Hebræerbrevet 12 |
1992 | 1948 | Guds Ord |
| 1 Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, | 1 Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, | 1 Derfor skal også vi, siden vi er omgitt av en så stor sky av vitner, legge av enhver byrde og synden som så lett fanger oss, og løpe med utholdenhet i den kampen som er lagt foran oss, |
| 2 idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. | 2 mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone. | 2 mens vi ser på Jesus, troens opphavsmann og fullender. På grunn av den gleden som var lagt foran Ham, utholdt Han korset, aktet ikke på skammen og har nå satt seg ved høyre side av Guds trone. |
| 3 Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet. | 3 Ja, på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle. | 3 For se på Ham som har holdt ut en slik motsigelse fra syndere, for at dere ikke skal bli trette og motløse i deres sjeler. |
| 4 Endnu har I ikke stridt så hårdt i jeres kamp mod synden, at det har kostet blod, | 4 I jeres kamp mod synden har I endnu ikke stået imod indtil blodet, | 4 Dere har ennå ikke stått imot så det har ført til blodsutgytelse mens dere kjemper mot synden. |
| 5 og I har glemt den formaning, der lyder til jer som sønner: Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; | 5 og I har glemt formaningen, der jo taler til jer som til sønner: »Min søn! lad ej hånt om Herrens tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af ham; | 5 Og dere har glemt formaningen som taler til dere som til sønner: Min sønn, forakt ikke Herrens tukt! Bli heller ikke motløs når du refses av Ham. |
| 6 for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af. | 6 thi Herren tugter den, han elsker, straffer hårdt hver søn, han har kær.« | 6 For den Herren elsker, den tukter Han, og Han hudstryker hver sønn Han tar seg av. |
| 7 For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far? | 7 Det er til jeres optugtelse, at I må lide; Gud handler med jer som med sønner; thi hvor er den søn, som faderen ikke tugter? | 7 Når dere må holde ut tukt, så er det Gud som behandler dere som sønner. For hvilken sønn er det som en far ikke tukter? |
| 8 Hvis I lades uden den opdragelse, som er alles lod, er I uægte børn og ikke sønner. | 8 Hvis I da ikke får nogen tugtelse, som dog alle får deres del af, så er I jo uægte børn og ikke sønner. | 8 Men hvis dere er uten tukt, som alle har fått sin del av, da er dere uekte barn og ikke sønner. |
| 9 Engang havde vi vore jordiske fædre som opdragere og havde respekt for dem; må vi da ikke endnu mere underkaste os under åndernes fader, så vi kan få livet? | 9 Da vi var under vore kødelige fædres tugt, havde vi ærefrygt for dem; skal vi så ikke meget snarere bøje os under åndernes Fader og få livet i eje? | 9 Hvis vi har hatt menneskelige fedre som tuktet oss, og vi har hatt ærefrykt for dem, skal vi ikke da mye mer underordne oss åndenes Far og få leve? |
| 10 For vore fædre tugtede os for en kort tid, som de nu ville, men Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed. | 10 Thi de tugtede os for en kort tid, som de skønnede, det var bedst, men han gør det til vort sande gavn, for at vi skal få del i hans hellighed. | 10 For de andre tuktet oss i noen få dager, slik de syntes det var best. Men Han tukter til vårt beste, så vi kan få del i Hans hellighet. |
| 11 Al opdragelse i, vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den. | 11 Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed. | 11 Nå er det slik at ingen tukt synes å være til glede mens den står på, men bare smertefull. Men etterpå skaper den rettferdighetens fredfulle frukt hos dem som er blitt oppdratt ved den. |
| 12 Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ, | 12 Derfor: »Ret de slappe bænder og de kraftløse knæ,« | 12 Derfor, styrk de slappe hender og de matte knær, |
| 13 og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt. | 13 og træd lige spor med jeres fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes. | 13 og gjør stiene rette for føttene deres, slik at det halte ikke skal gå ut av ledd, men heller bli legt. |
| 14 Stræb efter fred med alle og efter den helligelse, uden hvilken ingen kan se Herren. | 14 Stræb efter fred med alle og efter hellighed; uden den skal ingen se Herren. | 14 Jag etter fred med alle mennesker, og etter hellighet; uten den skal ingen se Herren. |
| 15 Se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter, skadelig rod får lov at sætte skud, så mange forgiftes af den, | 15 Og se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter rod skyder op og gør fortræd, så mange smittes af den; | 15 Vær på vakt så ikke noen kommer bort fra Guds nåde, for at ikke noen bitterhetens rot skal vokse opp og gjøre skade, så mange blir smittet av den, |
| 16 og at ingen er troløs og vanhellig som Esau, der for et eneste måltid mad solgte sin førstefødselsret. | 16 at ingen er utugtig eller vanhellig som Esau, der for en eneste ret mad solgte sin førstefødselsret. | 16 vær også på vakt slik at ikke noen er en horkar eller vanhellig som Esau, som solgte førstefødselsretten sin for en matrett. |
