Esajas bog 9 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Dog skal der ikke være mørke for landet, som nu er i trængsel. Som Herren tidligere bragte skam over Zebulons land og Naftalis land, bringer han i fremtiden ære over Vejen langs Havet, Landet på den anden side af Jordan og Folkeslagenes Galilæa. | 1 Men engang skal der ikke længer være mørke i det land, hvor der nu er trængsel; i fortiden bragte han skændsel over Zebulons og naftalis land, men i fremtiden bringer han ære over vejen langs søen, landet hinsides Jordan, hedningernes kreds. | 1 Men mørket skal ikke bli værende over landet som er i trengsel, slik som da Han tidligere førte vanære over Sebulon-landet og Naftali-landet. For heretter skal Han gi ære til veien ved havet, bortenfor Jordan, hedningenes Galilea. |
| 2 Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. | 2 Det folk, som vandrer i mørke, skal skue så stort et lys; lys stråler frem over dem, som bor i mulmets land. | 2 Det folket som vandrer i mørke, får se et stort lys. Over dem som bor i dødsskyggens land, stråler lyset fram. |
| 3 Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. | 3 Du gør fryden mangfoldig, glæden stor, de glædes for dit åsyn, som man glædes i høst, ret som man jubler, når bytte deles. | 3 Du gjør folket tallrikt, Du gjør gleden stor. De gleder seg for Ditt åsyn slik en gleder seg under høsten, som de fryder seg når de deler byttet. |
| 4 For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. | 4 Thi dets tunge åg og stokken til dets ryg, dets drivers kæp, har du brudt som på midjans dag; | 4 For åket som tynget ham, staven over hans skulder og kjeppen til den som drev ham, har Du brutt i stykker, som på Midjans dag. |
| 5 Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. | 5 ja, hver en støvle, der tramper i striden, og kappen, der søles i blod, skal brændes og ende som luernes rov. | 5 For hver støvel soldatene har trampet, og kappen som er veltet i blod, skal brukes til brensel, til å fortæres av ilden. |
| 6 For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. | 6 Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld rådgiver, vældig Gud, evigheds fader, fredsfyrste. | 6 For et Barn er oss født, en Sønn er oss gitt. Herredømmet er på Hans skulder. Hans navn skal kalles Under, Rådgiver, Mektig Gud, Evig Far og Fredsfyrste. |
| 7 Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Hærskarers Herres nidkærhed skal udvirke dette. | 7 Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskares Herres nidkærhed gør det. | 7 Herredømmet skal bre seg vidt, og freden skal være uten ende over Davids trone og over Hans Kongerike, for å grunnfeste det og holde det oppe ved rett og rettferdighet, fra nå av og til evig tid. Hærskarenes Herres nidkjærhet skal gjøre dette. |
| 8 Herren har sendt et ord mod Jakob, det har ramt Israel, | 8 Et ord sender Herren mod Jakob, i Israel slår det ned; | 8 Herren har sendt et ord mot Jakob, og det slår ned i Israel. |
| 9 hele folket har lært det at kende, Efraim og Samarias indbyggere. Men i hovmod og hjertets overmod sagde de: | 9 alt folket får det at kende, Efraim og Samarias borgere. Thi de siger i hovmod og hjertets stolthed: | 9 Hele folket skal erkjenne det, de som bor i Efraim og Samaria, de som sier i stolthet og med hovmodig hjerte: |
| 10 »Teglstenene er faldet, men vi bygger med kvadersten; morbærtræerne blev fældet, men vi erstatter dem med cedre.« | 10 »Teglsten faldt, vi bygger med kvader, morbærtræer blev fældet, vi får cedre i stedet!« | 10 "Teglsteinene har falt ned, men vi skal bygge opp igjen med hogde steiner. Morbærtrærne er hogd ned, men i stedet for dem skal vi plante sedertrær." |
| 11 Da æggede Herren hans fjender ? Resin ? imod ham og hidsede hans modstandere op; | 11 Da rejser Herren dets uvenner mod det og ægger dets fjender op, | 11 Derfor setter Herren Resins motstandere opp mot ham og oppegger hans fiender, |
