Esajas bog 10 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Ve jer, der giver onde love og udsteder uretfærdige forordninger | 1 Ve dem, der giver ulykkeslove og ivrigt fører uret til bogs | 1 Ve dem som lager urettferdige lover, de sender ut skriv som skaper ulykke, |
| 2 for at afvise de svages sag og berøve mit folks hjælpeløse deres ret, for at udbytte enker og udplyndre faderløse. | 2 for at trænge de ringe fra retten og røve de armes ret i mit folk, at enker kan blive deres bytte og faderløse kan plyndres. | 2 så de kan hindre de hjelpeløse i å få sin rett og ta fra de elendige blant Mitt folk en rettferdig dom, så enker skal bli deres bytte, og for at de kan plyndre de farløse. |
| 3 Hvad vil I gøre på straffens dag, når uvejret kommer fra det fjerne? Hvem vil I flygte til efter hjælp, og hvor vil I efterlade jeres rigdomme? | 3 Hvad gør i på straffens dag, når undergang kommer fra det fjerne? Til hvem vil i ty om hjælp, hvor gemmer i da eders rigdom? | 3 Hva vil dere gjøre på hjemsøkelsens dag, når ødeleggelsen skal komme langt borte fra? Til hvem vil dere flykte for å få hjelp? Og hvor vil dere etterlate deres herlighet? |
| 4 Nej, de skal synke i knæ blandt fanger eller falde blandt dræbte. Trods det har hans vrede ikke lagt sig, hans hånd er stadig løftet. | 4 Enten må i knæle blandt fanger, eller også falde på valen! Men trods alt har hans vrede ej lagt sig, hans hånd er fremdeles rakt ud. | 4 De har bare å bøye seg ned blant fangene, blant de drepte skal de falle. I alt dette vender Hans vrede likevel ikke bort, men Hans hånd er ennå rakt ut! |
| 5 Ve Assyrien, min vredes kæp, min harme er stokken i hans hånd. | 5 Ve Assur, min harmes kæp, min vrede er stokken i hans hånd. | 5 Ve Assyria, Min vredes stokk, Min harme er staven i deres hånd. |
| 6 Jeg sendte ham mod et gudløst folk, beordrede ham imod min vredes folk for at tage bytte og plyndre og trampe det ned som gadens ler. | 6 Jeg sender ham mod et vanhelligt folk, opbyder ham mod min vredes, folk til at gøre bytte og røve og trampe det ned som skarn på gaden. | 6 Jeg sender ham mot et ugudelig folkeslag, ja, mot det folk som rammes av Min vrede, befaler Jeg ham å dra, for å gripe byttet og ta rovet, og tråkke dem ned som søle på gatene. |
| 7 Men det var ikke det, han havde tænkt sig, det var ikke det, han havde planlagt; nej, han ville tilintetgøre og udrydde mange folk. | 7 Men han, han mener det ej så, hans hjerte tænker ej så. Nej, at ødelægge, det er hans attrå, at udrydde folk, ikke få. | 7 Men selv mener han det ikke slik, og hans hjerte tenker ikke på den måten. Men det ligger ham på hjertet å ødelegge, og ikke få folkeslag vil han utrydde. |
| 8 Han sagde: »Er mine stormænd ikke konger? | 8 Thi han siger: »Er ej mine høvedsmænd konger til hobe? | 8 For han sier: "Er ikke alle mine fyrster også konger? |
| 9 Gik det ikke Kalno som Karkemish? Gik det ikke Hamat som Arpad? Gik det ikke Samaria som Damaskus? | 9 Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad, Samaria som Damaskus? | 9 Er ikke Kalno som Karkemisj? Er ikke Hamat som Arpad? Er ikke Samaria som Damaskus? |
| 10 Når min hånd fandt frem til afgudernes riger, hvor der var flere gudebilleder end i Jerusalem og Samaria, | 10 Som min hånd fandt hen til afgudernes riger, der dog havde flere Gudebilleder end Jerusalem og Samaria | 10 Min hånd har jo funnet avgudenes riker, der de utskårne avgudsbildene overgikk dem i Jerusalem og Samaria. |
| 11 kan jeg så ikke gøre mod Jerusalem og dens gudestøtter, som jeg gjorde mod Samaria og dens afguder?« | 11 mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets gudebilleder, som jeg handlede med Samaria og dets afguder?« | 11 Derfor, som jeg har gjort med Samaria og avgudene der, skal jeg ikke gjøre det samme med Jerusalem og avgudsbildene der?" |
| 12 Men når Herren har fuldført hele sit værk på Zions-bjerg og i Jerusalem, vil jeg straffe Assyriens konge for frugten af hans hjertes hovmod og for hans stolte øjnes pral. | 12 Men når Herren fuldbyrder alt sit værk på Zions bjerg og i Jerusalem, vil jeg hjemsøge assyrerkongens hjertes hovmodsfrugt og hans øjnes trodsige pral, | 12 Det skal bli slik: Når Herren har ført alt Sitt verk til ende overfor Sions berg og overfor Jerusalem, da skal Jeg kreve Assyrias konge til regnskap for frukten av sitt hovmodige hjerte og selvrosen som lyser i hans hovmodige blikk." |
