Apostlenes Gerninger 22 |
1992 | 1948 | Guds Ord |
| 1 »Brødre og fædre, hør, hvad jeg nu har at sige til mit forsvar!« | 1 »Brødre og fædre! hør, hvad jeg nu har at sige jer til mit forsvar!« | 1 "Brødre og fedre, hør nå på mitt forsvar overfor dere." |
| 2 Da de hørte, at han talte til dem på hebraisk, blev der endnu mere ro. Og Paulus sagde: | 2 Da de hørte, at han talte til dem på hebraisk, holdt de sig endnu mere stille. Og han fortsatte: | 2 Og da de hørte at han snakket til dem på hebraisk, ble de enda mer stille. Så sa han: |
| 3 »Jeg er jøde, født i Tarsus i Kilikien, opvokset her i byen, uddannet grundigt i den fædrene lov ved Gamaliels fødder, brændende af iver for Gud, ligesom I alle er det i dag. | 3 »Jeg er en jødisk mand, født i Tarsus i Kilikien, men vokset op i denne by; ved Gamaliels fødder er jeg blevet oplært i vor fædrene lov efter al dens strenghed, og jeg var nidkær for Gud, sådan som I alle er det i dag. | 3 "Jeg er virkelig en jøde, født i Tarsus i Kilikia, men oppfostret i denne byen ved Gamaliels føtter. Jeg har fått nøye opplæring i fedrenes lov, og jeg var nidkjær for Gud, slik dere alle er det i dag. |
| 4 Jeg har forfulgt denne Vej med død og drab, både mænd og kvinder fik jeg anholdt og sat i fængsel. | 4 Og jeg forfulgte denne »vej« lige til døden, jeg lagde både mænd og kvinder i lænker og fik dem sat i fængsel; | 4 Jeg forfulgte denne Veien like til døden, og bandt og kastet både menn og kvinner i fengsel, |
| 5 Det kan ypperstepræsten og hele ældsterådet bevidne. Fra dem fik jeg breve med til brødrene, og jeg rejste til Damaskus for at fængsle folk også der og føre dem til Jerusalem, så de kunne få deres straf. | 5 det kan både ypperstepræsten og hele ældsterådet bevidne. Fra dem fik jeg breve med til brødrene i Damaskus og rejste derhen for også at føre dem, som var dér, bundne til Jerusalem, for at de kunne blive straffet. | 5 slik også ypperstepresten og hele Rådet av de eldste vitner om meg. Fra dem fikk jeg også brev til brødrene og drog til Damaskus for å føre dem som var der, i lenker til Jerusalem for å bli straffet. |
| 6 Men undervejs, da jeg ved middagstid nærmede mig Damaskus, skinnede et stærkt lys fra himlen pludselig om mig. | 6 Men da jeg var undervejs og nærmede mig Damaskus, skete det ved middagstid, at et stærkt lys fra Himmelen pludselig omstrålede mig. | 6 Nå skjedde det at da jeg var på reisen og nærmet meg Damaskus omkring middagstid, så skinte plutselig et kraftig lys fra himmelen rundt meg. |
| 7 Jeg faldt til jorden og hørte en røst sige: 'Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig' | 7 Og jeg faldt til jorden og hørte en røst, som sagde til mig: »Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?« | 7 Og jeg falt til jorden og hørte en stemme som sa til meg: "Saul, Saul, hvorfor forfølger du Meg?" |
| 8 Jeg spurgte: 'Hvem er du, Herre?' Han svarede: 'Jeg er Jesus fra Nazaret, som du forfølger.' | 8 Jeg spurgte da: »Hvem er du, Herre?« Han svarede mig: »Jeg er Jesus fra Nazaret, hvem du forfølger.« | 8 Så svarte jeg: "Hvem er Du, Herre?" Og Han sa til meg: "Jeg er Jesus fra Nasaret, Han som du forfølger." |
| 9 Mine ledsagere så nok lyset, men hørte ikke røsten, der talte til mig. Jeg spurgte: | 9 De, som var sammen med mig, så lyset, men de hørte ikke hans røst, som talte til mig. | 9 De som var med meg, så riktignok lyset og ble redde, men de hørte ikke stemmen til Ham som talte til meg. |
| 10 'Hvad skal jeg gøre, Herre?' Og Herren svarede: 'Rejs dig og gå til Damaskus; der vil man sige dig alt, hvad du er bestemt til at gøre.' | 10 Da spurgte jeg: »Hvad skal jeg gøre, Herre?« Og Herren svarede mig: »Stå op og drag videre til Damaskus; og dér skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre.« | 10 Så sa jeg: "Hva skal jeg gjøre, Herre?" Og Herren sa til meg: "Reis deg og gå inn i Damaskus, og der skal du bli fortalt alt som det er bestemt at du skal gjøre." |
