Jeremias bog 31 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Til den tid, siger Herren, vil jeg være Gud for alle Israels slægter, og de skal være mit folk. | 1 Til hin tid, lyder det fra Herren, vil jeg være alle Israel slægters Gud, og de skal være mit folk. | 1 På den tiden, sier Herren, skal Jeg være Gud for alle Israels ætter, og de skal være Mitt folk. |
| 2 Dette siger Herren: Det folk, som var undsluppet sværdet, fandt nåde i ørkenen, Israel vandrede og fandt ro. | 2 Så siger Herren: Folket, der undslap sværdet, fandt nåde i ørkenen, Israel vandred til sin hvile, | 2 Så sier Herren: Folket som overlevde sverdet, fant nåde i ødemarken, Israel, Jeg går for å gi ham hvile. |
| 3 I fortiden viste Herren sig for dem. Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig | 3 i det fjerne åbenbarede Herren sig for dem: Jeg elsked dig med evig kærlighed, drog dig derfor i nåde. | 3 Herren har vist Seg for meg fra den eldste tid og sagt: Ja, med evig kjærlighet har Jeg elsket deg. Derfor har Jeg latt Min miskunnhet mot deg vare. |
| 4 Jeg bygger dig op, Israels jomfru, du skal bygges op på ny. Atter skal du gribe din pauke og gå med i de glades dans. | 4 Jeg bygger dig atter, du skal bygges, Israels jomfru, igen skal du smykkes med håndpauke, gå med i de legendes dans. | 4 Igjen skal Jeg bygge deg opp, og du skal bli bygd opp igjen, du jomfru, Israel. Du skal igjen bli prydet med dine tamburiner, og gå ut i dansen med dem som gleder seg. |
| 5 Atter skal du plante vingårde i Samarias-bjergland; de, som planter dem, skal selv tage dem i brug. | 5 Vin skal du atter plante på Samarias bjerge, plante skal du og høste. | 5 Du skal igjen plante vingårder på Samarias fjell. De som planter, skal plante og spise av dem som vanlig mat. |
| 6 For der kommer en dag, da vogterne råber i Efraims-bjergland: Kom, lad os drage op til Zion, til Herren vor Gud! | 6 Thi en dag skal vogterne råbe på Efraims bjerge: »Kom, lad os drage til Zion, til Herren vor Gud!« | 6 For det skal komme en dag da vaktmennene skal rope på Efraim-fjellet: Stå opp, og la oss gå opp til Sion, til Herren vår Gud. |
| 7 Dette siger Herren: Råb af glæde over Jakob, bryd ud i jubel over det første blandt folkene; forkynd under lovsang: Herren har frelst sit folk, Israels rest! | 7 Thi så siger Herren: Fryd jer over Jakob med glæde, jubl over det første blandt folkene, kundgør med lovsang og sig: »Herren har frelst sit folk, Israels rest.« | 7 For så sier Herren: Bryt ut i jubel for Jakob med glede og rop med fryd over den fremste blant folkeslagene. Forkynn, lovpris og si: "Herre, frels Ditt folk, Israels rest!" |
| 8 Jeg bringer dem fra Nordens land, jeg samler dem fra jordens fjerneste egne. Blandt dem er blinde og halte, sammen med svangre og fødende, en stor skare vender tilbage. | 8 Se, jeg bringer dem hid fra nordens land, samler dem frajordens afkroge; iblandt dem er blinde og lamme, frugtsommelige sammen med fødende, i en stor forsamling vender de hjem. | 8 Se, Jeg skal føre dem fra landet i nord og samle dem fra jordens ytterste ender. Blant dem er det både blinde og lamme, en kvinne som er med barn og en som har fødselsveer. Sammen er de en stor folkemengde som vender tilbake. |
| 9 Grædende kommer de, jeg leder de tryglende og fører dem til bække ad den jævne vej, hvor de ikke snubler. Jeg er Israels fader, Efraim er min førstefødte. | 9 Se, de kommer med gråd; mens de ydmygt beder, leder jeg dem; jeg fører dem hen til vandløb ad en jævn vej, hvor de ej snubler; thi jeg er Israel en fader, min førstefødte er Efraim. | 9 Gråtende skal de komme, og mens de ber om nåde, skal Jeg lede dem. Jeg vil la dem komme til elver med rennende vann, på en rett vei hvor de ikke skal snuble. For Jeg er Far for Israel, og Efraim er Min førstefødte. |
| 10 Hør Herrens ord, I folkeslag, forkynd på de fjerne øer, og sig: Han, som spredte Israel, samler dem, han vogter dem som hyrden sin hjord. | 10 Hør Herrens ord, i folk, forkynd på fjerne strande: Han, som spredte Israel, samler det, vogter det som hyrden sin hjord; | 10 Hør Herrens ord, dere folkeslag, og forkynn det for fjerne kyster og si: Han som spredte Israel, skal samle ham, og Han skal vokte ham slik en hyrde vokter sin flokk. |
