Esajas bog 24 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Herren hærger jorden og lægger den øde, han får jordskorpen til at sprække og spreder beboerne. | 1 Se, Herren gør jorden tom og øde og vender op og ned på dens overflade, han spreder dens beboere; | 1 Se, Herren gjør jorden tom og legger den øde, omvelter dens overflate, og dem som bor der sprer Han omkring. |
| 2 Det skal gå præsten som folket, herren som trællen, fruen som trælkvinden, køberen som sælgeren, långiveren som låntageren, ågerkarlen som skyldneren. | 2 det går lægfolk som præst, træl som herre, trælkvinde som frue, køber som sælger, långiver som låntager, ågerkarl som skyldner. | 2 Det skal skje: Som det går med folket, så også med presten, som med slaven, så også med hans herre, som med tjenestepiken, så også med hennes husfrue, som med kjøperen, så også med selgeren, som med långiveren, så også med låntakeren, som med innkreveren, så også med skyldneren. |
| 3 Jorden lægges fuldstændig øde, den udplyndres helt. Herren har talt dette ord. | 3 Jorden tømmes og plyndres i bund og grund, thi Herren har talet dette ord. | 3 Jorden skal tømmes fullstendig og bli helt utplyndret, for dette ordet har Herren talt. |
| 4 Jorden sørger og visner, verden sygner hen og visner, himlen og jorden sygner hen. | 4 Jorden blegner og segner, jorderig sygner og segner, jordens højder sygner hen. | 4 Jorden sørger og visner bort, verden svinner bort og visner. De stolteste folk på jorden svinner bort. |
| 5 Jorden er vanhelliget af sine beboere, for de har overtrådt lovene, tilsidesat budet og brudt den evige pagt. | 5 Vanhellig blev jorden under dem, som bor der, thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt. | 5 Jorden blir vanhelliget av dem som bor der, fordi de har overtrådt lovene, brutt forskriften og aktet den evige pakten for intet. |
| 6 Derfor skal forbandelse æde jorden og dens beboere bære straffen; derfor svinder jordens beboere ind, kun få bliver tilbage. | 6 Derfor fortærer forbandelse jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides jordens beboere bort, kun få af de dødelige levnes. | 6 Derfor blir jorden fortært av forbannelsen, og det er de som bor på den, som må bære skylden. Derfor brennes de som bor på jorden, og de menneskene som blir igjen, er få. |
| 7 Vinen sørger, vinstokken sygner hen, og alle de glade sukker. | 7 Druesaften sørger, vinranken sygner alle de hjertensglade sukker; | 7 Den nye vinen svikter, vintreet tørker inn, og de sukker, alle de som gledet seg av hjertet. |
| 8 Paukernes lystige lyd hører op, larmen fra de jublende forstummer, citerens lystige klang hører op. | 8 håndpaukens klang er endt, de jublendes larm hørt op, endt er citrens klang. | 8 De lystige tamburinene har fått sin ende, støyen av jubelen stilner, den frydefulle lyren har fått sin ende. |
| 9 Man drikker ikke vin under sang, øllet smager bitten, når man drikker det. | 9 De drikker ej vin under sang, besk smager den stærke drik. | 9 De drikker ikke vin til sang. Den sterke drikken er bitter for dem som drikker den. |
| 10 Tomhedens by er knust, alle huse er lukket, ingen kommer ind. | 10 Den øde stad ligger nedbrudt, stængt er hver boligs indgang. | 10 Den øde byen er revet ned. Hvert hus er stengt, så ingen kan komme inn. |
| 11 I gaderne lyder klageråb over vinen, al glæde er forsvundet, fryden i landet er borte. | 11 Man jamrer over vinen på gaden, bort er al glæde svundet; landflygtig er landets fryd. | 11 I gatene ropes det etter vin, mørket har lagt seg over all glede, lystigheten er borte fra landet. |
| 12 I byen er kun ruiner tilbage, porten er hugget i splinter. | 12 I Byen er øde tilbage, og porten er hugget i splinter. | 12 Det som er igjen i byen, er øde, en ruinhaug, og porten er slått i stykker. |
