Jeremias bog 4 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Hvis du vender om, Israel, siger Herren, skal du vende om til mig. Hvis du fjerner dine ækle guder fra mig, skal du ikke være hjemløs. | 1 Omvender du dig, Israel, lyder det fra Herren, så vend dig til mig; hvis du fjerner dine væmmelige guder, skal du ikke fly for mit åsyn. | 1 Hvis du vil vende tilbake, Israel," sier Herren, "så vend om til Meg. Hvis du vil ta dine avskyelige avguder bort fra Mitt åsyn, da skal du ikke flakke omkring. |
| 2 Sværger du i sandhed, ret og retfærdighed »Så sandt Herren lever«, da skal folkene velsigne sig i ham og fryde sig over ham. | 2 Sværger du: »Så sandt Herren lever,« redeligt, ærligt og sandt, skal folkeslag velsigne sig ved ham og rose sig af ham. | 2 Hvis du vil sverge: "Så sant Herren lever", i sannhet, rett og rettferdighet, da skal folkeslag velsigne seg i Ham, og i Ham skal de rose seg!" |
| 3 For dette siger Herren til judæerne og til Jerusalem: I skal bryde ny jord og ikke så blandt tjørne. | 3 Thi så siger Herren til Judas mænd og Jerusalems borgere: Bryd Eder nyjord og så dog ikke blandt, torne! | 3 For så sier Herren til mennene av Juda og til Jerusalem: "Bryt dere nytt land, og så ikke blant torner! |
| 4 Judas mænd, Jerusalems indbyggere, omskær jer for Herren, fjern jeres hjertes forhud, for at min harme ikke skal slå ud som ild og brænde, så ingen kan slukke den, på grund af jeres onde gerninger. | 4 Omskær jer for Herren og fjern eders hjertes forhud, Judas mænd og Jerusalems borgere, at min vrede ikke slår ud som ild og hrænder uslukket for eders onde gerningers skyld. | 4 Omskjær dere for Herren og ta bort deres hjertes forhud, hver mann av Juda og dere som bor i Jerusalem. Hvis ikke bryter Min vrede ut som en ild og brenner så ingen kan slokke den, på grunn av deres onde gjerninger. |
| 5 Fortæl det i Juda, forkynd det i Jerusalem, stød i hornet ud over landet, råb af fuld hals: I skal samle jer, vi trækker os ind i de befæstede byer! | 5 Forkynd i Juda og Jerusalem, kundgør og tal, lad hornet gjalde i landet, råb, hvad i kan, og sig: Flok jer sammen! Vi går ind i de faste stæder! | 5 Kunngjør det i Juda og forkynn det i Jerusalem, og si: Blås i basunen over landet. Rop høyt og si: "Samle dere, la oss gå inn i de befestede byene!" |
| 6 Rejs banner: Til Zion! Bring jer i sikkerhed, stands ikke op, for jeg bringer ulykken fra nord, et vældigt nederlag. | 6 Rejs banner hen imod Zion, fly uden standsning! Thi ulykke sender jeg fra nord, et vældigt sammenbrud. | 6 Sett opp et banner: Til Sion. Søk tilflukt! Stans ikke! For Jeg skal la det onde komme fra nord, og ødeleggelsen skal bli stor. |
| 7 Løven kommer op fra sit krat, folkedræberen bryder op, den kommer frem for at lægge dit land øde og dine byer i grus, så ingen kan bo der. | 7 En løve steg op fra sit krat, en folkehærger brød op, gik bort fra sin hjemstavn for at gøre dit land til en ørk; dine byer skal hærges, så ingen bor der. | 7 Løven er kommet opp fra sitt kratt, og folkeslagenes ødelegger er på vei. Han har gått ut fra sitt sted for å legge ditt land øde. Dine byer skal legges i ruiner, helt til det ikke er noen som bor der mer." |
| 8 Derfor skal I klæde jer i sæk, I skal klage og jamre, for Herrens glødende vrede vender sig ikke fra os. | 8 Derfor skal I klæde jer i sæk og klage og jamre, thi ej vender Herrens glødende vrede sig fra os. | 8 Bind derfor sekkestrie rundt dere, klag og gråt! For Herrens brennende vrede har ikke vendt seg bort fra oss. |
| 9 På den dag, siger Herren, skal konge og stormænd miste modet, præsterne gyse, profeterne blive stumme af rædsel. | 9 På hin dag, lyder det fra Herren, skal kongen og fyrsterne tabe modet, præsterne stivne af skræk og profeterne slås af rædsel; | 9 På den dagen skal det skje, sier Herren: Kongens og fyrstenes mot skal svikte. Prestene skal forskrekkes, og profetene skal bli lamslått. |