| 11 Da jeg på grund af denne lysglans ikke kunne se, måtte jeg ledes ved hånden af mine ledsagere og kom så til Damaskus. | 11 Da jeg havde mistet synet på grund af denne lysglans, tog mine ledsagere mig ved hånden og ledede mig, og således kom jeg ind i Damaskus. | 11 På grunn av herlighetsglansen i dette lyset kunne jeg ikke se. Derfor ble jeg ledet ved hånden av dem som var sammen med meg. Og jeg kom inn i Damaskus. |
| 12 Dér var der en mand, som hed Ananias. Han levede fromt efter loven og var velanskrevet blandt alle jøderne på stedet. | 12 Dér var der en mand, som hed Ananias; han var gudfrygtig efter loven og havde et godt navn hos alle de jøder, som boede der. | 12 En som hette Ananias, en gudfryktig mann etter loven, som hadde godt vitnesbyrd blant alle jødene som bodde der, |
| 13 Han kom hen til mig, trådte frem og sagde: 'Broder Saul, bliv seende igen!' Og i det samme kunne jeg se ham. | 13 Ham kom til mig, trådte frem og sagde til mig: »Broder Saul, bliv seende!« Og i samme stund kunne jeg se ham. | 13 kom så til meg. Og han stod der hos meg og sa til meg: "Bror Saulus, motta synet ditt!" Og i samme stund så jeg opp på ham. |
| 14 Han sagde: 'Vore fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans vilje og se den Retfærdige og høre ham tale med egen mund. | 14 Og han sagde: »Vore fædres Gud har udkåret dig til at kende hans vilje og se den retfærdige og høre røsten af hans mund. | 14 Så sa han: "Dine fedres Gud har utvalgt deg, for at du skal kjenne Hans vilje og se Den Rettferdige og høre røsten fra Hans munn. |
| 15 For du skal over for alle mennesker være hans vidne om det, du har set og hørt. | 15 Thi du skal for alle mennesker være hans vidne om det, som du har set og hørt. | 15 For du skal være Hans vitne for alle mennesker om det du har sett og hørt. |
| 16 Hvorfor tøver du? Rejs dig og lad dig døbe og få dine synder vasket af, idet du påkalder Herrens navn!' | 16 Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine synder aftvætte, idet du påkalder hans navn!« | 16 Og nå, hva venter du på? Stå opp og bli døpt og få vasket bort syndene dine, idet du påkaller Herrens navn." |
| 17 Og det skete, da jeg igen var kommet til Jerusalem og bad i templet, at jeg faldt i henrykkelse, | 17 Da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i helligdommen, skete det, at jeg kom i henrykkelse, | 17 Da jeg var kommet tilbake til Jerusalem og bad i templet, skjedde det at jeg opplevde en henrykkelse, |
| 18 og jeg så Herren. Han sagde til mig: 'Skynd dig at forlade Jerusalem, for de vil ikke tage imod dit vidnesbyrd om mig.' | 18 og jeg så ham og hørte ham sige til mig: »Skynd dig, og gå hurtigt ud af Jerusalem, thi de tager ikke mod dit vidnesbyrd om mig.« | 18 og jeg så Ham si til meg: "Skynd deg og dra fort ut av Jerusalem, for de vil ikke ta imot ditt vitnesbyrd om Meg." |
| 19 Jeg svarede: 'Herre, de ved jo selv, at jeg fængslede dem, som tror på dig, og lod dem piske i synagogerne. | 19 Men jeg sagde: »Herre! de ved selv, at det var mig, som fængslede dem, der troede på dig, og at jeg lod dem piske rundt om i synagogerne. | 19 Da sa jeg: "Herre, de vet at det var jeg som var rundt i synagogene og tok til fange og slo dem som tror på Deg. |
| 20 Og da dit vidne Stefanus' blod blev udgydt, stod jeg selv ved siden af og bifaldt det og passede på hans morderes kapper.' | 20 Og da dit vidne Stefanus' blod blev udgydt, stod jeg selv ved siden af og bifaldt det og passede på hams morderes klæder.« | 20 Og da blodet av Ditt vitne Stefanus ble utgytt, stod jeg også der og samtykte i hans død. Og jeg passet på klærne til dem som drepte ham." |
| 21 Men Herren sagde til mig: 'Gå, for jeg vil sende dig til folkeslag langt borte.'« | 21 Da sagde han til mig: »Gå! thi jeg vil sende dig til hedningefolk langt borte«.« | 21 Da sa Han til meg: "Dra av sted, for Jeg vil sende deg langt bort herfra til hedningefolkene." |
