Jeremias bog 15 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Herren sagde til mig: Om så Moses og Samuel stod for mit ansigt, ville jeg ikke have med dette folk at gøre; send dem bort fra mig; de skal væk. | 1 Da sagde Herren til mig: Om så Moses og Samuel stod for mit åsyn, ville mit hjerte ikke vende sig til dem. Jag dette folk bort fra mit åsyn! | 1 Da sa Herren til meg: Selv om Moses og Samuel stod for Mitt åsyn, kunne Min sjel ikke vende seg til dette folket. Send dem vekk fra Mitt åsyn, og la dem gå bort. |
| 2 Når de spørger dig: »Hvor skal vi gå hen?« skal du svare dem: Dette siger Herren: Den, der tilhører døden, til døden, den, der tilhører sværdet, til sværdet, den, der tilhører sulten, til sulten, den, der tilhører fangenskabet, til fangenskabet! | 2 Og når de spørger dig: »hvor skal vi gå hen?« Så svar dem: Så siger Herren: Hvo dødens er, til død, hvo sværdets er, til sværd, hvo hungerens er, til hunger, hvo fangenskabets er, til fangenskab! | 2 Det skal skje: Om de sier til deg: "Hvor skal vi gå?", da skal du si til dem: Så sier Herren: Den som hører døden til, til døden, den som hører sverdet til, til sverdet. Den som hører hungersnøden til, til hungersnøden, og den som hører bortførelsen til, til bortførelsen. |
| 3 Jeg vil straffe dem på fire måder, siger Herren: sværdet skal dræbe dem; hundene skal slæbe dem bort; himlens fugle og jordens dyr skal æde dem og tilintetgøre dem. | 3 Jeg sætter fire magter over dem, lyder det fra Herren: Sværdet til at slå ihjel, hundene til at slæbe bort, himmelens fugle og jordens dyr til at æde og ødelægge. | 3 Jeg skal hjemsøke dem på fire måter, sier Herren: Sverdet til å slå i hjel, hundene til å slepe bort, fuglene under himmelen og villdyrene på jorden til å fortære og ødelegge. |
| 4 Jeg gør dem til rædsel for alle jordens kongeriger på grund af det, som Hizkijas søn kong Manasse af Juda gjorde i Jerusalem. | 4 Jeg gør dem til rædsel for alle jordens riger for Ezekiass søns, kong Manasse af Judas, skyld, for alt, hvad han gjorde i Jerusalem. | 4 Jeg skal gjøre dem til et skremmebilde for alle kongerikene på jorden, på grunn av Manasse, Hiskias sønn, Judas konge, for det han gjorde i Jerusalem. |
| 5 Hvem vil vise dig skånsel, Jerusalem? Hvem ynker dig? Hvem drejer af fra vejen for at spørge til dig? | 5 Hvo føler, Jerusalem, for dig, hvo ynker dig vel, hvo bøjer af fra vejen og spørger til dig ? | 5 For hvem vil ha medlidenhet med deg, Jerusalem? Hvem vil sørge over deg? Hvem vil ta av fra veien for å spørre om du har fred? |
| 6 Du vragede mig, siger Herren, og vendte mig ryggen; jeg løftede min hånd mod dig og ødelagde dig, jeg er træt af at vise medlidenhed! | 6 Du vragede mig, så lyder def fra Herren; du veg bort. Jeg udrækker hånden, udsletter dig, træt af at ynkes. | 6 Du har forlatt Meg, sier Herren, du har vendt ryggen til. Derfor skal Jeg rekke Min hånd ut mot deg og ødelegge deg. Jeg er trett av å ha medynk. |
| 7 Jeg spredte dem med kasteskovlen i landets byer; jeg gjorde mit folk barnløst og tilintetgjorde det, men de vendte ikke om fra deres veje. | 7 Med kasteskovl kaster jeg dem i landets porte, mit folk gør jeg barnløst og til intet; de vendte ej om. | 7 Jeg kaster dem ut i landets porter med kasteskovl. Jeg skal gjøre dem barnløse. Jeg skal la Mitt folk gå fortapt, for de har ikke vendt om fra sine veier. |
| 8 Dets enker blev talrigere end havets sand; ved højlys dag sendte jeg ødelæggeren imod moderen til det unge mandskab, med ét lod jeg rædsel og gru falde over hende. | 8 Flere end havets sandskorn bliver deres enker. Jeg sender over ynglingens moder ved middag en hærger, brat lader jeg angst og rædsel falde på hende. | 8 Jeg skal la deres enker bli mer tallrike enn sanden ved havet. Jeg fører en ødelegger mot dem på høylys dag, mot den unge mannens mor. Brått lar Jeg skrekk og angst komme over dem. |
| 9 Moderen til syv børn sygnede hen, hendes liv ebbede ud, hendes sol gik ned, mens det endnu var dag, hun blev til spot og spe. Og dem, der blev tilbage, overgiver jeg til sværdet foran deres fjender, siger Herren! | 9 Syvsønnemoder vansmægter, opgiver ånden, hendes sol går alt ned ved dag, hun beskæmmes og blues. De overblevne giver jeg til sværdet for fjendernes øjne, lyder det fra Herren. | 9 Hun som har født sju, svekkes. Hennes sjel utånder. Hennes sol går ned mens det ennå er dag. Hun har fått skam og vanære. Resten av dem skal Jeg overgi til sverdet rett framfor deres fiender, sier Herren. |
| 10 Ve mig, mor, at du fødte mig! Jeg anklages og fordømmes af hele landet. Jeg har hverken ydet eller modtaget lån, men alle forbander mig. | 10 Ve mig, min moder, at du fødte mig, en tvistens og kivens mand for alerden! Jeg gav eller modtog ej lån, og de bander mig alle. | 10 Ve meg, min mor, at du fødte meg, en stridens mann og en trettens mann for alle i landet. Ikke har jeg lånt ut mot rente, og ikke har de lånt til meg mot rente. Men hver eneste en forbanner meg. |
