Jeremias bog 20 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Da præsten Pashkur, Immers søn, der var overopsynsmand i Herrens tempel, hørte Jeremias profetere disse ord, | 1 Da præsten Pasjhur, Immers søn, der var overopsynsmand i Herrens hus, hørte Jeremias profetere således, | 1 Pasjkur, Immers sønn, presten som også var den øverste tilsynsmannen i Herrens hus, hørte at Jeremia profeterte disse ordene. |
| 2 slog han profeten Jeremias og lod ham lægge i blokken i den øvre Benjamin?port til Herrens tempel. | 2 slog han ham og lod ham lægge i blokken i den øvre Benjaminsport i Herrens hus. | 2 Da slo Pasjkur profeten Jeremia og satte ham fast i blokken som var i den øvre Benjaminporten, som var ved Herrens hus. |
| 3 Og da Pashkur næste dag løslodJeremias fra blokken, sagde Jeremias til ham: Herren kalder dig ikke mere Pashkur, men Alle?Vegne?Rædsel. | 3 Men da Pasjhur dagen efter slap Jeremias ud af blokken, sagde Jeremias til ham: Herren kalder dig ikke Pasjhur, men: Trindt-Om-Er-Rædsel. | 3 Neste dag skjedde det at Pasjkur slapp Jeremia ut av blokken. Da sa Jeremia til ham: "Herren har ikke kalt deg med navnet Pasjkur, men Magor-Missabib." |
| 4 For dette siger Herren: Jeg gør dig til rædsel for dig selv og alle dine venner; de skal falde for deres fjenders sværd, mens du ser på det. Hele Juda giver jeg i babylonerkongens magt; han skal føre dem bort til Babylon og hugge dem ned med sværd. | 4 Thi så siger Herren: Se, jeg gør dig til rædsel for dig selv og for alle dine venner; de skal falde for deres fjenders sværd, og dine øjne skal se det. Og hele Juda giver jeg i Babels konges hånd; han skal føre dem til Babel og hugge dem ned med sværdet. | 4 For så sier Herren: Se, Jeg gjør deg til en redsel for deg selv og for alle dine venner. De skal falle for sine fienders sverd, og du skal se det med dine øyne. Jeg skal overgi hele Juda i babyloner-kongens hånd, og han skal føre dem bort som fanger til Babylon og slå dem i hjel med sverdet. |
| 5 Jeg overgiver denne bys rigdom og gods, alle dens kostbarheder og Judas kongers skatte til deres fjender; de skal tage det som bytte og bringe det til Babylon. | 5 Og jeg giver alt denne bys gods og al dens velstand og alle dens koslelige ting og alle Judas kongers skatte i deres fjenders hånd; de skal rane dem og tage dem og føre dem til Babel. | 5 Jeg skal også overgi all rikdommen i denne staden, sammen med hele avlingen og alt det verdifulle som er der. Alle skattene til Judas konger skal Jeg overgi i deres fienders hånd, og de skal plyndre dem, gripe dem og føre dem til Babylon. |
| 6 Du, Pashkur, og alle, der bor i dit hus, skal gå i fangenskab; du skal komme til Babylon, og dér skal du dø og begraves, du og alle dine venner, som du har profeteret løgn for. | 6 Og du Pasjhur og alle, der bor i dit hus, skal gå i fangenskab. Du skal komme til Babel; der skal du dø, og der skal du jordes sammen med alle dine venner, for hvem du har profeteret løgn. | 6 Og du, Pasjkur, og alle som bor i ditt hus, dere skal gå i fangenskap. Du skal komme til Babylon, og der skal du dø og bli begravet, du og alle dine venner, dem du har profetert løgn for. |
| 7 Du lokkede mig, Herre, og jeg lod mig lokke, du var mig for stærk, og du vandt. Dagen lang er jeg til latter, alle spotter mig. | 7 Du overtalte mig, herre, og jeg lod mig overtale, du tvang mig med magt. Dagen lang er jeg til latter, mig håner enhver. | 7 Herre, Du overtalte meg, og jeg lot meg overtale. Du ble for sterk for meg, og Du fikk overmakten. Jeg blir gjort til latter hver dag. Alle spotter meg. |
| 8 Hver gang jeg taler, må jeg skrige, råbe om vold og ødelæggelse, for Herrens ord bringer mig dagen lang kun spot og spe. | 8 Thi så tit jeg faler, må jeg skrige, råbe: »Vold og overfald!« Thi Herrens ord er mig dagen lang til skændsel og spot. | 8 For når jeg taler, må jeg skrike. Jeg roper: "Vold og ødeleggelse!" For hele dagen ble Herrens ord til spott og latter for meg. |