| 11 For Herren har udfriet Jakob og løskøbt ham fra hans overmand. | 11 thi Herren har udfriet Jakob, genløst det af den stærkeres hånd. | 11 For Herren har forløst Jakob og løskjøpt ham fra hånden på ham som er sterkere enn ham selv. |
| 12 Jublende kommer de til Zions-bjerg, de stråler af glæde over Herrens gode gaver, over korn og vin og olie, over får og køer. Selv bliver de som en frodig have, de skal ikke mere sygne hen. | 12 De kommer til Zions bjerg og jubler over Herrens fylde, over kom og most og olie og over lam og kalve. Deres sjæl er som en vandrig have, de skal aldrig vansmægte mer. | 12 Derfor skal de komme og juble på Sions høyde, de skal stråle på grunn av Herrens godhet, over hvete, most og olje, over de unge blant småfeet og storfeet. Deres sjel skal være som en vannrik hage, og de skal ikke lenger lide noen nød. |
| 13 Da skal jomfruer danse af glæde, unge og gamle skal juble. Jeg vender deres sorg til fryd, jeg trøster og glæder dem, der klager. | 13 Da fryder sig jomfru i dans, yngling og olding tilsammen. Jeg vender deres kummer til fryd, giver trøst og glæde efter sorgen. | 13 Da skal jomfruen glede seg i dansen, og de unge mennene sammen med de gamle. For Jeg skal vende deres sorg til glede, Jeg skal trøste dem og gi dem glede i stedet for sorg. |
| 14 Præsterne giver jeg rigeligt af fede ofre, mit folk mættes med mine gode gaver, siger Herren. | 14 Jeg kvæger præsterne med fedt, mit folk skal mættes med min fylde, lyder det fra Herren. | 14 Jeg skal fylle prestenes sjel med det fete, og Mitt folk skal bli mettet med Min godhet, sier Herren. |
| 15 Dette siger Herren: I Rama høres klageråb, bitter gråd; Rakel græder over sine børn, hun lader sig ikke trøste over sine børn, for de er borte. | 15 Så siger Herren: En klagerøst høres i rama, bitter gråd, rakel begræder sine børn, vil ikke trøstes over sine børn, fordi de er borte. | 15 Så sier Herren: En røst høres i Rama, klagesang og bitter gråt. Rakel gråter over sine barn, og hun nekter å la seg trøste over sine barn, for de er ikke mer. |
| 16 Dette siger Herren: Græd ikke mere, stands dine tårer! For du får løn for din møje, siger Herren; de skal vende tilbage fra fjendens land. | 16 Så siger Herren: Din røst skal du holde fra gråd, dine øjne fra tårer, thi derer løn fordin møje,lyder det fra Herren; fra fjendeland vender de hjem; | 16 Så sier Herren: Hold din røst tilbake fra å gråte mer, la ikke dine øyne felle flere tårer! For ditt arbeid skal få sin lønn, sier Herren, de skal vende tilbake fra fiendens land. |
| 17 Der er håb for dine efterkommere, siger Herren. Dine børn skal vende tilbage til deres land. | 17 og der er håb for din fremtid, lyder det fra Herren, børn vender hjem til deres land. | 17 Det er håp for din framtid, sier Herren, for barna skal komme tilbake til sitt eget land. |
| 18 Jeg har hørt Efraim jamre: »Du har tugtet mig, som en utæmmet kalv blev jeg tugtet Lad mig vende om, så jeg vender om, for du er Herren min Gud. | 18 Jeg hører grant, hvor Efraim klager: »Du tugted mig, og jeg blev tugtet som en utæmmet kalv; omvend mig, så bliver jeg omvendt, thi du er Herren min Gud. | 18 Jeg har sannelig hørt Efraim sørge over seg selv: Du har tuktet meg, ja, jeg ble tuktet som en utemmet ungokse. Omvend meg Du, så blir jeg omvendt, for Du er Herren min Gud. |
| 19 Når jeg vender om, angrer jeg; når jeg kommer til fornuft, slår jeg mig på hoften, for jeg fyldes af skam, jeg bærer min ungdoms skændsel.« | 19 Thi nu jeg er omvendt, angrer jeg; nu jeg har besindet mig, slår jeg mig på hofte; jeg er skamfuld og beskæmmet, thi jeg bærer min ungdoms skændsel.« | 19 Sannelig, etter at jeg hadde vendt meg bort, angrer jeg. Etter at jeg har fått forstand, slår jeg meg på låret. Jeg ble til skamme, ja, jeg ble ydmyket, for jeg bærer min ungdoms vanære. |
| 20 Efraim er mig en dyrebar søn, han er mit yndlingsbarn. Så ofte jeg nævner ham, må jeg mindes ham; derfor skælver mit indre, jeg må forbarme mig over ham, siger Herren. | 20 Er Efraim min dyrebare søn, mit yndlingsbarn? thi så tit jeg taler om ham, må jeg mindes ham kærligt, derfor bruser mit indre, jeg ynkes over ham, lyder det fra Herren. | 20 Er Efraim min dyrebare sønn? Er han et barn til velbehag? For selv om Jeg ofte måtte tale imot ham, må Jeg sannelig huske på ham igjen. Derfor blir Jeg rørt i Mitt indre for hans skyld. Jeg skal sannelig vise ham barmhjertighet, sier Herren. |
