Esajas bog 51 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Hør mig, I, som stræber efter retfærdigheden, I, som søger Herren: Se hen til den klippe, I blev hugget løs fra, og til den grube, I blev boret ud af. | 1 Hør mig, I, som jager efter retfærd, som søger Herren! Se til klippen, i huggedes af, til gruben, af hvilken i brødes, | 1 Hør på Meg, dere som jager etter rettferdighet, dere som søker Herren: Se på berget dere ble hogd ut av, og til hullet i avgrunnen dere ble gravd ut av. |
| 2 Se hen til Abraham, jeres fader, og til Sara, som fødte jer. For han var kun én, da jeg kaldte ham, men jeg velsignede ham og gjorde ham talrig. | 2 se til eders fader Abraham, til sara, der fødte eder: Da jeg kaldte ham, var han kun een, jeg velsigned ham, gjorde ham til mange. | 2 Se på deres far Abraham, og på Sara som fødte dere. For da han bare var én, kalte Jeg ham og velsignet ham og gjorde ham tallrik. |
| 3 Ja, Herren trøster Zion, trøster alle hendes ruiner; han gør hendes ørken som Eden, det øde land som Herrens have. Fryd og glæde skal der lyde, takkesang og klingende spil. | 3 Thi Herren trøster Zion, trøster alle dets tomter, han gør dets ørk som eden, dets ødemark som Herrens have; der skal findes fryd og glæde, lovsang og strengespil. | 3 For Herren trøster Sion, Han trøster alle de øde stedene der. Han vil gjøre hennes ødemark lik Eden og hennes ørken som Herrens hage. Fryd og glede skal finnes i den, lovprisning og lyden av sang. |
| 4 Lyt til mig, mit folk, mit folkefærd, hør på mig! For der udgår belæring fra mig, i et nu gør jeg min ret til lys for folkene. | 4 I folkeslag, lyt til mig, I folkefærd, lån mig øre! Thi lov går ud fra mig, min ret som folkeslags lys; | 4 Lytt til Meg, Mitt folk, legg øret til Meg, Mitt folkeferd: For loven skal utgå fra Meg, og Jeg skal la Min rett hvile som et lys for folkene. |
| 5 Min retfærdighed er nær, min frelse kommer, min arm dømmer folkene. De fjerne øer håber på mig, de venter på min stærke arm. | 5 min retfærd nærmer sig hastigt, min Frelse oprinder, mine arme bringer folkeslag ret; fjerne strande bier på mig og længes efter min arm. | 5 Min rettferdighet er nær, Min frelse går ut, og Mine armer skal dømme folkene. Fjerne kyster skal vente på Meg, og de skal sette sitt håp til Min arm. |
| 6 Løft jeres øjne mod himlen, vend blikket mod jorden hernede; for himlen skal opløses som røg, jorden skal slides op som klæder, og de, der bor på den, skal dø som myg. Men min frelse varer til evig tid, og min retfærdighed hører ikke op. | 6 Løft eders øjne mod himlen og se på jorden hernede! Thi himlen skal svinde som røg, jorden som en opslidt klædning, dens beboere skal dø som myg. Men min Frelse varer evigt, min retfærd ophører aldrig. | 6 Løft deres øyne mot himmelen, og se på jorden her nede! For himmelen skal forsvinne som røyk, jorden skal eldes som et klesplagg. De som bor på den, skal dø på samme måten. Men Min frelse varer til evig tid, og Min rettferdighet skal aldri ta slutt. |
| 7 Hør mig, I, der kender retfærdighed, du folk med min lov i hjertet! Frygt ikke for menneskers hån, lad jer ikke skræmme af deres spot. | 7 Hør mig, I, som kender retfærd, du folk med min lov i dit hjerte, frygt ej menneskers hån, vær ikke ræd for deres spot! | 7 Hør på Meg, dere som kjenner rettferdighet, du folk som har Min lov i deres hjerte: Frykt ikke for menneskers hån, vær ikke redde for deres spott. |
| 8 Møl skal æde dem som klæder , insekter skal æde dem som uld. Men min retfærdighed varer til evig tid, min frelse i slægt efter slægt. | 8 Som en klædning skal møl fortære dem,,orm fortære dem som uld, men min retfærd varer evigt, min Frelse fra slægt til slægt. | 8 For møllen skal fortære dem som et klesplagg, og marken skal fortære dem som ull. Men Min rettferdighet varer til evig tid, og Min frelse fra slekt til slekt. |
| 9 Vågn op, vågn op, ifør dig styrke, du Herrens arm! Vågn op som i ældgamle dage, i henfarne tider! Var det ikke dig, der fældede Rahab og gennemborede dragen? | 9 Vågn op, vågn op, Herrens arm, og ifør dig styrke, vågn op som i henfarne dage, i urtidens slægter! Mon du ej kløvede rahab, gennembored dragen, | 9 Våkn opp, våkn opp, kle deg i styrke, du Herrens arm! Våkn opp som i de eldste dager, i farne slekter. Var det ikke Du som hogg Rahab i stykker og gjennomboret sjøuhyret? |
| 10 Var det ikke dig, der tørrede havet ud, det store urdybs vande, og gjorde det dybe hav til vej, så de løskøbte kunne gå over? | 10 mon du ej udtørred havet, stordybets vande, gjorde havets dyb til en vej, hvor de genløste gik? | 10 Var det ikke Du som tørket ut havet, vannene i det store dypet, som gjorde havets dyp til en vei der de forløste kunne gå over? |
| 11 Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel; evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter. | 11 Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly. | 11 Så skal Herrens forløste vende tilbake, og komme til Sion med jubel og evig glede over deres hode. Fryd og glede innhenter dem, sorg og sukk må rømme. |
