Daniels bog 10 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 I perserkongen Kyros'tredje regeringsår blev et ord åbenbaret for Daniel, som havde fået navnet Beltshassar. Ordet var sandt; det var meget vanskeligt at forstå, men han forstod det ved hjælp af et syn. | 1 I perserkongen Kyros tredje regeringsår modtog Daniel, som havde fået navnet Beltsazzar, en åbenbaring; og ordet er sandhed og varsler om stor trængsel. Og han mærkede sig ordet og agtede på synet. | 1 I det tredje regjeringsåret til Kyros, Persias konge, ble et ord åpenbart for Daniel, han som var kalt med navnet Beltsasar. Ordet er sant, og det taler om en stor krig. Han forstod ordet, og han fikk forstand på synet. |
| 2 På den tid holdt jeg, Daniel, sorg i tre uger. | 2 På den tid holdt jeg, Daniel. Sorg i hele tre uger. | 2 I de dagene sørget jeg, Daniel, i tre hele uker. |
| 3 Jeg spiste ikke lækkert brød, der kom ikke kød og vin i min mund, og jeg salvede mig ikke, før de tre uger var gået. | 3 Lækre spiser nød jeg ikke, kød og vin kom ikke i min mund, og jeg salvede mig ikke, før hele tre uger var gået. | 3 Jeg spiste ikke godt brød, verken kjøtt eller vin kom i min munn. Jeg salvet meg heller ikke før tre hele uker var gått. |
| 4 På den fireogtyvende dag i den første måned, da jeg var ved bredden af den store flod, Tigris, | 4 Men på den fire og tyvende dag i den første måned var jeg ved bredden af den store flod, det er hiddekel. | 4 På den tjuefjerde dagen i den første måneden, mens jeg var ved bredden av den store elven, Hiddekel, |
| 5 løftede jeg øjnene og så en mand iført en linneddragt, med et bælte af Ufaz?guld om lænden. | 5 Og jeg løftede øjnene og skuede, og se, der var en mand, som var iført linnede klæder og havde et bælte af fint ofirguld om hofterne. | 5 løftet jeg blikket og så, og se, der stod det en mann kledd i linklær. Han hadde et gullbelte fra Ufas spent rundt livet. |
| 6 Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som flammende fakler, og hans arme og hans fødder var som blank kobber. Når han talte, lød det som en folkeskare. | 6 Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne var som ildsluer, hans arme og ben som blankt kobber og hans røst som en larmende hob. | 6 Legemet hans var som beryll, ansiktet hans lyste som lyn, øynene hans som flammende fakler, armene og beina så ut som blankpusset bronse, og lyden av ordene hans var som lyden av en folkeskare. |
| 7 Kun jeg, Daniel, så synet; mændene, der var sammen med mig, så det ikke, for en stor rædsel var faldet over dem, og de var flygtet og havde skjult sig. | 7 Jeg, Daniel, var den eneste, der så synet; de mænd, som var hos mig, så det ikke; men stor rædsel faldt over dem, og de flygtede og gemte sig, | 7 Bare jeg, Daniel, så synet. De mennene som var sammen med meg, så ikke synet. Men det falt stor frykt over dem, så de flyktet av sted for å gjemme seg. |
| 8 Jeg blev alene tilbage, og da jeg så dette vældige syn, forlod al kraft mig; jeg blev ligbleg og havde ikke flere kræfter. | 8 så jeg blev ene tilbage. Da jeg så dette vældige syn, blev der ikke kraft tilbage i mig, og mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere. | 8 Derfor ble jeg alene igjen. Da jeg så dette store synet, hadde jeg ingen styrke igjen. For min livskraft ble helt ødelagt, og jeg hadde ingen styrke igjen. |
| 9 Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden. | 9 Da hørte jeg ham tale, og som jeg hørte det, faldt jeg, bedøvet om med ansigtet imod jorden. | 9 Men jeg hørte lyden av hans ord. Mens jeg hørte lyden av hans ord, lå jeg på mitt ansikt i dyp søvn, med ansiktet mot jorden. |
| 10 Da rørte en hånd ved mig, ruskede i mig og fik mig op på knæ og hænder. | 10 Og se, en hånd rørte ved mig og fik mig skælvende op på mine knæ og hænder. | 10 Se, en hånd rørte ved meg. Den fikk meg skjelvende opp på mine knær og på håndflatene. |
| 11 Så sagde han til mig: »Daniel, du højtelskede mand, forstå de ord, jeg nu taler til dig, og rejs dig op; for nu er jeg udsendt til dig.« Og da han talte til mig, rejste jeg mig skælvende. | 11 Og han sagde til mig: »Daniel, du højt elskede mand, mærk dig de ord, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt til dig,!« og da han talede således til mig, rejste jeg mig skælvende. | 11 Han sa til meg: "Daniel, du høyt elskede mann, legg vinn på å forstå de ordene som jeg taler til deg. Stå opp, for jeg er sendt til deg." Mens han talte dette ordet til meg, reiste jeg meg skjelvende opp. |