| 13 For han har sagt: »jeg greb ind med min stærke hånd og i min visdom, for jeg er klog. Jeg fjernede folkenes grænser og plyndrede deres skatte; som den mægtige styrtede jeg herskere fra tronen. | 13 fordi han siger: »Med min, stærke hånd greb jeg ind, med min visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede folkeslags grænser og rev deres skatte til mig, stødte folk fra tronen i almagt; | 13 For han sier: "Ved min sterke hånd har jeg gjort det, og ved min visdom, for jeg er klok. Jeg har flyttet grensene mellom folkene og plyndret deres skatter. Som en mektig mann har jeg tvunget dem som bor der, under meg. |
| 14 Min hånd fandt frem til folkenes rigdomme som til en fuglerede. Som man samler forladte æg, har jeg samlet hele jorden, og der var ingen, der slog med vingen eller åbnede næbbet og peb.« | 14 min hånd fandt til folkenes rigdom som hen til en fuglerede; som man sanker forladte æg, har jeg sanket den vide jord, og ingen rørte en vinge, åbnede næbbet og peb.« | 14 Slik en finner et fuglerede, har min hånd funnet folkenes rikdommer, som en sanker egg som er forlatt, har jeg samlet hele jorden. Det var ingen som flakset med vingen eller åpnet sin munn med et pip." |
| 15 Praler øksen over for ham, der hugger med den? Hovmoder saven sig over for ham, der trækker den? Som om kæppen kan svinge ham, der løfter den, eller stokken løfte ham, der ikke er af træ! | 15 Mon øksen bryster sig mod den, som hugger, gør saven sig til mod den, som saver? Som om kæppen kan svinge den, der løfter den, stokken løfte, hvad ikke er træ! | 15 Skal øksen selv ta æren fra den som hogger med den? Eller kan sagen opphøye seg over den som drar den? Kan vel en kjepp svinge seg mot dem som løfter den, eller kan en stav løfte ham, som ikke er av tre? |
| 16 Derfor sender Herren, Hærskarers Herre, svindsot i hans fede krop, og under hans pragt skal det brænde som en flammende ild. | 16 Derfor sender Herren Hærskares Herre, svindsot i hans fedme, og under hans herlighed luer en lue som luende ild; | 16 Derfor vil Herren, hærskarenes Herre, sende utmagring over de kraftige hos ham. Under hans herlighet skal det tennes en brann, som en flammende ild. |
| 17 Israels lys bliver til en ild, dets Hellige til en flamme; den skal brænde og fortære hans tidsel og tjørn på én og samme dag. | 17 Israels lys bliver til ild og dets hellige til en flamme, og den brænder og fortærer hans tidsel og torn på een dag; | 17 Slik skal Israels Lys være som en ild, og hans Hellige som en flamme. Den skal brenne og fortære hans tornebusker og tornekratt på én dag. |
| 18 Den tilintetgør rub og stub i hans herlige skov og frugthave; han tæres fuldstændig hen. | 18 hans skovs og frugthaves herlighed skal den rydde rub og stub, og han bliver som en syg, der hentæres. | 18 Han skal ødelegge herligheten ved hans skog og hans frukthage, fra sjel til legeme. Det skal bli som når en syk mann tæres bort. |
| 19 Resten af træerne i hans skov bliver til at tælle, selv et barn kan skrive dem op. | 19 De træer, som levnes i hans skov, bliver det let at tælle; et barn kan skrive dem op. | 19 Resten av trærne i hans skog skal bli så få i tall at et barn kan skrive dem opp. |
| 20 På den dag skal Israels rest og de overlevende fra Jakobs hus ikke mere støtte sig til ham, der slog dem, men i oprigtighed skal de støtte sig til Herren, Israels Hellige. | 20 På hin dag skal Israels rest og det, som undslipper af Jakobs hus, ikke mere støtte sig til den, der slår det, men til Herren, Israels hellige, i sandhed. | 20 På den dagen skal det skje: Israels rest og de unnslupne av Jakobs hus skal aldri mer stole på ham som slo ham, men de skal stole på Herren, Israels Hellige, i sannhet. |
| 21 En rest vender om, Jakobs rest, til den vældige Gud. | 21 En rest skal omvende sig, Jakobs rest, til den vældige Gud. | 21 Resten skal vende tilbake, Jakobs rest, til Den Mektige Gud. |
| 22 For selv om dit folk, Israel, er talrigt som havets sand, skal kun en rest vende om. Tilintetgørelsen er besluttet, den strømmer frem med retfærdighed. | 22 Thi var end dit folk som sandet ved havet, Israel, kun en rest deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslået, og med retfærdighed vælter den frem; | 22 For selv om ditt folk, Israel, er som sanden ved havet, skal bare en rest av det vende tilbake. Utslettelsen er fast bestemt, og den skal flyte over med rettferdighet. |