| 17 For I ved, at da han senere ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget, og skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det. | 17 I ved jo, at skønt han sidenhen ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget; thi han fandt ingen lejlighed til at omvende sig, skønt han med tårer søgte derefter. | 17 For dere vet at han etterpå, da han ville arve velsignelsen, ble forkastet. For han fant ikke noe rom for omvendelse, selv om han inderlig søkte den med tårer. |
| 18 Det er jo ikke til en håndgribelig, brændende ild, I er kommet, til mulm og mørke og storm | 18 I er jo ikke kommet til et udvortes håndgribeligt bjerg, til en flammende ild og mulm og mørke og uvejr, | 18 For dere er ikke kommet til et fjell som en kan ta på og som brant med ild, til skodde og mørke og storm |
| 19 og til en klang af horn og til en røst, der udtalte sådanne ord, at de, der hørte dem, bad sig fri for at høre mere, | 19 og ikke til basunklang og til en røst, der talte således, at de, der hørte den, bad sig fri for at høre mere. | 19 og til basunlyd og røsten av ord, slik at de som hørte den, bad om at ordet ikke måtte bli talt mer til dem. |
| 20 fordi de ikke kunne bære befalingen: »Selv et dyr, der rører ved-bjerget, skal stenes«; | 20 Thi de kunne ikke udholde det, der blev påbudt: »Selv et dyr, der rører ved bjerget, skal stenes.« | 20 For de kunne ikke holde ut det som ble befalt: "Og om bare et dyr rører ved fjellet, skal det bli steinet eller skutt med en pil." |
| 21 og synet var så frygteligt, at Moses sagde: »Jeg er forfærdet og skælver.« | 21 Ja, så frygteligt var synet, at Moses sagde: »Jeg er forfærdet og skælver.« | 21 Og så skremmende var synet at Moses sa: "Jeg er forferdet og skjelver." |
| 22 Nej, I er kommet til Zions-bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling | 22 Men I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal | 22 Men dere er kommet til Sions berg og til den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, til en talløs skare av engler, |
| 23 og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, | 23 og en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene, og til en dommer, som er alles Gud, og til deres ånder, som er retfærdige og er nået til fuldendelse, | 23 til festforsamlingen og menigheten av de førstefødte som er oppskrevet i himlene, til Gud, alles Dommer, og til de fullendte rettferdiges ånder, |
| 24 til Jesus, den nye pagts formidler, og til det rensende blod, der taler stærkere end Abels. | 24 og til den nye pagts mellemmand, Jesus, og til bestænkelsens blod, som forkynder noget bedre end Abels. | 24 til Jesus, Mellommannen for den nye pakt, og til renselsens blod som taler bedre enn Abels blod. |
| 25 Se til, at I ikke beder jer fri for ham, der taler; for når de ikke slap godt fra at bede sig fri for ham, der talte guddomsord på jorden, så kan vi det endnu mindre, hvis vi vender os fra ham, der taler fra himlene. | 25 Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler. Thi kunne de andre ikke undfly straffen, da de bad sig fri for ham, der talte sit guddomsord her på jorden, så skal vi det meget mindre, hvis vi vender os bort fra ham, når han taler fra Himlene. | 25 Se til at dere ikke avviser Ham som taler. For hvis de som avviste Ham som talte på jorden, ikke slapp unna, da er det enda større grunn til at vi ikke skal slippe unna, hvis vi vender oss bort fra Ham som taler fra himlene. |
| 26 Dengang fik hans røst jorden til at skælve, men nu har han givet et løfte, der lyder: »Endnu én gang vil jeg få ikke blot jorden, men også himlen til at skælve.« | 26 Dengang fik hans røst jorden til at rokkes, men nu har han givet denne forjættelse: »Endnu en gang vil jeg ryste, ikke blot jorden, men også himmelen.« | 26 Hans røst rystet jorden den gang. Men nå har Han lovt og sagt: "Enda en gang ryster Jeg ikke bare jorden, men også himmelen." |
| 27 Udtrykket »endnu én gang« viser, at de ting, som kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, som ikke kan rokkes, skal bestå. | 27 Men dette »endnu en gang« giver til kende, at de ting, der kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, der ikke kan rokkes, skal blive bestandig. | 27 Dette: "Enda en gang" gjør det klart at de ting som blir rystet, skal bli borte fordi de er laget, for at de ting som ikke kan rystes, alltid skal bestå. |
| 28 Lad os derfor takke for, at vi får et rige, der ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt. | 28 Da vi nu får et urokkeligt rige, så lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt. | 28 Derfor, siden vi får et rike som ikke kan rokkes, så la oss ta vare på nåden. Ved den kan vi stå i en velbehagelig tjeneste for Gud med ærbødighet og gudsfrykt. |
| 29 For vor Gud er en fortærende ild. | 29 Thi »vor Gud er en fortærende ild.« | 29 For vår Gud er en fortærende ild. |