| 12 Han sagde: »Frygt ikke, Daniel, for fra den første dag du satte dig for at opnå indsigt og at ydmyge dig for din Gud, er dine ord blevet hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld. | 12 Så sagde han til mig: »frygt ikke, Daniel, thi straks den første dag du gav dit hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig for din Guds åsyn, blev dine ord hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld. | 12 Så sa han til meg: "Frykt ikke, Daniel, for fra den første dagen du overgav ditt hjerte til å forstå og til å ydmyke deg for din Guds åsyn, er dine ord blitt hørt. Jeg har kommet på grunn av dine ord. |
| 13 Fyrsten over perserriget har stået mig imod i enogtyve dage, men Mikael, en af de fornemste fyrster, kom mig til hjælp, da jeg var ladt tilbage dér hos Persiens konger. | 13 Perserrigets fyrste stod mig imod i een og tyve dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste fyrster, mig til hjælp; ham lod jeg blive der hos perserkongernes fyrste; | 13 Men fyrsten over Persias kongerike stod meg imot i tjueen dager. Men se, Mikael, en av de fremste fyrstene, kom for å hjelpe meg, for jeg var blitt igjen der alene med Persias konger. |
| 14 Og nu er jeg kommet for at få dig til at forstå, hvad der skal ske med dit folk ved dagenes ende. For også dette syn gælder de dage.« | 14 og nu er jeg kommet for at lade dig vide, hvad der skal times dit folk i de sidste dage; thi atter er der en åbenbaring om de dage.« | 14 Jeg har kommet for å la deg forstå det som skal hende med ditt folk i de siste dager, for synet peker mot dager som ennå skal komme." |
| 15 Da han sagde det til mig, bøjede jeg mit ansigt mod jorden og blev stum. | 15 Medens han talede således til mig, bøjede jeg målløs ansigtet mod jorden. | 15 Da han hadde talt disse ordene til meg, vendte jeg ansiktet mot jorden og ble målløs. |
| 16 Men så var der en, der lignede et menneske, der rørte ved mine læber. Jeg åbnede munden og kunne tale igen, og jeg sagde til ham, der stod foran mig: »Herre, ved synet fik jeg krampe, og jeg havde ikke flere kræfter. | 16 Og se, noget, der så ud som en menneskehånd, rørte ved mine læber, og jeg åbnede min mund og talte således til ham, som stod for mig: »Herre, ved synet overvældedes jeg af smerter og har ikke flere kræfter. | 16 Se, en som lignet menneskenes barn rørte ved leppene mine. Da åpnet jeg munnen og talte, og jeg sa til ham som stod foran meg: "Min herre, på grunn av synet har smerten overveldet meg, og jeg har ingen styrke igjen. |
| 17 Hvordan kan jeg, din tjener, tale med dig, der er min herre, når der ikke er mere kraft i mig, og min livsånde forsvinder?« | 17 Og hvor kan jeg, min herres ringe træl, tale til dig, høje herre? Af rædsel har jeg mistet min kraft, og der er ikke vejr tilbage i mig!« | 17 For hvordan kan en slik som jeg, min herres tjener, tale med en slik som deg, min herre? Og jeg, i meg er det ingen styrke igjen, og det er heller ingen livsånde igjen i meg." |
| 18 Men han, der så ud som et menneske, rørte ved mig igen og gav mig styrke, | 18 Så rørte atter en som et menneske at se til ved mig og styrkede mig; | 18 Han som lignet et menneske, rørte igjen ved meg og styrket meg. Han sa: "Frykt ikke, du mann som er så høyt elsket! Fred være med deg! Vær sterk, ja, vær bare sterk!" Da han talte til meg, ble jeg styrket og sa: "Tal, min herre, for du har styrket meg." |
| 19 og han sagde: »Frygt ikke, du højtelskede mand! Fred være med dig! Vær stærk! Vær stærk!« Mens han talte til mig, fik jeg styrken tilbage, og jeg sagde: »Nu kan du tale, herre, for du har givet mig min styrke igen.« | 19 og han sagde: »frygt ikke, du højt elskede mand! Fred være med dig, vær trøstig og ved godt mod!« Og som han talede med mig, følte jeg mig styrket og sagde: »tal, herre, thi du har styrket mig!« | 19 Da sa han: "Vet du hvorfor jeg har kommet til deg? Nå må jeg vende tilbake for å stride mot Persias fyrste. Når jeg har dratt ut, skal sannelig fyrsten over Grekenland komme. |
| 20 Så sagde han: Ved du, hvorfor jeg er kommet til dig? Jeg tager nu kampen op med Persiens fyrste, og når det er forbi, kommer Grækenlands fyrste. | 20 Da sagde han: »ved du, hvorfor jeg kom til dig? jeg må nu straks vende tilbage for at kæmpe med Persiens Fyrste, og så snart jeg er færdig dermed, se, da kommer Grækenlands fyrste. | 20 Men jeg skal fortelle deg hva som er nedskrevet i Sannhetens Bok. Det er ikke én som stiller seg opp for å styrke meg mot disse, foruten Mikael, deres fyrste. |
| 21 Men jeg skal fortælle dig, hvad der står i Sandhedens Bog ? ikke en eneste vil hjælpe mig imod dem, undtagen Mikael, jeres fyrste. | 21 Og ikke een hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders fyrste, | 21 I det første regjeringsåret til mederen Dareios stod jeg opp - ja jeg - for å hjelpe og verne ham. |