| 11 Herren sagde: Jeg vil give dig styrke, for at det må gå dig godt; jeg vil lade dine fjender bønfalde dig, når ulykken og nøden kommer. | 11 Herren sagde: Sandelig, jeg løser dig, at det må gå dig vel. Sandelig, jeg lader fjenden bønfalde dig i ulykkens og trængselens tid. | 11 Herren sa: Sannelig, Jeg skal fri deg ut til det gode. Sannelig, Jeg skal la fienden bønnfalle deg i den onde tid og i trengselens tid. |
| 12 Kan man knuse jern, jern fra nord, og bronze? | 12 Sønderbryder man jern, jern fra norden, og kobber? | 12 Kan noen bryte jern, jern fra Nord, og bronse? |
| 13 Dine rigdomme og dine skatte gør jeg til bytte, det er lønnen for alle dine overtrædelser overalt i dit land. | 13 Din rigdom og dine skatte giver jeg hen til rov, ikke for betaling, men til straf for alle dine synder i alle dine landemærker; | 13 Din rikdom og dine skatter skal Jeg gi som bytte uten betaling, på grunn av alle dine synder, overalt innenfor dine grenser. |
| 14 Jeg vil lade dig trælle for dine fjender i et land, du ikke kender, for nu står min vrede i flammer, den skal brænde til evig tid. | 14 jeg lader dig trælle for dine fjender i et land, du ikke kender, thi ild luer op i min vrede; den brænder mod eder. | 14 Jeg skal la deg dra over sammen med dine fiender til et land du ikke kjenner. For en ild er opptent i Min vrede, den skal brenne mot dere. |
| 15 Du ved det, Herre, husk mig, og tag dig af mig! Skaf mig hævn over mine forfølgere, vær ikke sen til vrede, så jeg rives bort. Du skal vide, at jeg bærer skammen på grund af dig. | 15 Du kender det, herre, kom mig i hu, tag dig af mig; hævn mig på dem, som forfølger mig, vær ikke langmodig, så jeg rives bort! Vid, at for din skyld bærer jeg hån | 15 Du vet det, Herre. Husk på meg og se til meg, og ta hevn for meg over mine forfølgere. I Din tålmodighet, ta meg ikke bort! Du vet at jeg bærer hån for Din skyld. |
| 16 Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud. | 16 fra dem, der lader hånt om dit ord; ryd dem ud!« men mig blev dit ord til fryd og til hjertens glæde; thi dit navn er nævnet over mig, herre, Hærskares Gud. | 16 Jeg fant Dine ord, og jeg åt dem. Dine ord ble til fryd og glede for mitt hjerte. For jeg er kalt ved Ditt navn, Herre, hærskarenes Gud. |
| 17 Jeg sidder ikke og jubler i muntert lag, tvunget af din hånd må jeg sidde alene, for du har fyldt mig med din vrede. | 17 Ikke sad jeg og jubled i glades lag; grebet af din hånd sad jeg ene, thi du fyldte mig med harme. | 17 Jeg satt ikke og frydet meg i de lystiges flokk. Fordi Din hånd lå på meg, satt jeg alene; Du fylte meg med harme. |
| 18 Hvorfor er min smerte uden ende? Hvorfor kan mit sår ikke læges og ikke helbredes? Du er blevet mig en bæk uden vand, et upålideligt vandløb. | 18 Hvorfor er min smerte evig, ulægeligt mit sår? Det vil ikke læges. Du blev mig som en skuffende bæk, som vand, der sviger. | 18 Hvorfor er min smerte evig og mitt sår ulegelig? Det nekter å la seg lege. Du er blitt en sviktende bekk for meg, som vann en ikke kan stole på. |
| 19 Derfor siger Herren: Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå i min tjeneste. Hvis du fremfører dyrebare ord og ikke tom snak, skal du være min mund. De vil vende sig til dig, men du må ikke vende dig til dem | 19 Derfor så siger Herren: Omvender du dig, vil jeg omvende dig, så du står for mit åsyn; giver du det ædle, ej det uædle, vækst, skal du være som min mund. De skal vende om til dig, du ikke til dem. | 19 Derfor, så sier Herren: Hvis du vender om, skal Jeg føre deg tilbake. Du skal få stå for Mitt åsyn. Hvis du skiller det edle fra det uedle, skal du være som Min munn. De skal vende om til deg, men du må ikke vende om til dem. |
| 20 Over for dette folk gør jeg dig til en stejl bronzemur; de skal angribe dig, men ikke besejre dig, for jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig, siger Herren. | 20 Jeg gør dig for dette folk til en kobbermur, ingen kan storme; de skal kæmpe mod dig, men ikke få overhånd over dig, thi jeg er med dig for at frelse og redde dig, lyder det fra Herren. | 20 Jeg skal gjøre deg til en festningsmur av bronse mot dette folket. De skal stride mot deg, men de skal ikke overvinne deg. Jeg er med deg for å frelse deg og utfri deg, sier Herren. |
| 21 for jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig, siger Herren. Jeg redder dig fra de ondes magt og udfrier dig fra voldsmænds hånd. | 21 Jeg redder dig af ondes vold og frier dig af voldsmænds hånd. | 21 Jeg skal utfri deg fra de ondes hånd, og Jeg vil løse deg ut av de grusommes grep. |