| 12 Det er mig, der trøster jer, hvordan kan du da frygte for mennesker, der dør, for menneskebørn, der svinder bort som græsset? | 12 Jeg, jeg er eders trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske mennesker, der bliver som græs, | 12 Jeg, ja Jeg er Den som trøster dere. Hvem er du som frykter for en mann som skal dø, og for et menneskebarn som skal bli lik gress. |
| 13 Hvordan kan du glemme Herren, der skabte dig, som spændte himlen ud og grundlagde jorden. Hvordan kan du dagen lang frygte for undenrykkerens rasen? Når han vil til at ødelægge, hvad bliver der da af undenrykkerens rasen? | 13 at du glemmer Herren, din skaber, der udspændte himlen og grundfæsted jorden, at du altid dagen lang frygter for undertrykkerens vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor er da undertrykkerens vrede? | 13 Du glemmer Herren din Skaper, som strakk ut himmelen og grunnfestet jorden. Hver dag har du vært redd hele tiden for undertrykkerens vrede, når han gjorde seg klar til å ødelegge. Hvor er undertrykkerens vrede? |
| 14 Snart bliver den lænkede løst, han skal ikke dø og gå i graven, han skal ikke mangle brød. | 14 Snart skal den krumsluttede løses og ikke dø og synke i graven eller mangle brød, | 14 Fangen i lenker skynder seg så han kan bli løst, så han ikke skal dø til ødeleggelse, så han ikke skal mangle brød. |
| 15 Jeg er Herren din Gud, som pisker havet op, så bølgerne larmer, Hærskarers Herre er hans navn. | 15 så sandt jeg er Herren din Gud, som rører havet, så bølgerne bruser, den, hvis navn er Hærskares Herre. | 15 Jeg er Herren din Gud, som satte havet i opprør så bølgene buldret. Hærskarenes Herre er Hans navn. |
| 16 Jeg lægger mine ord i din mund og skjuler dig i skyggen af min hånd; jeg spænder himlen ud og grundlægger jorden og siger til Zion: Du er mit folk. | 16 Jeg lægger mine ord i din mund og gemmer dig under min hånds skygge for at udspænde himmelen og grundfæste jorden og sige til Zion: »Du er mit folk.« | 16 Jeg har lagt Mine ord i din munn. Jeg har dekket deg med skyggen fra Min hånd, så Jeg kan plante himmelen, grunnfeste jorden og si til Sion: "Du er Mitt folk." |
| 17 Vågn op, vågn op, rejs dig, Jerusalem! Du, som fra Herrens hånd fik hans vredes bæger at drikke, den berusende skål tømte du til bunds. | 17 Vågn op, vågn op, stå op, Jerusalem, som af Herrens hånd fik rakt hans vredes bæger og tømte den berusende kalk til sidste dråbe. | 17 Våkn opp, våkn opp! Stå opp, Jerusalem, du som av Herrens hånd har fått drikke av Hans vredes beger. Du har drukket skålen fra beruselsens beger og tømt det helt. |
| 18 Af alle de sønner, hun har født, var der ingen, der ledte hende; af alle de sønner, hun opfostrede, var der ingen, der tog hende ved hånden. | 18 Af alle de børn, hun fødte, ledte hende ingen, af alle de børn, hun fostred, greb ingen hendes hånd. | 18 Blant alle sønnene hun har født, er det ingen til å lede henne. Det er ingen som tar henne i hånden blant alle sønnene hun har fostret. |
| 19 Der var to ting, der ramte dig, hvem ynkede dig? Vold og ulykke, hungersnød og sværd, hvem trøstede dig? | 19 To ting timedes dig hvo ynker dig vel? Vold og våde, hunger og sværd - hvo trøster dig? | 19 Begge disse tingene har rammet deg. Hvem synes synd på deg? Ødeleggelse og undergang, hungersnød og sverd, hvordan skal Jeg trøste deg? |
| 20 Dine sønner lå afkræftede på hvert gadehjørne som antiloper i fælden, fulde af Herrens vrede, din Guds trussel. | 20 Ved alle gadehjørner lå dine sønner i afmagt som i garn antiloper, fyldte med Herrens vrede, med trusler fra din Gud. | 20 Dine sønner er utmattet, de ligger ved alle gatehjørnene, som en antilope i et garn. De er fulle av Herrens vrede, av din Guds trussel. |
| 21 Men hør nu dette, du hjælpeløse, du, som er beruset, men ikke af vin! | 21 Hør derfor, du arme, drukken, men ikke af vin: | 21 Hør derfor dette, du som er elendig og drukken, men ikke av vin. |
| 22 Dette siger Herren, din Herre og din Gud, som fører sagen for sit folk: Nu tager jeg det berusende bæger ud af din hånd, du skal ikke længere drikke af min vredes skål. | 22 Så siger din herre, Herren, din Gud, der strider for sit folk: Se, jeg tager den berusende kalk fra din hånd, aldrig mer skal du drikke min vredes bæger; | 22 Så sier din Herre, Herren og din Gud, som fører saken for Sitt folk: Se, Jeg har tatt ut beruselsens beger av din hånd, skålen fra Mitt vredes beger, du skal aldri mer drikke av den. |
| 23 For jeg rækker det til dine undertrykkere, dem som sagde til dig: »Kast dig ned, så vi kan gå hen over dig.« Du måtte gøre din ryg som den faste jord, som en gade for de forbipasserende. | 23 og jeg rækker det til dine plagere, dem, som bød dig: »Bøj dig, så vi kan gå over!« og du gjorde din ryg til gulv, til gade for vandringsmænd. | 23 Men Jeg skal gi det over i hånden på dem som plager deg, de som sa til din sjel: "Legg deg ned, så vi kan gå over deg." Du har lagt din rygg som jorden, som en gate, for dem som går på den. |