løftene hennes eller forpliktelsene hun har bundet seg til, stå fast. Herren skal tilgi henne, fordi hennes far har nektet henne det. |
| 7 Hvis en kvinde bliver gift, mens hendes løfter eller det, hun overilet har forpligtet sig til, stadig har gyldighed, | 7 Hvis hun bliver gift medens der påhviler hende løfter eller en forpligtelse, hun har påtaget sig ved et uoverlagt ord, | 7 Hvis hun tar en ektemann mens hun er bundet av sine løfter, eller hun har bundet seg ved et tankeløst ord som kom over hennes lepper, |
| 8 og hendes mand hører om det og ikke kommer med indvendinger over for hende, så skal hendes løfter stå ved magt, og den afholdenhed, hun har forpligtet sig til, skal stå ved magt. | 8 og hendes mand ikke siger noget til hende, samme dag han får det at høre, skal hendes løfter stå ved magt, og den forpligtelse til afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved magt. | 8 og hennes ektemann hører det, og han ikke sier noe til henne den dagen han hører det, da skal løftene hennes stå fast. Forpliktelsene hennes som hun har bundet seg til, skal også stå fast. |
| 9 Men hvis hendes mand vil hindre hende i det, når han hører om det, så har han ophævet det løfte, hun selv afgav, og den afholdenhed, hun forpligtede sig til. Herren vil tilgive hende. | 9 Hvis hendes mand derimod formener hende det, samme dag han får det at høre, gør han dermed det løfte, der påhviler hende, og den forpligtelse til afholdenhed, hun har påtaget sig ved et uoverlagt ord, ugyldig, og Herren skal tilgive hende. | 9 Men hvis hennes ektemann nekter henne det på den dagen han hører det, ugyldiggjør han det løftet hun avla, også det tankeløse ordet hun bandt seg ved da det kom over hennes lepper. Herren skal tilgi henne. |
| 10 En enkes eller en fraskilt kvindes løfte, enhver afholdenhed, hun forpligter sig til, skal stå ved magt. | 10 En enkes og en forstødt hustrus løfte, enhver forpligtelse til afholdenhed, hun har påtaget sig, er bindende for hende. | 10 Ethvert løfte som en enke eller en skilt kvinne har bundet seg til, skal også stå fast. |
| 11 Hvis en kvinde i sin mands hus har aflagt løfte eller med ed har forpligtet sig til afholdenhed, | 11 Hvis en kvinde i sin mands hus aflægger et løfte eller ved ed forpligter sig til afholdenhed i en eller anden retning, | 11 Hvis hun har avlagt et løfte i sin manns hus, eller har bundet seg til en forpliktelse med en ed, |
| 12 og hendes mand hører om det og ikke kommer med indvendinger over for hende og ikke hindrer hende i det, så skal alle hendes løfter stå ved magt, og enhver afholdenhed, hun har forpligtet sig til, skal stå ved magt. | 12 og hendes mand, når han får det at høre, ikke siger noget til hende og ikke formener hende det, skal alle hendes løfter stå ved magt, og enhver forpligtelse til afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved magt. | 12 og hennes mann hørte det, og han ikke sa noe til henne og ikke nektet henne det, da skal alle løftene hennes og hver forpliktelse hun har bundet seg til, stå fast. |
| 13 Men hvis hendes mand ophæver dem, den dag han hører om dem, så skal intet af det, der er kommet over hendes læber, stå ved magt, hverken løfter eller det, hun har forpligtet sig til; hendes mand har ophævet dem. Herren vil tilgive hende. | 13 Hvis hendes mand derimod, samme dag han får det at høre, gør det ugyldigt, så står intet af det, hun har udtalt, ved magt, hverken hendes løfter eller den påtagne forpligtelse til afholdenhed; hendes mand har gjort dem ugyldige, og Herren skal tilgive hende. | 13 Men hvis hennes mann virkelig gjorde dem ugyldige den dagen han hørte dem, da skal ikke noe av alt det som gikk over hennes lepper om løftene hennes eller om forpliktelsen som binder henne, stå fast. Hennes mann har gjort dem ugyldige, og Herren skal tilgi henne. |
| 14 Ethvert løfte og enhver ed om at være afholdende og spæge sit legeme kan hendes mand stadfæste eller ophæve. | 14 Ethvert løfte og enhver ved ed påtagen forpligtelse til faste kan hendes mand stadfæste eller gøre ugyldig. | 14 Hvert løfte og hver bindende ed om å legge bånd på seg, kan hennes mann enten stadfeste eller gjøre ugyldig. |
| 15 Hvis hendes mand ikke kommer med indvendinger over for hende samme dag, stadfæster han alle hendes løfter og enhver form for afholdenhed, hun har forpligtet sig til. Han har stadfæstet dem, når han ikke kommer med indvendinger over for hende, den dag han hører om dem. | 15 Men hvis, hendes mand tier stille over for hende til næste dag, stadfæster han alle hendes løfter og alle de forpligtelser til afholdenhed, hun har påtaget sig; han har stadfæstet dem, thi han sagde ikkenoget til hende, samme dag han fik det at høre; | 15 Hvis hennes mann virkelig ikke sier noe til henne i dagene som følger, da stadfester han alle løftene hennes eller alle avtalene som binder henne. Han stadfester dem, for han har ikke sagt noe til henne på den dagen han hørte dem. |
| 16 Men hvis han ophæver dem, nogen tid efter at han har hørt om dem, må han bære den straf, der tilkom hende. | 16 og hvis han vil gøre dem ugyldige, en tid efter at han fik det at høre, skal han undgælde for hendes brøde. | 16 Men hvis han gjør dem ugyldige etter at han har hørt dem, da skal han bære hennes skyld." |
| 17 Det var de love, Herren pålagde Moses, om forholdet mellem mand og hustru og mellem far og den datter, der er ung og bor i sin fars hus. | 17 det er de anordninger, Herren gav Moses om forholdet mellem mand og hustru og mellem fader og datter, medens hun endnu i sine unge år opholder sig i hans hus. | 17 Dette er de lovene som Herren befalte Moses, og som gjelder mellom en mann og hans kone, og mellom en far og hans datter som i sin ungdom ennå er i sin fars hus. |