Hebræerbrevet 3 |
1992 | 1948 | Guds Ord |
| 1 Derfor, hellige brødre, I som har fået det himmelske kald: Se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus, | 1 Derfor, hellige brødre, I, som har fået del i en himmelsk kaldelse! se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus, | 1 Derfor, hellige brødre, dere som har del i det himmelske kall, rett sinnet mot vår bekjennelses Apostel og Yppersteprest, Kristus Jesus. |
| 2 som var tro mod Gud, der havde indsat ham, ligesom Moses var det i hele hans hus. | 2 der var tro imod den, som gjorde ham dertil, ligesom også Moses var tro i hele hans hus. | 2 Han var trofast mot Ham som innsatte Ham, slik Moses også var trofast i hele Hans hus. |
| 3 For Jesus er blevet kendt værdig til så meget større herlighed end Moses, som den, der bygger et hus, nyder større ære end huset selv. | 3 Thi han er fremfor Moses agtetværdig til så meget større herlighed, som den, der bygger et hus, nyder større ære end selve huset. | 3 For Han er blitt holdt verdig til mer ære enn Moses, i og med at Han som bygde huset, har større ære enn huset. |
| 4 Ethvert hus har en bygmester, men den, der har bygget alle ting, er Gud. | 4 Hvert hus bygges jo af en eller anden, men den, der har bygget alt, er Gud. | 4 Hvert hus blir bygd av noen, men Han som bygde alle ting, er Gud. |
| 5 Og vel var Moses tro som tjener i hele hans hus for at vidne om det, som engang skulle forkyndes; | 5 Og vel var Moses tro i hele hans hus, som tjener, så han vidnede om det, der engang skulle forkyndes; | 5 Og vel var Moses trofast i hele Hans hus som en tjener, til et vitnesbyrd om alt det som skulle bli omtalt senere. |
| 6 men Kristus er det som søn over hans hus. Hans hus er vi, dersom vi holder fast ved den frimodighed og den stolthed, vort håb giver os. | 6 men Kristus er tro som Søn over hans hus. Og hans hus er vi, såfremt vi til det sidste holder urokkelig fast ved vor frimodighed og vort håb, som vi priser os lykkelige over. | 6 Men Kristus var trofast som Sønn over Sitt Eget hus, og vi er Hans hus, om vi helt til enden holder fast på frimodigheten og den ros som håpet gir. |
| 7 Derfor, som Helligånden siger: Om I dog i dag ville lytte til ham! | 7 Derfor, som Helligånden siger: »I dag, når I hører hans røst, | 7 Derfor, som Den Hellige Ånd sier: "I dag, om dere hører Hans røst, |
| 8 Gør ikke jeres hjerter hårde som ved oprøret, på fristelsens dag i ørkenen, | 8 så forhærd ikke eders hjerter som i »forbitrelsen«, på fristelsens dag i ørkenen, | 8 da forherd ikke deres hjerter som ved "forbitrelsen", på fristelsens dag i ørkenen. |
| 9 da jeres fædre udæskede mig og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger | 9 hvor eders fædre fristede mig og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger i fyrretyve år. | 9 Det var der deres fedre fristet Meg, de prøvde Meg, de som hadde sett Mine gjerninger i førti år. |
| 10 i fyrre år. Derfor følte jeg afsky for den slægt, og jeg sagde: De farer altid vild i deres hjerte, og de kender ikke mine veje. | 10 Derfor væmmedes jeg ved denne slægt og sagde: »Altid farer de vild med hjertet; og de ville ikke vide af mine veje. | 10 Derfor ble Jeg vred på den slekten, og Jeg sa: De farer alltid vill i hjertet, og de har ikke kjent Mine veier. |
| 11 Så svor jeg i min vrede: De skal aldrig komme ind til min hvile. | 11 Så svor jeg i min vrede: Sandelig, de skal ikke gå ind til min hvil.« | 11 Så sverget Jeg i Min vrede: De skal ikke komme inn til Min hvile." |
| 12 Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud, | 12 Se til, brødre! at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud. | 12 Se til, brødre, at det ikke er et ondt vantroens hjerte i noen av dere, slik at han faller fra den levende Gud. |
| 13 men forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder »i dag«, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag; | 13 Men forman hverandre hver dag, så længe det hedder »i dag« for at ikke nogen af jer skal forhærdes ved syndens bedrag. | 13 Men forman hverandre daglig, så lenge det heter "i dag", så ikke noen av dere skal bli forherdet ved syndens bedrag. |
| 14 for vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen. | 14 Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste. | 14 For vi har fått del i Kristus, så sant vi helt til enden holder fast på den tillit vi hadde fra begynnelsen, |
| 15 Når det hedder: Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde som ved oprøret, | 15 Da der blev sagt: »I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke eders hjerter som i forbitrelsen, | 15 for det blir sagt: "I dag, om dere hører Hans røst, da forherd ikke deres hjerter som ved "forbitrelsen"." |
| 16 hvem var det så, der havde hørt ham og alligevel gjorde oprør? Var det ikke alle dem, der anført af Moses var vandret ud fra Egypten? | 16 hvem var det da, som hørte hans ord og dog gjorde ham forbitret? Var det ikke alle dem, der var draget ud af Ægypten, førte af Moses? | 16 For hvem var det som hørte og likevel gjorde opprør? Sannelig, var det ikke alle de som kom ut fra Egypt ved Moses? |
| 17 Og hvem var det, han harmedes på i fyrre år? Var det ikke på dem, der syndede, og hvis lig kom til at ligge i ørkenen? | 17 Og hvem var det, han væmmedes ved i fyrretyve år? Var det ikke dem, som syndede, og »hvis døde kroppe faldt i ørkenen«? | 17 Og hvem var Han vred på i førti år? Var det ikke på dem som syndet, så kroppene deres falt om i ørkenen? |
| 18 Og hvem gjaldt det, når han svor, at de ikke skulle komme ind til hans hvile, om ikke dem, der havde været ulydige? | 18 Og om hvem svor han, at de »ikke skulle gå ind til hans hvile«, undtagen om dem, som havde vist sig ulydige? | 18 Og hvem andre enn dem som ikke hadde vært lydige, var det Han sverget ikke skulle komme inn til Hans hvile? |
| 19 Vi ser altså, at det var på grund af deres vantro, at de ikke kunne komme derind. | 19 Så ser vi da, at det var på grund af deres vantro, de ikke kunne gå ind. | 19 Så vi ser da at de kunne ikke komme inn på grunn av vantro. |