Dommerbogen 2 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Herrens engel drog fra Gilgal op til Bokim. Han sagde: "Jeg førte jer op fra Egypten og ind i det land, jeg lovede jeres fædre, og jeg sagde: Jeg vil aldrig bryde min pagt med jer, | 1 Herrens engel drog fra Gilgal op til Betel. Og han sagde: »Jeg førte eder op fra Ægypten og bragte eder ind i det land, jeg tilsvor eders fædre. Og jeg sagde: jeg vil i evighed ikke bryde min pagt med eder! | 1 Så kom Herrens Engel opp fra Gilgal til Bokim, og sa: Jeg førte dere opp fra Egypt og førte dere inn i det landet Jeg tilsverget deres fedre. Og Jeg sa: "Aldri i evighet vil Jeg bryte Min pakt med dere. |
| 2 og I må ikke slutte pagt med dette lands indbyggere; deres altre skal I rive ned. Men I adlød mig ikke. Hvad har I dog gjort! | 2 Men I må ikke slutte pagt med dette lands indbyggere; deres altre skal I bryde ned! Men I adlød ikke min røst! Hvad har I dog gjort! | 2 Dere skal ikke slutte noen pakt med dem som bor i dette landet. Alterne deres skal dere rive ned." Men dere har ikke lydt Min røst. Hvorfor har dere gjort dette? |
| 3 Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran jer. De skal være en pisk over ryggen på jer, og deres guder skal være ensnare for jer." | 3 Derfor siger jeg nu:jeg vil ikke drive dem bort foran eder, men de skal blive brodde i eders sider, og deres guder skal blive eder en snare!« | 3 Derfor sa Jeg også til dere: Jeg skal ikke drive dem bort fra deres ansikt. Men de skal bli til torner i deres side, og gudene deres skal bli en snare for dere." |
| 4 Da Herrens engel sagde dette til alle israelitterne, brast folket i gråd. | 4 da Herrens engel talede disse ord til alle israelitterne, brast folket i gråd. | 4 Da Herrens Engel talte disse ordene til alle Israels barn, hevet folket sin røst og gråt. |
| 5 Derfor kaldte de stedet Bokim. Og der ofrede de til Herren. | 5 Derfor kaldte man stedet bokim. Og de ofrede til Herren der. | 5 Derfor kalte de dette stedet med navnet Bokim. Og der ofret de til Herren. |
| 6 Da Josva havde sendt folket bort, drog israelitterne hver til sin arvelod for at tage landet i besiddelse. | 6 Da Josua havde ladet folket fare, drog israelitterne hver til sin arvelod for at tage landet i besiddelse. | 6 Da Josva hadde sendt folket fra seg, gikk Israels barn hver til sin egen arvedel for å ta landet i eie. |
| 7 Folket tjente Herren, så længe Josva levede, og så længe de ældste, som overlevede Josva, var i live; de havde jo set alt det store, Herren havde gjort mod Israel. | 7 Og folket dyrkede Herren, så længe Josua levede, og så længe de ældste var i live, som overlevede Josua og havde set hele det storværk, Herren havde øvet for Israel. | 7 Slik tjente folket Herren alle Josvas levedager og i alle de dagene de eldste fikk, de som levde lenger enn Josva, de som hadde sett alle de store gjerningene Herren hadde gjort for Israel. |
| 8 Så døde Herrens tjener Josva, Nuns søn, 110 år gammel. | 8 Og Josua, Nuns søn, Herrens tjener, døde, 110 år gammel; | 8 Josva, Nuns sønn, Herrens tjener, døde da han var hundre og ti år gammel. |
| 9 Han blev begravet i sin arvelod i Timnat-Heres i Efraims-bjergland nord for Ga'ash-bjerget. | 9 og de jordede ham på hans arvelod i Timnat-Heres i Efraims bjerge norden for bjerget Ga'asj. | 9 De gravla ham innenfor grensen for arven hans i Timnat-Heres, i Efraim-fjellene, på nordsiden av Ga'asj-fjellet. |
| 10 Hele det slægtled gik til deres fædre, og efter dem kom et nyt slægtled, som ikke kendte Herren og det, han havde gjort mod Israel. | 10 Men også hele hin slægt samledes til sine fædre, og efter dem kom en anden slægt, som hverken kendte Herren eller det værk, han havde øvet for Israel. | 10 Da hele dette slektleddet var forenet med sine fedre, vokste det opp et annet slektsledd etter dem. De kjente verken Herren eller de gjerningene Han hadde gjort for Israel. |
| 11 Nu gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne, og dyrkede Ba'alerne. | 11 Da gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne, og dyrkede Ba'alerne; | 11 Da gjorde Israels barn det som var ondt i Herrens øyne, og de dyrket Ba'alene. |
| 12 De svigtede Herren, deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Egypten; de fulgte andre guder, guder som folkene rundt om dem dyrkede; de tilbad dem og krænkede Herren. | 12 de forlod Herren, deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre guder, de omboende folks guder, og tilbad dem og krænkede Herren. | 12 De forlot Herren, sine fedres Gud, som hadde ført dem ut av landet Egypt. De fulgte andre guder blant gudene til de folkene som bodde rundt dem. De tilbad dem, og de egget Herren til vrede. |
| 13 De svigtede Herren og dyrkede Ba'al og Astarterne. | 13 De forlod Herren og dyrkede ba'al og astarte. | 13 De forlot Herren og tjente Ba'al og Astartene. |