| 22 Indtil Paulus sagde dette, havde de lyttet til ham, men nu råbte de højt: »Væk med ham fra jordens overflade! Sådan én burde ikke have lov at leve!« | 22 Lige indtil han sagde dette, havde de hørt på ham. Men nu opløftede de deres røst og råbte: »Bort fra jorden med en sådan! han skulle ikke have lov at leve!« | 22 Og de hørte på ham inntil han hadde sagt dette ordet, men da løftet de sin røst og sa: "Få fjernet denne mannen fra jorden, for han er ikke skikket til å leve!" |
| 23 Da de skreg og rev deres kapper af og kastede støv op i luften, | 23 Men da de skreg og rev klæderne af sig og kastede støv op i luften, | 23 Mens de ropte, rev av seg klærne og kastet støv opp i luften, |
| 24 befalede kommandanten, at Paulus skulle føres ind i borgen, og sagde, at han skulle forhøres under piskning, for at han kunne få at vide, hvorfor de råbte sådan mod ham. | 24 befalede kommandanten, at han skulle føres ind i borgen, og sagde, at han skulle forhøres under piskeslag, for at man kunne få at vide, af hvad grund de sådan råbte op imod han. | 24 befalte kommandanten at han skulle føres inn i festningen. Og han sa at han skulle forhøres under pisking, slik at han kunne få vite hvorfor de ropte slik mot ham. |
| 25 Da de spændte Paulus fast for at piske ham, spurgte han den officer, der stod ved siden af: »Må I piske en romersk borger, og det uden dom.« | 25 Men da de havde spændt ham fast for at piske ham, spurgte Paulus den høvedsmand, der stod ved siden af: »Har I lov at piske en romersk borger, og det uden dom?« | 25 Og mens de bandt ham med reimer, sa Paulus til offiseren som stod der: "Har dere lov til å piske et menneske som er en romersk borger, uten domfellelse?" |
| 26 Da officeren hørte det, gik han til kommandanten og meldte ham det og sagde: »Hvad er det, du er i færd med? Den mand er jo romersk borger!« | 26 Da høvedsmanden hørte det, gik han til kommandanten og meldte ham det og sagde: »Hvad er det, du er ved at gøre? denne mand er jo romersk borger.« | 26 Da offiseren hørte det, gikk han og fortalte det til kommandanten og sa: "Vær klar over hva du er i ferd med å gjøre, for dette mennesket er en romersk borger." |
| 27 Kommandanten kom hen til Paulus og spurgte: »Sig mig, er du romersk borger.« »Ja,« svarede han. | 27 Da gik kommandanten hen og spurgte ham: »Sig mig, er du romersk borger?«. »Ja,« svarede han. | 27 Da kom kommandanten og sa til ham: "Si meg, er du romersk borger?" Han sa: "Ja." |
| 28 Kommandanten sagde: »Den borgerret har jeg givet mange penge for.« Men Paulus sagde: »Jeg er endog født med den!« | 28 Kommandanten sagde da: »Jeg har købt mig denne borgerret for en stor sum penge.« Men Paulus sagde: »Jeg er endog født med den.« | 28 Kommandanten svarte: "Jeg for min del skaffet meg denne borgerretten for en stor pengesum." Og Paulus sa: "Men jeg ble født som en romersk borger." |
| 29 De, der stod og skulle forhøre Paulus, trak sig nu straks tilbage. Også kommandanten blev bange, da han forstod, at det var en romersk borger, han havde ladet fængsle. | 29 De, som skulle til at forhøre ham, trak sig da straks tilbage fra ham; og da kommandanten fik at vide, at han var romersk borger, blev også han bange, fordi han havde ladet ham fængsle. | 29 De som skulle til å forhøre ham, trakk seg da straks tilbake. Og kommandanten ble også redd etter at han fant ut at han var romersk borger, og fordi han var blitt bundet. |
| 30 Men da han ville have sikker viden om, hvad Paulus var anklaget for af jøderne, lod han ham den følgende dag løse af lænkerne og befalede, at ypperstepræsten og hele Rådet skulle samles. Så lod han Paulus føre ned og fremstillede ham for dem. | 30 Men da han ville have noget pålideligt at vide om, hvad han anklagedes for af jøderne, lod han den næste dag lænkerne tage af ham og befalede, at ypperstepræsterne og hele rådet skulle samles. Så lod han Paulus hente ned og fremstillede ham for dem. | 30 Neste dag ønsket han å få nøyaktig rede på hvorfor han ble anklaget av jødene. Derfor løste han ham fra lenkene og befalte yppersteprestene og hele Rådet deres å komme sammen. Deretter førte han Paulus ned og stilte ham fram for dem. |