Esajas bog 57 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Retfærdige går til grunde, men ingen ænser det; trofaste rives bort , uden at nogen lægger mærke til det. På grund af ondskaben rives de retfærdige bort. | 1 Den retfærdige omkom, og ingen tænkte derover, fromme mænd reves bort, det ænsede ingen; thi bort blev den retfærdige revet for ondskabens skyld | 1 Den rettferdige går til grunne, og ingen legger seg det på hjertet. Barmhjertige menn hentes bort, men ingen forstår at den rettferdige hentes bort fra ondskapen. |
| 2 De går ind til freden, de hviler på deres leje, de der fulgte den rette vej. | 2 og gik ind til fred; på gravlejet hviler nu de, som vandrede ret. | 2 Han går inn til fred. De hviler på sitt leie, og hver av dem vandrer bent fram. |
| 3 Kom herhen, I børn af troldkvinder , I afkom af horkarle og skøger! | 3 Men i, kom nu her, i troldkvindens børn, I, horkarls og skøges yngel: | 3 Men kom hit, dere spåkonens barn, dere avkom av ekteskapsbryteren og skjøgen! |
| 4 Hvem er det, I gør jer lystige over, hvem spærrer I munden op imod, hvem rækker I tunge ad? I er jo selv børn af synd og afkom af løgn. | 4 hvem er det, i spotter? Hvem vrænger i mund, hvem rækker i tunge ad? er i ej syndens børn og løgnens yngel? | 4 Hvem er det dere gjør narr av? Mot hvem er det dere gaper med munnen og geiper med tungen? Er dere ikke selv overtredelsens barn, løgnens ætt, |
| 5 I brænder af brunst under egene og under alle grønne træer; I slagter børn i-dalene og i alle klippekløfterne. | 5 I, som er i brynde ved ege, under hvert grønt træ, I, som slagter børn i dale. I klippernes kløfter! | 5 dere som brenner av lyst mellom terebintene og under hvert grønt tre, dere som slakter barna i dalene, i kløftene blant klippene? |
| 6 -dalenes glatte sten er din lod ja, de er din del; du udgyder endog drikoffer for dem og bringer dem afgrødeoffer. Skal jeg finde mig i det? | 6 Dalenes glatte sten er din del og din lod, du udgyder drikofre for dem, bringer dem gaver. Skal jeg være tilfreds med sligt? | 6 Din del er mellom de glatte steinene i bekken. De, de er din lodd! Også for dem har du utøst drikkoffer og ofret grødeoffer. Skulle Jeg bli trøstet av dette? |
| 7 På det højt knejsende-bjerg har du redt dit leje, og dér er du steget op for at bringe slagtoffer. | 7 På høje og knejsende bjerge redte du leje, også der steg du op for at slagte dit offer; | 7 På et høyt og mektig fjell har du redd ditt leie. Også dit opp gikk du for å ofre slaktoffer. |
| 8 Bag dør og dørstolpe har du sat dit mærke. Du har vendt mig ryggen, og du klæder dig af, du lægger dig og gør lejet bredt, du køber lejets elskov af dem og ser deres køn. | 8 bag døren og dørens stolpe satte du dit tegn; thi du sveg mig og blotted dig, steg op, gjorde lejet bredt, købte samlejets elskov af dem, så deres skam; | 8 Også bak døren og dørstolpen satte du opp ditt minnesmerke. For du vendte deg bort fra Meg. Du kledde av deg og kløv opp. Du laget god plass i din seng og gjorde en avtale med dem. Du elsket deres seng, hvor du så deres nakenhet. |
| 9 Du ødsler olie på Melek og giver rigeligt af dine salver. Du har sendt dine bud til det fjerne, helt ned i dødsriget. | 9 du salved dig med olie for molok og ødsled med røgelse, sendte dine bud til det fjerne, steg ned til dødsriget, | 9 Du gikk til kongen med salveolje, du skaffet deg store mengder parfyme. Du sendte dine budbærere langt av sted, og du steg helt ned til dødsriket. |
| 10 Du udmattedes på din lange rejse, men sagde ikke: Det er forgæves. Du samlede kræfter igen, derfor gav du ikke op. | 10 du blev træt af den lange vej, men opgav ej ævred; du samlede atter din kraft og gav ikke op. | 10 Du ble utslitt på din lange vei. Likevel sa du ikke: "Alt håp er ute." Du fant selv ny livskraft for din hånd. Derfor ble du ikke skrøpelig. |
