Apostlenes Gerninger 27 |
1992 | 1948 | Guds Ord |
| 1 Da det nu var afgjort, at vi skulle sejle til Italien, blev både Paulus og nogle andre fanger overladt til Julius, en officer fra den kejserlige hærafdeling. | 1 Da det nu var afgjort, at vi skulle sejle til Italien, overgav de både Paulus og nogle andre fanger til en høvedsmand ved navn Julius, som tilhørte dem kejserlige hærafdeling«. | 1 Og da det var bestemt at vi skulle seile til Italia, overgav de Paulus og noen andre fanger til en som hette Julius, en offiser for Det augustinske regiment. |
| 2 Vi gik om bord i et skib fra Adramyttion, som skulle anløbe byerne på Lilleasiens kyst, og afsejlede; sammen med os var Aristark, en makedoner fra Thessalonika. | 2 Vi gik om bord på et skib fra Adramyttium, som skulle anløbe kystbyerne i provinsen Asien, og afsejlede så; Aristarkus, en makedoner fra Tessalonika, var med os. | 2 Etter å ha gått om bord i et skip i Adramyttium, satte vi til havs. Meningen var å seile langs kystene av Asia. Aristarkus, en makedonier fra Tessalonika, var med oss. |
| 3 Næste dag lagde vi til i Sidon; og Julius behandlede Paulus venligt og gav ham lov til at gå hen til vennerne og nyde godt af deres omsorg. | 3 Næste dag lagde vi til i Zidon, og Julius, som behandlede Paulus ned velvilje, gav ham lov til at gå hen til vennerne og nyde godt af deres omsorg. | 3 Neste dag gikk vi i land ved Sidon. Og Julius behandlet Paulus vennlig og gav ham frihet til å gå til sine venner og få del i omsorgen fra dem. |
| 4 Da vi sejlede derfra, holdt vi ind under Cypern, fordi vi havde modvind. | 4 Da vi var sejlet ud derfra, holdt vi ind under Kypern, fordi vi havde modvind. | 4 Da vi hadde lagt ut til havs derfra, seilte vi i ly av Kypros, siden det var motvind. |
| 5 Vi sejlede over havet langs Kilikien og Pamfylien og kom så til Myra i Lykien. | 5 Derefter sejlede vi over farvandet ved Kilikien og Panfylien og kom til Myra i Lykien. | 5 Og da vi hadde seilt over havet som er utenfor Kilikia og Pamfylia, kom vi til Myra, en by i Lykia. |
| 6 Dér fandt officeren et skib fra Alexandria, som skulle til Italien, og han fik os om bord i det. | 6 Der fandt høvedsmanden et aleksandrinsk skib, som skulle til Italien, og indskibede os i det. | 6 Der fant offiseren et aleksandrinsk skip som skulle seile til Italia, og han tok oss om bord på det. |
| 7 Efter at vi i mange dage havde sejlet langsomt og med stort besvær var nået ud for Knidos, sejlede vi ind under Kreta ved Salmone, for vinden hindrede os i at komme frem. | 7 Men efter at sejladsen i adskillige dage var gået langsomt, og vi med nød og næppe var nået ud for Knidus (vinden var os nemlig ikke gunstig), holdt vi ned under Kreta ved Salmone. | 7 Etter at vi hadde seilt langsomt i mange dager og bare så vidt var kommet utenfor Knidos, var det ikke lenger nok vind til at vi kunne komme videre. Vi seilte da i le av Kreta, utenfor Salmone. |
| 8 Med nød og næppe kom vi forbi Salmone og nåede til et sted, der hedder Gode Havne, i nærheden af byen Lasæa. | 8 Med nød og næppe kom vi der forbi og nåede frem til et sted, som kaldes »Gode Havne«, i nærheden af byen Lasæa. | 8 Med nød og neppe seilte vi forbi den og kom til et sted som kalles Godhavn, like ved byen Lasea. |
| 9 Da der var gået en rum tid, og det ikke længere var sikkert at sejle, fordi fastedagen tilmed allerede var ovre, advarede Paulus dem | 9 Da der nu var gået en rum tid, og sejladsen allerede var usikker, fordi fastedagen allerede var ovre, advarede Paulus dem og sagde: | 9 Da det var gått lang tid og det var blitt farlig å seile fordi det allerede var over fasten, rådet Paulus dem |
| 10 og sagde: »Folk, jeg kan se, at denne sejlads vil medføre ulykke og stort tab, ikke blot af ladning og skib, men også af menneskeliv.« | 10 »Folk! jeg ser, at denne sejlads vil medføre ulykke og store tab, ikke blot af ladning og skib, men også af menneskeliv.« | 10 og sa: "Menn, jeg ser at denne sjøreisen vil ende med ulykke og stort tap, ikke bare av last og skip, men også av våre liv." |
