Jeremias bog 3 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Når en mand sender sin kone bort, og hun forlader ham og bliver gift med en anden, kan han så tage hende tilbage? Mon ikke dette land ville blive vanhelliget derved? Og du, som horede med mange elskere, vil tilbage til mig! siger Herren. | 1 Når en mand frastøder sin hustru, og hun går fra ham og ægter en anden, kan hun så gå tilbage til ham? Er slig en kvinde ej sunket til bunds i vanære? Og du, som boled med mange elskere, vil tilbage til mig! Så lyder det fra Herren. | 1 Det blir sagt: Om en mann sender sin hustru bort, og hun reiser fra ham og tilhører en annen mann, vil han da vende tilbake til henne igjen? Ville ikke det landet bli kraftig vanhelliget? Men du har levd som en skjøge med mange elskere. Kan du da vende tilbake til Meg? sier Herren. |
| 2 Ret dit blik mod den nøgne jord, og se: Overalt har du bedrevet hor! Du sad og ventede efter dem ved vejene, som en araber i ørkenen; du vanhelligede landet med dit hor og din ondskab. | 2 Se til de nøgne høje: Hvor mon du ej lod dig skænde? Ved vejene vogted du på dem som araber i ørk. Du vanæred landet både ved din utugt og ondskab, | 2 Løft blikket mot de øde høydene og se: Hvor er det et sted der det ikke var noen som lå med deg? Ved veiene satte du deg til rette for dem, som en araber i ødemarken. Du har vanhelliget landet med ditt horeliv og din ondskap. |
| 3 Regnskyllene blev holdt tilbage, forårsregnen udeblev; men du havde en horkvindes pande, du ville ikke skamme dig. | 3 en snare blev dine mange elskere for dig. En horkvindes pande har du, trodser al skam. | 3 Derfor ble regnskurene holdt tilbake, og det kom ikke noe senregn. Du hadde pannen til en horkvinne. Du nekter å skamme deg. |
| 4 Har du ikke netop råbt til mig: »Fader, du er min ungdoms elskede. | 4 Råbte du ikke nylig til mig: »min fader! Du er min ungdoms ven. | 4 Har du ikke nettopp i denne tiden ropt til Meg: "Min Far, Du er min ungdoms Venn? |
| 5 Vredes han for evigt? Bærer han nag for altid?« Sådan siger du; men du handler ondt, og det magter du! | 5 Vil han evigt gemme på vrede, bære nag for stedse?« Se, således taler du, men øver det onde til gavns. | 5 Vil Han være vred for evig, vil Han holde fast på den for alltid?" Se, du har talt og gjort alt det onde du var i stand til å gjøre. |
| 6 Herren sagde til mig, dengang Josija var konge: Har du set, hvad Israel gør, den utro kvinde? Hun går op på alle høje-bjerge og hen under alle grønne træer, og dér horer hun. | 6 Herren sagde til mig i kong Josias's dage: Så du, hvad den troløse kvinde Israel gjorde? Hun gik op på ethvert højt bjerg og hen under ethvert grønt træ og bolede. | 6 I kong Josjias dager sa Herren til meg: Har du sett hva den frafalne Israel har gjort? Hun gikk opp på hvert høyt fjell og under hvert grønt tre, og der drev hun hor. |
| 7 Jeg tænkte: Når hun har gjort alt det, vil hun vende tilbage til mig. Men hun vendte ikke tilbage, og det så hendes troløse søster Juda. | 7 Jeg tænkte, at hun efter at have gjort alt det ville vende om til mig; men hun vendte ikke om. Det så hendes svigefulde søster Juda; | 7 Jeg sa: "Etter at hun har gjort alt dette, vil hun vende tilbake til Meg." Men hun vendte ikke tilbake. Det så hennes troløse søster Juda. |
| 8 Og hun så, at jeg sendte det utro Israel bon og gav hende skilsmissebrev på grund af alle de gange, hun havde brudt ægteskabet. Men den troløse søster Juda blev ikke bange; hun gik selv hen og horede. | 8 hun så, at jeg forstødte den troløse kvinde Israel for al hendes hors skyld, og at jeg gav hende skilsmissebrev; den svigefulde søster Juda frygtede dog ikke, men gik også hen og bolede. | 8 Da så Jeg at for alle grunnene til at den frafalne Israel hadde drevet hor, sendte Jeg henne bort og gav henne skilsmissebrev. Likevel fryktet ikke hennes troløse søster Juda, men gikk av sted og drev hor, hun også. |
