Esajas bog 42 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Se min tjener, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag. Jeg lader min ånd komme over ham, og han skal bringe ret til folkene. | 1 Se min tjener, ved hvem jeg min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min ånd, han skal udbrede ret til folkene. | 1 Se! Min tjener som Jeg holder oppe, Min Utvalgte, i Ham har Min sjel velbehag! Jeg har lagt Min Ånd på Ham. Han skal føre retten ut til hedningefolkene. |
| 2 Han skriger ikke, han råber ikke, han løfter ikke sin røst i gaderne. | 2 Han råber og skriger ikke, løfter ej røsten på gaden, | 2 Han skal ikke skrike og ikke rope, og heller ikke la Sin røst høres på gaten. |
| 3 Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr. | 3 bryder ej knækket rør og slukker ej rygende tande. Han udbreder ret med troskab, | 3 Et knekket rør skal Han ikke bryte, og en rykende veke skal Han ikke slokke. I trofasthet fører Han retten fram. |
| 4 Han bliver ikke svag og knækkes ikke, til han har ført retten igennem på jorden; de fjerne øer venter på hans belæring. | 4 vansmægter, udmattes ikke, før han får sat ret på jorden; og fjerne strande bier på hans lov. | 4 Han skal ikke utmattes og ikke knuses før Han har grunnlagt retten på jorden. Fjerne kyster venter på Hans lov. |
| 5 Dette siger Gud Herren, han som skabte himlen og spændte den ud, som bredte jorden ud med dens vækster, som gav åndedræt til folkene på jorden, livsånde til dem, der færdes på den: | 5 Så siger Gud Herren, som skabte og udspændte himlen, udbredte jorden med dens grøde, gav folkene på den åndedræt og dem, som vandrer der, ånde. | 5 Så sier Gud Herren, som skapte himmelen og strakte den ut, som bredte ut jorden med alt som vokser opp der, som gir livsånde til folket som bor på den og ånd til dem som ferdes på den: |
| 6 Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed; jeg tager dig ved hånden. Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket, til et lys for folkene. | 6 Jeg, Herren, har kaldet dig i retfærd og grebet dig fast om hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til folkepagt, til hedningelys | 6 Jeg, Herren, har kalt Deg i rettferd og holder fast i Din hånd. Jeg bevarer Deg og gir Deg som en pakt for folket og et lys for folkeslagene, |
| 7 Du skal åbne de blindes øjne, føre fangerne ud af fængslet og dem, der sidder i mørket, ud af fangehullet. | 7 for at åbne de blinde øjne og føre de fangne fra fængslet, fra fangehullet mørkets gæster. | 7 for at Du skal åpne blinde øyne og føre fanger ut av fengslet, og føre dem som sitter i mørke, ut fra fangehuset. |
| 8 Jeg er Jahve, det er mit navn! Jeg giver ikke min ære til nogen anden eller min pris til gudebillederne. | 8 Jeg er Herren, så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris. | 8 Jeg er Herren, det er Mitt navn. Min ære gir Jeg ikke til noen annen, Min pris gir Jeg ikke til utskårne bilder. |
| 9 Hvad der tidligere blev sagt, det er sket, nu fortæller jeg det nye; før det spirer frem, forkynder jeg det. | 9 Hvad jeg forudsagde, se, det er sket, jeg forkynder nu nye ting, kundgør dem, før de spirer frem. | 9 Se, de første tingene inntreffer, og de nye ting kunngjør Jeg nå. Før de spirer fram, lar Jeg dere høre om dem. |
| 10 Syng en ny sang for Herren, hans pris fra jordens ende, I, der færdes på havet med hvad det rummer, I, der bor på de fjerne øer! | 10 Syng Herren en ny sang, hans pris over jorden vide; havet og dets fylde skal juble, fjerne strande og de, som bebor dem; | 10 Syng for Herren en ny sang, og Hans pris fra jordens ender, dere som drar ned til havet, og alt som fyller det, dere fjerne kyster og dere som bor der. |
| 11 Ørkenen og dens byer skal løfte røsten, lejrene, hvor Kedar bor; Selas beboere skal juble, fra-bjergenes toppe skal de råbe. | 11 ørkenen og dens byer stemmer i, de lejre, hvor Kedar bor; klippeboerne jubler, råber fra bjergenes tinder; | 11 Løft deres røst, du ødemark og dere byer som er der, dere landsbyer der Kedar bor. Juble, dere som bor i Sela, rop høyt fra fjelltoppene. |
| 12 De skal give Herren ære og forkynde hans pris for de fjerne øer. . | 12 Herren giver de ære, forkynder hans pris på fjerne strande. | 12 Gi Herren ære, og forkynn Hans pris ved fjerne kyster! |
| 13 Herren drager ud som en helt, som en kriger vækker han sin lidenskab; han skriger, han udstøder kampråb, over for fjenderne bryster han sig af sin styrke. | 13 Herren drager ud som en helt, han vækker som en stridsmand sin kamplyst, han udstøder krigsskrig, han brøler, æsker sine fjender til strid. | 13 Herren skal gå ut som en mektig mann. Han vekker Sin nidkjærhet som en stridsmann. Han skal rope, ja, rope høyt. Han viser Sin makt over Sine fiender. |