| 11 Men officeren lyttede mere til styrmanden og kaptajnen end til det, Paulus sagde. | 11 Høvedsmanden stolede imidlertid mere på styrmanden og skipperen end på det, Paulus sagde. | 11 Likevel stolte offiseren mer på styrmannen og eieren av skipet enn på det som ble sagt av Paulus. |
| 12 Og da havnen var uegnet til overvintring, holdt de fleste på, at man skulle sejle videre for om muligt at nå frem til Fønix og overvintre der; det er en havn på Kreta, der vender mod sydvest og mod nordvest. | 12 Og da havnen ikke egnede sig til overvintring, holdt de fleste på, at man skulle sejle derfra og forsøge, om man kunne nå frem og overvintre i Føniks, en havn på Kreta, som er beskyttet mod sydvest og nordvest. | 12 Og fordi havnen ikke var egnet til overvintring, gav de fleste det rådet å sette seil og dra derfra, om de i det hele tatt kunne nå Føniks, en havn på Kreta, for å overvintre der. Den var åpen mot sørvest og nordvest. |
| 13 Da der blæste en let søndenvind op og de mente, at det, de havde besluttet, var så godt som gennemført, lettede de anker og sejlede langs med Kretas kyst. | 13 Da der nu blæste en svag søndenvind op, mente de at være sikre på at opnå, hvad de ville; de lettede anker og sejlede langs med Kreta. | 13 Siden det blåste en svak sønnavind, antok de at de hadde fått ønsket sitt oppfylt, og de satte til havs og seilte tett opp til Kreta. |
| 14 Men ikke længe efter brød der en hvirvelstorm løs, en rigtig nordøsten. | 14 Men ikke længe efter kom en heftig hvirvelvind farende ned fra øen; det var den såkaldte »Eurakvilo«. | 14 Men ikke lenge etter blåste en stormvind mot skipet; en slik som kalles evroklydon. |
| 15 Skibet blev revet med, og da det ikke kunne holdes op mod vinden gav vi op og lod os drive. | 15 Og da skibet blev revet med og ikke kunne holdes op imod vinden, drejede vi af og lod os drive. | 15 Da skipet ble rammet av den og det ikke kunne holdes opp mot vinden, lot vi det drive. |
| 16 Vi kom se i læ af en lille ø, der hedder Kauda, og klarede med nød og næppe at bjærge skibsjollen | 16 Da vi løb i læ af en lille ø, som hedder Klauda, lykkedes det os, om end med nød og næppe, at bjærge båden. | 16 Og da vi var kommet i le av en øy som heter Klauda, fikk vi med nød og neppe sikret livbåten. |
| 17 og få den halet om bord. De tog nu nødudstyret i brug og surrede tov om skibet, og af frygt for at drive ned i Syrtebugten sænkede de slæbeankeret og lod sig drive. | 17 Efter at de havde halet den om bord, anvendte de nødmidler og surrede tov om skibet; og af frygt for at de skulle blive forslået helt ned i Syrtem, firede de sejlene ned og lod sig således drive. | 17 Da de hadde tatt den om bord, brukte de trosser til å surre rundt skipet. Og fordi de fryktet at de skulle grunnstøte på Syrte-grunnene, tok de ned seilene, og dermed ble de drevet omkring. |
| 18 Eftersom vi var hårdt presset af stormen, begyndte de næste dag at kaste last over bord. | 18 Og da vi måtte kæmpe hårdt med stormen, begyndte de næste dag at kaste over bord;« | 18 Og siden vi ble kastet omkring av stormen, lettet de skipet for last dagen etter. |
| 19 Og den tredje dag kastede de egenhændigt skibsudrustningen ud. | 19 og på den tredje dag kastede de med egne hænder skibets redskaber ud. | 19 På den tredje dagen kastet vi med våre egne hender skipets tauverk over bord. |
| 20 I flere dage sås hverken sol eller stjerner, og det var stadig hårdt vejr Til sidst svandt ethvert håb om vores redning. | 20 Da hverken sol eller stjerner lod sig se i flere dage, og et hårdt vejr var over os, mistede vi til sidst alt håb om redning. | 20 Da nå verken sol eller stjerner viste seg på mange dager og en veldig storm stod mot oss, gav vi til slutt opp alt håp om å bli reddet. |
| 21 Da ingen mere havde lyst til at spise, trådte Paulus frem midt iblandt dem og sagde: »I burde have lyttet til mig, folk, og ikke være sejlet fra Kreta, så havde I været sparet for denne ulykke og det tab. | 21 Da de nu længe ikke havde kunnet tage føde til sig, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: »Folk! I burde have adlydt mig og ikke være sejlet bort fra Kreta, så havde I sparet os for sådan ulykke og tab. | 21 Men etter å ha vært uten mat i lang tid, stilte Paulus seg midt iblant dem og sa: "Menn, dere skulle hørt på meg og ikke seilt fra Kreta. Da hadde dere ikke påført oss denne ulykken og dette tapet. |