| 9 Hun vanhelligede landet ved sit letfærdige hor; hun begik ægteskabsbrud med sten og træer. | 9 Ved sin letsindige bolen vanærede hun landet og horede med sten og træ. | 9 Slik skjedde det: Med sitt lettsindige horeliv vanhelliget hun landet og drev hor med stein og tre. |
| 10 Trods det vendte den troløse søster Juda ikke om til mig af hele sit hjerte, men fortsatte i løgn, siger Herren. | 10 Og alligevel vendte den svigefulde søster Juda ikke om til mig af hele sit hjerte, men kun på skrømt, lyder det fra Herren. | 10 Til tross for alt dette vendte hennes troløse søster Juda ikke om til Meg av hele sitt hjerte, men bare lot som hun hadde gjort det, sier Herren. |
| 11 Herren sagde til mig: Selv det utro Israel er mere retfærdigt end det troløse Juda. | 11 Og Herren sagde til mig: Det troløse Israels sag står bedre end det svigefulde Judas. | 11 Da sa Herren til meg: Den frafalne Israel har vist seg mer rettferdig enn det troløse Juda. |
| 12 Gå hen og råb disse ord mod nord. Du skal sige: Vend tilbage, du utro Israel, siger Herren. Jeg vil ikke længere se vredt til jer, for jeg er trofast, siger Herren, min vrede varer ikke evigt. | 12 Gå hen og udråb disse ord mod nord: Omvend dig, troløse Israel, lyder det fra Herren; jeg vil ikke vredes på eder, thi nådig er jeg, lyder det fra Herren; jeg gemmer ej evigt på vrede; | 12 Gå og forkynn disse ordene mot nord og si: Vend tilbake, du frafalne Israel, sier Herren. Jeg skal ikke la Min vrede komme over dere. For Jeg viser miskunn, sier Herren. Jeg skal ikke holde fast på vreden for evig. |
| 13 Men erkend din skyld, at du har brudt med Herren din Gud. Du strøede din elskov ud til fremmede under alle grønne træer. Mig adlød I ikke, siger Herren. | 13 men vedgå din uret, at du forbrød dig mod Herren din Gud; for de fremmedes skyld løb du hid og did under hvert grønt træ og hørte ikke min røst, så lyder det fra Herren. | 13 Bare erkjenn din skyld, at du har falt fra Herren din Gud ved misgjerning og spredt din ynde blant de fremmede under hvert grønt tre, men Min røst har du ikke lydt, sier Herren. |
| 14 ,) Vend tilbage, I frafaldne sønner, siger Herren, for det er mig, der er jeres herre. Jeg henter jer, én fra en by, to fra en slægt, og bringer jer til Zion. | 14 Vend om, i frafaldne søoner, lyder det fra Herren; thi jeg er eders herre; jeg tager eder, een fra en by og en fra en slægt og bringer eder til Zion, | 14 Vend tilbake, dere frafalne barn! sier Herren. For Jeg er deres ektemann. Jeg vil ta dere, én fra en by og to fra en slekt, og Jeg vil føre dere til Sion. |
| 15 Jeg giver jer hyrder efter mit hjerte; de skal vogte jer med kundskab og indsigt. | 15 og jeg giver eder hyrder efter mit sind, og de skal vogte eder med indsigt og kløgt. | 15 Jeg skal gi dere hyrder etter Mitt hjerte, som skal være hyrder for dere med kunnskap og forstand. |
| 16 I de dage, når I bliver talrige og frugtbare i landet, siger Herren, skal man ikke længere tale om Herrens pagts ark, ingen skal tænke på den, ingen skal huske den, ingen skal savne den, og der skal ikke laves nogen anden. | 16 Og når i bliver mangfoldige og frugtbare i landet i hine dage, lyder det fra Herren, skal de ikke mere tale om Herrens pagts Ark, og tanken om den skal ikke mere opkomme i noget hjerte; de skal ikke mere komme den i hu eller savne den, og en ny skal ikke laves. | 16 Når dere er blitt mange og fruktbare i landet i de dager, sier Herren, skal det skje: De skal ikke mer si: "Herrens paktsark." Tanken på den skal ikke lenger komme opp i hjertet, og de skal ikke huske på den, og de skal ikke savne den, og den skal ikke bli laget mer. |