| 23 For Herren, Hærskarers Herre, vil gennemføre den tilintetgørelse, han har besluttet, på hele jorden. | 23 thi ødelæggelse og fastslået råd fuldbyrder Herren, Hærskares Herre, over al jorden. | 23 For avslutningen som er fast bestemt, skal Herren, hærskarenes Gud, gjøre i hjertet av hele landet. |
| 24 Derfor siger Herren, Hærskarers Herre: »Mit folk, der bor på Zion, frygt ikke for Assyrien, når det slår dig med kæppen og løfter staven over dig, som det skete i Egypten. | 24 Derfor, så siger Herren, Hærskares Herre: Frygt ikke, mit folk, som bor i Zion, for Assyrien, når det slår dig med kæppen og løfter sin stok imod dig som fordum Ægypten! | 24 Derfor, så sier Herren, hærskarenes Gud: Mitt folk som bor i Sion, frykt ikke for Assyria! Med kjeppen skal han slå deg, og sin stav skal han løfte imot deg, på samme måten som Egypt. |
| 25 For det varer kun kort tid, før vreden er forbi; så skal min harme tilintetgøre dem.« | 25 Thi end om en føje stund er vreden ovre, og min harme vender sig til deres fordærv. | 25 For det er bare en kort stund igjen, og så skal harmen opphøre, og Min vrede vender seg for å ødelegge dem. |
| 26 Hærskarers Herre skal svinge svøben mod dem, som da Midjan blev slået ved Orebs klippe; han løfter sin stav over havet, som det skete i Egypten. | 26 Så svinger Hærskares Herre svøben imod det, som da midjan blev slået ved Orebs klippe; hans stok er udrakt imod havet, og han løfter den som fordum mod Ægypten. | 26 Hærskarenes Herre skal svinge svøpen over ham, som da Midjan ble slått ned ved Oreb-klippen. Som Hans stav hvilte på havet, skal Han løfte den, på samme måten som over Egypt. |
| 27 På den dag fjernes hans byrde fra dine skuldre og hans åg fra din nakke, for åget sprænges på grund af fedme. | 27 På hin dag tager han byrden af din skulder og åget af din nakke, ja, åget brister for fedme. | 27 På den dagen skal det skje: Byrden han la på din skulder, skal bli tatt av, og åket han tvang på din nakke. Åket skal bli ødelagt ved salveoljen. |
| 28 Han rykker frem til Ajjat, går gennem Migron, i Mikmas efterlader han trosset. | 28 Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas lader han trosset blive; | 28 Han har kommet til Ajjat, han har gått fram gjennom Migron. Ved Mikmas lot han sitt utstyr være igjen. |
| 29 De går gennem passet, i Geba slår de lejr for natten. Rama ryster, Sauls Gibea flygter. | 29 de går over passet: »i Geba holder vi natterast!« Rama ryster, Sauls Gibea flyr. | 29 De har gått over skaret, de har funnet nattely ved Geba. Rama er redd, Sauls Gibea har flyktet. |
| 30 Skrig højt, Bat-Gallim, lyt efter, Lajsha, giv svar, Anatot! | 30 Skrig højt, Gallims datter! Lyt til, Lajsja! Stem i, Anatot! | 30 Sett i et skringende skrik, du Gallims datter! Legg øret til, du Laisja, stakkars Anatot! |
| 31 Madmena tager flugten, Gebims indbyggere bringer sig i sikkerhed | 31 Madmena flyr, Gebims folk bjærger deres gods. | 31 Madmena trakk seg unna, de som bor i Gebim, søker tilflukt. |
| 32 Endnu i dag står han i Nob, han svinger hånden mod Zions datters-bjerg, Jerusalems høj. | 32 Endnu i dag står han i Nob; han svinger hånden mod Zions datters bjerg, Jerusalems høj -33 se, Herren, Hærskares Herre, afhugger hans grene med gru; de knejsende stammer fældes, de stolte træer må segne. | 32 På den dagen skal han ennå være i Nob. Med sin hånd skal han true Sions datters berg, mot Jerusalems høyde. Se, Herren, hærskarenes Herre, skal hogge av grenen med et skrekkelig slag. De høyeste høye skal hogges ned, og de stolte skal ydmykes. |
| 33 Endnu i dag står han i Nob, han svinger hånden mod Zions datters-bjerg, Jerusalems høj. | 33 se, Herren, Hærskares Herre, afhugger hans grene med gru; de knejsende stammer fældes, de stolte træer må segne. | 33 På den dagen skal han ennå være i Nob. Med sin hånd skal han true Sions datters berg, mot Jerusalems høyde. Se, Herren, hærskarenes Herre, skal hogge av grenen med et skrekkelig slag. De høyeste høye skal hogges ned, og de stolte skal ydmykes. |
| 34 Men Herren, Hærskarers Herre, hugger grenene af under rædsel; de knejsende stammer fældes, de høje træer segner. Han rydder skovens tætte krat med øksen, Libanon falder for den Mægtige. | 34 Med jernet gør han lyst i skovens tykning, og Libanon falder for den herlige. | 34 Den tykkeste skogen skal hogges ned med jern, og Libanon skal falle for Den Mektige. |