| 12 Aram fra øst og filistrene fra vest, de slugte Israel med opspilet gab. Trods det har hans vrede ikke lagt sig, hans hånd er stadig løftet. | 12 syrerne forfra, filisterne bagfra, de æder Israel med opspilet gab. Men trods alt har hans vrede ej lagt sig, hans hånd er fremdeles rakt ud. | 12 syrerne forfra og filisterne bakfra. De skal oppsluke Israel med åpen munn. I alt dette vender Hans vrede likevel ikke bort, men Hans hånd er ennå rakt ut. |
| 13 Folket vendte ikke om til ham, der slog det, de søgte ikke Hærskarers Herre. | 13 Men til ham, der slår det, vender folket ej om, de, søger ej Hærskares Herre. | 13 For folket vender ikke om til Ham som slår dem, og hærskarenes Herre søker de ikke. |
| 14 Da huggede Herren hoved og hale af Israel, sivets top og stængel på samme Øg, | 14 Da hugger Herren hoved og hale af Israel, palme og siv på en eneste dag. | 14 Derfor hogger Herren både hode og hale av Israel, palmegren og sivstrå på én dag. |
| 15 Ældste og anset er hoved, profeten, der forkynder løgn, er hale. | 15 Den ældste og agtede er hoved, løgnprofeten er hale. | 15 Den eldste og aktede, han er hodet, og profeten som lærer løgn, han er halen. |
| 16 Dette folks vejledere førte vild, de, som blev vejledt, blev ført vild. | 16 De ledende i dette folk leder vild, og de, der ledes, opsluges. | 16 Førerne for dette folket leder vill, og de av dem som lar seg føre, blir ødelagt. |
| 17 Derfor glædede Herren sig ikke over dets unge mænd, og han forbarmede sig ikke over dets faderløse og enker; for alle var gudløse og forbrydere, hver mund talte nedrighed. Trods det har hans vrede ikke lagt sig, hans hånd er stadig løftet. | 17 Derfor glædes ej Herren ved dets unge mænd, har ej medynk med dets faderløse og enker. Thi alle er niddinger og ugerningsmænd, og hver en mund taler dårskab. Men trods alt har hans vrede ej lagt sig, hans hånd er fremdeles rakt ud. | 17 Derfor gleder ikke Herren Seg over deres unge og beste menn, og Han har ikke medynk med de farløse og enkene hos dem. For de er alle ugudelige og gjør det onde, og hver munn taler dårskap. I alt dette vender Hans vrede likevel ikke bort, men Hans hånd er ennå rakt ut. |
| 18 Uretten brændte som ild, den fortærede tjørn og tidsel og antændte skovens tætte krat , så røgen hvirvledes op. | 18 Thi gudløshed brænder som ild, fortærer torn og tidsel, sætter ild på det tætte krat, så det hvirvler op i røg. | 18 For ugudeligheten brenner som ilden. Den fortærer tornekratt og tornebusker, og setter fyr på den tykkeste skogen, så den stiger opp som en søyle av røyk. |
| 19 Ved Hærskarers Herres vrede blev landet svedet af, og folket blev ildens bytte. Ingen skåner sin næste; | 19 Ved Hærskares Herres vrede står landet i brand, og folket bliver som føde for ilden; de skåner ikke hverandre. | 19 Ved hærskarenes Herres vrede brennes landet opp, og folket blir til føde for ilden. En mann sparer ikke sin egen bror. |
| 20 man hugger i sig til højre, men er lige sulten, man æder løs til venstre, men bliver ikke mæt. De æder kødet af deres landsmænd , | 20 Man snapper til højre og hungrer, æder om sig til venstre og mættes dog ej. Hver æder sin næstes kød, | 20 Den ene gjør et innhogg til høyre, men er likevel sulten. Andre eter til venstre, men blir ikke mette. Hver mann må ete av kjøttet fra sin egen arm. |
| 21 Manasse af Efraim, Efraim af Manasse, i fællesskab falder de over Juda. Trods det har hans vrede ikke lagt sig, hans hånd er stadig løftet. | 21 Manasse Efraim, Efraim Manasse, og de overfalder Juda sammen. Men trods alt har hans vrede ej lagt sig, hans hånd er fremdeles rakt ud. | 21 Manasse mot Efraim, og Efraim mot Manasse, sammen står de opp mot Juda. I alt dette vender Hans vrede likevel ikke bort, men Hans hånd er ennå rakt ut. |