| 13 For det skal gå på jorden, blandt folkene, som når man slår oliven ned , som efterslæt efter vinhøsten. | 13 Thi på jorden midt iblandt folkene går det, som når olietræets frugt slås ned, som ved efterslæt, når vinen er høstet: | 13 For slik skal det gå med folkene midt i landet, det skal være som når et oliventre blir ristet, som ved etterhøsten av druer når vinhøsten er fullført. |
| 14 De løfter røsten og jubler over Herrens storhed; de råber af glæde fra vest: | 14 Disse opløfter røsten, jubler over Herrens storhed, råber fra vesten: | 14 De skal løfte sin røst, de skal rope. Etter Herrens majestet roper de høyt fra havet. |
| 15 Vis Herren ære i øst! Vis Herrens, Israels Guds, navn ære, på havets fjerne øer! | 15 »Derfor skal i ære Herren i østen, på havets strande Herrens, Israels Guds, navn!« | 15 Gi derfor Herren ære, dere ved morgenrøden. Ved fjerne kyster ved havet, opphøy Herrens, Israels Guds navn! |
| 16 Fra jordens ender hører vi sange, til pris for den retfærdige. Men jeg siger: Jeg går til, jeg går til, ve mig! Troløse handler troløst, troløse begår troløshed. | 16 Fra jordens grænse hører vi lovsange: »Hil den retfærdige!« Men jeg siger: Jeg usle, jeg usle, ve mig, ransmænd raner, ransmænd raner ran, | 16 Fra jordens ender hører vi lovsanger: "Gi den Rettferdige ære!" Men jeg sier: "Jeg forgår! Jeg forgår! Ve meg! De svikefulle handelsmennene går fram med svik. Sannelig, de svikefulle handelsmennene går fram med grovt svik." |
| 17 Gru, grube og garn skal ramme dig, der bor på jorden. | 17 gru og grav og garn over dig, som bor på jorden! | 17 Gru og avgrunn og snare kommer over deg, du som bor på jorden. |
| 18 Den, der flygter for gru, falder i gruben, den, der kommer op af gruben, fanges i garnet. Himlens vinduer åbnes , og jordens grundvolde skælver. | 18 Den, der flygter for gru, skal falde i grav, og den, der når op af grav, skal fanges i garn. Thi sluserne oventil åbnes, og jordens grundvolde vakler. | 18 Det skal bli slik at den som flykter fra lyden av grue, skal falle i avgrunnen, og den som klyver opp fra avgrunnen, skal fanges i snaren. For slusene i det høye er åpnet, og jordens grunnvoller rystes. |
| 19 Jorden brækker og slås i stykker, jorden ryster og gennemrystes, jorden rokker og bryder sammen; | 19 Jorden smuldrer og smuldrer, jorden gynger og gynger, jorden skælver og skælver; | 19 Jorden brytes i småbiter, jorden kløves og revner, jorden rystes voldsomt. |
| 20 jorden raver som en beruset, den svajer som et vagtskur. Dens synd hviler tungt på den, den falder og rejser sig ikke igen. | 20 jorden raver og raver som drukken og svajer som vogterens hytte; tungt ligger dens brøde på den, den segner og rejser sig ikke. | 20 Jorden raver og sjangler som en drukken og svaier som et skur. Dens overtredelse skal hvile tungt på den, den skal falle og ikke reise seg igjen. |
| 21 På den dag straffer Herren himlens hær i himlen og jordens konger på jorden. | 21 På hin dag hjemsøger Herren himlens hær i himlen og jordens konger på jorden. | 21 På den dagen skal det skje: Herren skal gjengjelde de opphøydes hærskare i det høye og jordens konger på jorden. |
| 22 De skal drives sammen i fangehullet som fanger; de skal kastes i fængsel og straffes langt om længe. | 22 De slæbes i fængsel som fanger, holdes under lås og lukke og straffes lang tid efter. | 22 De skal samles sammen som fanger i fangehullet. De skal stenges inne i fengsel. Etter mange dager skal de få sin gjengjeldelse. |
| 23 Månen skal gøres til skamme, solen skal beskæmmes; for Hærskarers Herre er konge på Zions-bjerg og i Jerusalem, og de ældste skal se hans herlighed. | 23 Månen blues og solen skæmmes, thi Hærskares Herre viser, han er konge på Zions bjerg, i Jerusalem; for hans ældstes øjne er herlighed. | 23 Så skal månen blyges, og solen bli til skamme. For hærskarenes Herre skal være konge på Sions berg og i Jerusalem, og foran Hans eldste, i herlighet. |