| 22 Men nu opfordrer jeg jer til at være ved godt mod; for intet liv skal gå tabt, kun skibet. | 22 Men nu formaner jeg jer til at være ved godt mod. Intet menneskeliv skal gå tabt, kun skibet. | 22 Og nå ber jeg dere om å være ved godt mot, for ikke noe liv skal gå tapt hos dere, men bare skipet. |
| 23 For i nat stod der foran mig en engel fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, | 23 Thi en engel fra den Gud, som jeg tilhører, og som jeg også tjener, stod hos mig i nat og sagde: | 23 For i natt stod det en engel hos meg, fra den Gud som jeg tilhører og som jeg tjener. |
| 24 og englen sagde: 'Frygt ikke, Paulus! Du skal stå frem for kejseren, og nu har Gud skænket dig alle dem, der rejser sammen med dig.' | 24 »Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for kejseren; og se, Gud har også skænket dig alle dem, som sejler med dig.« | 24 Og han sa: Vær ikke redd, Paulus! Du skal stilles fram for keiseren. Og se, Gud har gitt deg alle dem som seiler sammen med deg. |
| 25 Derfor skal I være ve godt mod, folk, for jeg har den tro til Gud, at det vil gå sedan, som det er sagt mig; | 25 Vær derfor ved godt mod, folk! thi jeg har den tillid til Gud, at det vil gå sådan, som det er sagt mig. | 25 Vær derfor ved godt mot, menn, for jeg tror Gud. Det skal gå nøyaktig slik som det ble sagt meg. |
| 26 men vi skal strande på en ø. | 26 Men vi må strande på en ø.« | 26 Men vi kommer til å måtte grunnstøte ved en øy." |
| 27 Da vi på fjortende døgn stadig drev rundt på Adriaterhavet, forekom det midt om natten sømændene, at de nærmede sig land. | 27 Da vi nu på fjortende nat drev omkring i Adriaterhavet, forekom det søfolkene ved midnatstid, at der var land i nærheden. | 27 Da nå den fjortende natten var kommet, mens vi ble drevet fram og tilbake på Adriaterhavet, forstod sjømennene da det var midt på natten, at de nærmet seg land et eller annet sted. |
| 28 De kastede loddet ud og fik tyve favne. Da de var kommet lidt længere, loddede de igen og fik femten favne. | 28 Og da de loddede dybden, fik de tyve favne, og da de lidt længere fremme loddede igen, fik de femten favne. | 28 Og de loddet dybden og fant ut at den var tjue favner. Og da de var kommet litt lenger fram, loddet de igjen og fant ut at den nå var femten favner. |
| 29 Af frygt for, at vi skulle strande et eller andet sted på nogle skær, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart blev dag. | 29 Så blev de bange for, at vi skulle støde på et skær, og de kastede fire ankre ud fra bagstavnen og ønskede blot, det måtte blive dag. | 29 Da ble de redde for at vi skulle strande på skjærene. Derfor kastet de ut fire anker fra akterstavnen og bad om at det snart måtte bli dag. |
| 30 Men sømændene forsøgte at flygte fra skibet og firede jollen ned i vandet under påskud af at ville sætte ankre ud fra forstavnen. | 30 Men søfolkene gjorde forsøg på at flygte fra skibet; de firede båden ned i søen under påskud af at ville lægge ankre ud fra forstavnen. | 30 Da prøvde sjømennene å rømme fra skipet; de satte livbåten på sjøen og lot som om de ville slippe ut anker fra baugen. |
| 31 Paulus sagde til officeren og soldaterne: »Hvis de sømænd ikke bliver om bord, kan I ikke reddes.« | 31 Da sagde Paulus til høvedsmanden og soldaterne: »Hvis de folk der ikke bliver om bord, kan I ikke blive reddet.« | 31 Da sa Paulus til offiseren og soldatene: "Hvis ikke disse mennene blir om bord i skipet, kan dere ikke bli reddet." |
| 32 Så kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive væk. | 32 Så kappede soldaterne bådens tove og lod den drive bort. | 32 Da hogg soldatene over linene til livbåten og lot den drive bort. |
| 33 Mens det var ved at blive dag, reddede Paulus alle til at tage føde til sig og sagde: »Nu har I holdt ud og ventet fjorten dage i træk uden at få noget at spise; intet har I taget til jer. | 33 Mens det nu var ved at dages, opmuntrede Paulus alle til at tage føde til sig og sagde: »I har i dag i fjorten dage holdt ud og fastet uden at tage noget til jer. | 33 Og da det nærmet seg daggry, bad Paulus dem innstendig om å ta til seg mat. Han sa: "I dag er det den fjortende dagen dere har ventet og levd uten mat; dere har jo ikke tatt til dere noe føde. |