| 14 Da flammede Herrens vrede opmod Israel, og han overgav dem til folk, som udplyndrede dem. Han gav dem i hænderne på deres fjender på alle sider, så de ikke længere kunne holde stand mod deres fjender. | 14 Da blussede Herrens vrede op imod Israel, og han gav dem i røveres hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til pris for de omboende fjender, så de ikke længer kunne holde stand mod deres fjender. | 14 Herrens vrede ble opptent mot Israel. Derfor overgav Han dem i røveres hånd, og de plyndret dem. Han prisgav dem i deres fienders hånd, de som bodde rundt dem, så de ikke lenger kunne holde stand overfor sine fiender. |
| 15 Overalt hvor de rykkede ud, var Herrens hånd imod dem og ramte dem med ulykke, sådan som Herren havde svoret og sagt til dem. Og de kom i stor nød. | 15 Hvor som helst de rykkede frem, var Herrens hånd imod dem og voldte dem ulykke, som Herren havde sagt og tilsvoret dem. Således bragte han dem i stor vånde. Men når de så råbte til Herren, | 15 Hvor de enn drog ut, var Herrens hånd imot dem til det onde, slik Herren hadde sagt, og slik Herren hadde sverget det skulle gå dem. Og de kom i stor trengsel. |
| 16 Så lod Herren dommere fremstå, som frelste dem fra de folk, der udplyndrede dem. | 16 lod han dommere fremstå, og de frelste dem fra deres hånd, som udplyndrede dem. | 16 Da oppreiste Herren dommere som fridde dem ut av grepet til dem som plyndret dem. |
| 17 Men heller ikke dommerne adlød de; de horede med andre guder og tilbad dem. De veg hurtigt fra den vej, deres fædre havde vandret ad; fædrene havde adlydt Herrens befalinger, men de gjorde det ikke. | 17 Dog heller ikke deres dommere adlød de, men bolede med andre guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den vej, deres fædre havde vandret på i lydighed mod Herrens bud; de slægtede dem ikke på. | 17 Men heller ikke dommerne sine ville de høre på, og de drev hor med andre guder og tilbad dem. De var snare til å vende seg bort fra den veien deres fedre hadde vandret i lydighet mot Herrens bud. De gjorde ikke som dem. |
| 18 Hver gang Herren lod en dommer fremstå blandt dem, var Herren med ham og frelste dem fra deres fjender, så længe dommeren levede. For Herren fik medlidenhed med dem, når de jamrede over, at de blev undertrykt og pint. | 18 Men hver gang Herren lod dommere fremstå iblandt dem, var Herren med dommeren og frelste dem fra deres fjenders hånd, så længe dommeren levede; thi Herren ynkedes, når de jamrede sig over dem, som trængte og undertrykte dem. | 18 Da Herren oppreiste dommere for dem, var Herren med dommeren og fridde dem ut fra deres fienders hånd, så mange levedager dommeren fikk. For Herren ble fylt av medynk med deres nød, som de havnet i på grunn av dem som undertrykte dem og plaget dem. |
| 19 Men så snart dommeren døde, faldt de tilbage og handlede værre end deres fædre; de fulgte andre guder og dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde gerninger og med deres trodsige adfærd. | 19 Men så snart dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu værre end deres fædre, idet de holdt sig til andre guder og dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde gerninger og genstridige færd. | 19 Da dommeren var død, skjedde det: De ble forvendt og ble enda mer fordervet enn sine fedre. De fulgte andre guder, dyrket og tilbad dem. De sluttet verken med sine gjerninger eller sin trass. |
| 20 Da flammede Herrens vrede op mod Israel, og han sagde: "Dette folk har overtrådt den pagt, jeg pålagde deres fædre, og de har ikke adlydt mig; | 20 Da blussede Herrens vrede op mod Israel, og han sagde: »Efterdi dette folk har overtrådt min pagt, som jeg pålagde deres fædre, og ikke adlydt min røst, | 20 Da ble Herrens vrede opptent mot Israel, og Han sa: "Fordi dette folket har brutt Min pakt, som Jeg bød deres fedre, og ikke har lydt Min røst, |
| 21 så vil jeg heller ikke længere fordrive et eneste af de folk, som Josva lod tilbage, da han døde; | 21 vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de folk, som Josua lod tilbage ved sin død, | 21 skal heller ikke Jeg lenger drive noen bort fra deres ansikt, av de folkeslagene som Josva lot være igjen da han døde. |
| 22 for med dem kan jeg sætte Israel på prøve og se, om de følger Herrens vej, sådan som deres fædre gjorde, eller de ikke gør det." | 22 for at jeg ved dem kan sætte Israel på prøve, om de omhyggeligt vil følge Herrens veje, som deres fædre gjorde, eller ej.« | 22 Jeg skal sette Israel på prøve ved dem for å se om de vil holde fast på Herrens vei og vandre på den slik deres fedre gjorde, eller ikke." |
| 23 Så lod Herren disse folk blive boende; han fordrev dem ikke med det samme og gav dem ikke i Josvas hånd. | 23 Herren lod da disse folkeslag blive og hastede ikke med at drive dem bort; han gav dem ikke i Josuas hånd. | 23 Derfor lot Herren disse folkeslagene bli værende, uten å drive dem ut med det samme. Han overgav dem heller ikke i Josvas hånd. |