| 10 Men jeg sagde: Ak, Gud Herre! Du forførte dette folk og Jerusalem, da du sagde: »Der bliver fred!« Nu har vi sværdet på struben. | 10 og de skal sige: »Ak, herre, herre! Sandelig, du førte dette folk og Jerusalem bag lyset, da du sagde: I skal have fred! Nu har sværdet nået sjælen.« | 10 Da sa jeg: Å, Herre Gud! Sannelig, Du har bare sveket dette folket og Jerusalem, da Du sa: "Dere skal ha fred", for sverdet trenger jo inn til sjelen. |
| 11 Da skal det siges til dette folk og til Jerusalem: Fra det nøgne land i ørkenen kommer en glødende vind imod mit folks datter, den er ikke til at kaste og rense korn i; | 11 På hin tid skal der siges til dette folk og Jerusalem: Et glødende vejr fra ørkenens nøgne høje trækker op mod mit folks datter, ej til kastning og rensning af korn, | 11 På den tiden skal det bli sagt til dette folket og til Jerusalem: Fra de øde høydene blåser en brennende vind i ødemarken mot Mitt folks datter. Den er ikke til å kaste eller til å rense i, |
| 12 det er en langt stærkere vind, der kommer på mit bud. Ja, nu vil jeg fælde dom over dem. | 12 et vejer for vældigt dertil kommer mod mig. Derfor vil jeg også nu tale domsord imod dem. | 12 for vinden som kommer for Min skyld, er altfor sterk til dette. Nå skal Jeg også felle dommer over dem. |
| 13 Se, fjenden trækker op som skyer, hans vogne er som hvirvelvinde, hans heste er hurtigere end ørne. Ve os! Vi bliver tilintetgjort. | 13 Se, det kommer som skyer, dets vogne som stormvejr, dets heste er hurtigere end ørne; ve, vi lægges øde! | 13 Se, han skal komme opp som skyer, hans vogner er som en virvelvind. Hans hester er raskere enn ørner. Ve oss, for vi blir ødelagt. |
| 14 Rens dit hjerte for ondskab, Jerusalem, så du kan frelses! Hvor længe vil du give plads for onde planer i dit indre? | 14 Rens dit hjerte for ondt, Jerusalem, at du må Frelses! Hvor længe skal dit indre huse de syndige tanker? | 14 Å, Jerusalem, rens ondskapen bort fra ditt hjerte, så du kan bli frelst! Hvor lenge skal dine onde tanker få rom i ditt indre? |
| 15 Der lyder en røst fra Dan, fra Efraims-bjergland forkyndes ulykke. | 15 thi hør, en råber fra Dan, et ulykkesbud fra Efraims bjerge: | 15 For en røst lyder fra Dan og forkynner ulykke fra Efraims fjelland: |
| 16 Kundgør for folkene, forkynd mod Jerusalem: Fra landet i det fjerne kommer de og belejrer dig, mod Judas byer opløfter de krigsråbet. | 16 Kundgør folkene: Se! Lad det høres i Jerusalem! Belejrere kommer fra et land i det fjerne, de opløfter røsten mod byerne i Juda. | 16 Gjør det kjent for folkeslagene, ja, forkynn det mot Jerusalem at fra et land langt borte kommer det noen som beleirer byene i Juda og lar krigsrop lyde mot dem. |
| 17 De omringer byen som markens vogtere, for den har trodset mig, siger Herren. | 17 Som markens vogtere stiller de sig rundt omkring det, thi genstridigt var det imod mig, lyder det fra Herren. | 17 Som voktere av en åker ligger de rundt henne, fordi hun har gjort opprør mot Meg, sier Herren. |
| 18 Din færd og dine gerninger har bragt dette over dig; det er din ulykke, og bittert er det. Nu gælder det dit liv! | 18 Det kan du takke din færd, dine gerninger for; det skyldes din ondskab; hvor bittert! Det gælder livet. | 18 Din vei og dine gjerninger har ført dette over deg. Dette kommer av din egen ondskap, ja, det er bittert, fordi det rammer ditt hjerte. |
| 19 Mit indre, mit indre, jeg har veer! Mit hjertes vægge, mit hjerte skælver, jeg kan ikke tie. Jeg hører lyden af horn og krigsråb. | 19 Mit indre, mit indre! Jeg skælver! Mit hjertes vægge! Mit hjerte vånder sig i mig, ej kan jeg tie. Thi hornets klang må jeg høre, skrig fra kampen; | 19 Mitt indre, mitt indre! Jeg vrir meg i smerte. Å, mitt hjertes vegger! Mitt hjerte klager i meg, jeg kan ikke tie, for jeg har hørt, du min sjel, lyden av basunen, alarmsignalet til krig. |
| 20 Der meldes om nederlag på nederlag, for hele landet er hærget. I et nu bliver mine telte ødelagt, på et øjeblik er mine teltduge borte. | 20 der meldes om fald på fald, thi alt landet er hærget. Mine telte hærges brat, i et nu mine forhæng. | 20 Ødeleggelse på ødeleggelse ropes ut, for hele landet legges øde. Plutselig er mine telt ødelagt, og mine telttepper på et øyeblikk. |
