Esajas bog 33 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Ve dig, voldsmand, som ingen har øvet vold imod; ve dig, troløse, som ingen har været troløs imod. Når du er færdig med vold, skal du selv møde vold; når du er færdig med troløshed, skal man være troløs mod dig. | 1 Ve dig, du hærværksmand, selv ikke hærget, du ransmand, skånet for ran! Når dit hærværk er endt, skal du hærges, når din ranen har ende, skal der ranes fra dig! | 1 Ve deg som plyndrer, som selv ikke er blitt plyndret, du som går fram med svik, selv om andre ikke har sveket deg. Når du er ferdig med å plyndre, skal du selv bli plyndret. Når du har sluttet med å gå fram med svik, skal de andre svike deg. |
| 2 Herre, vær os nådig, vi sætter vort håb til dig; vær vor støtte hver morgen, vor frelse i trængselstid! | 2 Herre, vær os nådig, vi bier på dig, vær du vor arm hver morgen, vor Frelse i nødens stund! | 2 Herre, vær oss nådig! Vi setter vårt håp til Deg. Vær deres arm hver morgen, ja, vær vår frelse også i trengselens tid. |
| 3 Ved den voldsomme larm flygter folkene, når du rejser dig, spredes folkeslagene. | 3 For bulderet må folkeslag fly; når du rejser dig, splittes folkene. | 3 Når larmen høres, skal folkene flykte. Ved Din opphøyelse blir hedningefolkene spredt. |
| 4 Byttet skal tages fra jer, som gnavere tager det, som en græshoppesværm kaster sig over det. | 4 Som græshopper bortriver, bortrives bytte, man styrter derover som græshoppesværme. | 4 Deres bytte skal samles som gresshoppen samler. Slik gresshoppene løper til og fra, slik skal man løpe etter det. |
| 5 Herren er ophøjet, han bor i himlen, han fylder Zion med ret og retfærdighed. | 5 Ophøjet er Herren, thi han bor i det høje, han fylder Zion med ret og retfærd. | 5 Opphøyet er Herren, for Han bor i det høye. Han fyller Sion med rett og rettferdighet. |
| 6 Du skal få tider med tryghed, en rigdom af frelse, af visdom og kundskab, frygt for Herren bliver din skat. | 6 Trygge tider skal du have, en Frelsesrigdom er visdom og indsigt, Herrens frygt er din skat. | 6 Det skal komme trygge tider for deg, rike på frelse, visdom og kunnskap. Herrens frykt er den skatten det får. |
| 7 Ariels beboere skriger på gaden, fredens budbringere græder bittert. | 7 Se, deres helte skriger derude, fredens sendebud græder bittert; | 7 Sannelig, deres løvehelter skal rope utenfor, fredens sendebud skal gråte sårt. |
| 8 Vejene er øde, ingen færdes på stierne. Han har brudt pagten og forkastet byerne; han regner ikke mennesker for noget. | 8 vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin pagt, agted byer ringe, mennesker regned han ikke. | 8 Hovedveiene ligger øde, den veifarende er der ikke mer. Han har brutt pakten, han har foraktet byene, han har ingen aktelse for noe menneske. |
| 9 Landet sørger og sygner hen, Libanon bliver til skamme og visner, Saron bliver et øde land, Bashan og Karmel mister bladene. | 9 Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes og visner; saron er som en ørken, basan og karmel uden løv. | 9 Landet sørger og lider forfall, Libanon er skamfull og visner. Saron er som en ørken, og Basan er ristet nakent. Det er også Karmel. |
| 10 Nu rejser jeg mig, siger Herren, nu står jeg højt hævet. | 10 Nu står jeg op, siger Herren, nu vil jeg rejse mig, nu træde frem! | 10 Nå vil Jeg reise Meg, sier Herren. Nå opphøyer Jeg Meg, nå skal Jeg rage høyt. |
| 11 I undfanger hø og føder strå, jeres ånd er en ild, der fortærer jer. | 11 I undfanger strå og føder halm, eders ånde er ild, der fortærer jer selv; | 11 Dere skal unnfange agner, dere skal føde halm. Deres åndepust skal fortære dere som ild. |
| 12 Men folkene skal brændes til kalk, som tjørn, der er fældet, går de op i flammer. | 12 til kalk skal folkene brændes som afhugget torn, der brænder i ild. | 12 Folkene skal bli brent til kalk. Som nedhogne tornebusker skal de brennes opp på ilden. |
| 13 I fjerne folk, hør, hvad jeg gør, I nære folk, kend min styrke! | 13 Hvad jeg gør, skal rygtes til fjerne folk, nære skal kende min vælde. | 13 Dere som er langt borte, hør hva Jeg har gjort. Dere som er nær ved, erkjenn Min makt! |
| 14 På Zion skal syndere ryste af angst de gudløse gribes af rædsel Hvem af os kan bo ved den fortærende ild hvem kan bo ved de evige flammer | 14 På Zion skal syndere bæve, niddinger gribes af skælven: »hvem kan bo ved fortærende ild, hvem kan bo ved evige bål?« | 14 Synderne på Sion skjelver av redsel. De ugudelige er grepet av angst: "Hvem av oss kan bo ved fortærende ild? Hvem av oss kan bo ved evige flammer?" |
