Esajas bog 64 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 så dine fjender får dit navn at kende, og folkene skælver for dit ansigt, | 1 Som vokset smelter i ild, så lad ild fortære dine fjender, at dit navn må kendes iblandt dem, og folkene bæve for dit åsyn, | 1 Da Du gjorde fryktinngytende og uventede undere, kom Du ned, og fjellene skaket for Ditt åsyn. |
| 2 når du gør undere, vi ikke havde ventet. Du stiger ned, så-bjergene ryster foran dig; | 2 når du gør undere, vi ikke vented, du stiger ned, for dit åsyn vakler bjergene | 2 Da Du gjorde fryktinngytende og uventede undere, kom Du ned, og fjellene skaket for Ditt åsyn. |
| 3 intet øre har nogen sinde hørt, intet øje har set en anden Gud end dig, som griber ind for den, der håber på ham. | 3 og som ingen sinde er hørt. Intet øre har hørt, intet øje har set en Gud uden dig, som hjælper den, der håber på ham. | 3 For fra evighet har ingen hørt, intet øre lyttet, og intet øye sett noen annen gud enn Du, som slik griper inn for den som venter på Ham. |
| 4 Du kommer den i møde, der med glæde handler retfærdigt, som husker dig på dine veje. Men du blev vred, og vi syndede, trods det har vi forbrudt os fra fortiden. | 4 Du ser til dem, der øver retfærd og kommer dine veje i hu. Men se, du blev vred, og vi synded, og skyldige blev vi derved. | 4 Den som gleder seg og gjør rettferd, kommer Du i møte, den som husker Deg på Dine veier. Se, Du ble vred, for vi syndet. Slik var det alltid. Men vi må bli frelst! |
| 5 Vi blev alle som den urene, og al vor retfærdighed blev som snavset tøj Vi visnede alle som løv, som vinden rev vor synd os bort. | 5 Som urene blev vi til hobe, som en tilsølet klædning al vor retfærd. Vi visnede alle som løvet, vort brøde bortvejred os som vinden. | 5 Vi ble som den urene alle sammen. All vår rettferdighet er som et urent klesplagg. Vi visnet som løv alle sammen, våre misgjerninger har ført oss bort som vinden. |
| 6 Ingen påkaldte dit navn, ingen vågnede op og holdt fast ved dig; for du havde skjult dit ansigt for os og givet os vor synd i vold. | 6 Ingen påkaldte dit navn, tog sig sammen og holdt sig til dig; thi du skjulte dit åsyn for os og gav os vor brøde i vold. | 6 Det er ingen som påkaller Ditt navn, ingen vekkes så han holder fast ved Deg. For Du har skjult Ditt åsyn for oss, og lar oss tæres bort i våre misgjerningers vold. |
| 7 Men, Herre, du er jo vor fader; vi er ler, og du har formet os, vi er alle sammen dine hænders værk. | 7 Men du, o Herre, er dog vor fader, vi er leret, og du har dannet os, værk af din hånd er vi alle. | 7 Men nå, Herre, Du er vår Far. Vi er leiren, Du er Den som former oss. Vi er alle sammen et verk av Din hånd. |
| 8 Vær ikke så vred, Herre, og husk ikke synden for evigt! Se til os alle, vi er dit folk! | 8 Vredes ej, herre, så såre, kom ej evigt brøde i hu, se dog til, vi er alle dit folk! | 8 Vær ikke så vred, Herre, husk ikke på misgjerning for evig! Se, vi ber Deg, se at vi er Ditt folk! |
| 9 Dine hellige byer er blevet til ørken, Zion er blevet en ørken, Jerusalem er lagt øde. | 9 Dine hellige byer er ørk, Zion er blevet en ørk, Jerusalem ligger i grus; | 9 Dine hellige byer er blitt en ødemark, Sion er en ødemark, Jerusalem et øde sted. |
| 10 Vort hellige og herlige tempel, hvor vore fædre priste dig, er brændt ned; alt det, vi elsker, ligger i ruiner. | 10 vort hellige, herlige tempel, hvor fædrene priste dig, er blevet luernes rov, en grushob er alt, hvad vi elskede. | 10 Vårt hellige og herlige hus, der våre fedre priste Deg, er satt fyr på og brent opp. Alt det som var dyrebart for oss, er lagt øde. |
| 11 Holder du dig borte trods det, Herre? Tier du og ydmyger os så dybt? | 11 Ser du roligt herre, på sligt, kan du tie og bøje os så dybt? | 11 Vil Du holde Deg borte etter dette, Herre? Vil Du bare være stille og fornedre oss så dypt? |