| 9 Når jeg sagde: »Jeg vil ikke tænke på ham og ikke mere tale i hans navn« kom der i mit hjerte en brændende ild, den rasede i mine knogler. Jeg kan ikke holde det ud, jeg kan ikke bære det! | 9 Men tænkte jeg: »Ej vil jeg mindes ham, ej tale mer i hans navn,« da blev det som brændende ild i mit indre, som brand i mine ben; jeg er træt, jeg kan ikke mere, jeg evner det ej; | 9 Da sa jeg: "Jeg vil ikke lenger huske Ham og ikke tale mer i Hans navn." Men da kom det en brennende ild i mitt hjerte, stengt inne i mine bein. Jeg slet for å holde det tilbake, men jeg klarte det ikke. |
| 10 Alle vegne er der rædsel, jeg hører mange hviske: »Angiv ham, lad os angive ham!« Alle mine venner venter på, at jeg skal snuble: »Måske lader han sig lokke, så vi kan få ram på ham og hævne os på ham.« | 10 thi jeg hører mange hviske, trindt om er rædsel: »Angiv ham!« og: »Vi vil angive ham!« Alle mine venner lurer på et fejltrin af mig: »måske går han i fælden, så vi får ham i vor magt, og da kan vi hævne os på ham!« | 10 For jeg hørte mange tale om noe ondt: "Redsel på hver side!" "Bare meld fra," sier de, "ja, vi vil melde ham." Hver mann jeg hadde fred med, voktet på meg for å se om jeg snublet, og de sa: "Kanskje han lar seg lokke. Da skal vi få overmakten over ham, og vi skal ta hevn over ham." |
| 11 Men Herren er med mig som en vældig kriger, derfor skal mine forfølgere snuble og ikke få ram på mig; de bliver til skamme, det lykkes ikke for dem, skændselen varer evigt, den glemmes aldrig | 11 Men Herren er med mig som en vældig helt; derfor skal de, som forfølger mig, snuble i afmagt, højlig beskæmmes, thi heldet svigter dem, få skændsel, der aldrig glemmes. | 11 Men Herren er med meg, som Den mektige og Den fryktinngytende. Derfor er det mine forfølgere som skal snuble, og de skal ikke få overmakten. De skal bli grundig til skamme, for de er ikke kloke. Det er en evig vanære som ikke skal bli glemt. |
| 12 Hærskarers Herre, som prøver den retfærdige, som ser hjerte og nyrer, lad mig se din hævn over dem! Dig overgiver jeg min sag. | 12 Du Hærskares Herre, som prøver den retfærdige, gennemskuer nyrer og hjerte, lad mig skue din hævn på dem, thi på dig har jeg væltet min sag. | 12 Men hærskarenes Herre, Du som prøver den rettferdige og som ser nyrer og hjerte, la meg se Din hevn over dem! For jeg har lagt min sak åpent fram for Deg. |
| 13 Syng for Herren, lovpris Herren, for han redder den fattige af forbrydernes hånd. | 13 Syng for Herren, lovpris Herren! Thi han redder den fattiges sjæl af de ondes hånd. | 13 Syng for Herren! Lov Herren! For Han har fridd den fattiges liv ut av grepet til dem som gjør ondt. |
| 14 Forbandet den dag, jeg blev født, den dag, min mor fødte mig, skal ikke være velsignet. | 14 Forbandet være den dag, på hvilken jeg fødtes; den dag, min moder fødte mig, skal ikke velsignes. | 14 Forbannet være den dagen jeg ble født! Den dagen min mor fødte meg, skal ikke være velsignet! |
| 15 Forbandet den mand, der bragte min far det budskab: »Du har fået en søn!« og gjorde ham meget glad. | 15 Forbandet den mand, som bragte min fader det bud: »Et barn, en dreng er født dig!« og glæded ham såre. | 15 Forbannet være den mannen som kom med den gode nyheten til min far og sa: "Et guttebarn er født deg!" Han gjorde ham svært glad. |
| 16 Det skal gå den mand som de byer, Herren ødelagde uden barmhjertighed. Han skal høre skrig om morgenen og kampråb ved middagstid, | 16 Det gå den mand som byerne, Herren omstyrted uden medynk; han høre skrig ved gry, kampråb ved middagstide. | 16 Må den mannen være som de byene Herren lot rase sammen uten å vise medynk. La ham høre skriket om morgenen og krigsropet ved middagstid! |
| 17 fordi han ikke dræbte mig i moderlivet, så min mor blev min grav og hendes moderliv svangert for evigt. | 17 At han ej lod mig dø i moders liv, så min moder var blevet min grav og hendes moderliv evigt svangert! | 17 For han drepte meg ikke i mors liv, så min mor kunne bli min grav, så hennes morsliv alltid kunne være stort. |
| 18 Hvorfor kom jeg ud af moderlivet for kun at se ulykke og sorg, så mine dage svinder hen i skam? | 18 Hvi kom jeg af moders liv, når jeg kun skulle opleve møje og harm, mine dage svinde i skam!. | 18 Hvorfor kom jeg ut av mors liv bare for å se strev og sorg, så mine dager skulle fullføres i skam? |