| 21 Rejs varder, stil vejvisere op, læg mærke til vejen, den vej du gik! Vend tilbage, Israels jomfru, vend tilbage til dine byer! | 21 Rejs dig vejvisersten, sæt mærkesten op, ret din tanke på højvejen, vejen, du gik, vend hjem, du Israels jomfru, til disse dine byer! | 21 Reis deg varder langs veien, sett opp veivisere! La ditt hjerte være rettet inn på hovedveien, den veien du gikk på før. Vend tilbake, du jomfru, Israel! Vend tilbake til disse byene som er dine. |
| 22 Hvor længe vil du flakke om, du frafaldne datter? Herren skaber nyt i landet, den forbandede forvandles til dronning! | 22 Hvor længe vil du dog tøve, du frafaldne datter? thi Herren skaber nyt i landet: Kvinde værner om mand. | 22 Hvor lenge vil du halte til begge sider, du frafalne datter? For Herren skaper noe nytt i landet, kvinnen skal omslutte den mektige mann. |
| 23 Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Når jeg vender deres skæbne, skal man i Judas land og byer atter sige: Herren velsigne dig, retfærdigheds bolig, helligheds-bjerg. | 23 Så siger Hærskares Herre, Israels Gud: End skal de i Judas land og byer sige dette ord, når jeg vender deres skæbne: »Herren velsigne dig, du retfærds bolig, du hellige bjerg!« | 23 Så sier hærskarenes Herre, Israels Gud: De skal igjen tale slik i Judas land og byene der, når Jeg fører fangene tilbake: "Herren velsigne deg, du rettferdighetens bolig og du hellighetens berg!" |
| 24 Dér skal Juda og alle dets byer bo sammen, både bønderne og de, som drager omkring med deres hjord. For jeg giver den udmattede at drikke og den hensygnende at spise. Hermed vågnede jeg og så mig om. | 24 Og deri skal Juda bo og alle dets byer til hobe, agerdyrkerne og de omvankende hyrder. | 24 I Juda og alle byene der skal de bo sammen, både bønder og gjetere som går ut med flokkene. |
| 26 Hermed vågnede jeg og så mig om. Og min søvn havde været mig til glæde. | 26 (26 Herved vågnede jeg og så mig om, og søvnen havde været mig sød.) | 26 Etter dette våknet jeg og så meg omkring, og min søvn hadde vært søt for meg. |
| 25 Hermed vågnede jeg og så mig om. Og min søvn havde været mig til glæde. | 25 Thi jeg kvæger den trætte sjæl og mætter hver vansmægtende sjæl. | 25 For Jeg styrker rikelig den trette sjel, og Jeg metter hver utmattet sjel. |
| 27 Der skal komme dage, siger Herren, da jeg tilsår Israel og Juda med mennesker og dyr. | 27 Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg tilsår Israels hus og Judas hus med sæd at mennesker og kvæg. | 27 Se, dager kommer, sier Herren, da Jeg skal tilså Israels hus og Judas hus med sæd av mennesker og dyr. |
| 28 Ligesom jeg vågede over, at de blev rykket op med rode og revet ned, jævnet med jorden og ødelagt og led ondt, således vil jeg våge over, at de bliver bygget op og plantet, siger Herren. | 28 Og som jeg har været årvågen over dem for at oprykke, nedbryde, omstyrte, ødelægge og gøre ilde, således vil jeg være årvågen over dem for at bygge og plante, lyder det fra Herren. | 28 Det skal bli slik: Som Jeg har våket over dem for å rykke opp, rive ned, bryte ned, ødelegge og skade, slik skal Jeg også våke over dem for å bygge og plante, sier Herren. |
| 29 de dage skal man ikke mere sige: Fædrene spiste sure druer, og sønnerne får stumpe tænder. | 29 I hine dage skal man ikke mere sige: Fædre åd sure druer, og børnenes tænder blev ømme. | 29 I de dager skal de ikke lenger si: Fedrene spiste sure druer, og barna får dårlige tenner. |
| 30 Nej, enhver skal dø for sin egen synd; ethvert menneske, der spiser sure druer, får selv stumpe tænder. | 30 Nej, enhver skal dø for sin egen brøde; enhver, der æder sure druer, får selv ømme tænder. | 30 Men hver mann skal dø for sin egen misgjernings skyld. Hvert menneske som spiser de sure druene, skal få dårlige tenner. |
| 31 Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, | 31 Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus, | 31 Se, dager kommer, sier Herren, da Jeg skal slutte en ny pakt med Israels hus og med Judas hus, |