| 16 Den som vandrer retfærdigt og taler sandt, den, som forkaster undertrykkelsens vinding og holder hænderne borte fra bestikkelse, den, som stopper ørerne til for ikke at høre om mord og lukker øjnene i for ikke at se ondskab han skal bo i det høje, han får en knejsende klippeborg. Han får sit brød, han er sikret sit vand. | 16 Den, der vandrer i retfærd og taler oprigtigt, ringeagter vinding, vundet ved uret, vægrer sig ved at tage mod gave, tilstopper øret over for blodråd og lukker øjnene over for det onde - | 16 han skal bo på høydene, hans forsvarsborg skal være klippefestninger. Han får sitt brød, og vannforsyningen er trygg. |
| 15 Den som vandrer retfærdigt og taler sandt, den, som forkaster undertrykkelsens vinding og holder hænderne borte fra bestikkelse, den, som stopper ørerne til for ikke at høre om mord og lukker øjnene i for ikke at se ondskab han skal bo i det høje, han får en knejsende klippeborg. Han får sit brød, han er sikret sit vand. | 15 Den, der vandrer i retfærd og taler oprigtigt, ringeagter vinding, vundet ved uret, vægrer sig ved at tage mod gave, tilstopper øret over for blodråd og lukker øjnene over for det onde -16 højt skal en sådan bo, hans værn skal klippeborge være; han får sit brød, og vand er ham sikret. | 15 Den som vandrer rettferdig og fører oppriktig tale, den som forakter å få vinning gjennom undertrykkelse, hans hender avviser å ta imot bestikkelser, den som lukker ørene for tale om blodsutgytelse, og som lukker øynene så han ikke skal se ondskap, |
| 17 Dine øjne skal betragte kongen i hans skønhed, du skal se et vidstrakt land. | 17 16 højt skal en sådan bo, hans værn skal klippeborge være; han får sit brød, og vand er ham sikret. | 17 Dine øyne skal se Kongen i Hans skjønnhet. De skal skue landet langt borte. |
| 18 Dit hjerte skal tænke i rædsel: Hvor er skriveren, hvor er skriveren? Hvor er han, der tæller tårnene? | 18 Dit hjerte skal tænke på rædselen: »Hvor er nu han, der talte og vejede, han, der talte tårnene?« | 18 Ditt hjerte skal grunne på redselen: "Hvor er skriveren? Hvor er han som veier opp? Hvor er han som teller tårnene?" |
| 19 Du ser ikke mere det barbariske folk, et folk med fremmed sprog, som man ikke forstår, med stammende tunge, som man ikke fatter. | 19 Du ser ej det vilde folk med dybt, uforståeligt mål, med stammende, ufattelig tunge. | 19 Det grusomme folket skal du ikke se mer, folket med en vanskelig og uforståelig tale, med et fremmed tungemål som ingen kan forstå. |
| 20 Betragt Zion, vore festtiders by, dine øjne skal se Jerusalem, den sorgløse boplads, et telt, der ikke tages ned, hvis pløkke aldrig rykkes op, og hvis reb ikke brister. | 20 Se på Zion, vore højtiders by! Dine øjne skal skue Jerusalem, et sikkert lejrsted, et telt, der ej flytter, hvis pæle aldrig rykkes op, hvis snore ej rives over. | 20 Se Sion, høytidens by! Dine øyne skal se Jerusalem, trygghetens bolig, teltet som ikke blir flyttet. Aldri skal teltpluggene rives av, ingen av snorene skal kuttes. |
| 21 Nej, Herren, den Mægtige giver os et sted med floder, med brede kanaler. Men der sejler ingen flodbåde, ingen mægtige skibe færdes der. | 21 Nej der træder Herrens bæk for os i floders og brede strømmes sted; der kan ej åreskib gå, ej vældigt langskib sejle. | 21 For der er det Herren Den Mektige er for oss, på stedet med brede elver og floder, der ingen skute skal føres med årer eller noe mektig skip skal seile forbi. |
| 22 Herren er vor dommer Herren er vor hersker, Herren er vor konge, han vil frelse os. | 22 Thi Herren er vor dommer, Herren er vor hersker, Herren er vor konge, han bringer os frelse. | 22 For Herren er vår Dommer! Herren er vår Lovgiver! Herren er vår Konge! Han skal frelse oss! |
| 23 Dine reb er slappe, de holder ikke masten fast, de strammer ikke banneret ud. Da deles der bytte i mængde halte får del i rovet. | 23 Slapt hænger dit tovværk, det holder ej råen og spænder ej sejlet. Da uddeles røvet bytte i overflod, halte tager del i rovet. | 23 Men dine tau bare løsner, de kunne ikke holde masten støtt, de kunne ikke spenne seilet stramt. Da skal det rike byttet fordeles. Også de lamme tar sitt bytte. |
| 24 Ingen indbygger skal sige: »Jeg er syg!« Folket, der bor der, har fået synden tilgivet. | 24 Ingen indbygger siger: »Jeg er syg!« folket der har sin synd forladt. | 24 Men ingen som bor der, skal si: "Jeg er syk." For folket som bor i den, er blitt tilgitt misgjerningen. |