| 17 Da skal Jerusalem kaldes Herrens trone, og alle folk skal samles i Herrens navn i Jerusalem. De skal ikke længere vandre i deres onde hjertes forstokkethed. | 17 På hin tid skal man kalde Jerusalem Herrens trone, og der, til Herrens navn i Jerusalem, skal alle folk strømme sammen, og de skal ikke mere følge deres onde hjertes stivsind. | 17 På den tiden skal de kalle Jerusalem Herrens Trone, og alle folkeslagene skal samle seg framfor den, til Herrens navn, til Jerusalem. De skal ikke lenger følge sitt harde og onde hjerte. |
| 18 I de dage skal Juda gå til Israel, og sammen skal de komme fra Nordens land til det land, jeg gav jeres fædre i eje. | 18 I hine dage skal Judas hus vandre til Israels hus, og samlet skal de drage fra nordens land til det land, jeg gav deres fædre i eje. | 18 I de dager skal Judas hus vandre sammen med Israels hus, og de skal sammen komme ut fra landet i nord til landet som Jeg gav som en arv til deres fedre. |
| 19 Det var mig, der sagde: Jeg giver dig plads blandt sønnerne og giver dig et dejligt land, den herligste arvelod blandt folkene. »Kald mig fader,« sagde jeg, »vend dig ikke fra mig!« | 19 Og jeg, jeg sagde til dig: »Blandt sønnerne sætter jeg dig, jeg giver dig et yndigt land, folkenes herligste arvelod.« jeg sagde: »kald mig din fader, vend dig ej fra mig!« | 19 Det var Jeg som sa: Å, hvor gjerne Jeg vil sette deg blant barna og gi deg et herlig land, den skjønneste arv blant folkeslagenes hærskarer! Jeg sa: "Min Far" skal dere kalle Meg, og dere skal ikke vende dere bort fra Meg. |
| 20 Men som en kvinde er troløs mod sin elskede, var I troløse mod mig, Israels hus, siger Herren. | 20 men som en kvinde sviger sin ven, så sveg du mig, Israels hus, så lyder det fra Herren. | 20 Sannelig, slik en svikefull kvinne forlater sin mann, slik har dere handlet svikefullt mot Meg, du Israels hus, sier Herren. |
| 21 Der høres gråd i det nøgne land, tryglen fra Israels sønner, fordi de gik vildveje og glemte Herren deres Gud. | 21 Hør, der lyder gråd på de nøgne høje, tryglen af Israels børn, fordi de vandrede krogveje, glemte Herren deres Gud. | 21 En røst høres på de øde høydene, det er gråt og bønn om nåde fra Israels barn. For de har forvendt sin vei. De har glemt Herren, sin Gud. |
| 22 Vend tilbage, I frafaldne sønner, så vil jeg helbrede jeres frafald. Se, vi kommer til dig, for du er Herren vor Gud. | 22 Vend om, i frafaldne sønner, jeg læger eders frafald. Se, vi kommer til dig, thi du er Herren vor Gud. | 22 "Vend om, dere frafalne barn, og Jeg skal lege deres frafall." "Se, vi kommer til Deg, for Du er Herren, vår Gud. |
| 23 Løgn er det, der kommer fra højene, larmen fra-bjergene; men hos Herren vor Gud er Israels frelse! | 23 Visselig, blændværk var højene, bjergenes larm; visselig, hos Herren vor Gud er Israels frelse. | 23 Sannelig, larmen fra høydene der på fjellene vitner bare om et falskt håp. Sannelig, i Herren vår Gud er Israels frelse! |
| 24 Skændselen fortærede fra vor ungdom vore fædres rigdom: deres får og køer, deres sønner og døtre. | 24 Skændselen åd fra vor ungdom vore fædres gods, deres småkvæg og hornkvæg, sønner og døtre. | 24 Fra vår ungdom av har denne skammen oppslukt våre fedres strev, deres småfe og deres storfe, deres sønner og deres døtre. |
| 25 Vi må ligge i vor skændsel, vor skam skal dække os, for vi har syndet mod Herren vor Gud, vi og vore fædre, fra vor ungdom til denne dag. Vi adlød ikke Herren vor Gud. | 25 Vi lægger os ned i vor skændsel, vor skam er vort tæppe, thi mod Herren vor Gud har vi syndet, vi og vore fædre fra ungdommen af til i dag; vi høre ikke på Herren vor Guds røst. | 25 Vi får bare legge oss ned i vår skam og la vår vanære dekke oss. For mot Herren vår Gud har vi syndet, vi og våre fedre, fra vår ungdom av og helt til denne dag, og vi har ikke vært lydige mot Herren vår Guds røst." |