| 32 en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. | 32 ikke som den pagt jeg sluttede med deres fædre, dengang jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken pagt de brød, så jeg væmmedes ved dem, lyder det fra Herren; | 32 ikke slik som den pakten Jeg sluttet med deres fedre på den dagen Jeg tok dem ved hånden for å lede dem ut av landet Egypt. De brøt Min pakt, selv om Jeg var deres ektemann, sier Herren. |
| 33 Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus når de dage kommer siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. | 33 nej, dette er den pagt, jeg efter hine dage slutter med Israels hus, lyder det fra Herren: Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. | 33 Men dette er den pakten Jeg skal slutte med Israels hus etter de dager, sier Herren: Jeg skal legge Min lov i deres indre og skrive den på deres hjerter. Jeg skal være deres Gud, og de skal være Mitt folk. |
| 34 Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd. | 34 Ven skal ikke mere lære sin ven eller broder sin broder og sige: »Kend Herren!« Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lydet det fra Herren; thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu. | 34 Da skal de ikke lenger lære hverandre, hver mann sin neste, og hver mann sin bror, og si: "Kjenn Herren!" For de skal alle kjenne Meg, fra den minste til den største, sier Herren. For Jeg skal tilgi deres misgjerning, og deres synd skal Jeg ikke minnes mer. |
| 35 Dette siger Herren, han som satte solen til at lyse om dagen og bestemte månen og stjernerne til at lyse om natten, han som pisker havet op, så bølgerne larmer, Hærskarers Herre er hans navn: | 35 Så siger Herren, han, som satte solen til at lyse om dagen og månen og stjernerne til at lyse om natten, han, som oprører havet, så bølgerne bruser, han, hvis navn er Hærskares Herre: | 35 Så sier Herren, Han som gav solen til lys om dagen og lover for månen og stjernene så de skulle lyse om natten. Det er Han som rører opp havet, så bølgene buldrer. Hærskarenes Herre er Hans navn. |
| 36 Kun hvis disse mine bestemmelser kunne brydes, siger Herren, ville Israels slægt ikke længere bestå som mit folk. | 36 Når disse ordninger viger fra mit åsyn, lyder det fra Herren, så skal også Israels æt for alle tider ophøre at være et folk for mit åsyn. | 36 Hvis disse lovene blir borte for Mitt åsyn, sier Herren, da skal også Israels bli borte og ikke lenger være et folkeslag for Mitt åsyn alle dager. |
| 37 Dette siger Herren: Kun hvis himlen deroppe kunne måles og jordens grundvolde dernede kunne udforskes, ville jeg forkaste hele Israels slægt for alt det, de har gjort, siger Herren. | 37 Så siger Herren: Når himmelen oventil kan udmåles og jordens grundvolde nedentil udgranskes, så vil jeg også forkaste Israels æt for alt, hvad de har gjort, lydet det fra Herren. | 37 Så sier Herren: Hvis himmelen kan måles der oppe og jordens grunnvoller bli utforsket der nede, da skal også Jeg forkaste hele Israels ætt for alt det de har gjort, sier Herren. |
| 38 Der skal komme dage, siger Herren, da Herrens by skal genopbygges fra Hanan'el?tårnet til Hjørneporten. | 38 Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da byen skal opbygges for Herren fra hananeltårnet til hjørneporten; | 38 Se, dager kommer, sier Herren, da staden skal bygges for Herren, fra Hananeltårnet til Hjørneporten. |
| 39 Målesnoren går videre ligeud over Gareb?højen og drejer mod Goa. | 39 og videre skal målesnoren gå lige ud til garebs høj og så svinge mod goa; | 39 Målesnoren skal strekkes videre rett fram over Garebhaugen. Så skal den bøyes mot Goa. |
| 40 Og hele-dalen med ligene og med offerasken, alle skråningerne ned mod Kedro-dalen hen til Hesteportens hjørne mod øst ? det hele skal være helligt for Herren. Byen skal aldrig mere rykkes op med rode og jævnes med jorden. | 40 og hele dalen, ligene og asken, og alle markerne ned til kedrons Bæk, til hesteportens hjørne mod øst skal være Herren helliget; det skal aldrig mere oprykkes eller nedlbrydes. | 40 Hele dalen med likene og asken og alle markene helt til Kedron-bekken, til hjørnet av Hesteporten mot øst, skal være hellig for Herren. Det skal aldri i evighet bli rykket opp eller revet ned igjen. |