| 21 Hvor længe skal jeg se banneret, høre lyden af hornet? | 21 Hvor længe skal jeg skue banneret, høre hornet? | 21 Hvor lenge skal jeg se banneret og høre lyden av basunen? |
| 22 Mit folk er tåber, mig kender de ikke. De er uforstandige børn, kloge er de ikke. De er dygtige til at gøre det onde; men at gøre det gode forstår de ikke. | 22 Thi mit folk er tåbeligt, kender ej mig, de er dumme sønner og uden indsigt; de er vise til at gøre det onde, men tåber til det gode. | 22 "Mitt folk er dårer, de kjenner ikke Meg. De er uforstandige barn, de er ikke kloke. Men de er vise i å gjøre ondt, å gjøre det gode skjønner de ikke." |
| 23 Jeg så jorden, og der var tomhed og øde, himlen, og der var intet lys. | 23 Jeg så på jorden, og se, den var øde og tom, på himlen, dens lys var borte; | 23 Jeg så på jorden, og se, den var uformet og tom. På himmelen var det ikke noe lys. |
| 24 Jeg så-bjergene, og de rystede, alle højene skælvede. | 24 Bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle højene bæved; | 24 Jeg så fjellene, og se, de skalv, og alle haugene svaiet. |
| 25 Jeg så, og der var intet menneske, alle himlens fugle var fløjet. | 25 jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle himlens fugle var fløjet; | 25 Jeg så, og se, det fantes ikke noe menneske mer, alle fuglene under himmelen hadde flyktet. |
| 26 Jeg så, og frugthaverne var ørken, alle byerne var jævnet med jorden af Herren i hans glødende vrede. | 26 jeg så, og se, frugthaven var ørken, alle dens byer lagt øde for Herren, for hans glødende vrede. | 26 Jeg så, og se, det fruktbare landet var en ødemark. Alle byene var revet ned framfor Herrens åsyn, framfor Hans brennende vrede. |
| 27 Dette siger Herren: Hele landet skal blive ødemark ? men jeg tilintetgør det ikke ? | 27 Thi så siger Herren: Al jorden bliver ørk, men helt ødelægger jeg ikke. | 27 For så sier Herren: Hele landet skal legges øde. Likevel skal Jeg ikke gjøre ende på det. |
| 28 derfor sørger jorden, og himlen deroppe formørkes. For jeg har talt og lagt mine planer; jeg fortryder ikke og opgiver dem ikke. | 28 Derfor sørger jorden, og himlen deroppe er sort; thi jeg talede og angrer det ikke, tænkte og går ikke fra det. | 28 Derfor skal jorden sørge, og himmelen der oppe skal bli svart, for Jeg har talt. Jeg har planlagt at det skal bli slik. Jeg angrer ikke, og Jeg skal ikke vende om fra det. |
| 29 Ved larmen af ryttere og bueskytter flygter hele byen; de kryber ind i krattet, kravler op på klipper. Hver by er forladt, der bor ikke et menneske. | 29 For larmen af ryttere og bueskytter flyr alt landet, de tyr ind i krat, stiger op på klipper; hver by er forladt, og ikke et menneske bor der. | 29 Hele byen skal flykte for lyden av hestfolk og bueskyttere. De skal fare inn i de tette skogene og klatre opp på klippene. Hver by skal bli forlatt, og ikke en mann skal bli boende i den. |
| 30 Og du, som er hærget, hvad vil du gøre? Du klæder dig i skarlagen, smykker dig med guldsmykker og maler øjnene op med sminke, men det er forgæves, du gør dig smuk. De, der begærede dig, har vraget dig, de stræber dig efter livet. | 30 Og du, hvad vil du mon gøre? om end du klæder dig i skarlagen, smykker dig med guld og gør øjnene store med sminke det er spildt, du gør dig smuk. Elskerne agter dig ringe, dit liv vil de have. | 30 Når du ligger øde, hva vil du da gjøre? Selv om du kler deg i skarlagen, selv om du pynter deg med smykker av gull, selv om du gjør dine øyne store med sminke, skal du gjøre deg vakker forgjeves. Dine elskere vil forkaste deg. De er bare ute etter ditt liv. |
| 31 jeg hører skrig som fra en kvinde med veer, nødråb som fra en, der føder første gang Hør! Zions datter gisper, hun strækker hænderne frem: »Ve mig, jeg bukker under for mordere!« | 31 Thi jeg hører råb som ved barnsnød, skrig som ved førstefødsel. Hør, hvor Zions datter stønner med udrakte hænder: »Ve mig, min sjæl bukker under for dem, som myrder.« | 31 For jeg hører en røst av en kvinne i fødselsveer, smerten fra henne som føder sitt første barn. Det er røsten av Sions datter som gisper etter luft. Hun slår ut med hendene og sier: "Ve meg, for min sjel tynes av mordere!" |