| 11 Hvem er det, du er angst og bange for, siden du lever i løgn? Mig huskede du ikke, og du ænsede mig ikke; jeg har jo tiet fra evighed, så du frygtede mig ikke. | 11 For hvem var du ræd og angst? thi på løgn var du inde, og mig kom du ikke i hu, brød dig ikke om mig. Jeg er jo stum og blind, mig frygted du ikke. | 11 Hvem var det du var redd for og fryktet, siden du har løyet og ikke husket på Meg, og ikke lagt deg det på hjertet? Er det ikke fordi Jeg har holdt Meg stille fra fordums tid at du ikke har fryktet Meg? |
| 12 Men jeg siger: Din retfærdighed og dine gerninger kan ikke gavne dig, når du råber om hjælp; | 12 Ja, jeg vil forkynde din retfærd og dine gerninger; | 12 Jeg skal kunngjøre din rettferdighet og dine gjerninger, men de skal ikke bli til noe gagn for deg. |
| 13 lad din gudeflok redde dig. Men stormen river dem alle bort, et vindstød tager dem. Men de, der søger tilflugt hos mig, skal arve landet og få mit hellige-bjerg i eje. | 13 din Gudeflok hjælper og redder dig ej på dit råb; en storm bortfejer dem alle, el vindstød tager dem. Men den, der lider på mig, skal arve landet og eje mit hellige bjerg. | 13 Når du roper, så la bare den samlingen du har hos deg, utfri deg. Men vinden skal føre dem alle av sted, et vindpust skal ta dem. Men den som tar sin tilflukt til Meg, skal arve landet, og skal ta Mitt hellige berg i eie. |
| 14 Og han sagde: Byg vej, byg vej og ban den, fjern hindringer fra mit folks vej! For dette siger den højt ophøjede, | 14 Og det lyder: »Byg vej, byg vej og ban den. Ryd hindringer bort for mit folk!« | 14 Han sier: "Bygg! Bygg! Gjør veien klar! Ta snublesteinen bort fra veien for Mitt folk." |
| 15 som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis and er nedbøjet, og oplive det knuste hjerte. | 15 Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er »hellig«: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live. | 15 For så sier Den Høye og Opphøyde, Han som troner for evig, Han som har navnet Hellig: I det høye og hellige bor Jeg, og hos den som har en sønderknust og ydmyk ånd, for å gjenopplive de ydmykes ånd, og for å gjøre de sønderknustes hjerte levende. |
| 16 Jeg anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; for så ville deres ånd svigte for mine øjne,¨ den livsånd, jeg selv har skabt. | 16 Thi evigt går jeg ikke i rette, evindelig vredes jeg ej; så vansmægted ånden for mit ansigt, sjæle, som jeg har skabt, | 16 For Jeg anklager ikke for evig, Jeg er ikke alltid vred. Da ville ånden svikte framfor Mitt åsyn, ja, de livsånder Jeg har dannet. |
| 17 Jeg blev vred over deres syndige griskhed, jeg slog dem og skjulte mig i vrede; i frafald fulgte de den vej, de ville. | 17 for hans gridskheds skyld blev jeg vred, slog ham og skjulte mig i harme; han fulgte i frafald sit hjertes vej. | 17 På grunn av hans grådige misgjerning ble Jeg vred og slo ham. Jeg skjulte meg og var vred, men han gikk bare videre bort på sitt hjertes vei. |
| 18 Men jeg så deres færd, og jeg vil helbrede dem og skaffe dem hvile, jeg giver dem trøst til gengæld. | 18 Jeg så hans vej, men nu vil jeg læge og lede ham og give ham trøst til bod; | 18 Jeg har sett hans veier, og Jeg vil lege ham. Jeg skal lede ham og igjen la ham og hans sørgende få trøst. |
| 19 Hos de sørgende skaber jeg læbernes frugt: Fred, fred for den, der er langt borte, og for den, der er nær, siger Herren, og jeg helbreder dem. | 19 hos de sørgende skaber jeg læbernes frugt, fred, fred for fjern og nær, siger Herren, og nu vil jeg læge ham. | 19 "Jeg skaper leppenes frukt: Fred, fred til den som er langt borte og til den som er nær ved," sier Herren. "Jeg leger ham." |
| 20 Men de ugudelige er som det oprørte hav, der ikke kan falde til ro, dets bølger rører op i mudder og dynd. | 20 Men de gudløse er som det oprørte hav, der ikke kan komme til ro, hvis bølger opskyller mudder og dynd. | 20 Men de ugudelige er som det opprørte havet når det ikke kan være stille, og bølgene rører opp gjørme og skitt. |
| 21 De gudløse har ikke fred, siger min Gud. | 21 De gudløse har ingen fred, siger min Gud. | 21 Det er ingen fred for de ugudelige, sier min Gud. |