| 14 Jeg har tiet i lange tider, jeg har været tavs og holdt mig tilbage; nu skriger jeg som en fødende, jeg stønner og snapper efter vejret. | 14 En evighed lang har jeg tiet, været tavs og lagt bånd på mig selv; nu skriger jeg som kvinde i barnsnød, stønner og snapper efter luft. | 14 Jeg holdt Meg i ro fra evighet av, Jeg tidde og holdt Meg tilbake. Men nå vil Jeg skrike som en fødende kvinne, Jeg vil stønne og gispe på samme tid. |
| 15 Jeg lægger-bjerg og høj øde og lader alt, hvad der gror der, visne; jeg gør floderne til fast land og tørrer oaserne ud. | 15 Jeg gør bjerge og høje tørre, afsvider alt deres grønt, gør strømme til udtørret land, og sumpe lægger jeg tørre. | 15 Jeg vil legge fjellene og haugene øde og svi av alle vekstene der. Jeg vil gjøre elvene til kystland og tørke opp innsjøene. |
| 16 Jeg fører de blinde ad veje, de ikke kender, jeg leder dem ad stier, de ikke kender. Jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette. Det vil jeg gøre, og jeg opgiver det ikke. | 16 Jeg fører blinde ad ukendt vej, leder dem ad ukendte stier, gør mørket foran dem til lys og bakkelandet til slette. Det er de ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra. | 16 Jeg vil føre de blinde på en vei de ikke kjenner. Jeg vil lede dem på ukjente stier. Jeg vil gjøre mørke til lys foran deres ansikt, og Jeg gjør ulendte steder jevne. Alt dette skal Jeg gjøre for dem, og ikke forlate dem. |
| 17 Men de, der stoler på gudebilleder, må vige tilbage med skam, de, der siger til de støbte billeder: I er vore guder. | 17 Vige og dybt beskæmmes skal de, som stoler på billeder, som siger til støbte billeder: »I er vore guder!« | 17 De skal tvinges tilbake, de skal bli kraftig til skamme, de som stoler på utskårne bilder, som sier til støpte bilder: "Dere er våre guder." |
| 18 I døve, hør efter! I blinde, se jer om! | 18 I, som er døve, hør, løft blikket, i blinde, og se! | 18 Hør, dere døve, og fest blikket, dere blinde, så dere kan se. |
| 19 Hvem er blind som min tjener og døv som mit sendebud? Hvem er blind som den udsendte, blind som Herrens tjener? | 19 Hvo er blind, om ikke min tjener, og døv som budet, jeg sendte? Hvo er blind som min håndgangne mand, blind som Herrens tjener? | 19 Hvem er blind foruten Min tjener, eller døv som den budbæreren Jeg sender? Hvem er blind som den som står i en fredspakt, og blind som Herrens tjener? |
| 20 Mange ting så han, men gav ikke agt på det, trods åbne ører hørte han ikke. | 20 Meget så han, men ænsed det ikke, trods åbne ører hørte han ej. | 20 Du ser mye, men du legger det ikke på sinne. Ørene er åpne, men det er ingen som hører. |
| 21 For sin retfærdigheds skyld vil Herren gøre sin belæring stor og herlig. | 21 For sin retfærds skyld ville Herren løfte loven til højhed og ære. | 21 For Sin rettferdighets skyld har Herren velbehag i å opphøye loven og la den få ære. |
| 22 Men de er et udbyttet og udplyndret folk; de er alle lænket i fangehuller og gemt bort i fængsler. De er gjort til bytte, og ingen redder dem, de er udplyndret, og ingen siger: »Lad dem gå!« | 22 Men folket er plyndret og hærget; de er alle bundet i huler, skjult i fangers huse, til ran blev de, ingen redder, til plyndring, ingen siger: »slip dem!« | 22 Men dette er et folk som er ranet og plyndret. Alle sammen er de fanget i huler, de er gjemt bort i fangehus. De er blitt til bytte, og det er ingen som frir dem ut, de er overgitt til å plyndres, og ingen sier: "Gi det tilbake!" |
| 23 Hvem af jer vil høre dette, lytte og høre efter for fremtiden? | 23 Hvem af jer vil lytte til dette, mærke sig og fremtidig høre det: | 23 Hvem blant dere vil høre på dette? Hvem vil legge øret til og lytte i tiden som kommer? |
| 24 Hvem overgav Jakob til plyndring, hvem udleverede Israel til røvere? Var det ikke Herren, ham vi havde syndet mod? De ville ikke vandre ad hans veje eller lytte til hans belæring. | 24 Hvo hengav Jakob til plyndring, gav Israel hen til ransmænd? Mon ikke Herren: Mod hvem vi synded, hvis veje de ej ville vandre, hvis lov de ikke hørte? | 24 Hvem overgav Jakob til å plyndres og Israel til røvere? Var det ikke Herren, Han som vi har syndet mot? For de ville ikke vandre på Hans veier, de var ikke lydige mot Hans lov. |
| 25 Derfor udøste han sin glødende vrede og krigens vold over dem. Den blussede op omkring dem, uden at de ville forstå det; den brændte dem, men de lagde sig det ikke på sinde. | 25 Han udgød over det harme, sin vrede og krigens vælde; den luede om det, det ænsed det ej, den sved det, det tog sig det ikke til hjerte. | 25 Derfor utøste Han Sin brennende vrede og krigens velde over ham. Den har satt ham i brann rundt omkring, likevel forstod han ikke. Den brente ham, men han tok det ikke til hjertet. |