| 34 Derfor reder jeg jer til at spise noget; det skal til, for at I kan reddes. Ingen af jer skal nemlig miste så meget som et hovedhår«. | 34 Derfor opfordrer jeg jer til at tage føde til jer, thi det hører med til jeres redning; ingen af jer skal miste så meget som et hovedhår.« | 34 Derfor ber jeg dere om å ta til dere føde, for det er til deres egen redning. For ikke et hår skal falle av hodet på noen av dere." |
| 35 Da Paulus havde sagt det, tog han et brød, og i alles påsyn takkede han Gud, brød det og gav sig til at spise. | 35 Efter at han havde sagt dette, tog han brød og takkede Gud for alles øjne og brød det og begyndte at spise. | 35 Og da han hadde sagt dette, tok han brød og takket Gud foran dem alle. Han brøt det og begynte å spise. |
| 36 Nu fik alle nyt mod, og de tog føde til sig. | 36 Så fik de alle nyt mod, og de tog føde til sig. | 36 Da ble de alle oppmuntret, og de tok også føde til seg. |
| 37 Vi var i alt 376 mennesker om bord. | 37 (Vi var i alt 276 sjæle om bord). | 37 I alt var vi to hundre og syttiseks personer om bord i skipet. |
| 38 Da de havde spist sig mætte, kastede de hvedelasten i havet for at lette skibet. | 38 Og da de havde spist sig mætte, kastede de hvedeladningen over bord og lettede således skibet. | 38 Da de hadde spist nok, lettet de skipet ved å kaste hvetelasten på havet. |
| 39 Da det blev dag, kendte de ikke landet, men de opdagede en vig med sandstrand og besluttede om muligt at lade skibet løbe ind dér. | 39 Da det nu blev dag, kendte de ikke landet; men de lagde mærke til en vig med en forstrand, hvor de besluttede, om muligt, at sætte skibet på grund. | 39 Da det ble dag, kjente de ikke landet igjen. Men de la merke til en bukt med en sandstrand, og der planla de å la skipet gå på grunn, om mulig. |
| 40 Så kappede de ankrene og lod dem gå i havet, samtidig løste de rortovene og satte forsejlet og holdt med vindens hjælp ind mod strandbredden. | 40 Derpå kappede de ankrene og lod dem blive i søen, og samtidig løste de rortovene og satte forsejlet til for vinden og holdt ind mod strandbredden. | 40 Og de lot ankrene falle og lot dem være igjen i sjøen. I mellomtiden løsnet de tauene som roret var surret med. Og de heiste storseilet for vinden og styrte mot stranden. |
| 41 De stødte på et rev med dybt vand til begge sider, og der satte de skibet på grund. Forstavnen borede sig ned og stod urokkeligt fast, men agterstavnen blev splintret af de voldsomme bølger. | 41 De stødte da på et rev med dybt vand på begge sider, og der lod de skibet løbe på grund, og forstavnen borede sig fast og var ikke til at rokke, men bagstavnen sloges efterhånden i stykker af brændingen. | 41 Men de traff en grunne som hadde dyp sjø på begge sider, og de seilte skipet på grunn. Og forstavnen satte seg fast og var ikke til å rokke, men akterskipet ble knust av bølgenes kraft. |
| 42 Så besluttede soldaterne at slå fangerne ihjel, for at ingen skulle svømme væk og flygte. | 42 Soldaterne besluttede nu at slå fangerne ihjel, for at ingen skulle svømme bort og undkomme. | 42 Soldatenes plan var nå å drepe fangene, så ikke noen av dem skulle svømme av sted og flykte. |
| 43 Men officeren ville redde Paulus og hindrede dem i deres plan. Han befalede, at de, der kunne svømme, først skulle springe ud og komme i land, | 43 Men høvedsmanden, der ville redde Paulus, hindrede dem i at udføre deres beslutning; han bød, at først skulle de, som kunne svømme, springe i vandet og søge at slippe i land, | 43 Men offiseren, som ville redde Paulus, hindret dem i å utføre planen. Han befalte at de som kunne svømme, skulle hoppe over bord først og komme seg til land, |
| 44 og derefter de andre, nogle på planker, andre på vragrester. Og således skete det, at alle kom frelst i land. | 44 og så skulle de andre følge efter, nogle på planker, andre på vragstumper. Og således skete det, at de alle reddede sig i land. | 44 og deretter de andre, noen på planker og andre på vrakdeler av skipet. Og slik gikk det til at alle kom seg trygt i land. |